Tegn abonnement på Revolution! Klik herLeder: Nu er det nok. I over et år har vi gjort, hvad der blev sagt. Holdt afstand og isoleret os. Arbejderne i frontlinjen, i supermarkederne, børneinstitutionerne og på hospitalerne har gået forrest og sat hensynet til helbred og familie til side. Unge har droppet deres sociale liv og accepteret at leve gennem en skærm. Alt sammen for at få kollektivet bedst igennem pandemien. Arbejdere og unge har ofret sig – uden at klage.
Men samtidig er det som om, samfundets top kynisk har set denne vilje til selvopofrelse som en mulighed. En mulighed for at sænke lønninger og stække arbejdernes organisering på arbejdspladserne. En mulighed for regeringen til at indskrænke de demokratiske rettigheder. De har udnyttet coronapandemien til deres egen fordel. Og det stinker.
Under coronakrisen har tillidsfolk været jaget vildt på mange arbejdspladser – noget der tidligere var “no-go” under den såkaldte “danske model”. Lokalaftaler bliver opsagt. Og nu er de offentligt ansatte arbejdere blevet præsenteret for en række overenskomstforlig, som er så magre at lønnen ikke vil kunne følge med den stigende inflation. Det er altså regeringens ‘tak for indsatsen’: Gå ned i løn. Det er en fornærmelse. Ikke kun for de offentligt ansatte, men hele arbejderklassen på tværs af sektorer. Det sender et signal om, at arbejderklassen forventes at arbejde til lavere løn i reale termer, mens deres skattepenge finansierer hjælpepakkerne til erhvervslivet.
Undskyldningen for de elendige resultater er coronakrisen. Det står i skarp kontrast til resten af samfundet, hvor regeringen bruger samme begrundelse til at lade pengene regne ned over virksomhedsejerne. Hundredevis af milliarder er blevet brugt på at få erhvervslivet gennem krisen. Men regeringen syntes altså ikke, at det var værd at investere i de mennesker, som, om nogen, har knoklet i frontlinjen, og hvis arbejdspladser er blevet udsultet for ressourcer i årtier: Sygehuspersonalet, pædagoger, sosu-assistenter osv.
Men startende med sygeplejerskerne er der flere og flere, der er ved at have fået nok. Nok af dobbeltmoral og hykleri. Nok af at følge diktater når de, der dikterer, tydeligvis ikke har kollektivets velbefindende på sinde, men kun sig selv. Ingen har lyst til at blive holdt for nar.
En dyb vrede ulmer blandt unge, arbejdere og de lavere dele af middelklassen. Indtil nu har den fået meget få udtryk, men det vil ændre sig i den nærmeste fremtid. Indtil nu har det eneste udtryk været demonstrationerne fra de såkaldte Men in Black. Her har statsapparatet vist, hvordan det vil reagere, og hvordan det forbereder sig på fremtidige sociale protester: En kvinde fik to år for at have talt til en demonstration, og tre mænd er varetægtsfængslet for at have brændt en dukke. De sidstnævnte er blevet sigtet for højforræderi med en strafferamme på 16 år. Man kan mene, hvad man vil om Men in Black, som mildest talt er en broget forsamling med et stort element af konspirationsteoretikere. Men det er helt tydeligt, at statsmagten ønsker at sende et signal om, at oprør og modstand ikke vil blive tolereret. Vi skal skræmmes til at holde vores utilfredshed for os selv og ikke organisere os omkring den.
Men regeringen tager fejl, hvis den tror, at arbejderklassen og unge vil bøje nakken og acceptere hvad som helst for evigt. Sygeplejerskerne stemte NEJ til regeringens diktat igennem de offentlige arbejdsgivere, trods corona og massive arbejdspukler. At de stemte nej og andre grupper ja, skyldes naturligvis specifikke omstændigheder hos sygeplejerskerne. Men utilfredsheden er massiv hos alle grupper. Alle har de blot givet og givet i årtier, og nu også under corona. Og nu får de mindre end intet som tak. Men sygeplejerskernes NEJ – imod alle anbefalinger fra fagtoppen og kampagnen i medierne – afspejler også, at befolkningen generelt er ved at nå grænsen. Det er et forvarsel. Et år med pandemien har accelereret de allerede eksisterende klassemodsætninger i samfundet i voldsom grad.
Vores opgave som kommunister er ikke at forsøge at udglatte disse modsætninger. For de er virkelige, og det er godt, de kommer frem. Arbejdsgiverne viser deres sande ansigt. Staten skubber den bløde velfærdsdyne til side. Vores opgave er at sige tingene som de er, råt for uforsødet: I et år har arbejderklassens modstandskraft i klassekampen været lagt i fryseren på grund af pandemien. Imens har samfundets top ikke holdt sig tilbage. Nu er det på tide at sige stop.
