Især Mette Frederiksen og Socialdemokratiet bærer et særligt ansvar for sundhedsarbejdernes elendige løn- og arbejdsforhold. | Foto: CPH Privathospital
Efter at politikerne i årtier har skåret sundhedsvæsnet i stykker, er systemet i dag så tyndslidt, at det koster menneskeliv. I stedet for at løse problemet, der skyldes udbredt ressourcemangel, benytter den nye regering lejligheden til at poste penge i privathospitalerne. Vi må kæmpe for at vælte det nuværende system, der sætter profit før menneskers behov.
SVM-regeringen lancerede i februar 2023 en akutpakke til sundhedsvæsenet, med en række forslag, der inkluderer alt fra forlængelse af behandlingsgarantien, til at få administrativt personale til at løse sundhedsfaglige opgaver og vigtigst: at udlicitere behandlinger til det private.
Med regeringens akutpakke, der forventes vedtaget som del af finanslovsforslaget, er der lagt op til at privathospitalerne fremover får en mere fremtrædende plads i det danske sundhedsvæsen. Som Michael Gram Kirkegaard, næstformand i Sundhed Danmark (brancheorganisationen for privathospitaler), med stor tilfredshed kommenterede: »Det er den rigtige vej at gå, fordi vi kommer til at være en accepteret og integreret del af det samlede sundhedsvæsen fremover.«
Sundhedsvæsenet tvunget i knæ
Akutpakken kommer som respons på et sundhedsvæsen, der er presset til bristepunktet efter årtiers besparelser. I praksis er visse dele allerede kollapset, da det ikke kan møde det behov for behandling, der findes i samfundet. Folk dør af kræft, mens de er på venteliste. Kravet fra politikerne om 2 procents årlig effektivisering uden flere ressourcer tilbage fra 00’erne, faldt bort i 2017, men blev blot erstattet af nye krav om besparelser i regionerne. Det ser vi konsekvenserne af nu, med lange ventelister, overarbejde, stresset sundhedspersonale og massiv flugt fra faget.
Især Mette Frederiksen og Socialdemokratiet bærer et særligt ansvar for sundhedsarbejdernes elendige løn- og arbejdsforhold, som får dem til at forlade faget en masse. Mette Frederiksens regeringsindgreb i sygeplejerskernes strejke i 2021 påtvang sygeplejerskerne en elendig overenskomst, som sygeplejerskerne to gange forinden havde nedstemt.
Nu fremfører de selvsamme politikere akutpakken, som om de træder i karakter, og rent faktisk giver sundhedsvæsenet et hårdt tiltrængt løft. Men lad os få proportionerne på plads. I 2019, inden corona-pandemien ramte, brugte den danske stat 234,6 mia. kr. på sundhedsvæsnet. Regeringen afsætter i finansloven snoldede 2 mia. kr. til akutpakken til sundhedsvæsnet; til sammenligning øremærker selv samme finanslovsforslag hele 7 mia. kr. til krudt og kugler til krigen i Ukraine.
Alene at dæmpe personaleflugten fra sundhedsvæsenet, vil som minimum koste 15-20 milliarder årligt, i form af et lønløft til sundhedsarbejderne. To milliarder, hvorvidt det primært går til privathospitaler eller det offentlige sundhedsvæsenet, forslår som en skrædder i helvede, hvis målet altså er at genrejse sundhedsvæsenet, og sikre ordentlig behandling af patienter. Men to milliarder kan gøre en stor forskel, hvis man ejer et privathospital eller er aktionær.
Efter at politikerne selv har savet det offentlige sundhedsvæsen totalt i stykker igennem årtier, er de nu “beklageligvis” nødt til at gøre brug af de private aktører i et omfang som aldrig før. Udviklingen er tydelig: den private sektor udvides på bekostning af den offentlige. Arbejderklassens skattekroner føres over i privathospitalerne, hvis aktionærer har kronede dage. Det offentlige sundhedsvæsen forsømmes og spares i knæ, mens regeringen forgylder deres venner i erhvervslivet.
Profit over behov
Regeringen benytter den pressede situation i sundhedsvæsnet – som de selv har skabt – til at angribe en af den danske arbejderklasses mest mærkbare sejre: et godt og gratis sundhedsvæsen. En fundamental og livsnødvendig ydelse bliver gjort til en vare, der kan tjenes profit på. I stedet for lige adgang til behandling, ser vi en skævvridning, hvor adgang til behandling i stigende omfang afgøres af størrelsen på ens pengepung.
Delaftalen, som vedrører privathospitalernes indblanding, har blandt andet betydet, at det offentlige får rabatter, når de sender patienter til behandling i det private. Om dette har Michael Gram Kirkegaard udtalt, at det ikke har været “en nem” aftale at indgå for privathospitalerne. Men hvorfor så gøre det?
Kapitalister regner som regel for godt til at indgå dårlige forretningsaftaler, så hvordan kan det være, at de pludselig er villige til at skære i profitten for at give rabat til det offentlige? Er de blevet blødsødne, eller vil de af et godt hjerte afhjælpe behandlingspuklen i disse svære tider?
Næppe. De regner givetvis bare med, at ved at give rabat i en begrænset periode, får de til gengæld flere patienter ind, og kan forstørre deres andel af markedet for sundhedsbehandlinger, som de kan tjene mere end rigeligt på, til at dække deres tab fra rabatterne. Det er den pris, de betaler for at blive “en integreret og accepteret del” af sundhedsvæsenet. Det har intet med sentimentalitet at gøre, det er bare god forretning.
Desuden vil rabatterne kunne bruges som undskyldning for at lægge et solidt pres på lønningerne under de nuværende overenskomstforhandlinger, som også indbefatter privathospitalerne. Hvis det lykkes, kommer det til at sætte et rigtigt dårligt udgangspunkt for de offentlige overenskomstforhandlinger for resten af sygeplejerskerne næste år. Den manøvre er endnu en måde at presse omkostningerne i sundhedsvæsenet ned på, på bekostning af de ansatte.
Det økonomiske grundlag
Det offentlige sundhedsvæsen som arbejderklassen i Danmark tilkæmpede sig på ryggen af det lange økonomiske opsving efter anden verdenskrig, er ikke noget givet, men derimod en undtagelse i kapitalismens historie. Under kapitalisme findes der ingen garantier.
I dag er den økonomiske situation fuldstændig omvendt. Kapitalismens indre modsætninger tillader ikke den samme økonomiske vækst, som dannede grundlaget for de indrømmelser til arbejderklassen, som vi i daglig tale kalder velfærdssamfundet.
Mens kapital hobes op i de store virksomheder og investeringsbanker, uden at kunne finde muligheder for profitable investeringer, spidser konkurrencen til på verdensmarkedet. I denne skærpede kamp for markeder tvinges alle til at skære ned eller gå under. I Danmark betyder det, at magthaverne over årtier gradvist har undermineret og udsultet den offentlige sektor, sociale ydelser, osv.
Akutpakken markerer blot, at denne nedbrydningsproces har nået et punkt, hvor det offentlige sundhedsvæsen er stækket så voldsomt, at det ikke kan dække det behov for sundhedsbehandling, der findes i Danmark, og at det i fremtiden i stigende grad vil blive en ydelse man tilkøber sig på markedsvilkår. Denne proces’ retning understreges af skiftende regeringers uvillighed til overhovedet at overveje at tilføre sundhedsvæsenet flere ressourcer, men i stedet for bare forlænger behandlingsgarantien, og kommer med andre ikke-løsninger.
Men skal ikke lede længe for at finde flere eksempler: det er blot at tage bestik af velfærdsamfundet i 2023. Regeringen vil forkorte kandidatuddannelser til et år, de tekniske skoler mangler ressourcer selvom der er mangel på faglærte, SU’en an- gribes, ældreplejen “sættes fri” så ingen opdager hvordan nedskæringerne uundgåeligt kommer til at føre til flere fejl, og man kan blive ved.
Akutpakken er blot et enkelt trin i denne langstrakte, pinefulde proces, som langt fra er ovre, men retningen er tydelig. Vi går en fremtid i møde, hvor retten til at modtage ordentlig behandling når man er syg, bliver et privilegium forbeholdt dem, der kan betale.
Så længe det kapitalistiske system består, så vil vores leveforhold og tilkæmpede rettigheder konstant komme under angreb. Kun ved at lægge dette syge system i graven kan vi endegyldigt skabe et samfund, hvor alle har sikret adgang til noget så basalt som god og gratis sundhedsbehandling.
