Demonstration i Lima. Billede: Mayimbú Wikimedia Commons
Denne artikel, først bragt på marxist.com den 17. januar, opridser den seneste udvikling i Peru, efter landets demokratisk valgte præsident Pedro Castillo blev afsat i et reaktionært statskup den 7. december 2022. Kuppet har antændt en landsdækkende, radikal massebevægelse, der bl.a. kræver at kupregeringen, ledt af Dina Baluarte, træder tilbage. Sejr til de peruvianske arbejdere og bønder! Ned med Dina Boluarte! Al magt til det arbejdende folk!
Det er en afgørende uge for bevægelsen imod kuppet i Peru. På trods af statens brutale undertrykkelse fortsætter arbejdere, bønder og unge kampen mod den illegitime præsident, Dina Baluarte. Landets fagforbund, CGTP, har opfordret til en national strejke den 19. januar, og mange demonstranter er på vej mod hovedstaden Lima.
Staten og dens institutioner har reageret på den voksende vrede og modstand ved at forsøge at undertrykke og kriminalisere bevægelsen. I sidste uge blev 14 fagforeningsledere arresteret. Iblandt dem er generalsekretæren for CGTPs afdeling i den nordlige region San Martin. Det peruvianske politis antiterrorkorps har også tilbageholdt præsidenten Pedro Castillo og syv ledere fra Ayacucho-folkets selvforsvarsstyrke, en social masseorganisation, der leder bevægelsen i Andes-regionen.
Politiet har også chikaneret deltagerne i et møde i den nationale folkeforsamling, der mødtes for at koordinere den nationale strejke den 19. januar. I Lima omringede politiet kontoret for telefonarbejdernes fagforening, hvor et møde skulle holdes, og på provokerende manér krævede de ID fra alle deltagerne.
Kriminalisering og bagvaskelse
En måde hvorpå regimet kriminaliserer arbejder- og bondebevægelsen er gennem en konstant bagvaskelse af de deltagende, hvor de hænges ud som terrorister. Det var især tilfældet med for lederne fra Ayacucho-folkets selvforsvarsstyrke; de arresterede blev anklaget for at være senderistas (medlemmer af guerrillabevægelsen “Lysende Sti”), selvom den ikke længere eksisterer. Det holdt imidlertid ikke myndighederne tilbage fra at stemple de arresterede som terrorister på forsiderne i landets aviser og tv-stationer.
En endnu vildere påstand, der blev rettet mod bevægelsen, var at “våben og ammunition” var blevet smuglet ind fra Bolivia, og at dette kunne forklare, hvorfor så mange personer (18) var blevet dræbt den 9. januar in Juliaca, Puno. Det er imidlertid en kendsgerning, at der ikke er nogen beviser på at demonstranterne havde våben. Den officielle retmedicinske rapport af de dræbte er tydelig: ni af de dræbte havde fragmenter af kugler i deres kroppe og de andre var også blevet dræbt af skud. Alle disse kan spores tilbage til politiets udstedte AKM kampgeværer (i seks af tilfældene), politihagl og politiets håndvåben.
Den illegitime præsident Boluarte har igen erklæret undtagelsestilstand i flere provinser og regioner på tværs af landet og et udgangsforbud i Puno. Det betyder, at grundlæggende konstitutionelle rettigheder er ophævet. Sidste års erklæring af undtagelsestilstand, før generalstrejken den 15. december, var en optakt til den massakre, hvor politiet og hæren dræbte mindst 28 ubevæbnede civile, heriblandt 10 i Ayacucho på blot en enkelt dag.
Det er den internationale arbejderbevægelses pligt at hæve stemmen imod denne brutale undertrykkelse og afvise den illegitime kup-præsident Boluarte.
Marcha de los 4 Suyos
Regeringen og den herskende klasses taktik er ikke et tegn på styrke men snarere en indikation på frygt i mødet med en voksende bevægelse, som undertrykkelse ikke har kunne holde nede.
Tusinder mødes i hovedstaden for vælte det illegitime blodregime. / Billede: Ministerio de Defensa del Perú
Tusinder af demonstranter fra hele landet, ikke kun fra de fattige sydlige Andes-regioner, men også fra norden, er på vej til hovedstaden Lima med et mål: at vælte den forhadte og blodindsmurte Dina Boluarte. Bevægelsen er blevet kendt som “marcha de los 4 Suyos” (marchen fra de fire hjørner), opkaldt efter den massive march mod Lima i 2000, som fik væltet Fujimoris diktatur.
Arbejdere, bønder og unge på landet og i byerne har organiseret penge- og madindsamlinger for at støtte delegationerne, der er på vej mod hovedstaden. De kommer fra de aymara-talende regioner, fra rondas campesinas (bondepatruljerne) nord for Lima, fra Ayacucho, fra jungleregionerne i den østlige del osv. Politiets vejblokader har kunne stoppe nogle af karavanerne, men folk finder andre måde at komme igennem på.
Bevægelsen har udbredt folkelig opbakning, hvorfra den også får sin styrke. Ifølge en ny meningsmåling foretaget af IEP, mener 60 procent af befolkningen, at protesterne er berettiget (72 procent blandt unge), og 58 procent mener at politiet og hæren har overskredet deres beføjelser (72 procent blandt unge). På den anden side misbilliger 71 procent Dina Boluartes præsidentskab, og blot 19 procent er positivt stemt over for hende. Misbilligelse er endnu større, når det kommer til parlamentet, her er en rekordhøj 89 procent imod. En overvældende 69 procent af befolkningen mener nu, at der burde indkaldes til en grundlovgivende forsamling, en stigning på 22 procentpoint siden sidste år, hvilket er bevis på en bred afvisning af bourgeoisiets eksisterende institutioner.
Boluartes regering er i modvind, nogle institutioner er endda åbent imod hende, og flere regionale guvernører kræver hendes afgang. Selv nogle af hendes egne ministre har sagt op. Marchen mod Lima og generalstrejken kan blive det sidste skub, som vægter den illegitime præsident.
“Aldrig mere fattige mennesker i et rigt land”
Arbejderne og bøndernes massebevægelse har taget til i styrke og har opnået en grad af national koordinering. Bevægelsens politiske program er indtil videre begrænset til demokratiske krav: frihed til Castillo, lukning af parlamentet, nye valg og en grundlovgivende forsamling. Men hvad der ligger bag disse krav er et dybt ønske om grundlæggende forandring, et ønske der ikke er begrænset til politiske spørgsmål, hvor vigtige de end er, men som er funderet i et ønske om en generel forbedring af levestandarden og en væsentlig omfordeling af landets rigdom.
Castillos valgslogan, “aldrig mere fattige mennesker i et rigt land”, indkapsler, hvad der ligger bag denne massebevægelse. Peru er ganske vist et rigt land, men også et land hvor magten og ressourcerne er i hænderne på en håndfuld parasitiske økonomiske grupper, nationale og multinationale, imens størstedelen af folk lever i fattigdom.
Det er værd at bemærke, at bevægelsen refererer til marchen fra de 4 Suyos i 2000 og også benytter sig af parolen “todas las sangres” (som betyder alle de forskellige etniske og nationale grupper som udgør landet). Idéen i dette er, at arbejdere og bønder i Peru – samlet i en kæmpende enhed – der mødes i hovedstaden, kan vælte regeringen. Det er en korrekt idé.
Men hvad der skete efter Fujimori blev væltet i 2000 var, at socialdemokraten Alan Garcia kom til magten, og herefter fortsatte han den samme ultra-liberale og kapitalistiske økonomiske politik som sin forgænger. Sejren slog over i desillusion, og de multinationale minevirksomheder og 17 peruvianske økonomiske konglomerater fortsatte deres udbytning af landets rigdomme, alt imens de bestak præsidenter og embedsfolk.
Denne gang må problement tages ved roden. Hvis der skal skabes reel meningsfuld forandring, for hvilket allerede næsten 50 mennesker har ofret deres liv over de sidste 40 dage, så må masserne affeje ikke blot bourgeoisiets rådne institutioner men også ekspropriere det kapitalistiske oligarki og de multinationale virksomheder. Således vil det være muligt at fordele landets rigdom demokratisk gennem arbejderkontrol til fordel for flertallet. Det er den eneste præmie, der er værd alt det blod, der er blevet udgydt i kampen indtil videre.
Sejr til de peruvianske arbejdere og bønder!
Ned med Dina Boluarte! Luk parlamentet! Smid dem alle ud!
Ekspropriér det kapitalistiske oligarki og de multinationale mineselskaber!
Al magt til det arbejdende folk!
