Realisme og revolution

forside nr9

Marie Frederiksen



6 minutter

Leder fra 1. maj-nummeret: 

Som revolutionær socialist får man ofte skudt i skoene, at socialisme er ”utopisk”, at det er nødvendigt at være realistisk. Et realitetstjek viser dog, at det er de reformistiske politikere, der lover bedre forhold indenfor rammerne af det nuværende samfund, der er utopiske. Her snart 7 år efter krisens udbrud er ingen af problemerne løst.

Et skønmaleri

De mest alvorlige af borgerskabets strateger er klar over situationens alvor og advarer om, at hvis uligheden fortsætter med at stige, så er der risiko for social uro – en bekymring som bl.a. chefen for den Internationale Valutafond, IMF, har luftet flere gange. Alligevel fortsætter uligheden med at stige. Uanset hvad borgerskabet gør, ændrer det ikke situationen.

Alligevel fastholder de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen en fuldstændig ukritisk tiltro til kapitalismen – de er som orkestret på Titanic, der fortsætter med at spille, mens skibet synker. Reformisterne lever i en helt anden virkelighed end almindelige arbejdere og unge.

”Vi har fået styr på økonomien. Derfor har vi råd til at udvikle vores velfærd. Flere er i arbejde, færre er fattige og flere unge uddanner sig. Det er status, efter at Socialdemokraterne har haft ansvaret for at lede Danmark – og det er vi stolte af. […] Vi arbejder videre og passer på det Danmark, du kender.”

Sådan lyder det fra Socialdemokraterne i deres nye kampagne .

Det Danmark, de danske arbejdere og unge kender, er meget langt fra det skønmaleri, socialdemokraterne prøver at male. De kan ikke tale sig fra, at 14.000 vil miste deres dagpenge bare i år, hvilket bringer det samlede tal op på 64.000 ved årets udgang. De kan ikke tale sig fra angrebene på pension, efterløn og kontanthjælp. De kan ikke tale udenom, at en årsag til, at flere er begyndt at studere, er at de presses ind på uddannelserne af forringede forhold for unge arbejdsløse, og når de praler med, at der er givet milliarder til uddannelserne, udelader de belejligt, at pengene pr. studerende er faldet kraftigt.

Realiteten er, at der langt fra er ”styr” på dansk økonomi. Sidste år var væksten i BNP på sølle 1 procent, efter historisk store fald efter krisen. Der er ingen udsigt til at få noget af det, velfærd, dagpenge, efterløn osv. tilbage, som de under påskud af krisen, har taget fra den danske arbejderklasse.

At socialdemokraterne går kapitalismens ærinde ved at gennemføre de ”nødvendige” nedskæringer og samtidig stille det i et så gunstigt lys som muligt, er ikke noget nyt og bør ikke komme som en overraskelse. Problemet er, at ingen partier fremsætter et alternativ, der bryder med den ramme, som en bundrådden kapitalisme sætter.

At tegne indenfor stregerne?

Toppen af Enhedslisten har afskrevet socialismen til en fjern fremtid, til gengæld for enkeltstående konkrete forbedringer. Kravene er sådan set ofte gode nok, men de fremsættes uden af kontekst og uden at forklare hvorfor, der bliver skåret ned. Processen får sin egen logik og kravene udvandes mere og mere. Enhedslistens farver måske med andre farver, men de holder sig indenfor stregerne. Deres seneste kampagne ”Fællesskab fungerer” siger i realiteten intet. Fællesskab mellem de rige og de fattige? Arbejderen og kapitalisten? Rytteren og hesten?

Enhedslisten fremstiller den førte politik alene som et spørgsmål om politisk vilje. Men realiteten er, at det kapitalistiske system befinder sig i en blindgyde, der sætter mere og mere snæver økonomisk ramme. Alle regeringer fører, uanset farve, den samme nedskæringspolitik, som markedet dikterer. De første 3 måneder af Syrizas regeringstid i Grækenland viser med al tydelighed, at der ikke er plads til at gennemføre en politik til gavn for arbejdere og unge indenfor kapitalismens rammer. Venstrereformisterne i hele Europa holder fast i en keynsianistisk utopi: det offentlige forbrug skal øges, så der sættes gang i hjulene. Men hvor skal pengene komme fra?

Enhedslistens finansiering af deres nye forslag til dagpengereform er, at ”rulle de store skatterabatter tilbage, som i de seneste år er givet til virksomhederne og til de mest velhavende danskere. Samtidig vil vi øge beskatningen af kapitalindkomster, så de beskattes på samme niveau som arbejdsindtægter.” Det er meget tæt på, hvad Frankrigs præsident Hollande fra Socialistpartiet lovede, før han blev valgt i 2012. Lige så snart han blev valgt, truede de internationale finansmarkeder med at straffe Frankrig og de rigeste truede med at flytte ud af landet. Hollande droppede hurtigt sine planer og er siden blevet den mest upopulære franske præsident siden anden verdenskrig.

Et andet forslag fremført af Enhedslisten er at droppe købet af nye krigsfly til 30 mia. kr. og bruge pengene på velfærd. Et udmærket krav, men det forslår som en skrædder i helvede – det er et enkeltstående beløb, der ikke kan sikre velfærden på længere sigt.

Det er som om, at toppen i Enhedslisten lever i en boble, der ignorerer den organiske krise i kapitalismen og tror, at bare man vil det nok, kan man vende tilbage til de ”gode gamle dage” i efterkrigsopsvinget, hvor der var råd til reformer, og velfærdssamfundet blev opbygget. Det betyder, at de konkrete krav de stiller, fremstår utopiske.

At Enhedslistens fremgang er stagneret, både i meningsmålingerne og medlemsmæssigt, illustrerer med al tydelighed, at de ikke formår at fremstå som et alternativ. Ved skolevalget fik Enhedslisten bare 6 procent af folkeskoleelevernes stemmer – færrest af alle partier i Folketinget. De unge har ikke oplevet andet end den nuværende regering og deres nedskæringspolitik – det er et sundhedstegn, at de afskrækkes af den nuværende regerings politik, som Enhedslisten er sovset ind i. Radikaliserede unge føler sig politisk hjemløse.

Revolution og realisme

Heller ingen af de andre presserende problemer i verden kan løses indenfor kapitalismens rammer. Politikerne har mødtes til klimatopmøde efter klimatopmøde uden at nå nogen som helst vegne. Politikerne snakker, mens miljøproblemerne vokser. Hvordan skal man redde miljøet i et samfund, der er baseret på profitjagt? Hvor virksomheder flytter rundt efter de mest lempelige miljøkrav? Hvor det bedst kan betale sig at svine mest muligt? Det er en utopi at tro, at vi kan vende miljøproblemerne, så længe kapitalismen består.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

I skrivende stund mødes Europas politiske elite for at diskutere tragedien med de druknede bådflygtninge i Middelhavet. Men det vil være uden resultat. Det er de selv samme politikeres egen imperialistiske politik, der har resulteret det højeste antal flygtninge siden anden verdenskrig. Gennem militære interventioner har de forsøgt at aflede revolutionære bevægelser i den arabiske verden, indføre ”demokrati” i Irak og Afghanistan. Gennem økonomisk overlegenhed udsulter de Afrika og resten af verden. Gennem patenter frarøves store dele af verden livsnødvendig medicin. Der er masser af årsager til flere flygtninge, og de skal alle sammen findes i et sygt system. Sidste år fjernede EU finansieringen af ”search and rescue” i Middelhavet, fordi man mente, at jo farligere det er for flygtninge at krydse Middelhavet, jo flere ville holde sig væk. I 2015 alene er 1600 flygtninge druknet indtil nu. Det viser på skarpeste vis kapitalismens indbyggede kynisme.

Reformisterne har haft al mulighed for at bevise, at det er muligt at regulere sig til en kapitalisme med et menneskeligt ansigt – det har vist sig at være en utopi. Det eneste ”realistiske” alternativ er en socialistisk revolution. 

[Tegn abonnement på Revolution og få den trykte udgave ind af brevsprækken 10 gange om året]