Plejehjemsassistenter ”stormer” møde i protest mod lønnedgang


Lasse Bertelsen



2 minutter

Mandag den 16 juni kunne TV2 Nyhederne berette om en busfuld vrede plejehjems assistenter fra FOA, som ville give deres besyv med til et ekstraordinære årsmøde for social og sundheds sektoren i FOA. Her skulle diskuteres overenskomsten for denne gruppe, som har betydet en nedgang i månedslønnen på op til 2.000,- kr. Mødet endte med at bestyrelsen for social og sundhedssektoren blev væltet. Plejehjemsassistenterne ”stormede” mødet mens de råbte ”Pamper FOA” og på den måde tydeligt viste deres harme.
Overenskomsten blev sendt til afstemning uden at det var klart at det rent faktisk medførte lønnedgang for flere tusinde inden for social og sundhedssektoren.
Efter afsættelsen af bestyrelsen udtalte en af de aktionerende, at dette var en halv sejr, og at man nu måtte se, hvad der kom i lønningsposen. Amtsrådsforeningen har afvist at genforhandle overenskomsten.
Dette er selvfølgelig uacceptabelt. Godkendelsen af overenskomsten er sket på falske præmisser og bør derfor selvfølgelig genforhandles. Hvis ikke amtsrådsforeningen vil det, gør de sig medskyldige i snyderiet af plejehjemsassistenterne. FOA bør ikke acceptere overenskomsten og hvis ikke amtsrådsforeningen vil genforhandle, må der indkaldes til strejke ind til de vil!

Vreden mod bestyrelsen er forståelig. Enten har der været tale om groft sjuskeri, eller også er der tale om at føre medlemmerne bag lyset. En sådan bestyrelse bør under alle omstændigheder smides væk, hvilket altså også er sket. Denne sag må igen rejse kravet om demokrati og privilegier i fagbevægelsen. Det kan ikke nytte, at dem der skal forhandle en overenskomst igennem får en meget højere løn, end de medlemmer de forhandler for. Hvis overenskomsten er god nok for medlemmerne, må den også være god nok for forhandlerne altså de ansatte fagforeningsfolk.
Forhåbentlig vil plejehjemsassistenterne være til inspiration op til OK 2004. Hvis forhandlerne ikke kommer tilbage med en ordentlig overenskomst må de skiftes ud med nogle der kan. Kampen for en god overenskomst er ikke bare en kamp mod arbejdsgiverne. Det er også en kamp for en ledelse af fagbevægelsen der vil kæmpe for medlemmerne.