En massiv generalstrejke og massive demonstrationer d. 24. november var de portugisiske arbejderes svar til den nedskæringspolitik, som Pedro Passos Coelhos højrefløjsregerings har fremsat. Den europæiske Centralbank godkendte nedskæringerne som en del af redningspakken, men krævede flere nedskæringer, da man forventer, at økonomien falder med 3 procent næste år.
Generalstrejken var den største I 30 år, og det er den anden generalstrejke, som de to fagforeninger, CGTP og UGT, har indkaldt sammen, efter den massive generalstrejke som blev afholdt præcist for et år siden. Selvom regeringen er kommet med skandaløse anklager om, at strejken kun involverede 10 procent af de offentligt ansatte, er sandheden, at strejken paralyserede næsten al offentlig transport (tog, bus, metro, skibe og lufthavne), ligesom uddannelsesinstitutioner og sygehuse, posthuse, ministerier og kommuner og store dele af industrien (inklusiv det meste af bilbranchen), mens deltagelsen var svagere i service sektoren, små virksomheder og salgsbranchen.
Fra midnat d. 23. november organiserede tusinde af fagforeningsmedlemmer protester ved de største fabrikker, transportfirmaer og de industrielle områder, hvilket i nogle tilfælde endte i repression fra politiet. Fra tidligt om morgenen blev protester udenfor store supermarkeder, offentligt institutioner, skoler og universiteter organiseret.
Strejken inkluderede mere end 30 demonstrationer i både små og store byer over hele landet, med de største i hovedstaden Lisabon og i Porto. Titusinder marcherede i to separate demonstrationer i Lissabon; den ene organiseredes af fagforeningerne, den anden af indignados-bevægelsen. Demonstrationerne mødtes i Sao Bento, udenfor det portugisiske parlament. Stemningen var vred og militant, med et hav af røde CGTP faner og kampråb som “a luta continua nas empresas e na rua” (kampen fortsætter i fabrikker og på gaderne) og “a greve é gral, o ataque é brutal” (strejken er generel, angrebet er brutalt). Ungdommens tilstedeværelse var også synlig.
Regeringens angreb er blevet mødt med et modsvar, selv fra politiet og fra hæren. Som vi tidligere rapporterede (læs mere her på engelsk) har den nationale forening af sergenter, de ikke indkaldte- og de indkaldte officerer og offentligt givet udtryk for deres modstand mod budgettet og advaret regeringen om, at deres formål er at beskytte folket og ikke en bestemt regering. De tre organisationer arrangerede en massiv national forsamling for militærfolk d. 22. oktober, hvor mere end 2000 deltog. Den 30. oktober demonstrerede mere end 10.000 af de ansatte i hæren og deres familier i Lissabon imod nedskæringerne. På dagen for generalstrejken havde Den nationale forening af sergenter (ANS) opfordret til at droppe frokosten og i stedet organisere massemøder for at diskutere deres utilfredshed med budgettet. Ifølge ANS deltog mere end 85 procent af sergenterne og i 90 procent af alle afdelinger i hæren i protesterne. Bevægelsen af officerer fortsættes d. 30. november, dagen hvor budgettet skal til afstemning. Den dag indkalder de til demonstration udenfor parlamentet.
Det brutale nedskæringsbudget, som Passos Coelhos højrefløjsregeringen har introduceret, kommer efter, at der tidligere er gennemført nedskæringer, som blev introduceret af den socialdemokratiske regering, under Socrates, og som ledte til at hans regering led nederlag ved valget i juni. Disse nedskæringer hænger sammen med den 78 milliarder euro store redningspakke, som EU, IMF og Den Europæiske Centralbank (læs: Trojkaen) godkendte i maj.
Nedskæringer, som blev godkendt i november, inkluderer bl.a. beskæringer af lønningerne i den offentlige sektor, annullering af jule- og sommerbonus for offentlige ansatte, massiv vækst i de indirekte skatter, prisstigninger i den offentlige service generelt (inklusiv transport, sundhed osv.), nedskæringer i pensionerne, en forlængelse af arbejdsdagen med 30 minutter uden løn osv. Regeringen vil også angribe arbejdsrettighederne og de fælles forhandlingsrettigheder. De offentligt ansattes løn er allerede blevet skåret med 25 procent siden 2010 og dette nye budget vil betyde, at levestandarden for alle arbejderfamilier vil falde med gennemsnitligt 5 procent.
Som i Grækenland vil disse planer betyde, at økonomien falder endnu mere ned i recession, da de vil indskrænke det nationale marked. Finansministeriet regner med, at det private forbrug vil falde kraftigt; 3,5 procent dette år og 4,8 procent næste år. Mens regeringen arbejder ud fra, at økonomien falder med 2,8 procent næste år, så snakker trojkaen allerede om en 3 procent sammentrækning.
Den besøgende delegation fra trojkaen har allerede advaret om, at disse nedskæringer ikke vil være nok, at det er nødvendigt med flere nedskæringer. De nævnte specifikt at “for at skabe mere konkurrence, vil den private sektors lønninger være nødsaget til at følge den offentlige sektors eksempel, som har implementeret vedholdende nedskæringer”.
Med imperialistiske guvernørers typiske arrogance forlanger trojkaens repræsentanter, som ingen i Portugal har valgt, men som i realiteten dikterer vilkårene for regeringens politik, mere. En ”frisk og determineret indsats er nødvendig for at puste nyt liv i dagsordenen for strukturelle reformer”, sagde de, og tilføjede at programmets succes ”på afgørende vis var afhængigt af strukturelle reformer, som vil fjerne rigiditeten og flaskehalse, som ligger til grund for Portugals årti-lange stagnation i væksten.” Oversat til lægmandssprog betyder dette, at alle arbejderrettigheder, al arbejderbeskyttelse og kollektive forhandlingsrettigheder er tvunget til at blive afskaffet eller i mindste fald stærkt beskåret. Dette er det samme program, som er ved at blive implementeret eller vil blive implementeret i Grækenland, Italien, Spanien osv.
Dette betyder, at den eneste vej ud af krisen, fra et kapitalistisk synspunkt, er at få arbejderne til at betale gælden gennem massive nedskæringer og ved at presse deres lønninger og arbejdsforhold ned til et niveau, hvor profitabiliteten kan genskabes. Dette program står i direkte konflikt med arbejderklassens interesser i Portugal og resten af Europa og det er, hvad der fører til en skærpelse af klassekampen.
Grundet den Portugisiske kapitalismes dybe krise og den generelt dårlige tilstand i den europæiske økonomi og verdensøkonomien har kapitalisterne og bankfolkene ingen plads til indrømmelser. Som bevist i Grækenland i det sidste år er de fast besluttede på at gennemføre massive angreb, uanset hvad det koster. I Grækenland har der allerede været 15 eller flere 24-timers og 48-timers generalstrejker, massive demonstrationer, besættelser af arbejdspladser og kampagner for tilbageholdelse af skattebetalinger. Trods dette bliver nedskæringerne stadigt gennemtvunget.
De portugisiske arbejdere er chokerede over nedskæringernes brutale karakter og de er begyndt at spille med musklerne. Én 24-timers general strejke vil dog ikke stoppe Passos Coelhos højreorienterede regering, som føler sig selvsikre med et behageligt parlamentarisk flertal og kan regne med støtte fra ”oppositionen”, det socialistiske parti, som tidligere har udført lignende nedskæringer.
Den eneste måde at kæmpe imod disse angreb er, hvis generalstrejken bliver set som starten på en vedvarende og voksende bevægelse af modstand. Fagforeningerne har allerede indkaldt til en massedemonstration den 30. november og har antydet muligheden for at indkalde til endnu en generalstrejke. Dette bør være en 48-timers generalstrejke for at øge presset.
Hvilket program for de portugisiske arbejdere?
Frem for alt er det nødvendigt for den portugisiske arbejderklasse at bevæbne sig med tydeligt program, som kan tilbyde et alternativ til de nuværende nedskæringer og angreb. Dette har manglet indtil videre.
Det første som skal anerkendes er, at disse angreb på arbejdernes lønninger og forhold er et resultat af kapitalismens krise ikke af en eller anden ideologisk drevet offensiv. Ydermere, med udgangspunkt i det førnævnte, skal det anderkendes, at det er nødvendigt med et tydeligt alternativ, som udfordrer det kapitalistiske system.
På begge disse områder lever fagforeningsledelsen og ledelsen indenfor de to hovedpartier til venstre for Socialdemokratiet, det Kommunistiske parti og Bloco de Esquerda, BE, ikke op til, hvad der er kræves. Alt imens de selvfølgelig spillede en vigtig rolle i at forkaste regeringens tiltag og aktivt mobiliserede til generalstrejken, svækker deres politiske standpunkt bevægelsen som et hele.
I deres hovedfolder i forberedelserne til generalstrejken skriver BE for eksempel: “Regeringen og trojkaen siger, at der ikke er noget alternativ til recessionen, som ødelægger landet. Dette er løgn. De udnytter blot krisen til at forsøge at gennemtvinge et nyt socialt regime i Portugal”. Dette er fuldstændig forkert. Det er ikke korrekt at sige, at de udnytter krisen som en undskyldning for at angribe arbejderne. Sandheden er, at indenfor kapitalismens begrænsninger er der intet alternativ. Kapitalisterne vil ødelægge arbejdernes rettigheder og forhold (hvis det er, hvad der menes med “et nyt socialt regime”) netop for at genskabe profitten og tvinge arbejderne til at betale for kapitalismens krise.
Hvilket alternativ fremsætter ledelsen i BE? Under overskriften “Ja, der er et alternativ” foreslår de tre tiltag: 1) en revision af gælden således at de “urimelige” dele kan blive forkastet. “Vi burde ikke alene udskyde betalingsfristerne og sænke renterne, men ligeledes burde dele af gælden annulleres, som det allerede er blevet annonceret for Grækenland”. 2) “Staten har midlerne til at genaktivere økonomien,” hævder de, hvilket burde gøres ved at “skabe investeringsnetværk til beskæftigelse, skabe nye industrier, eksport og fremfor alt importerstatning”. De hævder, at dette kunne gøres ved at bruge de penge, som er blevet tilbageholdt til redningspakkerne til bankerne (som nogle banker har afvist, fordi de ikke ønsker statslig deltagelse) med henblik på at “understøtte produktionen”. 3) “Det er på tide at gøre krav på den gæld, kapitalen skylder skatteyderne,” hvilket øjensynligt betyder en øget beskatning af private firmaer, som har draget fordel af privatisering og privat-offentligt partnerskab aftaler samt dem som drog fordel af skattelempelser.
Vi må sige det klart; dette såkaldte alternativ er komplet utopisk og kan ikke bevæbne bevægelsen mod sparepolitiske nedskæringer. Fremfor alt, angående gælden, beløber forslaget sig ikke til mere end en “hair cut,” som det allerede er blevet implementeret i Grækenland. Hvad lederne af BE umiddelbart siger, i deres søgen efter et “rimeligt” og “realistisk” alternativ, er: vi vil betale en del af gælden, men kun de “behagelige” dele. Problemet med dette er, at enhver genforhandling af gælden involverer præcis dette: at nå til en aftale med kreditorerne (private banker og offentlige institutioner). De græske genforhandlinger af gælden er opnået på basis af den reelle udsigt, at de private kreditorer måske ikke får nogen penge overhovedet (i tilfælde af åbenlys misligholdelse af gældsbetalingen). De har, efter at være blevet konfronteret med dette, indvilget i at give afkald på nogle af deres investeringer (en “velordnet” misligholdelse af gælden). Hvad har været resultatet i Grækenland? Massive nedskæringer for at garantere betalingen af den genforhandlede gæld! Gælden kan ikke betales og bør ikke betales. Rent faktisk mobiliseredes titusinder i Portugal selv, allerede den 15. oktober på ideen om at afvise betalingen af gælden.
For det andet er ideen om, at staten på en eller anden måde genaktiverer økonomien ved at yde kreditbevillinger for at skabe beskæftigelse og stimulere produktionen grundlæggende en Keynesianistisk idé, som ignorerer dybden af den økonomiske krise i Portugal og globalt. Hvor skal den Portugisiske stat få pengene fra, som skal lånes ud til private investorer for at skabe jobs? Problemet er, at Portugals statsgæld allerede er uholdbar! Ydermere, selv hvis staten på en eller anden måde var i stand til at finde pengene (ledelsen i BE foreslår umiddelbart, at de skal tages fra redningspakke-fonden – og ignorerer det faktum, at lige præcis pengene til redningspakkerne kommer med betingelser), hvilke private kapitalister ville så være parate til at investere i ny produktionskapacitet på et tidspunkt, hvor økonomien er i en dyb recession og de ikke ville kunne afsætte deres produkter?
Vi kan alle være enige om at hæve skatten på private firmaer og banker. Problemet er, at øget beskatning ikke ville stimulere investeringer og jobskabelse men det stik modsatte, det ville føre til at kapitalisterne ville søge veje til at gemme deres penge!
I realiteten udspringer alle disse “kloge” argumenter og udarbejdede “konkrete” forslag fra ledelsen af BE, af det faktum at de ikke mener, at magtbalancen i Portugal i 2011 er gunstig med hensyn til at foreslå et socialistisk program. Fra et “Ideologisk perspektiv” er de selvfølgelig favorable, men de argumenterer for, at det simpelthen ikke er muligt lige nu. BEs hovedformand Francisco Louça har argumenteret præcis på denne måde i et langt dokument på hjemmesiden for hans fraktion indenfor BE; foreningen for en revolutionær socialistisk politik. I dette dokument skriver han. at “hvad der betyder noget nu, er den konkrete magtbalance, det der eksisterer nu og det som vi kan skabe i konteksten af et meget stærkere socialt modsvar til gældens diktatur. Det er, hvad vi kan gøre og hvad vi vil gøre ikke en politisk fiktiv roman.” Denne “realistiske” tilgang er tankegangen, som gennemsyrer al BE-ledelsens politik og som ledte dem til at stemme for den græske redningsplan, da den var til afstemning i det europæiske parlament, og som for mere nyligt fik dem til at stemme for den imperialistiske FN flyveforbudszone over Libyen, da det var til afstemning i det europæiske parlament.
En ledelse, der anser sig selv for at have et revolutionært socialistisk grundlag, bør ikke lade sin politik bestemme af, hvad der er muligt her og nu i snæver forstand, men af hvad den objektive situation kræver og så derudfra selvfølgelig finde en god måde at forklare en sådan politik og kæde den sammen med overgangskrav, begyndende med de konkrete erfaringer fra arbejderne og ungdommens bevægelse.
De samme argumenter, der bruges til at sige at gælden er urimelig eller fornærmende kan bruges til at retfærdiggøre, at den skal afvises. Argumenterne, der bruges til at forklare, hvordan kapitalisterne har haft gavn af statens penge og skattefritagelse, kan bruges til at argumentere for nationaliseringen af banksystemet under arbejdernes demokratiske kontrol. De samme argumenter, der bruges til at kritisere kapitalisterne for ikke at investere, kan bruges til at argumentere for eksproprieringen af produktionsmidlerne, så de kan bruges til flertallets bedste.
Sådanne ideer ville finde en genklang i massivt omfang blandt millioner af arbejdere og unge i Portugal, hvis bevidsthed formes af den økonomiske krise og de hårde nedskæringer og af hvad de kan se, der finder sted i Grækenland, Italien og også i USA. Gennem deres egen erfaring og deres deltagelse i de bevægelser, der har fundet sted i Portugal de seneste år (generalstrejken i november 2010 og bevægelsen af de ”indignerede”) har mange allerede, mere eller mindre klart, draget den konklusion, at det er det kapitalistiske system, der er problemet.
Revolutionære socialisters opgave er uden tvivl at hjælpe med at give denne instinktive opposition et klart program og en mere udviklet forståelse, ikke at komme frem med krav der antageligvis er ”realistiske” og ”kan opnås” indenfor systemets rammer. Denne ”realisme” ignorerer i virkeligheden kapitalismens virkelige krise, en krise der ikke overlader noget rum for reformer indenfor systemets rammer.
Man kan aldrig skabe en magtbalance, der er gunstig for gennemførslen af et socialistisk program, hvis ikke man argumenterer for det og kæder det sammen med arbejderklassens daglige kampe. Rent faktisk koncentrerede BE sin valgkamp i juni på spørgsmålet om en ”genforhandling” af gælden og tabte halvdelen af de 550.000 stemmer, de havde vundet i 2009. Medlemmerne og aktivisterne i Bloco bør reflektere over dette faktum.
På den anden side fremsætter ledelsen af Kommunistpartiet, der har en stærk tilstedeværelse i ledelsen af CGTP fagforeningen, hvad der grundlæggende set er en nationalistisk politik imod euroen. Mens de kommer med fremragende pointer, der fordømmer sparepakkerne og den måde arbejderne bliver bedt om at betale, lever det svar, der fremsættes, ikke op til krisens alvor.
De foreslår en plan for “at øge lønningerne og pensionerne, bekæmpe “casualiseringen” af arbejdet og forsvare arbejdernes rettigheder”, at ”sætte en stopper for privatiseringer, forsvare offentlig service og genindføre statskontrol med økonomiens strategiske sektorer” og at ”give offentlige service ny værdi”. Men når det kommer til at forklare, hvordan dette vil blive muligt, kommer forslagene slet ikke ind på det fundamentale spørgsmål om kapitalismens krise. Kommunistpartiets ledelse argumenterer for en ”genforhandling af den offentlige gæld, forsvar for den nationale produktion og støtte til små og mellemstore virksomheder,” såvel som beskatning af bankerne, finansiel spekulation og luksusrigdom”, al dette sammen med en ”afvisning af den kapitalistiske vej til europæisk integration og forsvar for den nationale suverænitet.”
Dette program ligner utrolig meget det, som Bloco ledelsen har foreslået, med den forskel af BE lederne er pro-europæiske, mens PCP lederne er for “national suverænitet” og en “patriotisk og venstreorienteret politik for et Portugal med en fremtid.” Ingen af disse punkter tager virkelig fat i de afgørende spørgsmål: det kapitalistiske system er i krise, kapitalisterne investerer ikke og staten, familierne og virksomhederne er belemret med en massiv gæld, der er resultatet af forsøget på kunstigt at forlænge den foregående periode med økonomisk vækst.
Portugisisk kapitalisme er i en krise, der er et mere heftigt udslag af den generelle krise i kapitalismen i Europa og på verdensplan. Der er hundredetusinder af arbejdere, der kunne sættes i arbejde for at producere goder og services, til at opfylde behovene hos flertallet af befolkningen. Forhindringen er, at under kapitalismen har produktionen profit som formål og hvis kapitalisterne ikke tror, de kan sælge deres produkter, vil de ikke investere, tværtimod vil de ødelægge de eksisterende produktivkræfter. For at genoprette profitabiliteten vil de forsøge at presse lønningerne og forholdene ned for at udkonkurrere andre kapitalister, både nationale og udenlandske i kampen om markeder.
Den eneste vej ud af denne onde cirkel er at overtage produktionsmidlerne (bankerne, fabrikkerne) i offentligt ejerskab, så økonomien demokratisk kan planlægges til flertallets bedste. Socialisme er svaret på krisen, ikke promoveringen af små og mellemstore virksomheder eller forsvaret af ”nationale” kapitalister i modsætning til ”udenlandske” kapitalister.
Man må gå til spørgsmålet om Europa fra dette klassestandpunkt. Vi går hverken ind for den Europæiske Union (der er en skrøbelig forening af kapitalistiske økonomier, domineret af de stærkere tyske og franske kapitalister og bankfolk) ej heller forsvarer vi ideen om, at arbejdernes interesser kan forsvares bag ”selvstændige” kapitalistiske landes grænser. Arbejdernes interesse ligger i en Europas forenede socialistiske stater som en del af kampen for international socialisme.
Der er ingen tvivl om, at i de kommende måneder vil de portugisiske arbejdere og unge forsøge at bekæmpe de brutale sparepakker, som trojkaen og Passos Coelho regeringen har foreslået. Undervejs må de diskutere hvilket program, der tilbyder en vej ud af kapitalismens akutte krise, som de står overfor. Vi håber, at vores iagttagelser kan bidrage til en sådan debat.