Læs 1. del af Perspektiver for klassekampen 2014: DEL1
Den økonomiske situation i Danmark
Krisen ramte Danmark hårdt og produktionen er endnu ikke på højde med niveauet før krisen. Det såkaldte Rangvid-udvalg, nedsat af regeringen til at undersøge årsagerne til ”finanskrisen” konkluderede blandt andet, at krisen har kostet Danmark 400 mia. kr. (Politiken 18.09.13). Alligevel har dansk økonomi indtil nu været mildere ramt end Sydeuropa. Især fordi dansk økonomi har haft et tykkere ”fedtlag” og fordi vores primære eksportmarkeder Tyskland og Sverige har klaret sig nogenlunde efter krakket i 2008. Men disse lande er selv afhængige af eksport til resten af det kriseramte Europa.
Også i Danmark har krisen i 2008 betydet et kvalitativt skift. Arbejderbevægelsens ledere taler for en tilbagevenden til ”de gode gamle dage” under efterkrigsopsvinget og forsvar for ”den danske model”. Men den ”danske model” blev bygget på en økonomi i fremgang, hvor kapitalisterne havde et vist råderum til at give indrømmelser til gengæld for at holde arbejderklassen i ro, så produktionen og dermed profitskabelsen kunne fortsætte uforstyrret. Den tid er definitivt slut. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse. Kapitalisterne skal kæmpe for overlevelse på et stadigt mere presset verdensmarked. Klassesamarbejdet bruges derfor i dag af kapitalisterne til, med hjælp fra fagtoppen, at angribe al det den danske arbejderklasse tilkæmpede sig af velfærd og rettigheder.
Dansk økonomi er stadig ikke kommet sig ovenpå krisen. I 2012 var BNP 4,4 procent lavere end i 2007. Det økonomiske tilbageslag i Danmark er, ifølge professor Jørgen Goul Andersen, større end i det var i 1930’erne – faktisk det største i fredstid i 200 år. (videnskab.dk 28.07.13) Industriproduktionen er i dag cirka 10 procent lavere end før krisen. (AE rådet 02.09.13).
Fem år efter krisens start producerer vi altså stadig mindre i Danmark end før krisen. Netto-investeringerne (dvs. investeringer, der resulterer i tilvækst i kapitalapparatet) er styrtdykket siden 2008. ”Siden første kvartal 2009 har virksomhederne næsten ikke investeret. Faktisk overstiger de negative værdier i 2009 de små-investeringer, som er lavet sidenhen: Produktionsapparatet er skrumpet siden første kvartal 2009. Men det er altså ikke, fordi virksomhederne mangler penge at investere for.” (egen fremhævning, Cevea 01.01.13).
Hvad vi ser, er en klassisk overproduktionskrise, både på internationalt plan og også herhjemme. Selvom der er rekordoverskud, investerer kapitalisterne ikke. Ifølge Cevea har de danske virksomheder opsparet 225,9 milliarder kroner siden 2009, uden at de reelt investerer. Det betyder, at regeringens bebudede sænkning af selskabsskatten fra 25 til 22 procent, i realiteten svarer til at forære de største virksomheder 4 milliarder, lige ned i foret. Hvorfor skulle virksomheder, der sparer omkring 100 mia. op om året, bruge de ekstra 4 milliarder på at investere? Derimod betyder det 4 mia. mindre til offentligt forbrug og dermed lavere efterspørgsel og dermed endnu mindre grund til at investere i produktion, der ikke kan afsættes. Dansk kapitalisme er mindst ligeså meget som kapitalismen på verdensplan i en blindgyde og alle reformisternes forhåbninger om en særlig dansk kapitalisme, er ikke andet end en drøm.
Profitterne er vokset ved at få færre arbejdere til at løbe hurtigere. Fagbladet 3F undersøgte overskuddet (efter skat i forhold til egenkapitalen, altså ejernes overskud i forhold til investeringen), i de 13.206 største virksomheder i Danmark. De kom i deres undersøgelse frem til, at overskuddet i 2012 var det største i fem år. ”Det viser, at indtjeningen har rettet sig og er tilbage til et niveau før krisen. […] Man må sige, det er et hurtigt comeback, når man tænker på, hvor hård krisen har været,” siger professor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen. Overskuddet er vokset, mens de danske virksomheder ikke har ansat flere folk. Det vil sige, at arbejderklassen presses til at løbe hurtigere og producere mere, uden at lønnen er steget.
Under kapitalismen er krisens funktion at rydde ud i varer, produktionsapparat og gæld, for at bane vejen for et nyt opsving. Den funktion har krisen endnu ikke haft i Danmark, hvor der stadig er uudnyttet kapacitet. Regeringen skriver i sin økonomiske redegørelse, at der stadig er et ”betydeligt outputgab”, dvs. forskel mellem den faktiske og den potentielle produktion (økonomisk redegørelse august 2013 s. 113).
Den danske regering har gang på gang måtte nedjustere deres skøn for den økonomiske vækst i Danmark. I december 2012 forudsagde regeringen en vækst på 1,2 procent i 2013, i foråret nedjusterede de det til 0,5 procent og i august nedjusterede de så yderligere til sølle 0,2 procents vækst i 2013. De forventer, at væksten næste år vil blive 1,6 procent. Men alt tyder på, at de tvinges til at nedjustere forventningerne igen næste år, som de har gjort så mange gange før.
Regeringens håb om en bedring ser ikke ud til at have meget hold i virkeligheden: De håber, at privatforbruget vil vokse, med henvisning til bedre forbrugertillid. De håber, at boligpriserne vil stige og de håber på faldende ledighed. Altså intet reelt om en bedring i økonomien andet end spinkle håb og en lid til oppustningen af en ny boligboble.
Der er intet der peger på, at den indenlandske efterspørgsel skulle stige. Regeringen har pumpet penge ud til forbrug med efterlønsudbetalinger, skattelettelser og renterne er stadig rekordlave, og alligevel vokser forbruget ikke. Pengene bruges til at afbetale gæld og opveje for de historisk lave lønstigninger, med reallønsfald i både 2011 og 2012. Det offentlige forbrug har regeringen sat til en meget lav vækst de næste år, så intet peger på at indenlandsk efterspørgsel kan drive økonomien fremad.
Efter krisen rettede industriens salg på hjemmemarkedet sig lidt, men gik så i stå og har siden januar 2011 ligget stille på samme niveau som januar 2007. Til gengæld er eksporten 5 procent højere end toppunktet inden krisen i august 2008. Det samme gør sig gældende generelt for den danske økonomi, at den indenlandske efterspørgsel er stagneret og kun eksporten vokser. (Cevea 25.06.13).
Eksport udgør halvdelen af de danske virksomheders samlede salg. Den danske økonomi er derfor fuldstændig afhængig af, hvad der sker i den globale økonomi og regeringen sætter da også sin lid til en bedring i udlandet, så eksporten kan drive økonomien fremad. Men som beskrevet ovenfor ser det ikke ud til at blive til virkelighed.
Dansk økonomi kan bedst betegnes som depressiv, med Keynes beskrivelse. Den går nemlig på en økonomi, der efter et krak hverken oplever genrejsning eller totalt kollaps. Den lille vækst, der har været, peger ikke i retning af, at dansk økonomi er på vej til et opsving. Regeringen skriver i økonomisk redegørelse fra august, ”Kapacitetsudnyttelsen i dansk økonomi er fortsat lav. Svag vækst i de seneste år og navnlig faldet i BNP i 2012 har betydet, at outputgabet, som er den estimerede forskel mellem faktisk og potentiel produktion, udgør 2¾ pct. i 2012. Med forventningen om relativt svag fremgang i år udvides outputgabet yderligere til omkring 3¼ pct. i 2013”. Regeringen regner altså med at forskellen mellem, hvad vi kunne producere og hvad vi reelt producerer, vil vokse næste år, og overproduktionskrisen dermed forværres.
Regeringen kommer selv med en forklaring på dette, når de skriver at produktionen i første halvdel af 2013 var meget lav og derudover primært gik til lager: ”det kan både være et udtryk for, at virksomhederne har forventninger om stigende omsætning, eller formentlig mere sandsynligt, at der var en svigtende efterspørgsel i starten af året.” (Økonomisk redegørelse august 2013).
Med andre ord: de danske kapitalister producerer ikke, fordi de ikke kan sælge varerne. Det afspejler sig i industriens egne forventninger. Industrien selv forventer kun en vækst i investeringerne på 1 procent i 2014 (nyt fra Danmarks statistik 22.11.13).
Byggeriet er stadig underdrejet, med en konjunkturindikator på -9 for de første tre måneder af 2014, der indikerer fortsat tilbagegang. Det er dog mindre dramatisk end bundrekorden på -48 der blev nået i 2009, men langt under de +20-25 man oplevede før krisen.
Krisen betyder, at de ”svageste” virksomheder opkøbes eller udkonkurreres af de store og kapitalstærke virksomheder. At forbruget er underdrejet, mens eksporten er gået frem, har kun gavnet de største virksomheder. Kun 7,5 procent af de samlede danske virksomheder eksporterer (i industrien er det tal 27,5 procent). De 100 største virksomheder står for halvdelen af al dansk eksport og de 4400 største virksomheder står for 98 procent af al eksport. De øvrige 17.500 eksportører står kun for de resterende 2 pct.”. (Cevea 25.06.13).
”Når eksportsalget går godt mens hjemmemarkedssalget står i stampe, er det altså dårligt nyt for de små og mellemstore virksomheder. Særligt de hjemmemarkedsfokuserede erhverv, som handel og bygge- og anlægsbranchen lider. Til gengæld har de store virksomheder det godt. Det afspejles også på aktiemarkedet: Virksomhederne i C20-indekset har rekordstore overskud, i særdeleshed virksomheder som Novo Nordisk og Mærsk, der næsten udelukkende har deres indtjening ved eksport. Vi oplever altså for tiden en økonomisk forskydning fra små og mellemstore til store virksomheder, hvor de 100 største eksportvirksomheder i høj grad skummer fløden.” (Cevea 25.06.13).
Antallet af konkurser har siden krisen været historisk højt og det er især de mindre virksomheder, der bukker under. I 2013 har der i gennemsnit været 415 konkurser om måneden, dobbelt så mange som i samme periode 2008. Mens antallet af konkurser blandt større virksomheder faldt relativt hurtigt mod slutningen af 2009, og nu ligger stabilt på omkring 20 konkurser om måneden, mod 40 i 2009. Så er konkurserne stadig mange blandt de mindre virksomheder med en omsætning på mellem 1 og 15 mio. kr., der stadig oplever omkring 150 konkurser om måneden mod 185 i 2009. For de helt små virksomheder er antallet af konkurser slet ikke faldet, der er der 150 konkurser om måneden. (Cevea 25.06.13).
Den virkelige økonomi, dvs. produktionen står altså stadig i stampe. I stedet ser det ud til, at der er ved at blive oppustet en ny boble på boligmarkedet, dvs. de præcis sammen midler, som blev brugt for at udskyde krisen op mod 2008 og som blot udskød problemerne ved kunstigt at udvide efterspørgslen langt ud over sine rammer og gjorde krisen desto dybere.
De danske husholdninger er i dag nogen af de mest forgældede i verden. De danske husholdningers gæld i forhold til den disponible indkomst er oppe på 267 procent. Fra 1995 til 2009 voksede danskernes gæld med 124,7 procentpoint (1.614 mia. kr.), og en normal dansk husholdning skylder nu to-tre gange, hvad den tjener på et helt år efter skat. Og gælden er fortsat med at vokse – i 2013 alene er danskernes gæld til realkreditinstitutterne vokset med mere end 350 millioner kroner, en stigning på 36 procent på 10 måneder. (Pol.dk 06.12.13)
Mens der i storbyerne ser ud til at blive oppustet en ny boligboble, er forholdene i flere yderområder i Danmark dybt depressive. I Syd- og Vestsjælland er der flest boligejere med gældsproblemer. Her er mere end hver sjette boligejer teknisk insolvent, dvs. at de skylder flere penge i deres bolig, end den kan sælges for.
På trods af prisstigninger, på især ejerlejligheder i byerne, oplyser Nordea Kredit, at de forventer større tab på boliggælden i år end i 2012. Og i Nykredit forklarer underdirektør Mads Frazier det voksende tab med et højt antal tvangsauktioner. I de første 11 måneder af 2013 blev der gennemført 4.162 tvangsauktioner. Alene i november måned måtte 11 familier hver dag forlade deres hjem. Selv om antallet er faldet en smule i forhold til foregående år, ligger det fortsat på et højt niveau og kan accelerere enormt, ved de mindste rystelser i de historisk lave renter.
Samtidig med at flere og flere bliver teknisk insolvente på landet, er der i byerne ved at blive oppustet en ny boble. Parcel- og rækkehuse er faldet lidt i pris, men ejerlejlighederne fortsætter med at stige og er siden bunden i begyndelsen af 2009 steget med 18 pct. og med hele 10,7 procent bare det seneste år. (epn.dk 02.10.13) Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, siger om prisstigningerne, at det er en for voldsom prisstigning, da økonomien stadig ikke rigtig vokser. “Den nuværende prisvækst kan ikke retfærdiggøres i den underliggende økonomiske udvikling, og fortsætter fremgangen er der en risiko for, at der atter bliver tale om en forventningsskabt boligprisboble på markedet for lejligheder”.
I 00’erne vedtog regeringen en liberalisering af kreditlovgivningen med bl.a. afdragsfrie lån og fleksrentelån. Der er udstedt omkring 950.000 afdragsfrie lån til boligejere for et samlet beløb 810 milliarder kroner. Over halvdelen af boliglånene til private er i dag afdragsfrie. Nu er de første afdragsfrie lån ved at udløbe og det betyder en markant stigning i udgifterne. Ifølge brancheorganisationen RealkreditForeningen vil det øge boligudgifterne med mellem 2.000 og 4.000 kroner om måneden for hver million man har lånt afdragsfrit. (dr.dk 16.01.13)
Stigningen i dårlige betalere blandt boligejerne er vokset kraftig med 36 procent i 2013 og flere og flere ender som dårlige betalere i RKI. ”Min konklusion er, at der er en potentiel boligboble derude, som man skal passe på nu. Rigtig mange boligejere kæmper med en stor bank- og realkreditgæld, som der ikke er dækning for i murstenene. Hvis renten stiger, vil vi se en eksplosion i tvangsauktioner, og endnu flere boligejere vil miste deres huse og deres værdier”, siger Frank Papsø, der driver RKI (Pol.dk 06.12.13).
Og han advarer om, at endnu flere boligejere får problemer, når afdragsfriheden på deres lån udløber i 2015 og 2016. Alligevel fortsætter de alternative lånetyper med at vokse: ”Vi går alle sammen og taler om opsving, men bankgælden falder ikke, der bliver ikke solgt flere biler og den samlede registrerede gæld i RKI er nu oppe på 16,6 milliarder kroner” (Pol.dk 06.12.13).
Den europæiske banksektor generelt er stadig i massive problemer. Under den såkaldte finanskrises hærgen måtte den danske stat stille en totalgaranti på 4.200 milliarder kroner for at forhindre kollaps. Udadtil fører bankerne sig nu frem som om, alle de dårlige lån er nedskrevet, men reelt er der tale om skuespil. Det er nemlig bankerne selv, der definerer, hvor meget de mener, deres aktiver er værd. Det samme gælder i Danmark. Man udskyder problemer indtil den dag man rent faktisk skal sælge de dårlige papirer, hvor den reelle og lavere værdi vil komme til syne. Men indtil nu er der ingen, der råber, at ”kejseren ikke har tøj på”. Det har lagt lidt låg på bankkrisen. Men selv det mindste puf kan få den til at blusse op igen, ikke mindst i Danmark, hvor banksektoren er uforholdsmæssig stor og mere eller mindre koncentreret om én bank.
I forhold til det lokale BNP, er kun Bank of Cyprus (200+% af BNP) større end Danske Bank (182 %) i EU, i forhold til det lokale BNP. Eksemplet fra Cypern viste, hvad det kan betyde for et lands økonomi.
Arbejderklassen angribes
For den danske arbejderklasse har krisen haft enorme konsekvenser. I perioden mellem 2007 og 2012 er antallet af personer i den erhvervsaktive alder på offentlige ydelse steget med 5 procent, for unge er tallet i samme periode steget med 50 procent!
For folk i den erhvervsaktive alder var der i slutningen af 2013 193.000 ledige ifølge AKU-opgørelsen. Dermed er andelen af AKU-ledige ud af arbejdsstyrken for den pågældende aldersgruppe 6,7 pct. (Dst.dk 28.11.13 nr. 636). AKU-ledigheden faldt med cirka 13.000 personer det første halvår af 2013, men i realiteten dækker det over en stigning i deltidsansatte. I samme periode er antallet af beskæftigede på deltid vokset med 26.000 personer, mens antallet af personer på fuld tid er faldet med knap 14.000 personer.(ae-rådet 01.11.13). Siden 2007 er antallet af personer mellem 15 og 64 år, der er ansat på deltid, fordi de ikke kan få fuldtidsbeskæftigelse, steget fra 81.000 til 120.000. (nyt fra dst nr. 632)
Antallet af langtidsledige er steget kraftigt, så næsten hver tredje arbejdsløse nu har været arbejdsløs mere end et år. I 2013 mistede 34.000 dagpengene. Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, advarer om, at omkring 14.000 hvert år de næste år vil falde ud af systemet, med mindre der ”sker en mirakuløs udvikling i beskæftigelsen” (arbejderen.dk).
En del af dem mister al deres indtægt, mens en del ryger på kontanthjælp. Regeringens kontanthjælpsreform fra foråret betyder, at også forholdene for kontanthjælpsmodtagere forringes kraftigt fra 1. januar 2014. Alle unge under 30 år kommer på den såkaldte ungeydelse, som er på SU-niveau, dvs. en kraftig nedgang i indkomsten ikke mindst for de 25-30 årige, der før ikke var medregnet i de særlige regler for unge. Derudover har regeringen indført gensidig forsørgerpligt for ikke-gifte par. Tænketanken Kraka har beregnet, at det vil ramme omkring 12.000 kontanthjælpsmodtagere i papirløse forhold. I gennemsnit vil de ramte få beskåret deres kontanthjælp med 41.700 kroner om året, når reformen er fuldt indfaset i 2015. (arbejderen.dk)
Mens regeringen giver virksomhederne skattelettelser, skærer de ned på da fattigste, svageste og angriber hele arbejderklassen.
I en ellers ligegyldig folketingsdebat kom Lars Lykke for skade at sige, at 2.000 kr. ikke var den store forskel mellem et mindstelønsjob og understøttelse. Lars Løkke afskrev 2.000 kroner som noget man måske kunne få et par sko for. Men for en enlig kontanthjælpsmodtager betyder 2.000kr mere i rådighedsbeløb om måneden en stigning på 36 procent. At Lars Løkke køber sko til 2.000 kroner, kan man godt forstå, når man ser hans årsløn på 1.458.214 kroner. Men hans udtalelse viser, hvor fuldstændig ude af trit med virkeligheden han, og sikkert også en lang række andre politikere, er. (ugebrevet a4 18.10.13).
De sidste år er uligheden og fattigdommen steget. Siden 2002 har de 10 procent rigeste oplevet en stigning i deres indkomst på mere end 100.000 kr., mens de 10 procent fattigste i dag har en lavere indkomst end i 2002. Ser man bare på de sidste par år, er det kun de 10 procent rigeste, der ikke har oplevet et indkomstfald. (AE-rådet 02.09.13)
Regeringens definition på økonomisk fattige er ”Personer og familier, som i 3 år i træk har en indkomst under 50 pct. af medianindkomsten, med en formue under 100.000 kr. pr. voksen, og som ikke er studerende”. I 2011 var knap 50.000 fattige, efter ovenstående definition i Danmark. 2.200 flere end i 2010. Hertil skal lægges de næsten 400.000 studerende. Gennem 2000’erne er antallet af fattige mere end fordoblet. Ser man på personer, der har været fattige i løbet af det seneste år – de såkaldt étårsfattige, så er gruppen vokset til at udgøre næsten 190.000 personer i Danmark i 2011. (Ae-rådet 08.06.13) I perioden fra 2001 til 2011 er fattigdommen altså blevet mere end fordoblet i Danmark.
Fra tallene er det tydeligt, at fattigdommen og uligheden ikke kun steg under den borgerlige regering, men også efter at S-SF-R regeringen kom til. SU-reform, dagpengereform, kontanthjælpsreform osv. bidrager hertil. Også her er regeringen desværre løbet fra sine løfter. I regeringsgrundlaget stod der bl.a., at regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpengene på 52 uger, som de borgerlige indførte. Mere end to år efter regeringen kom til, indgik regeringen en reform af sygedagpengene med de borgerlige. Det er korrekt, at ingen syge ender uden indkomst, som de tidligere gjorde efter et år og livstruende syge har ikke længere en begrænsning. Men for resten af sygedagpengemodtagerne må regeringens ophævelse af varighedsbegrænsningen siges at være alternativ: for dem mere end halveres den periode man kan modtage sygedagpenge fra et år til fem måneder! Efter fem måneder sættes den syge på en ydelse svarende til kontanthjælp, en nedgang i indtægt på op til 7.000 kroner om måneden. På den måde spares der 385 millioner kr. Regeringen angriber de svageste i samfundet, mens de giver skattelettelser til erhvervslivet.
At økonomien er i elendig forfatning betyder ikke, at der per definition kommer øget klassekamp. Der er ikke en mekanisk sammenhæng mellem de to ting. Tværtimod kunne en mindre bedring af økonomien nu rent faktisk lette presset på den danske arbejderklasse en smule og give albuerum til kamp for at tilbageerobre noget af det mistede. Der er dog intet i de økonomiske tal, der peger på en bedring de næste år. Det betyder ikke på den anden side, at vi så tror, at der ikke kommer kamp. På de danske arbejdspladser er presset ved at nå et bristepunkt og på et eller andet tidspunkt vil det eksplodere. Så uanset om økonomien går lidt frem eller lidt tilbage, og det sidste er i vores øjne mest sandsynligt, så er scenen sat for klassekamp også i Danmark.
Det er afgørende at forstå, at vi også herhjemme, med krisen i 2008, har nået et kvalitativt nyt stadie. Den økonomiske ramme efterlader ingen rum for reformer i den gammeldags forstand, dvs. forbedringer. Tværtimod hvad der muligvis kan gennemtvinges gennem hård kamp vil blive taget igen med den anden hånd. Krisen er ikke et spørgsmål om politikernes ”onde vilje” men en objektiv realitet, og vi kan ikke bare gennem politiske beslutninger vende tilbage til de ”gode gamle dage” med efterkrigsopsving og reformer, som venstrereformisterne ønsker sig. Vi står i en ny situation med benhård klassekamp.
