”Plutokrati: styreform, hvor statsmagten ligger hos få velhavende personer; rigmandsvælde.” (Den store Danske)

Verdens rigeste har aldrig haft bedre tider, og afstanden mellem top og bund har aldrig været større. Et sandt plutokrati har trængt sig frem. De såkaldte demokratiske stater og deres centralbanker har, paradoksalt nok, spillet en afgørende rolle i denne proces. Men sammen med plutokratiets fremkomst, vokser også truslen om deres undergang. Det giver anledning til dybe rynker i de riges botox-fyldte pander.

I de allerrigeste cirkler er der, ifølge det tyske magasin Der Spiegel, kommet et nyt buzzword: Inklusion. Det drejer sig ikke om den danske folkeskole, men den absolutte elites bekymring over deres egen isolation fra resten af samfundet. En bekymring der ikke er forårsaget af humanistiske overvejelser men af frygt for deres egen overlevelse som privilegeret klasse.

Denne nye indsigt i samfundets top går imod den reaktionære ide fra Reagan-tiden om Trickle down-økonomi; at bare de rigeste blev rigere, ville det automatisk smitte af på de lavere lag. At alle lag i samfundet ville få det bedre af at fjerne alle forhindringer for kapitalen. Virkeligheden er, at de rigestes rigdom er eksploderet i en grad, som aldrig er set tidligere i historien, mens medianindkomsterne i de udviklede lande er tilbage til niveauet fra 1980’erne. I USA er median husholdningen således blevet 50.000 dollars fattigere siden 2007, skriver Der Spiegel.

Bobleøkonomi og ulighed går hånd i hånd

Her i krisens sjette år, er intet løst. Men alligevel forsætter centralbanker og regeringer ”kuren”, med at oppuste de spekulative bobler. Mens økonomien i Europa stadig er under før-krise niveau, og ramt af hvad økonomen Lawrence Summers har beskrevet som permanent stagnation (et udtryk der først blev opfundet af den amerikanske økonom Alvin Hansen til at beskrive depressionen i 30’erne), er aktie- og obligationsmarkederne eksploderet. Der er tilsyneladende ikke længere sammenhæng mellem den virkelige verden og den finansielle sektor, som endnu engang er tilbage i bobletilstanden fra før krisen. Da de rigeste 10 procent ejer 90 procent af de finansielle aktiver, er det absolut ikke uden betydning for den accelererende ulighed og den afgrundsdybe kløft, der i dag er mellem de sociale klasser.

En vigtig årsag til de generelt stigende kurser, indenfor mange forskellige værdipapirer, har især været centralbankerne. De er statslige eller overstatslige institutioner, hvis investeringer i sidste ende sikres og finansieres af samfundets store flertal – arbejderklassen. Den Europæiske CentralBank (ECB) og de andre store centralbanker i verden, har finansieret en sand kursfest på markederne, vha. næsten gratis uddeling af penge i form af negative renter, støtteopkøb af obligationer osv. Derfor så vi også investorer købe stort ind af fx græske statsobligationer (som giver relativ høj forrentning), trods det er åbenlyst, at Grækenland aldrig vil kunne betale sin gæld. Men man regner med, at ECB vil leve op til sit løfte om, med alle midler, at holde hånden under de græske statsobligationskurser. Alternativet vil nemlig være en officiel bankerot, med enorme følger for euroen.

Den samme logik gælder for resten af markedet. Finanskapitalen er som en gidseltager med dynamit spændt om livet: ”hvis ikke I giver os alt, ryger det hele i luften”. Hvad der startede som midlertidige redningsforsøg for at undgå en apokalyptisk nedsmeltning, er dermed blevet en permanent tilstand. Verdensøkonomien er blevet som en junkie – afhængig af sit fix. Men som enhver junkie hurtigt indser, så koster det dyrt at finansiere sit misbrug. I den sammenhæng har centralbankernes interventioner i de finansielle markeder haft karakter af en massiv omfordeling af goder, fra de brede masser til samfundets absolutte top.

Offergave fra ECB til markedet: 7.440 mia. kroner

Nu har ECB besluttet at lukke op for de store sluser igen og offentliggjorde i slutningen af oktober sine intentioner om at starte et obligationsopkøbsprogram, en såkaldt kvantitativ lettelse. Det er annonceret, at programmet skal kaste en billion euro (7.440 mia. kroner) ud i den finansielle sektor. Med programmet håber ECB at presse inflationen op i den europæiske økonomi, hvis prisudvikling faretruende nærmer sig deflation; altså faldende priser.

Sætter deflation sig først i gennem, kan det bringe økonomien ud i en negativ spiral. For faldende priser vil bl.a. betyde, at gældsbyrden vil stige på det i forvejen gældsplagede kontinent. Men ECB’s manøvre vil intet løse. I det omfang den har effekt, vil det bare udskyde problemerne og gøre dem større. For hvad er den primære årsag til de faldende priser? Manglende efterspørgsel. De offentlige budgetter i EU og USA skæres kraftigt i et forsøg på at nedbringe gælden. En gæld der for en stor dels vedkommende er resultat af redningen af den finansielle sektor. Lønningerne og dermed forbruget, presses ned, dels for at klare sig i konkurrencen på et svindende marked og dels for at fastholde aktionærernes profitmængde, trods faldende omsætning. Men hvad ECB’s manøvre helt sikkert vil lykkes med, er at kanalisere endnu flere penge over i de riges lommer.

Spekulation er indbygget

Mange europæiske banker er i realiteten insolvente. Før krisen spekulerede bankerne af grådighed, forklarer Økonom Martin Hellwig fra Bonn til Der Spiegel. Nu gør de det af nødvendighed. De ekstremt lave renter betyder nemlig, at marginalerne ved almindelig bankdrift er for små. Der findes derfor mange europæiske banker, som kun kan holde sig i live ved at spekulere.

Hele logikken i den nuværende situation kræver, at de spekulative bobler hele tiden skal udvides. Systemet skal holdes kørende, og centralbankerne er villige til at tage alle midler i brug. Alternativet bringer systemets overlevelse i fare, på grund af de sociale eksplosioner et kollaps vil betyde. Resultatet er, hvad mange i den finansielle sektor selv har døbt: en ”zombie-økonomi”, ingen fremgang og liv i økonomien, men opbygning af katastrofale spekulative bobler og eksplosion i uligheden.

Overklassen skræmt af eget spejlbillede

Verdens rigeste kan, trods deres succes, godt se problemerne. De kan se de sociale konsekvenser af den enormt stigende ulighed. Og det skræmmer dem. De går, så at sige, imod afgrunden med åbne øjne.

Investor og bankarving Lynn Forester de Rothschild, sagde på et eksklusivt møde, hun afholdt for omkring 250 af verdens rigeste mennesker tilbage i maj, at hun var bekymret for den sociale sammenhængskraft, og påpegede, at borgerne har “mistet tilliden til deres regeringer” – regeringer der retfærdiggør og hjælper til i den absolutte elites organiserede røveri af arbejderklassen.

Politikere som stik i rend-drenge

At borgerne har “mistet tilliden til deres regeringer” er årets underdrivelse. Demokratiet i Europa og USA er en farce. I alle EU-lande føres samme politik, ligegyldigt hvem vælgerne stemmer ind. Og hvis regeringerne ikke er i stand til at gennemføre de krævede nedskæringer og ”reformer”, så indsættes uvalgte teknokratiske regeringer i deres sted, som vi så det i Grækenland og Italien. Finanskapitalens ord er lov. Retter man ikke ind, kan de sende hele lande i rendestenen i løbet af et øjeblik.

I USA er der ikke længere den mindste flig af tilsløring over, at alle politikere er købt og betalt. At blive valgt koster adskillige millioner og personlige støtter indenfor systemet. Når de så endelig er valgt, estimeres det, at omkring 70 procent af politikernes tid går med at tigge penge hos den rigeste elite, for at finansiere deres valgkampe. I mens politikerne tigger penge, kan landets rigeste direkte, og helt bogstaveligt, få lov at skrive landets love, mod hård valuta – naturligvis. Resultatet er derefter: fortsat angreb på arbejderklassen og gaveregn til den absolutte overklasse.

Er sin egen værste fjende

Den absolutte elites fremmarch er et tveægget sværd. På den ene side har de aldrig været mere magtfulde og rige. På den anden side fører det dem mod undergang. Alle regimer, demokrati eller diktatur, bliver af befolkningen målt på, om de leverer brød på bordet, tag over hovedet og ikke mindst udsigt til en blot marginalt bedre fremtid. Den test fejler kapitalismen i dag.

Det tog årtier for de herskende klasser i Europa og USA at opbygge systemets autoritet under efterkrigsopsvinget. Nu forvitrer illusionen om ”folkestyre” og demokrati dag for dag. Selv i lille fredelige Danmark viste en undersøgelse for nyligt, at tilliden til politikere generelt er styrtdykket fra 60 pct. i 2011 til 38 pct. i 2014. Systemet er ved at undergrave sig selv. Trods elitens snak om at ”inkludere” de lavere klasser forbliver det ved dette: snak. Kapitalismen har sin egen logik, der sætter sig igennem anarkisk og voldsomt, uden at tage imod ordrer fra nogen. Mens eliten kan se de truende sociale eksplosioner i horisonten, er arbejderklassen, i bredt internationalt perspektiv, endnu ikke bevidst om den enorme magt, som den besidder. Når først det sker, vil intet kunne bremse den. Plutokratiet flyver højt i dag, men der er dybt at falde.

Denne artikel blev bragt i Revolution Nr. 4. (november-december). Tegn abonnement for 250kr/år og støt sagen!