Da jeg blev færdig i gymnasiet, fik jeg som mange andre unge et job i en vuggestue. Jeg håbede på, at dette ville være et sjovt og lærerigt job og en god pause fra stressen ved at gå på gymnasiet, men det viste sig at være helt forkert. 

For et par uger siden fik mine kolleger og jeg et brev fra vores chef, hvori der stod, at der ikke var flere penge tilbage i kassen, og at der skulle gennemføres besparelser. Siden er flere af mine pædagoguddannede kollegaer blevet fyret, og i stedet er der blevet sat vikarer ind for at dække nogle af deres timer. Samtidigt er der blevet lukket stuer, så de tilbageværende nu har endnu flere børn. Det betyder, at vi nu har omkring 13 børn på en stue med to til tre voksne ad gangen. Og med de mange børn på stuerne har det også betydet, at flere børn er blevet rykket op i børnehaven, før de var klar til det.

Besparelserne har også betydet, at der nu ofte ikke er en pædagoguddannet på stuerne, og at vi pædagogmedhjælpere står med et ufatteligt stort pædagogisk ansvar, som vi ikke har mulighed for at udfylde, da vi hverken har resurserne eller uddannelsen til at gøre det. Dette resulterer i, at vi nu får en hel generation af børn, som mangler de færdigheder, som de ellers skulle have lært i vuggestuen, fordi der ikke har været midlerne til at lære dem det. 

Manglen på ressourcer er gennemgribende, og det betyder at vi nogle gange må gå på kompromis med børnenes behov for at kunne følge med. For en uges tid siden havde vi en pige, som var meget ked af det, og hun havde tydeligt brug for omsorg fra en af os voksne, men dette var ikke muligt. Derfor måtte jeg lade hende sidde og græde, mens jeg skiftede bleer på de andre børn. Fra hun er helt lille lærer hun altså, at hendes behov ikke bliver hørt, og dette er kun negativt for hendes fremadrettede udvikling. 

Alt det her betyder, at det ikke længere er trygt for børnene at komme i vuggestue, og at forældre ikke kan gå trygt på arbejde, når de har afleveret deres børn. Samtidigt er det så stort et pres for pædagoger og medhjælpere, at de ender med at falde om med stress. Der er tydeligvis akut brug for flere ressourcer til landets daginstitutioner. Det er ikke en hemmelighed, men almen kendt, men alligevel sætter politikerne bomber og protoner over børn og pædagoger.