Indledning
Vi lever i den mest turbulente periode i verdenshistorien, og det er nemt at lade sig rive med af det tilsyneladende kaos, der hersker omkring os. Borgerlige økonomer lovede evig fremgang, og nu står vi i den dybeste krise siden depressionen i 1930’erne, og hvad der kan udvikle sig til den dybeste krise nogensinde.

Borgerskabets teoretikere har mistet deres autoritet efter, at deres teorier har vist deres fallit, borgerskabets eksperter er ude af stand til at finde hoved og hale i situationen.

Marxisterne forudsagde, at kapitalismen ville komme i krise, og gennem årene har vi forstået udviklingens retning. Hverken fordi marxisterne har en krystalkugle, som de kan se ind i fremtiden med, eller fordi marxister er ”klogere” end borgerskabets teoretikere. Men simpelthen fordi marxismen tager udgangspunkt i virkeligheden, som den er, i fakta, og herudfra udleder de love, der behersker naturen, historien og samfundet. Borgerskabets teoretikere fremstiller i virkeligheden borgerskabets ideale verden. De udvikler deres teorier ud fra, hvordan de ønsker virkeligheden skal se ud, og ikke hvordan den rent faktisk udvikler sig.

Marxismen ser på udviklingen som en proces, de indbyggede modsatrettede kræfter, de underliggende love. Marxister forstår udviklingen som en helhed, hvor økonomien, politikken, klassernes bevidsthed, ledelse, organisering osv. alle fungerer i et samspil.

Men som Marx forklarede [i Teser om Feuerbach], så handler det ikke om at ”fortolke verden” men om at ”forandre den”. Vi skriver ikke et perspektiv blot for forståelsens skyld, men fordi man ikke kan forandre, hvad man ikke forstår.

Et perspektivs opgave er ikke at beskrive hver enkelt begivenhed men at udtrække de vigtigste processer og forstå udviklingens retning. Et perspektiv kan ikke forudsige enkeltheder, men kan pege på de generelle processers retning. Vi kan ikke sige præcis hvor, hvordan og med hvilke krav klassekampen konkret vil bryde ud, men vi kan sige at den næste periode vil byde på klassekamp, og vi kan sige at klassekampen i den næste periode typisk vil bestå af relativt isolerede, hårde og meget bitre kampe.

Vi står nu i starten af en ny epoke. Men at konstatere dette siger ikke meget. Det er udgangspunktet for en konkret undersøgelse af situationen i de forskellige lande.

Vi fremlægger dette perspektiv, ikke som det endelige svar, men som et udgangspunkt for diskussion. Vi indbyder alle, der ønsker at ændre samfundet til at deltage i diskussionen, jo flere vinkler og synspunkter, der kan indgå i diskussionen, jo større chance er der for, at perspektivet bliver så korrekt som muligt.

International turbulens
Det er nu snart to år siden, at den dybeste krise siden depressionen i 1930’erne satte ind. Krisen markerer et nyt stadie i den periode, som vi i tidligere perspektiver har karakteriseret som den mest turbulente periode med ustabilitet på alle niveauer; økonomisk, politisk, socialt og militært.
Krisen har ført til kollapset af nogen af verdens største banker og finanshuse, utallige firmaer og ikke mindst hele lande, som Island.

Krisen har ikke formindsket turbulensen, men har på nogen måder ændret dens karakter. Den økonomiske krise var den mest synkrone krise på verdensplan historien nogensinde har set.

Marx og Engels forklarede allerede i det Kommunistiske Manifest, hvordan kapitalismen ville skabe et verdenssystem. Kapitalismens udvikling driver den ud over hele kloden for at finde nye markeder og nye steder med billig arbejdskraft. På den måde spredes kapitalismen til et verdenssystem, hvor ingen lande kan undslippe.

Kapitalisternes evige jagt på profit er skyld i krisen. Kapitalismen har en indbygget tendens til overproduktion, fordi der bliver produceret flere varer, end der er efterspørgsel efter. Ikke fordi der ikke er mennesker, som har brug for disse varer, men fordi arbejderklassen ikke har pengene til at gøre deres efterspørgsel gældende, og kapitalisternes formål ikke er at forbruge men at investere for at tjene profit. Som arbejdsløsheden er taget til, og arbejderklassens købekraft er blevet forringet yderligere, er overproduktionen kun blevet endnu større.

I krisens første stadier sås overproduktionen klarest i form af bugnende lagre. Efterfølgende er lagerne faldet, om end de stadig er store, og overproduktionen ses nu tydeligt i maskiner, som står stille, og arbejdere, som står uden arbejde. De officielle tal fra ILO siger, at antallet af arbejdsløse i 2009 runder 230 millioner på verdensplan.

Et vendepunkt
Det er vigtigt for marxister ikke bare at være optaget af konjunkturcyklussen. Styrken af de enkelte opsving og kriser er ligeså afgørende. Perioden er afgørende.

I perioden fra 2. verdenskrig til begyndelsen af 1970’erne – det såkaldte efterkrigsopsving – var opsvingene generelt stærkere og kriserne svagere. Baggrundene for dette var mange og af både økonomisk, social og politisk karakter. Grundlæggende set var det vigtigste et enormt investeringspotentiale efter 2. verdenskrigs ødelæggelser og en række nye brancher (kemiske, plastiske, elektroniske mv.)[1]. I 1960’erne spillede væksten i verdenshandlen også en afgørende rolle.

Med krisen i 1972-73 blev det hele vendt på hovedet. Nu var kriserne stærkere end opsvingene. Godt nok fortsatte produktionen med at vokse svagt, men arbejdsløsheden blev højere og højere for hver krise. Selvom regeringerne verden over hældte milliarder og milliarder ud på markederne gennem offentligt forbrug og investeringer hjalp det lige lidt. I stedet førte det til inflation og offentlige underskud, som mange lande i dag stadig lider under.

Det var kun med arbejderklassens svækkelse og nederlag i 1980’erne, at kapitalismen oven på Sovjetunionens sammenbrud kunne få vendt skuden. Men opsvingsperioden fra begyndelsen af 1990’erne var på ingen måde som efterkrigsopsvinget. Arbejdsløsheden faldt godt nok, selvom kreativ statistik tit overdriver faldet. Men opsvinget var langt svagere og ikke bygget på en eksplosion af investeringer, men i højere grad på en voldsommere udbytning af arbejderklassen, som måtte løbe hurtigere og hurtigere og næsten ingen lønstigninger fik. Medvirkende faktorer var derudover den øgede verdenshandel, som følge af de nye markeder og den billige arbejdskraft i Østeuropa, Rusland samt Indien og Kina, de nye IT-brancher og liberaliseringen af finansmarkederne.

Allerede omkring årtusindskiftet var grundlaget for opsvinget grundlæggende set udbrændt. Det resulterede både i krisen i Sydøstasien i slutningen af 1990’erne og den såkaldte IT-krise i 2001-03[2], som afslørede en enorm overproduktion i især IT-branchen.

Men en dybere krise blev midlertidigt undgået på dette tidspunkt gennem en enorm gældsætning på baggrund af bobler på bolig- og aktiemarkeder samt for mere obskure finansielle instrumenter. Da boblerne bristede i 2008 førte det til, at alle modsætningerne i den virkelige økonomi brød ud i lys lue. Den nuværende krise er ikke, som nogen hårdnakket kalder den, en finanskrise, men en overproduktionskrise i den virkelige økonomi. Boblerne var med til at forstærke krisen, men skabte den ikke [se vores tidligere perspektiver for en grundigere forklaring].

Den krise som begyndte i 2008 var ikke bare en lidt hårdere version af den vi så i 2001-3. Den nuværende krise er ikke en tilfældigvis hård krise i en opgangsperiode; det er tværtimod den første krampetrækning i en længere kriseperiode, som følger efter en lang periode med ophobning af uløselige modsætninger i det kapitalistiske system.

Økonomisk opsving på vej?
Især fra sommeren 2009 startede verdens økonomer at tale om ”opsvingets grønne spirer”, med andre ord spåede de, at opsvinget var på vej. I USA og andre af de større lande har der været en positiv vækst i BNP fra sommeren 2009 og frem.

Men der er intet grundlag for den jubeloptimisme, som nogle økonomer udviser. Jubeloptimismen baserer deres optimisme på, at kurverne ikke er ligeså stejle som tidligere; for eksempel at arbejdsløsheden i USA ikke stiger så hurtigt som i krisens start, at forbrugertilliden er knap så dårlig og lignende.

Det kan ikke afvises, at BNP vil vokse i de kommende kvartaler. Men der er på ingen måde lagt op til en stabil fremgang i kapitalismen og en tilbagevenden til de kapitalismens ”gyldne dage”, med relativt høje vækstrater og ikke mindst og en forholdsvis stabil udvikling.

Det er vigtigt at bemærke, at de positive vækstrater er et resultat af de præcis samme virkemidler, som i første omgang var med til at udskyde krisen; gæld. Og gæld skal betales tilbage, og det med renter.

Tidligere var det arbejderklassen, med udgangspunkt i boligboblen, og virksomhederne, med udgangspunkt i aktieboblen, der gældsatte sig og drev opsvinget fremad. Nu er det regeringerne, som gennem øget låntagning og en unaturlig lav rente, holder en hånd under økonomien. Den eneste forskel er den mellem liberalistisk keynesianisme og klassisk statslig keynesianisme.

I England, USA og andre steder er seddelpressen sågar kommet på overarbejde for at forsøge at sætte gang i økonomien. Det er derfor, dollaren er ved at kollapse. Flere penge gør alle andre penge mindre værd. At sætte seddelpressen på overarbejde er det samme som at låne fra alle, som har penge, fordi værdien af deres penge falder. Men derudover skaber det en fare for hyperinflation og har bl.a. forårsaget et kæmpe fald i dollarens værdi og truslen om et egentligt kollaps, hvilket vil lamme verdenshandlen og udløse en meget voldsom krise.

USA er, på trods af tilbagegang og mistet indflydelse – dollarens betydning på verdensmarkedet er faldet, stigende udlandsgæld, for alvor genkomst af konkurrerende stormagter og supermagter og militære problemer – stadig det vigtigste land at analysere i forhold til resten af verdens udvikling. På grund af USA’s position som en af verdens største importører og eksportører, dollarens fortsatte betydning og sin status som verdens største militære magt, er situationen i USA vigtig at forstå og analysere.

Allerede inden krisen var dollaren svækket, på grund af den stadigt stigende offentlige gæld i USA, der var med til at finansiere de spekulative bobler. Nu efter de mange hjælpepakker, rentesænkninger og såkaldte kvantitative lettelser (trykning af flere penge) er gælden vokset endnu mere. I konkrete tal er gælden i løbet af de sidste to år, under krisen, vokset fra ca. 9,2 billioner dollars til 12,1 billioner dollars eller omkring 35 procent [U.S. Department of the Treasury, Bureau of the Public Debt].

Alt andet lige betyder det en yderligere undergravning af den amerikanske valuta. Der er dog en grundlæggende modsætning, der endnu ikke er blevet løst, på trods af krisen. Nemlig forholdet at valutaen er blevet undergravet, men at renterne endnu ikke er steget. Det er et misforhold, der før eller siden vil blive oprettet. Den amerikanske regering og centralbank har i en længere periode været i færd med en lignende operation som middelalderens konger, der iblandede billige metaller i guldmønterne for at få dem til at strække længere. Resultatet vil være det sammen. Markedet vil indrette sig, før eller siden, på den mindre værdi som de ”udvandede” penge repræsenterer.

En faldende amerikansk dollar hjælper med til at mindske statsgælden i reelle termer. Men det betyder samtidig indhug i de amerikanske arbejderes reallønninger. Og det betyder også, at udlånerne før eller siden vil tage sig bedre betalt, i form af højere renter for at udlåne penge til den amerikanske stat. Og det betyder også en kraftig stigning i amerikanske arbejderes låneudgifter.

Det ved borgerskabets økonomer. Og det kommer til at gøre ondt på den amerikanske arbejderklasse. Før eller siden må den amerikanske statsgæld bringes under kontrol. Det vil betyde massive nedskæringer i det offentlige forbrug (velfærd) og højere skatter.

Ligeledes er det tydeligt, at de massive stigninger på aktiemarkederne ikke har bund i reel værdi, og at der meget vel kan komme endnu et kollaps i aktiemarkederne. Økonomien er i bund og grund endnu ikke kommet sig [3]. Selv en tilfældighed kan udløse et kollaps i opsvinget, hvilket krisen i Dubai i slutningen af november 2009 var tæt på at virkeliggøre. Også boligboblen må stadig omtales i nutid. Godt nok er boligpriserne faldet overalt, men historisk set ligger de stadig alt for højt.

Verdenshandlen
Verdenshandelen faldt med næsten 19 procent mellem oktober 2008 og maj 2009. Euroområdets eksport faldt med godt 15 procent fra 3. kvartal 2008 til 1. kvartal 2009[4]. Der er ingen tegn på en grundlæggende forbedring af verdenshandelen. Tværtimod ser det ud til, at tendenserne til protektionisme stiger. Asien og især Kina har en stor andel i prognosen om fremgang i verdensøkonomien. Kina har udvist vækstrater, som Vesten kun kan drømme om. Men det ser ud til, at det nuværende opsving i Kina er baseret på præcis de samme metoder, som førte til de finansielle krak i USA og resten af vesten; øget gæld, aktiestigninger uden reel værdi bag, boligspekulation o.l.[5] Kina kan stå overfor en krise, der ligner den resten af verden har oplevet i den næste periode.

Krisen i 1929 blev til en verdensomspændende depression præcis pga. protektionisme og en sammentrækning af verdenshandelen. Der er allerede nu tendenser i den retning.

I september indførte USA øget told på kinesiske bildæk, hvilket fik kineserne til at true med øget told på kyllingekød og bilprodukter. Det er bare de første tegn på en begyndende handelskrig mellem USA og Kina.[6] Det ser altså ikke ud til, at det bliver verdenshandelen, der trækker verdensøkonomien ud af det hængedynd, den pt. befinder sig i.

Overkapacitet
Derudover er der stadig enorm ”overkapacitet” i økonomien, hvor en stor del af produktionsapparatet står ubrugt hen, og den amerikanske arbejdsløshed fortsætter med at stige og udgør et kæmpe problem for den amerikanske økonomi, og dermed verdensøkonomien. Uligheden har ikke været større siden 1917, og lønningerne er faldet med 5 procent. Den industrielle udnyttelse var i USA i maj 2009 faldet til 68,3 procent, hvilket er 12,6 procent under gennemsnittet fra 1972-2008.[7] For første gang siden depressionen er alle de jobs, der blev skabt under opsvinget (dvs. de sidste 9 år) forsvundet i den efterfølgende krise. I alt er 6,5 mio. jobs forsvundet under krisen. I august 2009 steg den officielle amerikanske arbejdsløshed til 9,7 procent, mens den virkelige arbejdsløshed er langt højere. Et af ”tegnene” på forbedring i økonomien var, at arbejdsløsheden i USA ikke steg lige så hurtigt i august måned som i juli, men den faldt stadig med 216.000 (mod et fald på 276.000 i juli).[8]

I en række lande er arbejdsløsheden steget endnu mere som i for eksempel Estland, der er gået fra 4,5 procent til 17 procent, og Spanien fra 11 til 18,1 procent.[9]

Midlertidigt opsving – ingen endelig krise
Alt tyder på at de ”grønne spirer” skyldes en midlertidig effekt fra de enorme statslige hjælpepakker, at virksomhedernes lagre skulle fyldes efter at være blevet tømt og for eksempel tiltag som præmier til folk, der skrotter deres gamle bil, der både har været indført i USA og Tyskland, at virksomhedernes lagre var tømte osv. Et længerevarende stabilt opsving nu er urealistisk.

Kapitalismen vil altid komme sig selv fra den dybeste krise – på et tidspunkt og ved enorme omkostninger for arbejderklassen – med mindre systemet omstyrtes af arbejderklassen. Der er ikke nogen endelig krise i kapitalismen, men en evig vekselvirkning mellem kriser og opsving.

Krisens omkostninger vil blive lagt på arbejderklassen, og et opsving kan kun komme på baggrund af forfærdelige angreb på arbejderklassen. Den næste periode vil have en fundamentalt ustabil karakter, og det kommende opsving vil blot forberede en endnu dybere krise. Der eksisterer stadig en boble indenfor aktier, boliger, med den lave rente o.l. og nu er regeringer verden over ved at puste ny luft i boblerne. Men det forbereder blot et nyt kollaps.

Der er intet grundlag for en ny stabil og rolig periode i kapitalismen. Tværtimod vil vi se mere turbulens og øget klassekamp.

Angreb, angreb og flere angreb
Selv når økonomien vender, ser fremtiden ikke lys ud for verdens arbejdere og fattige. Krisen har sænket produktionsniveauer betydeligt, og alle økonomer er enige om, at det kommende opsving bliver jobløst.

De massive hjælpepakker har hjulpet til at øge underskuddene på statsbudgetterne verden over. Det seneste opsving var baseret på en øget udnyttelse af arbejderklassen med øget arbejdspres og tempo, små eller ingen reallønstigninger og nedskæringer. Det førte til en hidtil uset ulighed i verden og indenfor de enkelte lande. Nu lægges krisens byrde på arbejderklassens skuldre. Og vi har langt fra set de værste angreb endnu. De enorme underskud på staternes budgetter skal indhentes, og det vil ske gennem enorme angreb på enhver tilkæmpet rettighed. Efter depressionen i 1930’erne var USA stadig den største kreditor nation med to-tredje dele af verdens guldreserver. I dag er landet den største skyldner og USA har nu en gæld på 11.000 milliarder dollars.[10]

Ifølge det danske finansministerium vil underskuddene i USA og Storbritannien ligge på henholdsvis 8 og 14 pct. af BNP frem til 2017, hvis de lempelser de har foretaget nu rulles tilbage, men ”finanserne ikke konsolideres yderligere” – dvs. hvis ikke de skærer yderligere ned. Det betyder, at gælden kan stige til over henholdsvis 130 og 150 pct. af BNP. Underskuddet har aldrig været større i England. I euroområdet ventes underskuddet som helhed på 6-7 pct. om året, hvilket er langt over det tilladte i euroens konvergenskrav.

I England vil den kommende regering, uanset hvilket parti der vinder, gennemføre massive nedskæringer. Nogen snakker om mellem 20 og 40 procent af de offentlige udgifter. I Californien kræver Arnold Swarzenegger, at alle offentligt ansatte skal arbejde 3 dage gratis om måneden, så økonomien (der er verdens ottendestørste) ikke går fallit.

Kapitalisterne kræver verden over lønnedgang, gratis arbejde, og øget arbejdstempo, samtidig med at de fortsat fyrer folk i massevis. Det er, hvad vi kan forvente i den næste periode. Det værste er stadig foran os, og de næste mange år vil vi se de mest brutale angreb på arbejderklassen.

Økonomi, bevidsthed og klassekamp
Marxismen fremstilles ofte af dens kritikere som en dogmatisk og mekanisk teori, hvor økonomien bestemmer alt. Også en del på venstrefløjen har fremført en lignende mekanisk forståelse, hvad der ofte refereres til som elendighedsteorien; at jo værre arbejderne har det, jo større chance er der for, at de vil gøre oprør. Ofte med omvendt fortegn for at forklare at arbejderne aldrig vil lave samfundet om, fordi de har det for godt.

Men Marx og Engels havde aldrig en mekanisk forståelse af sammenhængen mellem økonomien og klassekampen.

”Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. Den økonomiske stilling er basis, men overbygningens forskellige momenter – klassekampens politiske former og dens resultater – forfatninger, der udformedes af den sejrende klasse, efter at slaget var vundet, osv. – retsformer, for ikke at tale om genspejlingen af alle disse virkelige kampe i deltagernes hjerne, politiske, juridiske, filosofiske teorier, religiøse anskuelser og deres videre udvikling til et dogmesystem, udøver også indflydelse på de historiske kampes forløb og bestemmer i mange tilfælde i overvejende grad deres form. Der består en vekselvirkning mellem alle disse momenter, i hvilken den økonomiske bevægelse til sidst vinder overhånd som det nødvendige element midt i hele den uendelige mængde af tilfældigheder (dvs. ting og begivenheder, hvis indre sammenhæng er så løs eller så vanskelig at påvise, at vi kan betragte den som ikke eksisterende og ignorere den). Ellers ville det jo være nemmere at anvende teorien på en hvilken som helst historisk periode end at løse en simpel førstegrads ligning.” (Engels brev til Bloch 1890, Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind II, s. 488-491, Forlaget Tiden, København 1973.)

Der er ingen mekanisk sammenhæng mellem økonomien og klassekampen. En dyb krise vil ofte have den umiddelbare effekt at chokere arbejderklassen. Når truslen om massearbejdsløshed hænger tungt i luften, har det naturligt nok en afdæmpende effekt på strejkeaktiviteten. Det er præcis, hvad vi har set, især i de udviklede kapitalistiske lande siden krisens start. Det betyder ikke, at dette chok ikke fortager sig, ligesom alle andre chok, det betyder blot, at det ofte er krisens umiddelbare effekt.

Trotskij forklarer i sin artikel Tidevande fra 1921, hvordan sammenhængen mellem økonomiske konjunkturer og udviklingen i bevidstheden altid må analyseres konkret og ses i sammenhæng med perioden op til – ikke bare økonomien, men også arbejderklassens sejre og nederlag osv.

”Disse omstændigheder bestyrker vores opfattelse af, at krisens følger for arbejderbevægelsens kurs, ikke er af så enkel en karakter, som nogle vil reducere den til. Krisens politiske følger (ikke kun omfanget af dens indflydelse, men også dens retning) er bestemt af hele den eksisterende politiske situation og af de begivenheder, som går forud og ledsager krisen, specielt kampene, arbejderklassens sejre og nederlag forud for krisen. Under nogle forhold kan krisen give en vældig tilskyndelse til arbejderklassens revolutionære aktivitet. Under andre forhold kan den fuldstændig lamme proletariatets offensiv, og – såfremt krisen varer for længe og arbejderne lider for store tab – kan den ikke blot svække arbejderklassens offensive, men også dens defensive kræfters potentiale, voldsomt.” (Trotskij, Tidevande, 1921)

Derudover må man absolut ikke forveksle en nedgang i strejkeaktiviteten med hverken accept eller passivitet.

Et af hovedkarakteristikaene ved den nuværende situation er en stigende skepsis overfor det kapitalistiske system på den ene eller den anden måde.

Efter at arbejderklassen mange steder blev smadret i midten af 1980’erne for eksempel af Thatcher i England og Sovjetunionen kollapsede førte det til en forholdsvis apati og desillusionering blandt store lag i 1990’erne. Men fra slutningen af 1990’erne begyndte et stigende antal unge at stille spørgsmålstegn ved kapitalismen i antiglobaliseringsbevægelsen og senere de store internationale bevægelser mod Irakkrigen i 2003 og derefter generalstrejker og andre massebevægelser i en række lande.

Ingen af disse bevægelser led afgørende nederlag. Krisen skar på tværs af disse massebevægelser, som måske allerede før krisen var ved at være udtømt i deres daværende form. I bevægelserne var der en følelse af stolthed og glæde over endelig at gøre noget, selvom det var protester mod hårde nedskæringer havde de endnu ikke en bitter karakter af uforsonlig kamp. Krisen har i hvert fald sat et endeligt punktum for denne fase.

Samtidig har krisen øget den allerede eksisterende skepsis overfor kapitalismen. Selv kapitalisternes hovedrepræsentanter har indrømmet deres eget systems fallit. Hver dag kommer der nye historier, der viser kapitalismens absurditet; i USA opstår der udenfor de store byer teltbyer, mens flere og flere huse står tomme. I Europa hælder bønderne mælk og kartofler ud på markerne og destruerer køer og grise, fordi priserne er for lave.[12]

Så det er rigtigt, at krisen kan have en depressiv effekt på antallet af strejker generelt set. Men det betyder ikke, at der ikke kan udbryde virkelig bitre strejker og kampe, vi har bl.a. set fabriksbesættelser selv i et land som USA på Republican doors and windows og i England på bl.a. Visteon og Vestas og i Danmark blandt skraldemændene i HCS. Det er stadig isolerede kampe, og det er muligt, at der skal ske en fremgang i økonomien, før arbejderklassen for alvor går samlet i kamp. Men det kan også godt være at arbejderklassen går samlet i kamp, hvis kapitalisterne bliver overmodige og sætter et større samlet angreb ind, fordi arbejderklassen ikke har lidt afgørende nederlag i nyere tid.

At strejkeaktiviteten er dalet, betyder ikke, at krisen ikke har en dybdegående effekt på arbejderklassens bevidsthed – tværtimod!

”Arbejderklassens udvikling stopper ikke, heller ikke når den er på tilbagetog. For mens den mister terræn, opsamler den erfaringer og opbygger sit parti. Den marcherer fremad. Arbejderklassen er en af forudsætningerne for social udvikling, en af faktorerne i denne udvikling, og er desuden den vigtigste faktor, da den repræsenterer fremtiden… Det er naturligvis umuligt at forudsige, på hvilket tidspunkt i udviklingen der vil opstå en sådan kombination af objektive og subjektive forhold, som vil frembringe en revolutionær omvæltning. Det er heller ikke muligt at forudsige, om dette vil finde sted i løbet af en fremtidig opblomstring eller ved begyndelsen af en ny cyklus.” (Trotskij, Tidevande)

Arbejderklassen har holdt ud under krisen og har mange steder accepteret angreb i håb om, at det nok bliver bedre, når krisen er slut. De håber, at tingene bliver bedre ikke fordi de reelt tror på det, men fordi de ikke kan se andet alternativ. Men det kommende opsving vil ikke gøre kapitalisterne i stand til at give nogen indrømmelser, men vil tværtimod betyde massive angreb. Hvis ikke før så vil i hvert fald en sådan situation føre til en eksplosion i klassekampen. Kapitalisterne vil ikke kunne genetablere status quo. Alle deres forsøg på at opnå økonomisk balance vil ødelægge den politiske og sociale balance i alle lande. Det er en situation, der vil fortsætte i årevis, måske årtier.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at radikalisering og klassekamp ikke er lig antal strejker. En høj bevidsthed er ikke nødvendigvis lig et højt antal strejker. Når arbejderne er blokerede på den faglige front, søger de andre veje, og oftest forsøger de så at løse deres problemer af den politiske vej.

Håb og illusioner
Valget af Obama er et godt eksempel på ovenstående proces. Ikke bare i USA men verden over fængede hans løfte om forandring, og det skabte enorme håb og store illusioner. De kæmpe frustrationer, der var opbygget i USA, fik sit udtryk i valget af Obama.

Men allerede nu er det tydeligt, at Obama i virkeligheden bare er en pænere og klogere repræsentant for den amerikanske kapitalisme end Bush, men ikke des do mindre en repræsentant for de præcis samme interesser.

Obamas løfter om sundhedsreform har lidt nederlag, og selvom han har trukket nogle tropper ud af Irak, har han allerede sendt flere af sted til Afghanistan, til en krig, der på trods af at den har varet otte år, ikke har nogen ende i sigte. Det bliver Obamas opgave at vænne amerikanerne til en lavere levestandard. Han fik naturligt nok en periode til at bevise hvad han kunne, men allerede nu er han historisk upopulær. Allerede otte måneder efter at han blev præsident var hans opbakning faldet til under 50 procent, hvilket er en historisk hurtig deroute, fra en historisk høj popularitet på 69 procent, da han blev indsat. Det tog Bush 37 måneder at blive så upopulær. Kun to præsidenter har så hurtigt mistet deres popularitet.[13] Illusionerne til ham er ved at briste.

Det vil uden tvivl føre til en eksplosion i klassekampen også i USA, hvor arbejderklassen har stolte traditioner. I 1930’ernes krise i USA gik der 5 år fra krakket i 1929, før arbejderne igen begyndte at holde hovedet højt og kæmpe.[14]

Den amerikanske arbejderklasse vil meget akut stå overfor spørgsmålet om ledelse, manglen på et arbejderparti, som nu er en af hovedfaktorerne i USA.

Ikke bare i USA men over alt stilles spørgsmålet om arbejderklassens ledelse i mere og mere akut form. I den næste periode vil det være det afgørende spørgsmål. Vi ser både spørgsmålet rejst i sin mest akutte form i de revolutionære bevægelser vi har set i den seneste periode i Venezuela, Honduras og Iran.

Der er en enorm splittelse i den herskende klasse på verdensplan. Konflikterne mellem stormagter som USA, Rusland, Frankrig og Kina afspejler sig – om end det nogle gange er i fordrejet form – i splittelser internt i de øverste lag i lande som Iran, Ukraine, Sydafrika og flere andre. Imperialisterne er for svækkede og for svage til at sikre stabilitet i Afghanistan, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika. Svækkelsen af imperialismen efterlader et tomrum, som giver plads til massebevægelser i lande som Iran og Venezuela.

Revolutionære bevægelser i Latinamerika
Latinamerika er den del af verden, der er længst fremme set ud fra verdensrevolutionens standpunkt. I det ene land efter det andet har vi set en revolutionær bevægelse, hvor millioner er gået på gaden for at ændre deres liv.

De lokale borgerskab og imperialismen har ikke accepteret selv de mindste krav fra masserne, og det har skubbet masserne i kamp. Hvad borgerskabet frygter, er at selv de mindste reformer og indrømmelser kan give masserne selvtillid og opmuntre til yderligere kamp.

Det seneste eksempel er Honduras, hvor præsident Zelaya, der egentlig er liberal, foreslog en afstemning om, hvorvidt man skulle diskutere ændringer i landets grundlov, (der er en af de mest udemokratiske på kontinentet). Militæret i landet, muligvis hjulpet eller i hvert fald sanktioneret af dele af den amerikanske herskende klike, lavede et statskup og fløj Zelaya ud af landet.

Det medførte massive protester fra masserne, der i månedsvis gik på gaden trods hård repression fra staten. Bevægelsens krav og slogans er gået langt videre end Zelaya, der har accepteret alle mæglingsforslag fra USA, og i virkeligheden er kapituleret. Uanset hvad udfaldet bliver, er kampen ikke slut med Zelayas tilbagevenden til Honduras. Masserne i Honduras gik ikke på gaden på grund af Zelaya men gennem ham. De brugte ham som symbol på forandring og som referencepunkt for kampen for et mere retfærdigt samfund og et bedre liv.

Men bevægelsen har vist det enorme behov for en bevidst ledelse. Der er i hele Latinamerika et tomrum i ledelsen af arbejderklassen, et tomrum som marxisterne nu er alt, alt for små til at udfylde. Men masserne kan ikke vente. I stedet finder de nogen til at udfylde tomrummet. Vi har set en venstredrejning i hele Latinamerika med for eksempel valgsejre til Morales i Bolivia, FMLN i El Salvador og ikke mindst Chávez i Venezuela.

Venezuela er stadig det land, der er længst fremme i revolutionen. Men som vi har sagt tidligere, kan en revolution ikke forblive uafgjort for evigt, og revolutionen i Venezuela har allerede varet 10 år. Kampen om vejen frem er delvist foregået indeni den bolivariske bevægelse og dermed den venezuelanske regering. Reformisterne i bevægelsen har hævdet, at det ikke var nødvendigt at bryde med kapitalismen, og at man i Venezuela kunne bygge en særlig form for oliesocialisme. Mens masserne på den anden side har skubbet på for mere radikale skridt hen imod socialisme.

Den økonomiske krise har vist, at det er en utopi at bygge en oliesocialisme i Venezuela. Krisen og især de faldende oliepriser har ramt den venezuelanske økonomi hårdt. De hidtidige reformer til fordel for arbejderklassen og de fattige har især været baseret på ekstraordinært store indtægter fra olie, og de er nu forsvundet.

Der er ingen mellemvej mellem kapitalisme og socialisme. Chávez er ikke bevidst marxist og han vakler stadig, men han vil blive tvunget til at vælge; enten vil han i sidste ende blive væltet, og et brutalt styre vil blive indsat, eller også nationaliserer han de vigtigste dele af økonomien. I mangel på et masseparti har masserne på sin vis udtrykt sig gennem Chávez, der har afspejlet deres pres. For at overkomme manglen på organisering blev det forenede socialistparti PSUV dannet i 2008.

I den kommende periode vil en stor del af kampene udtrykke sig inden i PSUV, der officielt har 7 millioner medlemmer, hvoraf 2,5 million har skrevet sig op til at være aktive.[15] Også i Venezuela udtrykker masserne sig gennem deres organisationer, og hvor disse ikke eksisterer, må de opfinde dem som med PSUV. Revolutionen i Venezuela står mere end nogensinde ved en korsvej.

Revolutionen startet i Iran
At den revolutionære proces ikke bare er begrænset til Latinamerika, viste de iranske masser i sommeren 2009. Al snak om den islamiske fundamentalismes almægtighed blandt de muslimske masser, der også har floreret på venstrefløjen, har de iranske masser endeligt begravet.

Den åbenlyse valgsvindel i Iran med præsident Ahmedinejads genvalg, førte til en eksplosiv massebevægelse blandt de iranske masser, der i millionvis gik på gaden. En fantastisk bevægelse, hvor unge studerende, arbejdere, religiøse kvinder trodsede et af de mest reaktionære og brutale regimer. Det var en massebevægelse rettet mod regimet og undertrykkelsen. En bevægelse som det var alle revolutionæres pligt at støtte og deltage i. Ligesom Zelaya i Honduras var Moussavi i Iran – trods store forskelle – midlet som masserne brugte til at udtrykke sig gennem, ikke for. Oppositionskandidaten Moussavi er lige så meget en del af det iranske regime som Ahmedinejad, som tilfældigt blev kastet ind på historiens scene som massernes repræsentant, men som gjorde alt hvad han kunne for at holde bevægelsen under kontrol.

Masserne kan ikke konstant være på gaden, og bevægelsen bølger op og ned. Kendetegnet ved hele situationen er at massernes frygt er forsvundet. Regimet, der så så stærkt ud er i virkeligheden svagt i modsætning til i 1980’erne, hvor arbejderklassen led et frygteligt nederlag. I denne bevægelse har de ikke været i stand til at holde bevægelsen nede andet end midlertidigt, med nedskydning af demonstranter, arrestationer og tortur.

Revolutionen er langt fra slut, tværtimod er den først lige begyndt. En revolutionær proces er ikke en lige linje, og slet ikke når der ikke er en bevidst ledelse. I Rusland varede revolutionen i 1917 med en bevidst revolutionær ledelse 9 måneder fra februar til oktober, den spanske revolution varede mere eller mindre 8 år og i Venezuela har revolutionen varet i 10 år.

Der vil komme mange stilstande, tilbageslag og kampe før det er endelig afgjort, hvilken klasse der vinder.

Det iranske regime er pilråddent og splittet fra top til bund. Den midlertidige stilstand forbereder endnu større eksplosioner i den kommende periode. Lige nu er masserne ved at gøre sig deres erfaringer. Ude på fabrikkerne stiger strejkeaktiviteten. Det er helt afgørende, at arbejderklassen kommer ind på scenen og spiller en selvstændig rolle. Bevægelsen er en bred bevægelse, med stor deltagelse af også middelklassen, de studerende o.l. Nogle såkaldte arbejderledere har på den baggrund afskrevet bevægelsen, fordi det ikke var arbejderklassen, der var forrest. Men problemet er ikke, at middelklassen, der tidligere har været regimets grundpille, er i oprør, tværtimod gør det revolutionen langt nemmere. Opgaven nu er at få arbejderklassen i spidsen for bevægelsen, som den eneste klasse, der kan lede til en sejrrig revolution. Der var flere optræk til en generalstrejke under bevægelsen i juni 2009, og havde Moussavi sat en dato, er der ingen tvivl om, at den var blevet en realitet. Det er opgaven nu. Bevægelsen i Iran vil uden tvivl have enorme konsekvenser i hele regionen, hvor vi allerede nu ser strejkebølger i nogen af de andre vigtigste lande i regionen såsom Egypten.

I den næste periode vil masserne i Mellemøsten vise vejen frem for hele verdens proletariat.

Europa og masseorganisationerne
Som sagt har krisen i Europa haft en afdæmpende effekt på klassekampen, om end midlertidigt.

Trods den generelle stilstand har der været forskellige eksplosioner i klassekampen også i Europa, som viser hvad der ulmer under overfladen. I Island blev regeringen væltet efter vrede protester over landets bankerot. I Grækenland gik ungdommen i december 2008 på gaden i en eksplosiv bevægelse, efter at politiet havde dræbt en ung dreng. Men disse eksplosioner er endnu ikke det generelle billede.

Der har været valg i en række europæiske lande og de har næsten alle betydet nederlag for den siddende regering, uanset partifarve.

Der er en generel mistro til det politiske system. Ved det tyske valg d. 27. september 2009, var de vigtigste træk den historiske nedgang til SPD (Socialdemokratiet) og den historisk lave valgdeltagelse på 70,8 procent, den laveste siden anden verdenskrig – to fænomener der var tæt forbundet, samt fremgangen til Die Linke.

SPD har de seneste mange år været i regering, og de seneste år har de deltaget i en koalitionsregering med det borgerlige parti CDU (kristendemokraterne), og har derigennem været med til at gennemføre hårde angreb på den tyske arbejderklasse. SPD blev straffet og fik det værste valg i mere end 80 år med kun 23 procent af stemmerne, en tilbagegang på 11,2 procent.

Mange tyske arbejdere valgte at blive væk ved dette valg ud fra tanken, at hvis de alle sammen bare fører den samme politik hvorfor så overhovedet stemme? Men samtidig er der tegn, der peger i en anden retning. På den ene side er der ingen tvivl om, at der lige nu er et massivt opgør undervejs i SPD, som venstrefløjen uden tvivl vil vinde mod den nuværende højreorienterede ledelse. En del af opgøret omhandler Die Linke. Die Linke opstod som en sammenlægning af det gamle PDS i Østtyskland og et venstresplit fra SPD i 2004. Die Linke førte en meget venstreorienteret valgkampagne med krav om bl.a. nationaliseringer og store reformer for de arbejdsløse, og resultatet var en fremgang. I øst overgik Die Linke SPD og fik 28pct. af stemmerne, mens de i vest voksede fra 4,9pct. til 8,3pct.. Venstrefløjen i SPD kræver et tættere samarbejde med Die Linke.

Hvad der vil ske i fremtiden, er ikke helt tydeligt; der kan ske splittelser fra det ene og det andet parti – en venstredrejning i SPD kan måske føre til, at dele af Die Linke ”vender hjem” og lignende. Men uanset hvad er det tydeligt, at arbejderklassens kampe først og fremmest finder et udtryk inde i dens traditionelle masseorganisationer.

Det er ikke bare i Tyskland, at der foregår en proces, hvor klassekampen i stigende grad udtrykkes indenfor masseorganisationerne, det er en proces, som vi i stigende grad vil se i alle lande. Mens masserne i for eksempel Iran og Venezuela må opfinde deres egne organisationer og ledelser, eksisterer der i Europa på godt og ondt en ledelse for arbejderklassen med lange traditioner.

Ledelserne for disse organisationer er de sidste mange år trukket langt til højre, og især de traditionelle socialdemokratier (socialistpartier) er miskrediterede og opnår nu historisk lave vælgertilslutninger. I England står Labour til historisk valgnederlag ved næste valg, som toryerne (de konservative) højst sandsynligt vinder, hvilket åbner en helt ny periode i engelsk politik. Labours nederlag markerer blairismen og ”den tredje vejs” endelige død. Også i Labour vil der komme et internt opgør.

Stemningen lige nu er en udbredt skepsis og mistro til hele det politiske system, der rammes af den ene skandale efter den anden, som for eksempel bilagsskandalerne i England, hvor det kom frem at politikere af alle partifarver havde svindlet markant med bilag og fået udbetalt penge for alt fra bind og hundemad til opførsel af enorme carporte. De engelske arbejdere mistede fuldstændig tiltroen til det politiske system.

Men det er ikke en situation, der vil holde. Arbejderklassen vil blive tvunget i kamp, og den kamp vil finde et udtryk indenfor deres organisationer og vil ændre dem fra top til bund.

Alle masseorganisationerne har lige nu højreorienterede ledelser, hvilket uden tvivl vil gøre processen mere langstrakt og kompleks. Arbejderklassen vil skulle teste mange ledere, og de vil bevæge sig mod de mere og mere venstreorienterede. Uden en bevidst revolutionær ledelse må arbejderklassen i endnu højere grad gøre sig sine egne bitre erfaringer, og lære gennem hårde nederlag.

Læs del 2

Noter:
1: Se Ted Grant, “Will there by a slump?”
2: Se Alan Woods og Ted Grants “The class struggle and the economic cycle (Once again on the World Economy).
3: Se fx Financial Times 18.09.09 ”Recovery prompts fear of bubble”, af Mackenzie
4: Finansministeriet, Økonomisk Redegørelse (ØR) august 2009
5: Se fx New York Times 11. oktober 09, ”Volatility in China a Cause of Worry”.
6: Søndagsavisen 13.09.09, ”Kina overvejer egen toldmur”
7: Marxist.com 13. juli 2009: ”USA: Crisis and Class Struggle in the 1930s and Today”, af John Peterson og 03. november 2009: ”Austerity Britain”, af Rob Sewel
8: Borsen.dk, 07. september 2009, ”Storinvestor: 50 pct. risiko for ny økonomisk nedtur”
9: Finansministeriet, Økonomisk Redegørelse (ØR) august 2009
10: Marxist.com 13.07.09, USA: Crisis and Class Struggle in the 1930s and Today, af John Peterson
11: Finansministeriet, Økonomisk Redegørelse (ØR) august 2009.
12: Jyllandsposten, 17. september 09 ”Landmænd destruerer fødevarer”
13: jp.dk 31.august 2009
14: Marxist.com 13.07.09: ”USA: Crisis and Class Struggle in the 1930s and Today”, af John Peterson
15: Venezuela: PSUV congress to be held in November – Fight for a Socialist programme that can complete the Revolution!” Af Patrick Larsen på Marxist.com