I december afholder FN klimatopmøde i København. Repræsentanter fra omkring 180 lande vil samles og gennemgå mulighederne for at skære i udledningen af drivhusgasser. Alle er enige om, at mødet er meget vigtigt. Men desuden er de fleste enige om, at der sandsynligvis ikke kommer særlig meget ud af det. Altså udover fine ord.

Selvom de fleste regeringer har opgivet at benægte klimaforandringerne, så betyder kapitalismens drivkraft – jagten på profit – at alle de store planer vil falde sammen, hvis ikke det kaotiske kapitalistiske system erstattes af et samfund, som operer på grundlag af det fælles gode. Forhandlingerne i København handler i bund og grund mere om, hvordan at de forskellige konkurrerende imperialistiske lande kan slippe billigst, end om miljø, global opvarmning og bekymring og menneskers ve og vel.

”Miljøisme”
Mange miljøorganisationer hævder, at de hverken er højre- eller venstreorienteret, fordi miljøproblemerne sætter sig ud over de traditionelle problemer som klasser og skellet mellem rig og fattig. Det er noget sludder. Miljøproblemerne er rigtig nok af vital vigtighed for alle, der bor på jorden, men de er frembragt af det kapitalistiske system.

Global opvarmning kan potentielt udrydde hundredtusindvis af mennesker og gøre store dele af kloden ubeboelig. Men vent lige et øjeblik; kapitalisterne lever da også her på jorden. Er det i deres personlige interesse at smadre den? Nej. Men for at konkurrere effektivt på markedet bliver kapitalisterne nødt til at se stort på miljøet. Ellers overlever deres virksomheder ikke. Ydermere har de rigeste råd til at beskytte sig mod alle konsekvenserne af den globale opvarmning, mens at både den tiltagende tørke og de hyppigere oversvømmelser allerede nu fordriver og direkte dræber fattige og arbejdere i tusindvis.

Engels og miljøet
Sådan her forklarer marxister miljøødelæggelser:

”De enkelte kapitalister, som behersker produktion og omsætning, kan kun bekymre sig om den mest umiddelbare nyttevirkning af deres handlinger… De spanske plantere på Cuba, som nedbrændte skovene på skråningerne og med asken fik gødning nok til én generations højst rentable kaffetræer – hvad vedkom det dem, at de tropiske regnskyl bagefter skyllede det nu ubeskyttede jordlag ned, så kun den nøgne klippe blev tilbage? Under den nuværende produktionsmåde kommer fornemmelig kun det første, håndgribelige resultat i betragtning, når det gælder naturen og også samfundet; og så undrer man sig endda over, at de fjernere eftervirkninger efter de herpå indstillede handlinger er af ganske anden, i regelen ganske modsat karakter; at harmonien mellem tilbud og efterspørgsel slår over i sin polære modsætning. (Engels, Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske).

Problemet er, at den kapitalistiske produktionsmåde ikke tager højde for samfundets behov; at der ikke er nogen planlægning af og bekymring om miljøproblemer i en ikke planlagt økonomi som den kapitalistiske..

Miljøødelæggelser
Miljøproblemer bliver sædvanligvis fremstillet som et sammenstød mellem mennesker og naturen. Mange miljøorganisationer argumenterer for, at vækst er dårligt, fordi at det altid gør skade på naturen. Og den grundlæggende opgave derfor er at stoppe folk fra at udplyndre det miljø, som de i sidste instans er afhængige af.

Faktisk er vækst ikke altid ”beskidt”, det forbruger ikke altid flere resurser. For eksempel øgede de i Japan over 10 år deres produktion med 46 procent, mens de samtidig forbrugte 6 procent mindre energi. (Boyd and Ardill – The greenhouse effect, New English Library, 1989).

Miljøorganisationerne glemmer et afgørende led i årsagskæden. Problemet er ikke mennesket mod miljøet, forstået som var vi isolerede Robinson Cruso’er. Mennesket interagerer med miljøet i henhold til en specifik produktionsmåde; i henhold til måden hvorpå vi organiserer os for at få det daglige brød.

Den kapitalistiske produktionsmåde er uplanlagt. Når al produktion i samfundet afhænger af de enkelte kapitalisters beslutninger baseret på profithensyn, så bliver der overhovedet ikke taget højde for miljøødelæggelser i produktionen, der intet tæller i regnskaberne. Det er derfor ideen om, at markedet behandler miljø ”efficient” er latterlig.

”Man kan sætte skel mellem menneskene og dyrene ved bevidstheden, religionen og hvad ellers man lyster. De begynder selv at adskille sig fra dyrene, så snart de begynder at producere deres livsfornødenheder, et skridt, der er betinget af deres legemlige organisation [dvs. produktionsmåden]. Idet menneskene producerer deres livsfornødenheder, producerer de indirekte selve deres materielle liv.” (Marx og Engels, ”Den tyske ideologi”)

Ved i arbejdsprocessen i højere og højere grad at mestre naturen i stedet for bare at tilpasse sig til den, kan mennesker ændre naturen og derved forbedre sine leveforhold. Med kapitalismen udvikling af produktivkræfterne gælder det i højere grad end nogensinde før. Derfor er risikoen for at jorden smadres også endnu større. Jorden er det eneste hjem vi får og derfor har vi ikke råd til, at det er anarkistiske markedskræfter og jagt på profit, som bestemmer, hvordan vi behandler den. Løsningen er ikke at være imod vækst, der er afgørende for at sikre det store flertal et bedre liv, men at sikre at denne vækst ikke kommer på bekostning af miljøet.

Global opvarmning
Lad os være konkrete. Den største fare, som verden i dag står over for, er sandsynligvis global opvarmning. Klimaændringer er et bedre navn, da det ikke er alle dele af kloden, som ifølge forudsigelserne vil blive varmere. Der er en udbredt konsensus blandt videnskabsmænd om, at klimaforandringer finder sted.
Hvis du googler ”global opvarmning”, får du nok den modsatte oplevelse. En af de prominente hits er www.globalwarming.org, som afviser ideen om klimaændringer. Den støttes af Cooler Heads Coalition, og opdateres af Competitive Enterprises Institute. Vi ved, hvor de kommer fra!

Olieindustrien bruger enorme summer penge på at skabe forvirring. De køber videnskabsfolk, som du ville købe en KitKat.

Tilbage til fakta. For det første bliver jorden som sådan varmere. For det andet skyldes dette delvist menneskelige aktiviteter – og vi ved ikke hvor meget. Jorden er altid gået gennem varmere og koldere perioder (istider), men flere og flere drivhusgasser, hvoraf den vigtigste er CO2, pumpes op i den øvre atmosfære. De virker som et drivhus eller et tæppe på den måde, at de lader varme fra solen komme ind, men de fanger den i atmosfæren. Så jorden bliver varmere. Videnskaben er kompleks. Som kritikkerne siger, ville liv på jorden ikke være mulig, hvis al varmen forsvandt. Men især siden 1980’erne er jorden blevet varmere i et hurtigere tempo end nogensinde før. Og vores udledning af drivhusgasser fra afbrænding af fossile brændstoffer har skylden.

Statistikkerne ser ikke så ekstreme ud – en samlet stigning i temperaturen på 0,6-0,7 pct. i det 20. århundrede. Men over halvdelen af denne stigning har fundet sted de sidste 30 år, og kan delvist tilskrives menneskelig aktivitet. Det har allerede ført til tørker, udryddelse af arter og et stigende havspejl, hvilket har ført til lokale oversvømmelser og menneskelig tragedie. Det bliver værre.

Hvor skal vi gå hen?
Allerede i 1997 mødtes de kapitalistiske magter i Kyoto og indgik en meget vag aftale om, at sænke stigningen i udledningen af drivhusgasser. Men alle var enige om, at Kyoto ikke kunne løse problemet. Det kunne allerhøjst være et første skridt. Men hvad er der sket? Absolut intet. Eneste ærlige mand var sjovt nok Georg Bush, som officielt trak USA ud af Kyoto-aftalen. Resten af de kapitalistiske regeringer undlod i stilhed simpelthen bare at overholde aftalen.

I Danmark har den borgerlige regering ført et felttog mod de sparsomme grønne tiltag, som den socialdemokratiske regering tog i 1990’erne. De seneste fem år har antallet af nye vindmøller eksempelvis været på det laveste niveau i 30 år (Danmarks Vindmølleforening). Som krisen begyndte, har regeringen prøvet at bruge klimaspørgsmålet til at fjerne fokus fra arbejdsløshed, lønnedgang og generel tilbagegang. Historien har været, at vi alle er skyld i den globale opvarmning, når vi tager for lange varme bade, tager bilen på arbejde eller glemmer at slukke for lyset.

Sandheden er, at det er de store virksomheder, som står bag langt den største del af CO2-udledningen. Det er her, det egentlige problem ligger. Men hagen ved det hele er, at demokratiet ikke gælder inden for virksomhedens fire vægge. For at vi kan komme klimatruslen til livs, må demokratiet derfor udvides til også at dække økonomien. Så kan der demokratisk lægges en plan for hvad, der skal produceres hvordan, således at vi bruger de ressourcer, vi har, bedst muligt.