Dansk økonomi i krise
Den danske økonomi har oplevet en særdeles brat vending. Fra Finansminister Thor Pedersens vidtløftige løfter fra 2007 om at Danmark ”kunne købe hele verden”, og at den største trussel mod økonomien var mangel på arbejdskraft, står dansk økonomi nu med et kæmpe underskud på statsbudgettet og ugentlige massefyringer.
Opsvinget var, som vi har forklaret i tidligere perspektiver, baseret på gæld, som igen var baseret på finansielle bobler især ført an af boligmarkedet. De danske boligejeres gæld var en af de største i verden under opsvinget (se Dansk perspektiv 2008). Men gældsboblen var kun et middel til at udskyde krisen, og ikke selve årsagen.
Det der markerede krisens start var krisen i de såkaldte subprimelån, det vil sige lån ydet til folk, der normalt ikke ville kunne komme i betragtning til et lån. Det blev på et tidspunkt tydeligt at det var svært for mange af dem med subprimelån at betale dem tilbage og dermed startede panikken.
Da subprimekrisen satte ind i USA, førte det til den finansielle krise, der efterfølgende fik boligbobler verden over til at springe. Da boligboblerne sprang, blev kapitalismens underlæggende råddenskab afsløret – også i den danske kapitalisme. Subprimekrisen var kun den udløsende faktor, havde det ikke været for den, havde der været noget andet, der blotlagde, at det økonomiske opsving var bygget på luftkasteller. Allerede i år 2006 var økonomien begyndt at halte og flade ud.
I 2009 har dansk økonomi stået i den værste krise i hvert fald siden anden verdenskrig. I første kvartal faldt BNP med 4 procent i Danmark [1]. Udsigterne for økonomien ser stadig temmelig dystre ud. Finansministeriet regner i deres redegørelse fra august 2009 med et fald i BNP i 2009 på 3 procent, og at økonomien vender i sidste halvdel af 2009, så væksten i 2010 bliver på 1 procent.
Gang på gang har vi i de danske medier hørt, at der var positive tegn for økonomien, og at opsving så ud til at spire frem. Det er dog indtil videre blot ønsketænkning – intet peger på, at opsvinget i dansk økonomi skulle være startet.
Tværtimod var faldet i væksten langt større i andet kvartal 2009, end økonomerne havde forventet, hvor BNP faldt med 2,6 pct. alene fra 1. til 2. kvartal.
”Dansk økonomi er faldet i et hul, der er betydeligt dybere end ventet, og det kommer til at tage lang tid at kravle op igen. ’Det er virkelig en streg i regningen. Der var begyndt at indløbe positive signaler, men vi må nu sige, at det er for tidligt at sige, at krisen er ovre’,” sagde økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus universitet til Jyllandsposten 1. oktober 2009.
Også antallet af konkurser og tvangsauktioner har fortsat deres historisk høje vækstrater. Antallet af tvangsauktioner steg fra juli til august 2009 med 16pct. (sæsonkorrigeret) og i forhold til august 2008 er antallet steget med 47pct., en voldsom stigning, der dog er startet fra et lavt niveau. [2]
Antallet at konkurser var i august 2009 på cirka 500, samme niveau som de to foregående måneder, hvilket er det højeste niveau målt nogensinde. [3]
De eneste tal, der peger i positiv retning, er aktiemarkederne, der siden lavpunktet i starten af marts og til september 2009 steg med 57 procent, men spørgsmålet er, om der er reelt hold i denne stigning. Det virker snarere som, at der igen er ved at blive opbygget en boble, der vil briste, når det viser sig, at stigningen på ingen måde har reelt grundlag i den virkelige økonomi. ”Det store spørgsmål er, om forventningens glæde er den største. […] Vi risikerer, at de økonomiske realiteter viser sig hårdere end det aktuelle aktiemarked har indstillet sig på, [… og at] aktiemarkedets pendul svinger ud igen i den negative retning,” siger Peter Falk-Sørensen, uafhængig aktieanalytiker og medejer af virksomheden Dansk Aktie Analyse til Jyllands-Posten 2. oktober 2009.
Krakket på finansmarkederne og krisen har ikke engang taget al luften ud af boligboblen. Hvis boligpriserne skal falde til det tidligere toppunkt i 1986, skal de falde med 42 procent i reale boligpriser fra den seneste top i 2007. I september 2009 var priserne faldet med 24 procent realt. “Men det er ønsketænkning, at prisfaldet stopper ved det hidtidige toppunkt. Hvor har vi grundlaget for, at det stopper der, hvis man går ud over ejendomsmæglernes og realkreditinstitutternes salgsgas og regeringens skåltaler? Vi er i en fase, hvor boligpriserne kommer til at falde kraftigt, og det vil vare længe,” siger Jens Lunde til epn.dk 5. november 2009.
Nogle økonomer forsøger at fremstille spørgsmålet om aktier, boligpriser og lignende som det afgørende for økonomien. Men det afgørende er produktionen, og modsætningerne i den grundlæggende økonomi er langt fra løst.
Det er muligt, at økonomien vil gå en smule frem målt i BNP, eller at profitterne vil stige – det er endda sandsynligt. Men det vil ikke ændre den grundlæggende situation for samfundets flertal. Arbejdsløsheden vil fortsætte med at stige, presset på arbejdspladserne vil tage til, og nedskæringerne i den offentlige sektor vil ikke standse. Et opsving vil på nuværende tidspunkt være midlertidigt og svagt, og det vil under alle omstændigheder bane vejen for en ny nedtur og nye krak.
Ethvert skøn om, at økonomien nu går fremad, er bygget på håb frem for virkelighed. Men det afgørende er som sådan ikke om væksten i BNP, der dækker over alt fra numerologers ydelser, til ambulanceudrykninger og maskinproduktion stiger eller falder med en halv procent, det viser et mere eller mindre overfladisk billede af, hvordan tilstanden i økonomien er.
Som sagt i den internationale del er der ingen tvivl om, at økonomien vil vende på et tidspunkt, der findes ikke en endelig krise i kapitalismen. Men ingen af de grundlæggende problemer er løst, og midlertidige svingninger op og ned i vækstraterne ændrer ikke på at kapitalismen grundlæggende set er indviklet i modsætninger. Vi kan ikke forvente et opsving der ligner det vi så i efterkrigsperioden, men snarere en langstrakt nedgang, med mindre ustabile opture undervejs. Det afgørende er ikke vækstraten som sådan, det afgørende er, hvordan det påvirker arbejderklassens vilkår, bevidsthed og kampvilje.
Det seneste opsving blev skabt på baggrund af øget udnyttelse af arbejderklassen, der blev tvunget til at løbe hurtigere og hurtigere. Det er nu arbejderklassen, der pålægges regningen for krisen, og opsvinget vil ligeså vel blive skabt på arbejderklassens bekostning.
Jobløst opsving
En af krisens mest markante konsekvenser har været eksplosionen i arbejdsløsheden. Virksomhed efter virksomhed gennemfører massefyringer.
Ledigheden var i juli 103.300 personer, svarende til 3,7pct. af arbejdsstyrken. Men ifølge blandt andet en stikprøve fra Danmarks statistik, refereret i Information 7. september 2009, er det reelle tal langt højere – de peger på 177.000, svarende til 6 pct., fordi mange unge ikke har meldt sig i A-kasse og ikke er berettiget til kontanthjælp og lignende. Dertil skal man lægge dem, der helt opgiver at få et arbejde igen og derfor forlader arbejdsmarkedet og dermed arbejdsløshedsstatistikken og for eksempel går på efterløn.
Ser man på alle dem, der modtager en form for ledighedsydelse, så er ledigheden i virkeligheden oppe på 218.000. [4]
Ved andet kvartal i 2009 var 67 procent af beskæftigelsesstigningen i den private sektor fra det seneste opsving forsvundet. På bare et år er den private beskæftigelse faldet med 115.000 fuldtidspersoner.[5] Det er mere end 9500 jobs der er forsvundet om måneden det sidste år!
Hvis ikke andet burde dette tal alene fordømme kapitalismen. Et system hvor millioner af mennesker verden over kastes ud i inaktivitet, ikke fordi de ønsker det, ikke fordi der ikke er brug for deres arbejde, og ikke fordi maskinerne eller udstyret mangler, men simpelthen fordi de produkter, de producerer, ikke kan sælges, fordi det store flertal, arbejderklassen, ikke har midlerne til at købe dem, fortjener ikke længere at eksistere.
Hvis man ser på, hvordan arbejdsløsheden fordeler sig, så er arbejderne i industrien og byggeriet hårdest ramt af den stigende arbejdsløshed.
I industrien er flest blevet fyret, hvor beskæftigelsen på årlig basis er faldet med 11,3 pct. fra første halvår 2008 og første halvår 2009, (svarende til 36.500 fuldtidspersoner). Det er især den tunge del af industrien, der er hårdt ramt; Fremstilling af metal (30,3 pct.), fremstilling af øvrige transportmidler (29,4 pct.), træindustri (28,7 pct.) og møbelindustri (25.5pct.).
Arbejderne i bygge- og anlæg er procentmæssigt hårdest ramt med et fald på 14,9pct. (svarende til 24.500 fuldtidspersoner). Her er især murerne (27,5pct.), malerne (19,8pct.), og tømrerne (18,7pct.) ramt.[6]
Alle økonomer fra finansministeriet, LO, AE-rådet og Nationalbanken er enige om, at selvom dansk økonomi skulle vende i anden halvdel af 2009 (hvilket er usandsynligt), så fortsætter arbejdsløsheden med at stige. Vi kan altså se frem til et såkaldt jobløst opsving, når det engang kommer.
Finansministeriet forudser i deres økonomiske redegørelse fra august 2009, at arbejdsløsheden i 2010 når op på 150.000 personer, hvilket vil sige 5,2pct.[7].
Nationalbanken opjusterede i midten af september deres skøn til 178.000. Men det skøn er baseret på, at boligpriserne begynder at stige i 2009, hvilket bl.a. de økonomiske vismænd afviser, hvis ikke så spår de, ifølge Jyllands-Posten 18. september 2009, en arbejdsløshed på 191.000.
Økonomisk konsulent i Dansk Industri Allan Sørensen, siger til Jyllandsposten 18. september 2009, at ”vi forventer at efterspørgslen og omsætningen begynder at stige i slutningen af året, men vi venter ikke at beskæftigelsen vil stige. Omsætningen er faldet meget og man skal tilpasse beskæftigelsen til det lavere produktionsniveau. Den tilpasning er absolut ikke sket fuldt ud endnu.”
Holder disse tal vil al den vækst, der har været i beskæftigelsen siden opsvinget startede i 2004 blive sat over styr. Med andre ord er de sidste fire års opsving forsvundet ud i den blå luft på et års tid.
Summa summarum: massefyringernes tid er langt fra overstået, men først lige begyndt! Og den danske arbejderklasse skal ifølge kapitalisterne vænne sig til en lavere levestandard.
En syg kapitalisme
Kapitalismens eksistensberettigelse var at udvikle produktionsmidlerne. Konkurrencen tvang kapitalisterne til konstant at udvikle teknikken, at øge produktiviteten, dvs. det menneskelige arbejdes produktive kræfter.
Men kapitalismen er ikke længere et progressivt system, men et system der er gennemråddent. For det første har vi de tilbagevendende overproduktionskriser, der på den ene side gør millioner arbejdsløse, mens millioner sulter, samtidig med at varer ophobes i enorme lagre. Ikke fordi der ikke er brug for dem, men fordi dem der har brug for dem, ikke har råd til at købe dem. Produktionen står stille, fordi det ikke er profitabelt at producere. Kriserne rammer, med Marx’ ord, som en epidemi og kaster samfundene langt tilbage.
Den nuværende krise har bombet økonomien langt tilbage. BNP var ifølge Jyllands-Posten 1. oktober 2009 tilbage på samme niveau som i 2004, der var startpunktet for det seneste opsving.
Industriproduktionen var i juni 2009 faldet med 20 procent på årsbasis.[8]
Investeringerne er kollapset. Investeringerne faldt i andet kvartal i 2009 katastrofalt med over 10 procent. Og der er ikke umiddelbart tegn på, at investeringerne vil vokse foreløbig.
”Når den egentlige efterspørgsel blandt kunderne bliver mindre, tømmer virksomhederne lagrene og tilpasser produktionen. Det betyder, at der i øjeblikket er ledig kapacitet i produktionen som kan klare den langsomt spirende efterspørgsel, der måtte komme. Derfor tror jeg heller ikke, vi i 2. halvår [2009] skal forvente nogen stigning i investeringerne,” siger Anders Jensen leder af Nordeas danske bankforretning til Jyllands-Posten 1. oktober 2009.
Sagen er, at produktionen er faldet drastisk og nu er på et meget lavere niveau end før krisen, og hvis bare økonomien stagnerer, så fortsætter vi på det lave niveau.
Det eneste, der reelt fører samfundet fremad, er reel produktion, og lige nu er en stor del af produktionen stoppet eller på tilbagegang.
Kapacitetsudnyttelsen i industrien har været faldende i takt med den faldende efterspørgsel fra både ind- og udland. Ifølge Danmarks statistik er kapacitetsudnyttelsen nu på 73 procent, i forhold til første kvartal 2007, hvor den var på 88 procent. Det betyder med andre ord, at under tre fjerdedele af Danmarks produktionsapparat er i brug, et ufatteligt spild af ressourcer.
Problemet er, at virksomhedernes varer ikke kan afsættes, fordi folk ikke kan købe dem. I september 2009 svarede mere end 60 procent af DI’s virksomhedspanel i en undersøgelse bragt i Jyllands-Posten 18.september 2009, at ”ringe afsætningsmuligheder” er ”den største aktuelle vækstbarriere for virksomhedernes udviklingsmuligheder i Danmark”.
Investeringerne begyndte allerede at falde i starten af 2008, altså før den finansielle krise ramte Danmark: ”Efter den meget kraftige højkonjunktur i 2005-06 voksede dansk økonomi mindre allerede i 2007. I første halvår af 2008 fortsatte den indenlandske afdæmpning af væksten, hvorefter den internationale finanskrise for alvor slog igennem herhjemme i andet halvår af 2008. Opbremsningen i konjunkturerne var således allerede i gang, inden finanskrisen for alvor begyndte at rulle. Samlet set oplevede Danmark et fald i BNP på 1,1 pct. sidste år – det er det største BNP-fald siden den første oliekrise i 1975.” (LO, Øje på beskæftigelsen, maj 2009)
Med andre ord, krisen er ikke en finanskrise, men en krise i den virkelige økonomi.
Den nuværende krise har afsløret al råddenskaben, og skeletterne er væltet ud af skabet. De helt åbenlyse eksempler er svindlere som Madoff og Stein Bagger, der begge blev hyldet som fantastiske forretningsmænd, inden deres svindelnumre blev afsløret. Men de er de åbenlyse eksempler, og sættes i fængsel som kriminelle, fordi de snyder andre kapitalister.
Men selve kapitalismens funktionsmåde er rådden. Penge investeres i spekulation frem for produktion, selvom det kun er produktion, der skaber noget, der øger menneskets velstand. Kapitalisternes drøm er at tjene penge på penge, og det har de gjort i overmåde grad i den seneste periode på aktiemarkeder, derivatmarkeder og alle mulige andre obskure markeder, og de er godt i gang igen. De rige skal nok redde sig gennem krisen uanset hvad.
Selvom de taber et par millioner, eller en bonusløn et par år, så rammer det ikke deres formuer i bund og grund. De største vinder på krisen. Ser man for eksempel bare på banksektoren er det tydeligt at se, at de mindste bukker under og de ”sunde”, dvs. profitable, dele af forretningen opkøbes af de største banker, der på den måde øger deres markedsandele og mindsker konkurrencen. Allerede Lenin forklarede i sit mesterværk Imperialismen, kapitalismens højeste stadie, hvordan kriser fører til en øget centralisering, hvor de største virksomheder opkøber de mindre, fusionerer osv. så der sker en indskrænkning af konkurrencen.
Krisers funktion i kapitalismen er at rense ud i systemet ved at smadre produktionsmidlerne. Efter depressionen i 1930’erne var det i virkeligheden først anden verdenskrig, der med sin forfærdelige ødelæggelse af menneskeliv, maskiner, fabrikker, boliger osv. lagde grunden for et længere opsving. Men opsvinget efter anden verdenskrig var en undtagelse i kapitalismen. Den nuværende krise har ikke udryddet al såkaldt overkapacitet i økonomien. Krisen vi blive langstrakt og dyb, uanset at der i nogle perioder vil stå et plus foran BNP og i andre et minus.
Pres fra alle sider
Krisens byrder vil blive lagt på arbejderklassen, og kapitalisterne vil bruge krisen til at presse arbejderklassen på alle fronter.
Allerede nu ser vi, hvordan kapitalisterne bruger truslen om fyringer til at presse arbejderne til at gå med på lønnedgang, øget arbejdstempo osv.
Kapitalisterne lukker gamle traditionelle industrier ned, tobaksindustrien, skibsindustrien, slagterierne med et pennestrøg. De smadrer produktionen i Danmark uden hensyn og kaster tusinder ud i arbejdsløshed, som de bruger til at true de resterende arbejdere til at rette ind.
Danish Crown, der allerede har fyret 3000 slagteriarbejdere, truede i Jyllands-Posten 22.september 2009 med flere slagterilukninger, og i sidste ende at hele slagteriproduktionen i Danmark kan lukke, hvis ikke slagteriarbejderne er med til at finde reduktioner i lønomkostningerne på 20 procent. Under truslen om fyring krævede TDC i Jyllands-Posten 18. september 2009, at 30 procent af 250 sælgeres løn skal erstattes af såkaldt provisionsløn, dvs. at sælgerne skal gå 30 procent ned i løn, og så kan håbe på at de får de resterende 30 procent i konkurrence med de andre ansatte.
Danica, danske banks forsikringsselskab, opfordrer ifølge Jyllands-Posten 18. september 2009 samtlige ansatte til at gå på deltid trods et overskud på 717 mio. kr. i årets første halvår. De ansatte har allerede givet afkald på lønstigninger på 3,2 procent, som de ifølge lokalaftalen skulle have haft for at undgå fyringer og de er gået 3,2 procent ned i tid, ca. en time om ugen.
Det er bare nogle få eksempler. Samtlige arbejdere i Danmark kan melde om hvordan krisen på den ene eller anden måde er blevet brugt til at forsøge at øge arbejdspresset, sænke lønningerne eller på anden måde spare arbejdsgiverne penge.
Også virksomheder, der de seneste år har skovlet milliarder ind i overskud, og som stadig har kistebunden dækket godt og grundigt, og hvor mange stadig har overskud, bruger krisen til at forsøge at knække den stærkt organiserede danske arbejderklasse.
Tidligere brugte de borgerlige (og desværre også en del fra toppen af arbejderbevægelsen) argumentet om at kapitalisterne i deres evige jagt efter profit blev tvunget til at udvikle produktionsmidlerne. Og i Danmark for 50 år siden kunne der være et gran af sandhed i dette. Men i dag ser vi i stigende grad, at kapitalisterne investerer i alt andet end de produktive dele af økonomien: reklame, finansservice, konsulentvirksomhed eller rendyrket spekulation. De smadrer endda, hvad der allerede er blevet opbygget som eksemplerne fra lukning af produktion hos Lindø, MAN Diesel Frederikshavn og Vestas bevidner.
De danske kapitalister har bevist at de på ingen måde er i stand til at udvikle produktionen.
Duk nakken og hold vejret
Krisens umiddelbare effekt har også i Danmark været at sætte arbejderne i en tilstand af chok. I andet kvartal af 2008 var der kun 70 såkaldt vilde strejker i Danmark, hvilket ifølge Politiken 28. december 2009 er det laveste antal siden statistikker begyndte at blive indsamlet i 1991.
Truslen om arbejdsløshed er særdeles reel, især med de mange forringelser af dagpengene der er blevet gennemført. For mange arbejdere vil det være en katastrofe at blive fyret og skulle på dagpenge, der maksimalt er 15.000 kroner før skat. Intentionen var oprindeligt, at dagpengene skulle dække 90 procent af lønnen, men med dagpengeloftet på 15.000 kroner, dækker dagpengene for mange kun 50 procent. Arbejderklassen fik i de seneste opsving at vide at arbejdsløsheden var afskaffet og at de trygt kunne gældssætte sig op over begge ører som om de altid ville have arbejde. Arbejdsløshed vil være en katastrofe for mange familier, for mange er det en katastrofe i sig selv ikke længere at kunne tage overarbejde, og når renterne igen begynder at stige fra det historisk lave niveau vil det føje yderlige spot til skade.
De seneste år er arbejderfamilier tvunget ud i bundløs gæld af de stigende boligpriser, og de sidder så hårdt i det, at en fyring kan betyde ikke bare tab af job, men af hus og hjem og livet, som man kender det. Det er klart, at man tager sådan en trussel alvorligt og dukker nakken og accepterer nogen angreb.
Oveni det skal lægges de seneste års kampe. Det har især været de offentligt ansatte, der har været ude i strejker både imod nedskæringer og den store overenskomststrejke i foråret 2008. Protesterne mod nedskæringer var spredte og isolerede og ledelsen for de strejkende gjorde intet for at samle kampene, og i sidste ende blev nedskæringerne ikke trukket tilbage. Overenskomststrejkerne i foråret blandt sygeplejersker, pædagoger og sosu’er blev en meget lang og hård kamp.
Ledelserne for de forskellige fagforeninger var medvirkende til at isolere og splitte grupperne frem for at samle dem. Resultatet efter 9 ugers strejke blev lidt bedre end det resultat de strejkende havde forkastet, men da de privatansatte ikke er steget ligeså meget i løn, som man regnede med, og da en del af lønnen reguleres i forhold til dette, er det endelige resultat faktisk dårligere.
Hvad der umiddelbart lignende en lille sejr, er endt i hvad de fleste af de strejkende og resten af arbejderklassen anser som et nederlag. Ansvaret lægger fuldstændig på fagtoppens skuldre. Arbejderklassen må samles på tværs af fag og offentlige og private.
De seneste år har vist at det ikke er holdbart med overenskomstforhandlinger på forskellige tidspunkter for de offentlig- og privatansatte. Det er en bevidst opsplitning fra arbejdsgiverne, som vi må kæmpe imod. Det er klart at det har haft en demoraliserende effekt på bevidstheden at de grupper der har gået forrest i kampene de seneste år led mere eller mindre nederlag. Men det har ikke kun en demoraliserende effekt, men især de grupper der har været ude i kampe drager sine konklusioner, lærer af erfaringerne.
Krisen giver kapitalisterne en undskyldning, som arbejderne i hvert fald til at starte med accepterer; at ordrebøgerne skrumper ind, der er mindre at lave, og så er det jo klart, at nogen må fyres, så resten kan beholde deres job. Man må arbejde lidt hurtigere, acceptere lønnen går lidt ned, at de lokale lønforhandlinger udskydes, at alle sættes på arbejdsfordeling osv. Men det er en effekt, der ikke holder evigt.
En eksplosion i klassekampen på nuværende tidspunkt er mindre sandsynlig på grund af krisen og den fuldstændige mangel på ledelse fra venstrefløjen i fagbevægelsen. Det enorme tomrum i arbejderbevægelsen kombineret med arbejdsgivernes ubønhørlige angreb gør, at nye ledere fra arbejdspladserne vil blive kastet frem i front for klassekampen. Det vil gøre processen mere kaotisk og medføre flere nederlag, end hvis der eksisterede en stærk, velorganiseret venstrefløj i fagbevægelsen, som kunne vise en vej frem. Men under de nuværende forhold kan det ikke være anderledes.
Det er som om, at hele arbejderklassen lige nu holder vejret. Men som alle ved, er det en temmelig tidsbegrænset beskæftigelse. Til at starte med håbede arbejderne, at komme igennem krisen hurtigt og derefter kunne ånde lettet op, og at alt derefter vil gå tilbage til sådan som det var før krisen. Men allerede nu er den illusion ved at briste, og arbejderne kan se det ikke er muligt, de kan bare endnu ikke se noget andet alternativ end håbet.
Der kan sagtens bryde kampe ud forskellige steder allerede inden krisen er ovre, som vi har set i andre dele af verden, og de kan antage en særdeles bitter karakter som for eksempel fabriksbesættelser. Men de fleste arbejdere vil ikke kaste sig ud i isolerede kampe, så længe krisen kradser, da det er rent selvmord, og prisen højst sandsynligt er en fyreseddel, som skraldemændene fra HCS er et glimrende eksempel på. Trotskij forklarer i artiklen Tidevande, hvordan arbejderklassens kampaktivitet er uløseligt forbundet med arbejdernes bevidsthed om deres forståelse af deres uerstattelige rolle i produktionen, som svækkes af krisen.
Det er muligt, at der bryder mere generaliserede kampe ud, allerede inden krisen er ovre. Men der er ingen tvivl om, at når der begynder at komme tegn på, at økonomien er vendt, og ordrebøgerne igen begynder at fyldes, begynder arbejderklassen at tænke, at nu kan vi igen trække vejret. Kapitalisterne vil kræve, at de fortsat dukker nakken. Det vil uden tvivl føre til en eksplosiv situation. Vi kan ikke forudsige præcis hvornår og i hvilken form, klassekampen vil eksplodere, men der er ingen tvivl om at det første chok, som krisen medførte, ikke holder evigt.
OK2010
[Bemærk, at dette dokument er skrevet inden overenskomsten for 2010. Derfor er resultatet ikke med, men analysen har efterfølgende vist sig at være korrekt – red.]
Allerede nu kan vi se, at arbejdsgiverne lægger op til en hård linje i overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked om OK2010, der skal afsluttes i foråret.
Også den borgerlige regering har gjort det helt klart, at den lægger hele byrden for krisen på arbejderklassens skuldre. Finansministeren siger i sin økonomiske redegørelse fra august 2009, at ”En moderat lønudvikling, der tager tilstrækkeligt hensyn til de udlandskonkurrerende erhverv, vil være udtryk for et fleksibelt dansk arbejdsmarked og øge sandsynligheden for en relativt hurtig genopretning af dansk økonomi.”
Sidste gang arbejderne i det private skulle forhandle løn var i 2007, da opsvinget var på sit højeste. Alligevel var lønstigningerne moderate, og de problemer mange havde peget på, såsom bedre forhold for skifteholdsarbejdere og højere lærlingeløn, var ikke blevet løst.
Ifølge LO var lønstigningstakten i 2008 på DA-området på 4,5 procent sidste år, når der medregnes pension og andre forbedringer. I 2008 var inflationen på 3,1 procent, hvilket har givet en minimal reallønfremgang. ”Det indebærer, at overenskomstresultatet fra foråret 2007 kun blev suppleret af en moderat lønglidning, på trods af at ledigheden var på det laveste niveau siden 1960’erne.” Derudover, siger LO, er lønstigningstakten faldet yderligere i 2009 på grund af den stigende arbejdsløshed og udskydelsen af de lokale lønforhandlinger.[9]
Det mest sandsynlige er, at kampen især kommer til at foregå i forbindelse med de lokale forhandlinger. Indenfor mange områder forhandles størstedelen af lønnen decentralt, efter overenskomsten er indgået. Det er forholdsvist nemt for arbejdsgiverne centralt at gå med til et resultat der siger at vi skal sikre reallønnen, hvorefter de så på arbejdspladserne kræver en lønnedgang på 20 procent. I byggeriet er det for eksempel sådan at den virkelige løn nu lægger et godt stykke over mindstelønnen i overenskomsten, på grund af akkord. Det åbner op for enorme angreb. Vi forklarede at overenskomsten i 2007 var den oplagte mulighed for at gøre noget ved problemet og kræve høje mindstelønninger, men fagtoppen gjorde intet. Det må betegnes som skandaløst at man af ansvarsfølelse overfor arbejdsgiverne smed en så oplagt mulighed væk. Det decentrale system, der er blevet indført igennem de seneste mange år, svækker arbejderklassen, hvis eneste styrke er enhed. Det er et redskab for kapitalisterne til at skære ned.
Fagforeningstoppen gør, hvad de kan for at holde forventningerne nede. Chefforhandler for industriens ansatte, formand for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen har meget moderate forventninger, ”Vi går efter at udbygge de ordninger, vi allerede har og få forhøjet satserne. Man skal ikke forvente voldsomme nye ting. Det bliver mere vedligeholdelse.” Han forventer, ifølge Jyllandsposten 1. oktober 2009, som minimum lønstigninger på niveau med inflationsudviklingen.
Allerede nu ser det ud til at fagtoppen, ligesom de gjorde i blandt andet 2007, vil forsøge at aflede medlemmernes krav ind af mere ufarlige kanaler, og denne gang ser det ud til at ligelønnen skal holde for. Det er klart, at vi som socialister støtter ligeløn mellem mænd og kvinder. Hvad vi ikke kan støtte er hvis det på nogen måde bruges som undskyldning for at arbejderklassen skal gå ned i løn, så alle får lige lidt.
Ligelønnen er et problem, der burde være løst for længst. Arbejdsgiverne har haft siden 1973, hvor det blev vedtaget i overenskomsterne til at løse problemet, og det må være dem, der betaler, udover hvad der ellers kræves i overenskomsterne. Vi kan ikke støtte, at en eller anden kommission eller udligningsordning bruges som undskyldning for manglende forbedringer i OK2010. I 2007 var det kravet om efteruddannelse der blev brugt som undskyldning for ikke at kræve lønstigninger, og det der blev fremhævet som den virkelige sejr i OK07. Men ude på arbejdspladserne mærker man intet til efteruddannelsen, og folk spørger, ”hvad skal vi bruge det til?”
Et vigtigt krav bliver forholdene for arbejdsløse, hvor i hvert fald delegerede til Metals kongres og OK2010-initiativet kræver bedre fratrædelsesordninger og højere dagpenge. Lene Espersen svarede med det samme, at hun i stedet mente, at dagpengene skulle sættes ned. Endnu engang er det tydeligt, at al snak om adskillelsen af det faglige og det politiske i den danske model ikke er andet end en tom frase. Arbejdsforhold kan aldrig være upolitiske, spørgsmålet om udliciteringer, arbejdsmiljø, løn, ferie, forholdene for arbejdsløse og så videre er spørgsmål der ikke kun kan løses fagligt. Toppen i dansk politik, arbejdsgiverorganisationerne og desværre også fagforeningerne bruger den danske model til at fjerne ansvaret fra politikernes skuldre, og holde arbejdernes kampe ad rent faglige kanaler.
Men hvad kommer der til at ske? Det er utrolig svært at forudsige. Hvis ikke økonomien vender inden er der stor chance for at arbejderklassen dukker nakken, og endda accepterer for eksempel en nulløsning. Hertil skal lægges det faktum at dem der traditionelt har udgjort venstrefløjen i fagforeningerne og ført en nej-kampagne, denne gang ikke engang har formået at indkalde til en tillidsmandskonference, men gang på gang har aflyst og udskudt en sådan.
Når lederne af fagbevægelsen viser de absolut ikke er parate til at kæmpe, når lederne af den såkaldte venstrefløj viser, de har fuldstændig kapituleret, skal der mere til før, arbejderne siger nej. Kampene kommer nok især til at foregå i forbindelse med de lokale forhandlinger. Men hvis arbejdsgiverne går for langt i offensiven og tænker de kan knække arbejderklassen på een gang, og især hvis økonomien viser tegn på bedring, kan det være dråben, der får bægeret til at flyde over.
Angreb på alle fløje
Det er ikke kun på arbejdspladserne, at arbejderklassen kommer under angreb, men alle tilkæmpede rettigheder og reformer vil komme under massivt pres. Arbejderklassen i vesten har vænnet sig til et halvciviliseret liv og anser velfærdsgoder som pension, en ordentlig behandling ved sygdom, god ældrepleje, arbejdsløshedsunderstøttelse osv. for normen. I den næste periode vil alle disse goder komme under angreb, og det vil vise sig, at de ikke er normen for arbejderklassen, men snarere en historisk undtagelse.
I finanslovsforslaget for 2010 lægger regeringen op til, at der næste år kommer et underskud på statsbudgettet på mere end 85 mia. kroner, hvilket skal sammenlignes med sidste års overskud på omkring 60 mia. kr. Det er det største underskud, siden Anker Jørgensen gik af i 1982.
Det er penge, som staten skal låne. Lån skal betales tilbage, og det er helt tydeligt, at borgerskabet vil forsøge at tørre den af på arbejderklassen over de næste mange år. Vi så hvordan statsunderskuddet fra 1970’erne førte til massive angreb både i ”fattigfirserne” og halvfemserne.
Det er klart, at en krise fører til problemer for de offentlige finanser. Større arbejdsløshed fører til færre indtægter i form af skatter, og udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse stiger. Derudover er underskuddet endnu større, fordi regeringen har fremrykket en række offentlige investeringer i et forsøg på at sætte gang i økonomien, og ikke mindst fordi de med Forårspakke 2.0 har vedtaget skattelettelser for 30 milliarder kroner fra 2010. Skattelettelser der gavner de højest uddannede absolut mest. En voksen med en lang videregående uddannelse kan forvente 13.000 kr. ekstra i 2010, mens en ufaglært kan forvente 2500 kr. og en faglært arbejder 4000 kr. [10]
Derudover kom det efter vedtagelsen frem, at skattereformen indeholder et massivt angreb på fagbevægelsen, som skal betale millioner mere i skat i 2010. LO familiens 18 forbund mister et fradrag på 650 millioner næste år vurderes det, hvilket betyder en skatteregning på mindst 162 mio. kr., som bliver trukket fra strejkekasserne.[11]
På uddannelserne lægger regeringen op til besparelser for mere end 1 mia. kr., og i kommuner og regioner fortsætter den stramme økonomiske politik med at betyde massive nedskæringer.
Angreb på børn, ældre og syge
De seneste mange, mange år er der blevet skåret ned på velfærden. Pædagoger, sosu’er, sygeplejersker, skoleelever osv. har protesteret, og fortalt den ene hårrejsende historie efter den anden om hvordan nedskæringerne rammer ikke bare deres arbejdsvilkår men forholdene for børn, gamle og syge.
Også i 2010 fortsætter de massive nedskæringer i kommunerne og regionerne. 42 kommuner, det vil sige omkring halvdelen, søgte om del i en støttepulje for særligt udsatte kommuner, som giver kommunen lov til at sætte skatten op. Kun 17 har fået lov.
Hver anden kommune regner med besparelser på daginstitutioner og folkeskoleområdet i 2010. Nogle andre korte eksempler for at illustrere situationen:
Frederikshavn Kommune nedlægger 200 stillinger som led i en budgetbesparelse i 2010 på 110 millioner kroner. Hver tiende lærer i Kolding kommune skal fyres. I alt fyrer kommunen 400 af kommunens 8.000 ansatte. Der er vedtaget besparelser på knap 300 millioner kroner på hospitalerne i hovedstaden. Budgettet blev vedtaget med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti.
Vedtagelsen af spareplanen betyder blandt andet, at noget af underskuddet skal dækkes ind ved at skære 58 stillinger på Rigshospitalet. I alt skal Riget ifølge Dagens Medicin 2. september 2009 skære 70 millioner kroner.
Ikke bare regeringens skattestop og stigende udgifter til arbejdsløse rammer kommunerne, men også kollapset på boligmarkedet har haft betydning for økonomien. Samlet har kommunerne sænket forventningerne til indtægter på salg af jord og ejendomme med 81,5 mio. kr., som der allerede var budgetteret med i 2009. I 2006 på højdepunkt tjente kommunerne tilsammen knap 8 mia. kr., i 2008 var det tal faldet til 3,5 mia. kr. [12]
Skoler, børnepasning, ældrepleje, sygehuse og al anden velfærd er under angreb. Det er muligt, at det på overfladen ser ud til, at regeringen øger udgifterne til det offentlige i 2010, men det dækker i virkeligheden blot over fremrykning af en række allerede planlagte investeringer, og kan ikke dække det enorme efterslæb, der er på vedligeholdelse og behov for nybyggeri, og det kommer ikke til at betyde bedre velfærd.
På den anden side giver regeringen deres venner i erhvervslivet og forsvaret milliarder. Forsvaret fik 3 mia. ekstra i forsvarsforliget der blev vedtaget i foråret. Og i efteråret 2009 vedtog regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en erhvervspakke. Regeringen havde oprindeligt lovet erhvervslivet fem mia. kr., men erhvervspakken endte med at koste 4,2 mia. kr. Det fik erhvervslivets repræsentanter til at klynke højlydt i medierne, mens de selv samme mennesker kynisk afviser ethvert velfærdskrav fra almindelige mennesker. De sidste 800 mio. kr. er ikke helt ude, men kan måske blive lagt oveni pakken til foråret.
Det viser, hvor regeringens venner sidder; på direktionsgangene. De rigeste fortsætter med at skovle penge ind, mens arbejderklassen og de svageste i samfundet skal holde for.
Der er ingen tvivl om, at angrebenes intensitet vil tage til i de næste år. Ser man på hvad tænketanken CEPOS, de økonomiske overvismænd og arbejdsmarkedskommission kommer med af forslag og udtalelser, bliver det helt klart, hvad borgerskabet kræver i den næste periode; at dagpenge, efterløn, pension og alle andre af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder skal angribes. Regeringen afviser forslagene for nu, men der er ingen tvivl om, at det bliver en del af deres program i den næste periode.
1: Finansministeriet, Økonomisk Redegørelse, august 2009.
2: Nyt fra Danmarks statistik, nr. 391, 4. september 2009. ”Flere tvangsauktioner”.
3: Nyt fra Danmarks statistik, nr. 394, 4. september 2009. ”Uændret højt antal konkurser”
4: Se Socialistisk Standpunkt nr. 50 (sept/okt 2009).
5: AE-rådet, 26. august 2009 ”Beskæftigelsen er faldet med langt over 100.000 på et enkelt år.” af Pedersen og Druedahl. Den årvågne læser vil opdage, at tallet er højere end ledighedstallet nævnt ovenfor. Det skyldes bl.a. at en del som sagt forsvinder ud af ledighedsstatistikken pga. efterløn og andet og at der er ansat lidt flere i den offentlige sektor i samme periode.
6: AE-rådet, 17. september 2009, ”Status over arbejdsmarkedskrisens tabere og vindere”, af Pedersen og Druedahl
7: Finansministeriet, Økonomisk redegørelse august 2009.
8: Finansministeriet, Økonomisk redegørelse august 2009.
9: LO, ”Øje på beskæftigelsen”, maj 2009
10: AE-rådet, 22. august 2009 ”Regeringens skattelettelser skævvrider Danmark”, af Juul.
11: LO’s ugebrev A4, ”Skattereform skyder hul i fagbevægelsens formue”.
12: LO’s ugebrev A4, ”Boligkrisen sender kommuner på smalkost”
