Politisk perspektiv vedtaget til RKP’s kongres i marts 2025

På overfladen ser en revolution i dagens Danmark ud til at være langt væk. Der hersker en tilsyneladende stilstand og ro, strejketallene er historisk lave, og man skal kigge mange år tilbage for at finde demonstrationer, der kan tælles i de hundredtusinder. Masserne deltager øjensynligt ikke i det politiske liv, tværtimod. 

Det får den etablerede venstrefløj til at drage dybt pessimistiske konklusioner. Et sortsyn der også kan ramme det lag, der er begyndt at drage revolutionære konklusioner, men som ser på den politiske scene og føler sig helt og aldeles hjemløse. Ingen sætter ord på deres tanker om politik og verden. De tror, at de er helt alene og de eneste, der forstår nødvendigheden af en radikal forandring af samfundet.

Men de er ikke alene. Der er tusindvis af især unge, der har draget revolutionære konklusioner. Det er baggrunden for vores succes det seneste år med stiftelsen af Revolutionært Kommunistisk Parti. Vi deler ikke venstrefløjens pessimisme — tværtimod. Danmark er, ligesom lande over hele verden, på vej mod en revolution. Den konklusion drager vi, på baggrund af de begivenheder, der finder sted, som leder til et skift i bevidstheden — et skift som foregår under overfladen og kan gå uset hen, indtil det får et politisk udtryk. Leon Trotskij kaldte det for revolutionens molekylære proces.

Kradser man lidt i overfladen, kan man se, hvordan kapitalismens krise bid for bid underminerer al stabilitet. For at en revolution skal blive en realitet, er en grundlæggende ændring af bevidstheden hos millioner og atter millioner af mennesker — hos de brede masser — en absolut nødvendighed. 

På den ene side er menneskets bevidsthed konservativ. Men på dialektisk vis er det netop denne inerti, der lægger grunden til store pludselige skift. Materielle og sociale betingelser er, hvad der i sidste ende former bevidstheden. Begivenheder og skift i de materielle betingelser lægger grunden for skift i bevidstheden blandt de brede masser. Sagt med andre ord, når den verden, vi lever i, forandrer sig og udvikler sig voldsomt og pludseligt, underminerer det den faste grund under fødderne, som bevidstheden hviler på. 

Kapitalismens eksistentielle krise har skabt en af de mest turbulente perioder i menneskehedens historie. Det ser vi alle steder. Vi lever i en verden, der er præget af kaos, opbrud og ustabilitet. Krige og væbnede konflikter hærger kloden med en ufattelig destruktion til følge, såsom i Gaza. Klimaforandringernes katastrofale konsekvenser når nye højder og øget hyppighed. Den mentale sundhedskrise raser som en pandemi, men bliver overladt til den enkelte. Hospitaler, skoler og hele velfærden falder fra hinanden, og levestandarden udhules for det store flertal.

Shakespeares berømte linje fra Hamlet, om at ‘Der er noget råddent i Danmarks rige’, kunne være skrevet om situationen i dag. Alle samfundets bærende søjler går i opløsning. Tilliden forsvinder til de velkendte institutioner og de magthavere, der administrerer dem. Flere og flere stiller spørgsmålstegn ved samfundets normer. 

Trotskij påpegede, at essensen af ​​en revolution er, når masserne ikke længere er parate til at overlade deres politiske og økonomiske anliggender til et særligt lag af professionelle politikere og kapitalister og i stedet ved deres egen indgriben i samfundet lægger det spæde grundlag for en ny orden. Desillusion med al eksisterende politik er således et vigtigt kendetegn ved revolutionens molekylære proces. Det ser vi ske hos et voksende lag. 

Den proces har især stået på siden finanskrisen i 2008, men for millioner over hele verden og titusinder i Danmark har folkemordet i Gaza været dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vi har set store demonstrationer og en omfattende solidaritetsbevægelse. For endnu flere har det netop undermineret troen på det bestående: hvordan kan verden tillade, at noget så grusomt finder sted? 

Det har udstillet de danske politikere, medier og kapitalister, hvis opbakning til Israel og deres folkemord fra begyndelsen har været utvetydig og urokkelig. Mette Frederiksens omfavnelse af det israelske regime med Benjamin Netanyahu i spidsen har vakt afsky og fungeret som brænde på radikaliseringens bål.

Palæstina er blevet et krystalliseringspunkt for den utilfredshed, vrede og frustration, som har ophobet sig over lang tid og ikke kun over, hvad der finder sted i Gaza, men over alle samfundets uretfærdigheder. 

Politikerne siger, at der ikke er råd til velfærd, men har endeløse milliarder til bomber og krig. De sværger i hver anden sætning til vor hellige demokrati men indskrænker konstant vores rettigheder. De siger, at klimakrisen truer jorden, men er selv medskyldige i at smadre planeten. De lover at tage sig af samfundets svage men presser dem ned i elendighed. De gentager om og om igen, at vi lever i det bedste og lykkeligste land i verden, at vi skal være taknemmelige, mens de tvinger det store flertal til at bære byrden for kapitalismens krise.

Det er ikke underligt, at politikerleden og foragten for Christiansborg er et af de mest synlige kendetegn ved den nuværende situation i Danmark. Kløften mellem hvad vi får fortalt og er blevet opdraget til at tro, og den virkelighed som vi lever i, bliver konstant større. Det påvirker bevidstheden hos alle lag i samfundet.

Vores opgave i Revolutionært Kommunistisk Parti er at forstå, hvor i revolutionens molekylære proces, vi befinder os. Størstedelen af venstrefløjen kan slet ikke få øje på processen men fortæres af sortsyn. Vi kan se processen og må handle derefter, men det er afgørende at forstå, på hvilket stadie af processen vi er. Det er formålet med dette dokument: at forstå udviklingen og dens konkrete udtryk, så vi kan finde vores egen plads i begivenhedernes forløb. 

Kapitalismens krise

Tilsyneladende er det ikke økonomien, der skaber radikalisering. Det er de færreste, der radikaliseres, fordi de læser de seneste tal for BNP-vækst og produktivitet. Radikaliseringen kommer i stedet oftest til udtryk som en vrede over racisme, sexisme, folkemordet i Gaza, ødelæggelsen af miljøet og alle de andre måder, vi oplever undertrykkelse og uretfærdighed i samfundet. Men alt dette har en fælles rod: kapitalismen. Kapitalismens krise forstærker og accelererer de mange konkrete udtryk for kapitalismen i forfald, som folk radikaliseres af. 

Unge og arbejdere oplever et enormt pres fra alle sider. Et pres, der også kommer til udtryk i en underliggende økonomisk usikkerhed for langt størstedelen af unge og arbejdere. Når vi siger, at vi bevæger os i retning af en revolution i Danmark, så bunder den konklusion i en analyse af de materielle betingelser for dansk kapitalisme. Det er denne base, der lægger grunden for de nuværende og fremtidige skift i bevidstheden hos masserne, og som gør en revolution ikke bare nødvendig men uundgåelig.

De borgerlige ynder at fremstille kapitalismen som historiens endestation —  et system, der i sagens natur vil vare evigt. Men kapitalismen er blot et i rækken af socioøkonomiske systemer, der er opstået, har nået sit toppunkt, er gået i forfald og til sidst er gået under.

Den tid, vi gennemlever, har ligheder med tidligere socioøkonomiske systemers forfaldsperioder. Det, der kendetegner afslutningen på et socioøkonomisk system, er en stemning af panik, kaos, forvirring og pessimisme. Alle etablerede normer, værdier og institutioner er i opbrud, og tilliden til dem smuldrer. Kapitalismens manglende evne til at trække samfundet og menneskeheden fremad vender alt, hvad der før blev betragtet som fornuftigt, til sin modsætning. Lige meget hvilken politik kapitalisterne fører, er det blot endnu et søm i systemets ligkiste.

Ethvert socioøkonomisk system baserer sig på en bestemt produktionsmåde, en bestemt måde at indrette økonomien på. Måden, vi producerer den mad, vi får på bordet, det tøj vi får på kroppen, det tag vi har over hovedet, sætter i sidste instans rammerne for al anden udvikling i samfundet — det er forudsætningen for, hvordan vi opretholder og reproducerer selve livet. Systemets krise udspringer fra de uløselige modsætninger, som eksisterer i det økonomiske fundament. I kapitalismen er det modsætningen mellem den private ejendomsret til produktionsmidlerne og den socialt organiserede produktion og modsætningen mellem nationalstaten og den globale arbejdsdeling. 

De kriser, som vi ser i dag på alle samfundsniveauer — politisk, socialt, diplomatisk, militært, kulturelt — stammer i sidste ende fra de økonomiske modsætninger, som kapitalismen er bygget på. Alle socioøkonomiske systemers eksistensberettigelse kan koges ned til udviklingen af samfundets produktivkræfter, som kan måles i samfundets produktivitet. 

Produktivitet er et mål for, hvor lang tid mennesker skal bruge på at producere en given vare. Hvis produktiviteten stiger, bruger vi mindre tid på at producere varen, og omvendt, hvis produktiviteten falder, bruger vi mere tid på at nå det samme. 

Kapitalismens historiske retfærdiggørelse var den eksplosion i produktivitet, som produktionsmåden medførte. Hvad kapitalismen skabte af økonomisk udvikling, fik den hidtidige udvikling over flere årtusinder til at blegne. Det er den udvikling, der har løftet menneskelig udvikling og teknologi til et uhørt niveau, skabt en international arbejderklasse og har lagt grundlaget for, at vi kan skabe socialisme; dvs. et samfund uden ulighed og klasser, hvor alle kan få deres behov opfyldt. Vi producerer eksempelvis mere end nok mad til at brødføde hele jordens befolkning i dag, men hundreder af millioner går stadig sultne i seng. 

Hvad vi ser i disse år er, at kapitalismen har vendt sig til sin modsætning; systemet har nået sine grænser og er blevet en bremse på den videre udvikling. Der er ikke flere steder på kloden, som kapitalismen kan kolonisere. Fri konkurrence er blevet erstattet med gigantiske monopolvirksomheder. I stedet for øget frihandel og global arbejdsdeling ser vi nu skridt mod mere og mere protektionisme. Samtidig fører ny teknologi ikke til nye investeringer og øget produktivitet. 

Det er udtryk for, at vi befinder os i kapitalismens nedgangsperiode, som viser sig i en produktivitetskrise. Udviklingen i produktiviteten illustrerer tydeligt kapitalismens blindgyde, også i Danmark.

Krise i kernen af dansk kapitalisme

Politikere og medier forsøger at fremstille Danmark som noget unikt. De fortæller os, at dansk økonomi på trods af en ustabil verdensøkonomi er bomstærk. Det kan man godt narres til at tro med den lave arbejdsløshed, lave statsgæld og fortsatte BNP-vækst. Men skinnet bedrager.

Lige nu er det primært Novo Nordisk og resten af medicinalindustrien, der holder Danmark økonomisk oven vande. Men det vil ikke vare ved. I 2023 steg BNP med 1,8 %, men hvis man trækker medicinalindustriens bidrag fra, ville dansk BNP være faldet med 0,1 %. Samme tendens tegner sig for 2024, hvor BNP-væksten forventes at blive halveret, hvis man fraregner medicinalindustrien. Der er allerede nervøsitet om Novo Nordisks kerneprodukt, slankemidlet Wegovy, som er grundlaget for virksomhedens fremskridt, der har mødt hård konkurrence. Denne nervøsitet kom til udtryk i midten af december 2024, da Novo Nordisk-aktien tog det hidtil største dyk på op mod 27 % i løbet af få minutter, da markedet reagerede på data om et af deres produkter, der præsterede dårligere end forventet. Det illustrerer hvilket skrøbeligt fundament, som den danske økonomi i virkeligheden står på. Samtidig skaber Trumps valgsejr og trusler om tariffer ekstrem stor usikkerhed om den danske medicinalindustris fremtid, da USA er deres absolut vigtigste marked. 

Går man et spadestik dybere, så bliver det tydeligt, at der er problemer i selve kernen af dansk økonomi med dansk kapitalismes manglende produktivitetsvækst.

Danmark oplevede en enorm økonomisk udvikling efter 2. verdenskrig. Flere år så tocifrede væksttal i produktiviteten. Det var i denne periode, at velfærdsstaten blev opbygget. Men siden den økonomiske krise slog igennem i 1970’erne, er Danmarks  produktivitet gået på hæld. Hvis man ser på de tilgængelige tal fra Danmarks Statistik, er tendensen tydelig:

Årlig gennemsnitlig vækst i arbejdsproduktivitet:

• 1967-89: 3,4 %
• 1990-99: 2,0 %
• 2000-18: 1,2 %

Den nedadgående tendens er kun blevet værre de seneste år. Siden 2019 er produktiviteten steget med sølle 0,6 % per år. Det nærmer sig stagnation. Meget af dansk økonomi bliver båret af medicinalgiganter som Novo Nordisk, der er det eneste, der trækker produktiviteten op. Ser vi bort fra medicinalindustrien, ser det direkte katastrofalt ud. I resten af industrien faldt produktiviteten med hele 16 % fra 2022 til 2023. Dansk Industri forsøger at fremstille det som et midlertidigt fald, men læser man deres analyse, er det tydeligt, at det er et fromt ønske frem for en egentlig analyse. Selv ikke de kan komme uden om, at udviklingen i produktiviteten i en lang årrække er haltet bagud. 

Dansk kapitalisme er ikke i stand til at udvikle produktiviteten og dermed trække samfundet fremad. Ny teknologi burde sænke den nødvendige arbejdstid og øge samfundets rigdom og livskvaliteten. Men det sker ikke nu. Kunstig intelligens og andre teknologiske landvindinger lever på ingen måde op til de store løfter om fremskridt og frigørelse, så længe de udvikles indenfor kapitalismens rammer. Tværtimod. Det kan enhver offentlig ansat, der har oplevet indførelsen af et nyt IT-system, skrive under på. I stedet for at aflaste de ansatte, bliver det blot en yderligere byrde i en forvejen stresset hverdag.

Ikke nok med, at kapitalisterne ikke længere udvikler produktivkræfterne og dermed samfundet, så investerer de ikke engang tilstrækkeligt i, at status quo kan opretholdes. Det er en katastrofe for samfundet som helhed og rammer arbejderklassen i særdeleshed, som det er tydeligt med energiforsyningen. Et godt eksempel på det er den danske energiforsyning, som er essentielt for alt andet i samfundet.

Danmark er på nuværende tidspunkt langt fra selvforsynende med energi og må derfor importere energi fra udlandet. Det har skabt en situation, hvor Energistyrelsen regner med en stigning i såkaldte brownouts (kontrollerede strømafbrydelser) frem mod 2034 på grund af energimangel. Sidste år var der eksempler på det, hvor blandt andet metroen i København gik i stå, fordi der ikke var strøm nok, og passagererne måtte evakueres.

Det har direkte konsekvenser for danske arbejdere og unge. Korrigeret for inflation er priserne på energi steget med 50 % siden 1990, og i 2024 svarede 8 % af danske husstande, at de ikke har råd til at opvarme hjemmet tilstrækkeligt, hvilket er mere end en fordobling siden 2021. I et af verdens mest udviklede kapitalistiske lande fryser næsten en tiendedel i deres eget hjem. Samtidig vokser antallet, der er bagud med deres varmeregninger. 

Krisen i selve kernen af dansk kapitalisme, der er ude af stand til at udvikle produktivkræfterne videre og tage samfundet fremad, er grundlaget for, at vi kan sige, at Danmark, ligesom resten af verden, bevæger sig mod en revolution. Selvom det store flertal af danskere ikke sætter sig ned og nøje studerer tallene for udviklingen i produktiviteten, sætter krisen i kernen af dansk kapitalisme sig alligevel igennem som en mere eller mindre ubevidst følelse af, at noget er grundlæggende galt i samfundet, at det falder fra hinanden og smuldrer. Hele 82 % af danskerne tror ikke på en bedre fremtid. De tror ikke Danmark er et bedre sted om 10 år, og et stort mindretal på 40 % tror ligefrem, at Danmark er et værre sted om 10 år. 

Ingen gode løsninger indenfor systemet

Kapitalismen kollapser ikke af sig selv men skal væltes gennem en revolution. Så længe det ikke sker, vil forfaldet fortsætte. Der er ingen gode løsninger indenfor kapitalismens rammer, der kan overkomme systemets indre modsætninger. Prisen for at holde systemet i live vil blive skubbet helt og aldeles over på arbejderklassens skuldre af kapitalister og politikere. 

Da den økonomiske krise slog igennem i 1970’erne, forsøgte borgerskabet i Danmark og resten af Vesten at holde profitterne oppe gennem angreb på arbejderklassens løn og vilkår. Men det betød blot, at det marked, som kapitalisterne skal afsætte deres varer på, skrumpede ind. Kapitalismens grundlæggende modsætning mellem arbejde og kapital, der leder til krise, blev ikke løst. Fra 1990’erne begyndte de derfor i høj grad at udvide markedet kunstigt gennem udstedelse af gæld. Det greb blev taget til nye højder fra årtusindskiftet og frem og især efter krisen i 2008. 

Når medierne i Danmark diskuterer gæld, bliver der næsten udelukkende refereret til statsgælden, som er omkring 10 %, hvilket både er lavt historisk set og sammenlignet med andre lande. Men lige så rosenrødt ser det ikke ud i de andre dele af økonomien.

I midten af 2023 beskrev Nationalbanken de danske virksomheders gæld på 1.452 mia. kr. som “rekordhøj”. Samtidig er arbejderklassen blevet gældsat op over begge ører. De danske husholdninger har den andenhøjeste gæld i OECD. I 2023 var den på 212,5 % af husstandenes årlige disponible indkomst. 

Men en kunstig udvidelse af markedet gennem gæld løser heller ikke de grundlæggende problemer. Tværtimod skaber det nye. For det første skal gæld før eller siden betales tilbage, og det med renter. Gældsbjerget i Danmark er en bombe under dansk økonomi, som når konjunkturerne vender, virksomheder mister indtjening og arbejdere bliver fyret, vender sig fra at være en midlertidig stabiliserende faktor til en destabiliserende faktor og et uløseligt problem.

For det andet betyder gæld, at der sendes en stor mængde fiktiv kapital ud i systemet, der ikke modsvares af en stigende produktion. Det skaber en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, som før eller siden fører til inflation. I en lang årrække har vi set, hvordan den herskende klasse har pumpet samfundet op med fiktiv kapital i form af gæld, der har ført til en eksplosion i inflationen. Det kan især ses på fødevarepriserne, som siden 2021 er steget med 25 %. Igen er det arbejdere og unge, der betaler prisen. 

Klassepolarisering og ulighed

Den høje inflation har lagt et massivt pres på levestandarden for det store flertal. Mange familier har været tvunget til at skrue ned for varme- og elektricitetsforbruget. I 2023 søgte 86.461 danskere, mere end dobbelt så mange som i 2020, om julehjælp. Det svarer til flere, end der bor i Esbjerg, Danmarks 5. største by. Da inflationen toppede, var omkring hver 10. dansker tvunget til at springe måltider over, svarende til 400.000 voksne. Det har en effekt på bevidstheden, når så mange er tvunget til at stramme bæltet ind i et af verdens rigeste lande. Det udstiller om noget systemets fallit.

Men den faldende levestandard rammer åbenlyst ikke alle. Inflation og højere renter preller af på de rige og magtfulde, som i de seneste år bare er blevet rigere og rigere. Selvom kapitalisterne ikke investerer i produktionsapparatet, så hiver de stadig kæmpe profitter hjem fra deres massive udbytning af arbejderklassen og deres enorme spekulation på aktiemarkedet. 

Fra 2023 til 2024 steg de 100 rigeste danske familiers formue med 102 mia. kr. til svimlende 1.240 mia. kr. Siden 2013 er deres formuer vokset med 275 %. Mens almindelige børnefamilier må tigge om almisser for at få enderne til at mødes, så lever en lille parasitisk minoritet i overdådig luksus. Den voksende ulighed prikker hul på myten om, at Danmark er et lige samfund, hvor vi alle er i samme båd. Det underminerer det, politikerne kalder samfundets “sammenhængskraft” og udstiller klassemodsætningerne, hvilket yderligere radikaliserer bevidstheden. 

Politikerne er med til at underminere sammenhængskraften yderligere, når de på den ene side smadrer velfærden, samtidig med at de forgylder de rigeste og sig selv. Regeringen sluttede året 2024 af med at give sig selv en lønforhøjelse på 5 %. Det svarer til, at Mette Frederiksen i 2025 kan stikke 92.100 kr. ekstra i lommen oven i hendes i forvejen høje løn. Mette Frederiksens lønstigning svarer til, hvad de 10 % af den danske befolkning med lavest indkomst i gennemsnit tjener på et helt år.

For det store flertal betyder kapitalismens krise, at de ikke længere kan leve som før. De næste generationer kan se frem til dårligere forhold end deres forældres generation. Flere og flere undlader at sætte børn i verden, fordi de frygter for fremtiden. Den frygt omsættes til vrede og før eller siden til handling. Hver dag vågner almindelige mennesker op til nye historier, der udstiller systemets krise og politikernes hykleri. Man skal ikke undervurdere den effekt, det har. Bid for bid akkumuleres vreden og fører til et indædt raseri.

Øget konkurrence og spændinger 

Det er ikke kun dansk kapitalisme, der er i krise. Produktivitetskrisen og gældsboblen er globale fænomener. Krisen i kapitalismen skaber øget konkurrence om markeder, indflydelsessfærer og ressourcer på kloden. Det er årsagen til, at vi ser øgede spændinger, konflikter og krige mellem forskellige imperialistiske magter og blokke. 

Ændringer i den globale magtbalance de sidste årtier har haft stor betydning for den danske herskende klasse, som er en lille spiller på den globale scene og ikke selv kan forsvare sine imperialistiske interesser og spille en selvstændig rolle i verdenspolitik. 

USA er stadig den største økonomiske og militære imperialistiske magt på kloden men har oplevet en relativ tilbagegang, især til fordel for Kina. Det har givet plads til, at lande som Rusland, der også er en af verdens største økonomier, har kunnet indtage en mere selvstændig position på verdensscenen.

Mens USA er i relativ tilbagegang, er Europa faldet aldeles bagud i den internationale konkurrence. Marco Draghi, tidligere direktør for den Europæiske Centralbank, advarede i en vidt omtalt rapport, at den europæiske samfundsmodel risikerer at gå i opløsning, fordi der ikke længere er råd til at finansiere den. I rapporten peger han, ligesom vi har gjort, på produktivitetskrisen. Men hans løsningsforslag om massiv investering er som plukket ud af en drøm fra fordums tid — de europæiske regeringer har ikke pengene og kapitalisterne har ingen interesse i at investere i et allerede overfyldt marked, hvor afkastet er lavt og forbundet med ekstraordinær usikkerhed. 

Det er årsagen til, at det europæiske kontinent i stigende grad anses som “verdens museum”. Det er en del af vores opdragelse, at Danmark, som en del af Europa, er noget helt særligt, når det kommer til demokrati, menneskerettigheder osv. — at vi er civilisationens arnested! En opfattelse der afspejler, at det var i Europa, at kapitalismen opstod, og at Europa derfor kunne dominere og udbytte det meste af kloden. Men Europas position som anfører i den kapitalistiske verden er godt og grundigt forbi, og vi oplever i disse år, at den såkaldte “gamle verden” falder fra hinanden. 

En ny økonomisk krise ulmer i Europa, og flere af vores nabolande befinder sig allerede i en recession. For at forsøge at modgå nedgangen forsøger de europæiske kapitalister at øge “konkurrencevnen” ved at sænke lønningerne og få arbejderne til at løbe hurtigere. Men det vil ikke løse problemerne i kernen af europæisk kapitalisme. Tværtimod. Som vi allerede gjorde det klart, da krisen i 2008 indledte en ny epoke i kapitalismen, har alle forsøg på at opretholde den økonomiske stabilitet undermineret den sociale og politiske stabilitet. Det før så stabile Europa hænger i laser. Storbritannien er ude af EU, og på bare en måned faldt regeringerne i EU’s to største økonomier, Tyskland og Frankrig, med usikkerhed og kaos til følge. Yderligere politisk krise og social ustabilitet er på dagsordenen i hele Europa. Det betyder, at den herskende klasse i Danmark ikke har et stærkt Europa at læne sig op ad og nyde godt af, hverken økonomisk eller politisk.

Det “specielle” forhold

De øgede internationale spændinger og den europæiske svaghed betyder, at selv et lille, og i det store hele ubetydeligt, land som Danmark må vælge side mere entydigt. Tidligere kunne de danske kapitalister og politikere spille på flere heste og handle med både USA, EU, Kina og Rusland. I dag er det svært at forestille sig Lars Løkke Rasmussen gå smilende rundt med Vladimir Putin i Tivoli, sådan som det skete i 2011. I stedet har den danske herskende klasse lagt alle sine æg i den amerikanske kurv. Det er der flere årsager til.

Rent økonomisk bliver USA vigtigere og vigtigere for danske virksomheder. I 2020 blev Tyskland erstattet af USA som Danmarks største eksportmarked, og i 2023 gik 26 % af al eksport til USA. Mange danske underleverandører til eksportvirksomheder i f.eks. Tyskland og Sverige har desuden det amerikanske marked som endestation.

Selvom USA er gået relativt tilbage, er det ved at lægge sig tæt op ad dem, at de danske imperialistiske interesser bedst kan forsvares. Derfor er det ikke kun de økonomiske, men også de politiske bånd, der bliver knyttet meget stærkere til USA i disse år. Med Mette Frederiksens ord må der ikke komme så meget som et A4-ark ned mellem Danmark og USA. 

Det sagde hun, da Joe Biden var præsident, og håbet hos hele det danske etablissement var åbenlyst, at Demokraterne ville vinde igen. Men det skete ikke. Trumps sejr stiller Mette Frederiksen i en penibel situation. Det tætte forhold til USA betyder konkret, at statsministeren og resten af det danske etablissement flettes tæt sammen med Donald Trump, som mange arbejdere og unge i Danmark hader. En tættere alliance med USA, verdens mest reaktionære magt, vil kun få afskyen over for de danske politikere til at vokse herhjemme.

Danske politikere, medier og kapitalister holder af at prale af det “specielle forhold” til USA. De fører sig frem på verdensscenen som en vigtig spiller — en rolle der ingen gang har på jord, når man tager dansk økonomis beskedne størrelse i betragtning. De nævner aldrig baggrunden for deres hovmod, nemlig den danske stats koloniherredømme over Grønland, der giver den herskende klasse en særlig position. 

Danmark uden Grønland

De øgede spændinger mellem de imperialistiske stormagter på verdensplan har ikke gjort spørgsmålet om Grønland, der har en vigtig geopolitisk placering, mindre vigtigt. Danmark har brutalt undertrykt det grønlandske folk i mere end 300 år, og på trods af at Grønland formelt set har fået en større grad af selvstyre, så er landet stadig underlagt dansk dominans. I de seneste år har det ført til en tiltagende debat i Grønland om selvstændighed og løsrivelse fra Danmark.

Under Trumps sidste præsidentskab tilbød han at købe Grønland, og allerede inden hans genvalg var der flere og flere tegn på, at amerikanerne ville forsøge at overtage herredømmet fra Danmark. Kort før jul proklamerede Trump endda, at amerikansk “ejerskab og kontrol med Grønland er en absolut nødvendighed”.

Panikken er tydelig at føle i den danske herskende klasse, der af flere årsager ser med angst og frygt på perspektivet om at miste deres koloni. Uden Grønland, som har ekstrem stor geopolitisk betydning, især for USA, ville Danmark blive reduceret til en ligegyldig småstat på verdensscenen, som det er tilfældet med mange andre europæiske nationer. Hvis Grønland først bliver selvstændigt, så er Færøerne kun ét skridt bagefter, og inden man ved af det, er hele Rigsfællesskabet brudt sammen. Den danske herskende klasse vil stå markant svækket med mindelser om 1864. Et selvstændigt Grønland og et kollaps af Rigsfællesskabet vil have en kæmpe effekt på bevidstheden i Danmark. På den ene side vil det forstærke indtrykket af, at vi lever i et samfund, hvor alting falder fra hinanden, og på den anden vil det udstille den herskende klasse som de rabiate koloniherrer, de er. Det vil vække foragt og modstand i store dele af befolkningen.

Dansk og vestlig imperialisme

Alt dette er årsagen til, at den danske herskende klasse klamrer sig mere til amerikansk imperialisme end nogensinde før. Danmark har ikke haft et mere underdanigt forhold til Washington siden 2. verdenskrig. Spytslikkeriet når i disse år nye højder.

Det er i denne kontekst, at man skal forstå den voldsomme oprustning og militarisme, som de danske politikere står i spidsen for. Som altid pakker de det ind i fraser om demokrati, frihed, national suverænitet og menneskerettigheder. Men hvad det virkeligt handler om er “den nye sikkerhedspolitiske situation”, eller sagt med andre ord, at vestlig imperialisme, med USA i spidsen, på verdensplan er presset. Når de danske politikere siger, at den “regelbaserede verdensorden” er truet, har de ret, men de nævner naturligvis ikke, at de “regler” er sat i verden for at beskytte og forsvare vestlig imperialisme, herunder dansk imperialisme. 

Det er derfor, at de danske politikere sendte et krigsskib til Det Røde Hav for at bekæmpe houthierne. Det er derfor, de er urokkelig i deres støtte til Israels folkedrab i Gaza, krig i Libanon og bombetogter i resten af Mellemøsten. Det er derfor, at de danske politikere har givet amerikanerne lov til at benytte danske militærbaser. Det er også derfor, at politikerne nu har sendt en dansk stabsofficer til Hawaii, hvor den amerikanske stillehavsflåde har hovedkvarter, så danske styrker i fremtiden kan bidrage til militære missioner i Stillehavet mod Kina.

Illusionen om, at Danmark arbejder for fred, internationalt samarbejde og diplomati, bliver på den måde slået i stumper og stykker. De danske politikere er nogle af de mest rabiate krigsmagere i den vestlige alliance. Det er rigtigt, at der ikke er nogle krige i vores baghave, men Danmark er med til at sprede død, ødelæggelse og destruktion i resten af verden. 

Dansk imperialisme i Ukraine

Ukraine er pragteksemplet på, at Danmarks også har sine egne imperialistiske interesser, som en af brikkerne i den vestlige imperialistiske blok ledet af USA. Ikke nok med, at Danmark er det land, der har sendt mest økonomisk-militær støtte til Ukraine per indbygger, så har danske politikere også konstant skubbet på for at forlænge og eskalere krigen. Med andre ord har de arbejdet for, at flere ukrainere og russere skulle slås ihjel i en krig, som vi kommunister fra starten af har påpeget, at Ukraine ville tabe. 

Toppen af Enhedslisten har spillet en skammelig rolle, når det kommer til krigen i Ukraine. De har ligesom Mette Frederiksen lagt hele ansvaret for krigen på Putin og dermed maskeret krigens sande karakter. De slører, at krigen er imperialistisk på begge sider, og at vestlig imperialisme bruger ukrainerne som kanonføde for deres interesser. På den måde agerer Enhedslisten venstredække for dansk og vestlig imperialisme i Ukraine. Med deres accept af NATO har de taget skridtet videre og stillet sig helt på vestlig imperialismes side.  

De danske politikere har i Ukraine vist deres amerikanske overherrer deres ubetingede loyalitet. Det var hovedformålet med regeringens og Christiansborgs krigsmageri. Men eliten i Danmark vil ikke lade et blodbad gå til spilde. Mens ukrainerne i hobetal slås ihjel ved fronten, er de danske kapitalister godt i gang med at veksle Danmarks politiske-militære støtte og goodwill i Kiev til hård kapital. I november 2024 var flere end 20 store danske virksomheder i Ukraine på et såkaldt ”erhvervsfremstød” anført af den socialdemokratiske erhvervsminister Morten Bødskov. Danske virksomheder har ligefrem fået en fast-track ordning, der giver dansk kapitalisme hurtigere og nemmere adgang til det ukrainske marked. De portrætterer det som om, at Danmark på human vis skal hjælpe med at genopbygge Ukraine. Men sandheden er, at danske kapitalister med hjælp fra Christiansborg øjner muligheden for at tjene milliarder i det sønderbombede Ukraine, hvor de opkøber industri, landbrug og infrastruktur for en slik. Frem for godsindede velgørere er den danske kapitalistklasse en flok gribbe, som nu slikker sig om munden ved udsigten til et ådsel.

Uanset hvilken fred der før eller siden bliver etableret, vil det være Ukraine, som kommer til at tabe krigen. Det vil være et kæmpe nederlag for USA, for hele den vestlige imperialistiske blok og i særdeleshed for Danmark. Mette Frederiksens facade som den stærke landsmoder, der blev opbygget under coronapandemien, er allerede krakeleret, men den risikerer at gå itu med afslutningen af krigen i Ukraine. Ingen anden politiker i Vesten har omfavnet Zelenskij og resten af hans reaktionære regime i Kiev som hende, noget hun ynder at fastslå ved hver en lejlighed, som da hun fejrede sin fødselsdag i Ukraine, der faldt sammen med, at krigen rundede 1.000 dage. Nederlaget vil ikke alene ryste ved den geopolitiske verdenssituation. Gennem hele krigens forløb er vi blevet fortalt, at det blot var et spørgsmål om tid, før russerne var smidt ud af Ukraine og endda Krim, og at Zelenskij ville køre sejrsturné i åben vogn gennem Europa. Et nederlag til Vesten i Ukraine vil være som et hammerslag mod massernes bevidsthed.

Alle krige når en ende. Men med en fredsaftale i Ukraine betyder det ikke, at vi går ind i en periode med fred, fordragelighed og stabilitet. Roden til krigene er det imperialistiske system og krisen, som kapitalismen befinder sig i. Så længe det nuværende system består, vil fred betyde en imperialistisk fred, som blot vil være forspillet til nye krige. De spændinger, der eksisterer internt i nationerne og på globalt plan, tillader ingen varig fred. Enhver imperialistisk fred betyder kun, at den nuværende krigspolitik videreføres med “fredelige” midler, samt at undertrykkelsen og udbytningen består og vil bane vejen for nye væbnede konflikter. I Palæstina vil en fredsaftale ikke gøre en ende på palæstinensernes lidelser. Den herskende klasse i Israel og de fanatiske zionister vil fortsætte med at forfølge palæstinenserne og fordrive dem fra deres hjemland, selv hvis der indgås en våbenhvile. Det vil ikke betyde en tilbagevenden til status quo men en langt værre og mere eksplosiv situation end den, der eksisterede før 7. oktober. Ingen af de modsætninger, der ledte til konflikterne i hverken Gaza eller Ukraine, vil blive løst af en imperialistisk fred.

Ingen danske soldater har været direkte involveret i hverken Ukraine eller Gaza. Men nye krige kan sagtens komme til at involvere Danmark mere direkte. Hvis de nuværende konflikter i Mellemøsten udvikler sig til en reel storkrig, så kan det meget vel være, at de danske politikere ikke kan nøjes med at støtte med penge og isenkram men også må sende danske soldater og involvere sig direkte militært. DR har i deres dokumentar ‘Velkommen Til Frontlinjen’ udstillet, hvordan dansk imperialismes interventioner de sidste 20 år i Jugoslavien, Irak og Afghanistan har slået fuldkommen fejl og i øvrigt fandt sted på baggrund af fabrikerede løgne. Det betyder, at de danske politikere vil have langt sværere ved at overbevise den danske befolkning om igen at sende danske soldater ud for at dø i fjerne lande, der med rette vil spørge: for hvad? 

Militær over velfærd

De øgede spændinger mellem de imperialistiske stormagter forklarer politikernes febrilske militarisme og oprustning. De skal forsvare Danmarks imperialistiske interesser og støtte op om vestlig imperialisme rundt om på kloden. Samtidig har Trump gjort det tydeligt, at USA under hans vagt ikke længere vil betale for hele gildet. Hvis Danmark vil bevare det gode forhold til USA, må de vise, at de er parate til at betale. Det er allerede blevet vedtaget at øse 200 mia. kr. ekstra oven i det eksisterende militærbudget.

Men det er ikke nok. Allerede inden valget af Trump faldt de danske politikere over hinanden med forslag om at hæve militærbudgettet til 3 % af BNP. Efter det amerikanske præsidentvalg satte forsvarsminister Troels Lund Poulsen tal på, hvor meget det drejede sig om: yderligere 300 mia. oveni de 200 mia. kr. Altså 500 mia. kr. ekstra.

I kapitalismens forfaldsperiode er der ikke råd til sygeplejersker, pædagoger eller skolelærere, men der er ubegrænsede ressourcer til ting, hvis eneste formål er krig og ødelæggelse. Det er dansk kapitalisme anno 2025. Det sætter sig i bevidstheden hos helt almindelige mennesker, der ser på politikernes gavebod til militæret med foragt. På den måde undermineres tilliden til hele det demokratiske system i Danmark.

Den politiske krise

Tilliden til det politiske etablissement smuldrer. Det gælder både de politiske partier og statens andre støttepiller. Den herskende klasse kan ikke herske, som de plejede. Den gamle formel for at lave politik er gået i stykker. 

I mange år er magten på Christiansborg skiftet fra blå blok til rød og tilbage igen. Men det er den samme reaktionære racistiske nedskæringspolitik, der bliver ført, som i den seneste periode er blevet toppet med en aggressiv militarisme. Det har undermineret tilliden ikke bare til de enkelte politikere, men til alle de politiske partier, startende med de gamle magtpartier. 

Det tvang politikerne til at søge nye veje med en midterregering. Hverken blå eller rød, men forskellige nuancer af brun og grå. SVM-regeringen, bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, blev født, og Mette Frederiksen kunne fortsætte ved magten. De slog sig op på at være særligt handlekraftige og på at kunne gennemføre de reformer, som Danmark — altså de danske kapitalister — havde brug for.

Men regeringen har været en kæmpe fiasko. I stedet for styrke er de kommet til at symbolisere svaghed. I det første år af SVM-regeringens levetid mistede de over en halv million stemmer, hvilket er det største tab i Danmarkshistorien, og det er kun blevet værre siden. Den nuværende regering har intet socialt grundlag at læne sig op ad. Efter fadæsen med afskaffelsen af St. Bededag trak regeringen følehornene til sig og pakkede de oprindelige planer om at gennemføre store reformer tilbage i skuffen. Der er ingen tvivl om, at den reaktionære politik er blevet videreført, men store armbevægelser og strukturelle reformer har regeringen måtte glemme alt om af frygt for de sociale konsekvenser.

De tre regeringspartiers opbakning er kollapset i målingerne. Siden folketingsvalget i 2022 har Venstre tabt hver fjerde vælger, Socialdemokratiet hver tredje og Moderaterne hver anden vælger. Regeringen er blevet historisk upopulær, historisk hurtigt. I november 2024 bragte DR en meningsmåling, hvor vælgerne blev bedt om at svare på, om de anså en rød, blå eller midterregering som den bedste til at håndtere 16 forskellige områder såsom folkeskolen, sundhed, militær, social ulighed, klima osv. Kun når det kom til forsvar, fik SVM-regeringen ikke bundkarakter. Det vil sige, at i 15 ud af 16 områder anså vælgerne midterregeringen for den dårligste løsning. I en lignende måling fra februar 2023 lå en midterregering “kun” i bund i 6 ud af de 16 områder. 

Blå blok har i en årrække været i total intern nedsmeltning. Men nu er krisen også begyndt at ramme Socialdemokratiet, som i mange år har klaret sig dårligere til valgene og nu ligger på et historisk lavpunkt i meningsmålingerne. I en måling fra december 2024 står partiet til at få 19,6 % af stemmerne, hvilket er det laveste i mere end 100 år. Socialdemokratiets krise er tydeligst i København, hvor partiet har siddet på overborgmesterposten i over 100 år. I en meningsmåling kort før årsskiftet 24/25 stod Socialdemokratiet til bare 12 % af stemmerne, hvis der var kommunalvalg i dag. Det er en katastrofe for partiet og en indikation på det enorme skift til venstre, der finder sted under overfladen.

Et knusende valgnederlag til Socialdemokratiet har desuden andre vigtige implikationer. Socialdemokratiet har været den vigtigste støttepille for dansk kapitalisme i mere end de sidste 100 år, særligt gennem dets kontrol med fagbevægelsen. Et medlemskab af Socialdemokratiet har været en fuldstændig nødvendighed for at få nogen indflydelse i fagbevægelsen overhovedet. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er allerede i krise med et tab på over 100.000 medlemmer over de sidste ti år. Et valgnederlag til Socialdemokratiet vil svække fagtoppen yderligere.

Kapitalismens krise betyder en krise for reformismen. Det kommer tydeligst til udtryk hos Socialdemokraterne, der siden 1990’erne har forsøgt at bruge indvandrere som syndebuk for kapitalismens fortrædeligheder og har gjort alt, hvad de kan for at splitte arbejderklassen med racistisk retorik og diskriminerende reformer. Som forsvarere af det kapitalistiske system har de ingen interesse i at forklare, hvad systemets problemer bunder i, eller at gøre op med dem og skabe et bedre liv for det store flertal. 

Det er derfor heller ikke overraskende, at Socialdemokratiet endnu en gang forsøger at vinde opbakning på at sprede racisme. Med Frederik Vad som frontfigur for en hadsk kampagne mod muslimer beskyldes selv de, der på overfladen er “velintegrerede”, for at undergrave det danske demokrati indefra. Hykleriet skriger til himlen, når tre ansøgere til dansk statsborgerskab bliver indkaldt til “sindelagssamtaler” på Christiansborg for at bevise deres loyalitet over for de såkaldt danske værdier med “frisind og demokrati” på samme tid, som at Abdel Fatah al-Sisi, Egyptens blodige diktator, bliver modtaget af Mette Frederiksen med kindkys og inviteres til æresbal på slottet med hele toppen af det danske samfund. Her modtog han Elefantordenen, den fornemste danske orden, fra kong Frederik og fik en tur gennem Københavns gader i kongeparrets guldkaret. Men det bliver tydeligt for flere og flere, at politikernes tiltagende racistiske retorik er et desperat forsøg på at dække over deres egen voksende upopularitet. Racismekortet har ikke den samme effekt som tidligere.

Midterregeringen var resultatet af, at den gamle skiften mellem rød og blå blok ikke længere var mulig. Med et samarbejde hen over midten prøvede den herskende klasse derfor at genfinde fortidens politiske stabilitet ad nye veje. Men nu er SVM blevet afprøvet, og det har intet løst for borgerskabet. Hvad er næste skridt? Regeringen har ikke styrket borgerskabet, men har i stedet gjort krisen i det demokratiske system endnu dybere. Den har med al tydelighed vist, at forskellene mellem de “røde” og “blå” partier er kosmetiske. Alle partier fører grundlæggende set den samme politik på tværs af blokke. Størstedelen af alle love bliver indført af samtlige partier, inklusiv Enhedslisten.

Vores demokratiske valg er ikke et rigtigt valg. Et stort flertal vil have gjort noget ved klimaforandringer. I stedet laver politikerne en “grøn trepart”, hvor de forgylder landmændene og de banker, som de facto ejer landbruget. Et stort flertal vil have bedre velfærd. I stedet bliver SU’en skåret og ungdomsuddannelserne ødelagt, mens folkeskolen halter afsted og sundhedsvæsenet udsultes. Et stort flertal vil have gjort noget ved den mentale sundhedskrise. I stedet gives der skattelettelser til de rige.

Klimaspørgsmålet viser på glimrende vis hvis interesser, politikerne og embedsværket varetager. I sagen om Nordic Waste gav regeringen fripas til mangemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen, som var ansvarlig for miljøkatastrofen. På samme måde har Miljøministeriet holdt hånden under Cheminovas miljøsvineri i årevis. Frem for at arbejde for en grøn omstilling, opfordrede Klimaministeriet olieselskaber til at udvide deres olie- og gasproduktion i Nordsøen. Magthaverne i staten gør, hvad de kan for at hjælpe virksomhederne, så de kan tjene profit, uagtet konsekvenserne. Samtidig bliver vi belært fra højeste sted om, at det afgørende er, at vi andre dropper flyveren og lader oksekødet blive i køledisken.

Alt det er med til at udstille, hvor hult det borgerlige demokrati, som vi lever under, er. Det viser også de utilslørede klasseinteresser, som det politiske system er sat i verden for at forsvare. Mens det store flertal får smadret vores levestandard, så er der altid penge til politikernes venner i toppen af erhvervslivet, landbruget, kongehuset og militæret.

Tillidskrisen rammer alle de etablerede institutioner inklusiv medierne. Toppen af de store mediehuse og nyhedskoncerner er fuldt ud integrerede med statsmagten og kapitalistklassen. Deres vigtigste opgave er at videreformidle og forsvare deres interesser. Men i takt med at krisen spidser til, så afslører medierne i højere og højere grad deres mangel på objektivitet og neutralitet. Ingen tror længere på, at de er upartiske. Det er blevet klart med blodbadet i Gaza og krigen i Ukraine, hvor vinklingen fra samtlige store mediehuse har flugtet med den herskende klasses og regeringens eller begrænset sig til en ufarlig og blødsøden kritik. Med sprængningen af Nord Stream 2 så vi tydeligt, hvordan medierne ukritisk fulgte regeringen, der ikke overraskende anklagede Rusland. Da det kom frem, at Tyskland anklagede en gruppe ukrainere for at have saboteret rørledningen, krøb flere journalister til korset og indrømmede deres egen manglende neutralitet i sagen.

Something is rotten…

Den dybe politikerlede og mistillid skaber demoralisering helt ind i det parlamentariske system selv. Flere medlemmer af Folketinget beskriver Christiansborg som “et cirkus” og “meningsløst”. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti, der efter at have været medlem af Folketinget i mange år, har valgt ikke at genopstille til næste valg beskrev virkeligheden på Christiansborg med følgende meget rammende ord:

”Problemet er, at det ikke er folketingsmedlemmerne fra regeringspartierne, der laver lovene heller. Hvis det bare var et flertal uden om mig, så var det selvfølgelig ikke et problem. Problemet er, at der sidder 179 medlemmer i Folketinget, og der er tre af dem [lederne af regeringspartierne, red.], der har indflydelse” 

Det siger noget om stemningen blandt de mennesker, som er valgt til at lede nationen. De tror ikke engang selv på det system, som de skulle forestille at stå i spidsen for.

Det kan derfor heller ikke overraske, at vi i disse år oplever en tsunami af skandalesager fra Christiansborg med korruption, rigsretssager, #metoo-afsløringer og lovovertrædelser. Selv for mange politikere er glorien blevet pillet af det borgerlige demokratis højeste institution. Politik handler ikke om langsigtede visioner, for de er umulige at gennemføre. I stedet bliver missionen at rage mest muligt til sig. Det gælder ikke bare blandt politikerne men også for embedsværket i den såkaldt dybe stat, hvor en tur i “den gyldne svingdør” er målet i sig selv.

Uden nogen form for regulering kan danske politikere og embedsmænd droppe deres karrierer i politik for at gå ud i et lukrativt job i det private erhvervsliv. Der er flere eksempler med toppolitikere: f.eks. stoppede socialdemokraten Nick Hækkerup for år tilbage som justitsminister for at blive direktør i Bryggeriforeningen, og konservatives Brian Mikkelsen valgte at stoppe som erhvervsminister for i stedet at stå i spidsen for Dansk Erhverv. Og i foråret 2023 droppede tidligere partiformand Sofie Carsten Nielsen Radikale Venstre til fordel for Dansk Industri, hvor hun nu er underdirektør. I embedsværket har vi set departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlade skuden til fordel for Dansk Industri, Finansministeriets departementschef David Hellemann hoppe over til Nordea og Direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz takke ja til et job i Novo Nordisk. Også i militærindustrien har der i de senere år været godt i gang svingdøren. Her skiftede Bjørn Bisserup positionen som forsvarschef ud med en topstilling i våbenlobbybureauet Rud Pedersen, og Direktør for Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse Niels Henrik Bundsgaard skiftede staten ud med Terma Group, der producerer teknologier til fly og våben, som blandt andet går til Israel.

Det er altså hele statsapparatet, der er pilråddent. Toppen af samfundet — om de sidder i erhvervslivet, Folketinget eller i embedsværket — er bundet sammen med tusind synlige og usynlige tråde. Deres hovedformål, udover at pleje deres personlige ambitioner, er at opretholde dansk kapitalisme og forsvare etablissementets interesser — ligegyldigt hvilken toppost, de har.

Det skaber bid for bid grobund for et revolutionært skift i bevidstheden. Den skrigende modsætning mellem det, politikerne siger, og den virkelighed, som arbejdere og unge oplever, undergraver systemet indefra. Misforholdet mellem de to bliver kun tydeligere.

Hykleri

Imens politikerne forsøger at tegne et billede af Danmark som et demokratisk paradis, kindkysser de med de mest anti-demokratiske ledere rundt om i verden. Både direkte diktatorer, som kongen af Saudi Arabien, eller “bare” autoritære figurer som Zelenskij og Netanyahu, som har meget lidt respekt for “demokratiets spilleregler” i deres hjemlande. I ord hylder de danske politikere de internationale institutioner, men de kan ikke svare på, om de vil arrestere Netanyahu, hvis han sætter fod på dansk jord. 

Imens militærudgifterne øges for angiveligt at forsvare demokratiet herhjemme og ude i verden, indskrænker de vores demokratiske rettigheder. De har eksempelvis gjort, hvad de kunne for at afskrække solidaritetsbevægelsen med Palæstina, hvor en kun 15-årig pige blev dømt for terrorbilligelse, fordi hun havde lavet en emoji på et nyhedsopslag om Israel/Palæstina. De gik efter en, de vidste ikke havde muligheden for at forsvare sig selv med det formål at afskrække alle andre fra at sige deres mening om Israels folkedrab og den danske stats politiske og materielle bistand. Med den såkaldte antisemitismeaftale giver de sig selv endnu stærkere midler til at slå ned på solidaritetsbevægelsen.

I efteråret så vi politiet foretage voldsomme anholdelser midt om natten i eget hjem af personer med tilknytning til solidaritetsbevægelsen. Og i Københavns Kommune blev der i sommers udsendt et brev til alskens kulturinstitutioner og folkeoplysende foreninger, hvori det tydeligt fremgår, at enhver form for solidaritet med Palæstina ikke hører hjemme i kommunalt regi. Kulturinstitutionerne skal — hvis de vil beholde deres offentlige økonomiske støtte — bakke fuldt og fast op om regeringens linje. En klar indskrænkning af den højt besungne ytringsfrihed.

Tiltag som disse ser på overfladen ud til at komme fra en stærk stat, men de er i virkeligheden udtryk for svaghed. Politikerne og den herskende klasse er bange for de bevægelser, der tegner sig i horisonten. Det udstiller hykleriet for alle at se og vil være endnu en faktor, der øger radikaliseringen blandt dem, der allerede er rasende på hele systemet.

Politisk vakuum 

Angreb på basale demokratiske rettigheder er imidlertid ikke noget fremmed for den herskende klasse. Vi får ofte at vide, at kapitalisme og demokrati hænger uløseligt sammen, men som vi allerede ser kimene til nu, passer det langt fra. Det er arbejderbevægelsens selvstændige kamp, der har spillet en afgørende rolle i at sikre demokratiske rettigheder ikke bare for arbejderklassen, men i det hele taget. Men nu, hvor kapitalismens krise betyder øgede angreb på de demokratiske rettigheder, er arbejderbevægelsen samtidig historisk svag på grund af dens impotente reformistiske ledelse, der ikke har tænkt sig at løfte en finger til forsvar for demokratiet.

Den såkaldte politiske midte smuldrer. Det burde give plads for partier på fløjene, men i stedet virker det nærmere som om, at midten i dansk politik er blevet et sort hul, der drager alle partier tættere og tættere på sig for at opsluge og opløse dem i mistillid.

På højrefløjen er partier som Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, der tidligere forsøgte at portrættere sig selv som alternativer til det bestående, blevet suget tættere og tættere ind mod det sorte hul, hvor de gør, hvad de kan for at blive en del af den allerøverste elite.

Men det samme er tilfældet på venstrefløjen. SF har i lang tid forsøgt at blive en kopi af Socialdemokratiet for at sikre sig ministerposter i en fremtidig regering. Sidst de forsøgte det med deltagelse i Helle Thorning-regeringen i 2011, var det tæt på at ødelægge partiet. Nye partier som Alternativet, der opstod med det formål at være “noget andet”, har ligeledes heller ikke kunnet modstå midtens sorte hul og er kollapset lige så hurtigt, som de voksede frem. 

Men også toppen af Enhedslisten har i mange år været i gang med en “moderniseringsproces”, som har trukket partiet længere og længere ind mod midten og det etablerede politiske system. I december sidste år holdt partiet sit første ekstraordinære årsmøde. Her fik partitoppen gennemført en del af de forslag, der skal strømline partiet yderligere, og som de længe har ønsket men ikke har kunne få igennem tidligere. De fik fjernet en del af mindretalsbeskyttelsen og gjort det nemmere at ekskludere medlemmer. Herudover fik de stemplet gruppen ‘Rødt Venstre’ som en partiskadelig organisation og dermed åbnet for eksklusioner af alle, som partitoppen finder besværlige. Næste skridt bliver yderligere strømlining som afskaffelse af partiets rotationsordning. 

Partitoppen med Pelle Dragsted i spidsen har omdannet Enhedslisten til et parti som de andre partier. I begyndelsen af 1990’erne startede partiet ud som en samling af tre grupper — stalinisterne i DKP, trotskisterne i SAP og Venstresocialisterne (VS) — og fik deraf navnet Enhedslisten, der indikerede, at de mest af alt var en valgliste bestående af enkelte grupper frem for et samlet parti. Partiet udsprang af Sovjetunionens kollaps og et historisk nederlag for venstrefløjen, hvor alle tre grupper var blevet for små i sig selv. Men i stedet for at samles om et positivt program for at forandre verden, der drog lektionerne af den forudgående historiske periode, samlede de sig som konsekvens af deres egen nedgang.

Deres uenighed gjorde, at de undlod vigtige diskussioner af spørgsmål, der var helt essentielle for at kunne udstikke en strategi og taktik, såsom analysen af den russiske revolution og Sovjetunionens sammenbrud. Partitoppens sejr betyder, at partiet nu er samlet om et program, men at de i den proces har smidt hvad end arvegods, der var tilbage fra de gamle grupperinger ud, herunder opfattelsen af sig selv som en revolutionær organisation. I handling har det været realiteten siden starten, men i ord har partiet stadig beholdt en del af sin gamle retorik.

Pelle Dragsted siger åbent, at hans politiske projekt er det samme som Socialdemokratiets i 1970’erne, og at hans vision om “nordisk socialisme” ikke går ud på at bryde med kapitalismen men på at øge de socialistiske elementer af økonomien indenfor kapitalismens rammer. Men hvis du vil forvalte kapitalismen, må du også spille efter dens regler. Den økonomiske og historiske basis for socialdemokratisk venstrereformisme eksisterer ikke længere. Efterkrigsopsvinget, hvor kapitalisterne kunne tjene superprofitter og give nogle krummer til arbejderklassen, var en undtagelse i kapitalismen. Dette betyder, at reformer ikke længere udbygger velfærden men i stedet angriber og smadrer den. Ligesom vi ser det med Socialdemokratiet i dag, vil Enhedslisten også ende som et direkte bolværk til forsvar for kapitalismen, når de vælger at gå reformismens vej. 

Enhedslistens top har på flere og flere områder vist, at de har valgt side og har stillet sig solidt bag den danske herskende klasse i forsvaret for dansk og vestlig imperialisme. De har været nogle af de mest aggressive i forhold til at presse på for at eskalere krigen i Ukraine, og de har accepteret dansk medlemskab af NATO. Næste skridt bliver at indgå i et forsvarsforlig. De støtter palæstinenserne i ord men har hjulpet den israelske og den danske stat med at slå ned på solidaritetsbevægelsen med Palæstina ved at indgå i antisemitismeaftalen med de andre partier. På gaden har de været fuldkomment fraværende og har på ingen måde givet solidaritetsbevægelsen opbakning og støtte. 

Den seneste udvikling i Enhedslisten, ikke mindst med det ekstraordinære årsmøde, vil for mange være dråben, der får bægeret til at flyde over. Et stort lag er blevet politisk hjemløse, og det i forvejen store vakuum vokser sig nu atter større. Det  vakuum er ikke entydigt godt for borgerskabet. Det rejser spørgsmålet om, hvem der så skal kanalisere den vrede, de godt kan fornemme under overfladen, ad sikre kanaler? 

Polarisering og vakuum

Selvom yderfløjene på Christiansborg bevæger sig mod midten, så bevæger stemningen samfundet sig i den modsatte retning. Vi ser en generel politisk radikalisering og polarisering. Stemningen er især kendetegnet af en vrede og afsky overfor hele etablissementet. Polariseringens ene side er til højre, som man fx har set med Liberal Alliances relative popularitet. Det er den, der får mest omtale, og derfor kan virke som den mest grundlæggende. Men det er radikaliseringen til venstre, der stikker dybest, og som vil blive den definerende for den epoke, vi står overfor. 

Enhedslistens yderligere højredrejning betyder, at der findes rigtig mange arbejdere og unge på venstrefløjen, som for nu er politisk hjemløse. Der er et enormt vakuum, altså et fravær af en organiseret kraft, som udtrykker denne stemning. På nuværende tidspunkt er der ingen partier, som taler ind i den frustration, der hersker blandt et bredere og bredere lag af samfundet. Med al sandsynlighed vil det ændre sig på et tidspunkt, som vi har set i mange andre lande, og denne vrede vil få et organiseret politisk udtryk.

Det er ikke kun på den politiske venstrefløj, at der eksisterer et kæmpe vakuum. Toppen af fagforeningerne, som er politisk fusioneret med den herskende klasse, har lagt fagbevægelsen i koma. Elev- og studenterbevægelsen har ligeledes mistet den mobiliseringskraft og politiske vægt, som den tidligere havde.

Radikaliseringen i arbejderklassen og blandt unge er gået langt foran det, som lederne i disse masseorganisationer udtrykker. Mens toppen mere og mere omfavner status quo, så bevæger masserne sig i den modsatte retning. Især fagforeningslederne er fuldstændigt afkoblet den proces, der finder sted i bevidstheden blandt brede lag af danske arbejdere. Selvom de fungerer som en bremse på arbejderne, så kan de ikke holde klassekampen tilbage for evigt.

Indtil videre kommer den vrede og frustration, der eksisterer, momentant til udtryk i forskellige bevægelser, især solidaritetsbevægelsen med Palæstina, der har mobiliseret tusindvis af mennesker. Men solidaritetsbevægelsen har også vist sine begrænsninger, der kun bliver mere åbenlyse i takt med, at Israel ufortrødent fortsætter folkemordet i Gaza. Det bliver tydeligt for flere og flere, at der trods store demonstrationer ikke er blevet rykket ved politikerne — hverken i Israel eller herhjemme. Som med klimabevægelsen risikerer solidaritetsbevægelsen med Palæstina at demoralisere et helt lag, fordi ledelsen ikke har nogle svar på de virkelige årsager til situationen i Palæstina. Det gør, at de ikke kan fremsætte et revolutionært program for bevægelsen. I stedet fortsætter de med at væve mellem radikalt lydende paroler på den ene side og opportunistiske illusioner til den danske stat og kapitalismen på den anden. Vi har fra begyndelsen pointeret, at roden til folkedrabet i Gaza er den kriseramte kapitalisme. Det eneste, der kan tage bevægelsen fremad, er et revolutionært kommunistisk program for at vælte imperialismen. Den konklusion drager flere og flere, og det er baggrunden for RKP’s succes det sidste år. 

Det trækker op til revolution

Toppen af arbejderbevægelsen og hele den etablerede venstrefløj lægger skylden for den manglende kampånd på arbejderne og de unge. Vi får at vide, at den unge generation ikke gider kæmpe som i gamle dage, at de er højredrejede, apatiske og kun tænker på sig selv. Men det er ikke sandt. Hvis der er nogen, der bærer ansvaret for manglende massebevægelser og politiske kampe de sidste år, er det toppen af arbejderbevægelsen og ikke mindst venstrefløjen, der ikke har givet den mindste ledelse og retning til den vrede, der eksisterer. De forsøger at tørre ansvaret for deres egen fallit af på masserne.

De lukker øjnene for de processer, der foregår under overfladen. De kan ikke, eller vælger ikke, at se, hvordan vreden og frustrationerne syder. Dermed ikke sagt, at der i morgen ville være massedemonstrationer og storstrejker, hvis lederne knipsede med fingrene. Massebevægelsen er ikke som en vandhane, der kan åbnes og lukkes. Toppen af den etablerede venstrefløj og arbejderbevægelsen har vendt det blinde øje til kapitalismens krise og svigtet alt for mange gange, så tilliden til, at de reelt faktisk ville kunne lede en kamp, er meget lille. 

Men vi må ikke falde i samme fælde som størstedelen af venstrefløjen og tro, at radikalisering kun finder sted, hvis det kan aflæses i strejkestatistikker eller antallet af mennesker, der samles på Christiansborg Slotsplads. Tværtimod. Vi siger med sikkerhed, at Danmark, ligesom lande i resten af verden, bevæger sig mod revolution.

Det gør vi på baggrund af dette perspektiv. At kapitalismen er i en blindgyde og ikke kan tilbyde en vej frem for det store flertal. At det faktum undergraver alt velkendt og stabilt: socialt, politisk, mentalt, filosofisk, kunstnerisk. Intet kan fortsætte som før. Hver begivenhed virker som endnu et chok, der ryster bevidstheden og undergraver tilliden til systemet yderligere. 

Kapitalisterne opretholder ikke deres magt og privilegier med rå magt alene. Den vigtigste faktor er den menneskelige bevidstheds konservatisme og inerti. De bruger alle midler, der står til deres rådighed. Skolerne, medierne, fagforeningerne osv. er alle med til at fremme ideen om, at vi hver især er alene, og at vi intet kan gøre for at ændre verden. De forsøger at gøre kapitalismens problemer til individuelle problemer, hvad end det er klimakatastrofen, mental sundhed, fertilitetskrisen eller noget andet. 

Men i sidste ende vil hammerslagene fra store begivenheder tvinge masserne til at sætte spørgsmålstegn ved de værdier, moral, religion og de overbevisninger, der har formet tankegangen gennem hele deres liv. Det kræver kolossale begivenheder at ryste masserne ud af den rutine, der tynger på bevidstheden, at tvinge dem til at indse deres virkelige position, at sætte spørgsmålstegn ved de gamle overbevisninger, som de troede var ubestridelige, og drage revolutionære konklusioner. Processen tager uundgåeligt tid. Men i løbet af en revolution udvikler massernes bevidsthed sig med enorm fart og kan transformere sig fuldstændigt i løbet af 24 timer.

Vi kan allerede se, hvordan de gamle sandheder begynder at smuldre: Ved sidste valg i 2022 var antallet af blanke stemmer historisk højt, dobbelt så højt som ved valget før. En anden meningsmåling viste et skred i, hvad der kaldes “lovmoralen”, da 21 % svarede, at de — i et eller andet omfang — kan acceptere, “at man tager lidt varer i et stormagasin uden at betale.” Det er en markant stigning fra de sidste undersøgelser i 1997 og 2010, hvor tallene var henholdsvis otte og seks procent.  Ligeledes viste en Voxmeter-måling fra november 2023, at andelen, der har mistillid eller stor mistillid til samfundets institutioner, steg fra 16,7 % i 2022 til 21,3 % i 2023.

Lige nu hjælper det politiske vakuum kapitalisterne med at fremme ideen om, at der ikke er noget, man kan gøre for at ændre verden. Der sidder tusindvis af unge, der tror, at de er de eneste, der har draget revolutionære konklusioner. Men det er ikke virkeligheden. Et større og større lag begynder netop at tænke i de baner og endda at kalde sig kommunister. Det er avantgarden, som vi skal organisere. De er forvarslet om den radikalisering, der vil finde sted på masseskala i fremtiden.

 Når vi siger, at det syder under overfladen så betyder det ikke, at revolutionen kommer i morgen. Alt peger på, at det bliver en langstrakt periode, eftersom ingen af siderne i klassekampen er stærke nok til at vinde over den anden lige nu. Men vi må ikke falde i magelighedens fælde. Den periode, vi lever i nu, er ikke en stille periode og kommer heller ikke til at blive det i fremtiden. Tværtimod ser vi ind i en tid præget af turbulens og chok — en tid med krige og revolutioner. 

Det er vores opgave at forberede os. Ikke ved at sidde på hænderne og vente på massernes bevægelse. Men ved at organisere de tusindvis af kommunister, der allerede nu har draget revolutionære konklusioner og uddanne dem til marxistiske kadrer i den danske klassekamp. 

Mens resten af venstrefløjen er ved at gå til i pessimisme og sortsyn, er vi i RKP fyldt med optimisme. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde historisk set. Den kan ikke længere tage samfundet fremad. Det skaber grobund for krig, elendighed og øget undertrykkelse og ulighed på den ene side. Men på den anden side skaber det også grobunden for en øget radikalisering og i sidste ende revolutionære skift i bevidstheden på masseskala. Det er på den baggrund, at vi kan sige, at vi bevæger os mod en revolution i Danmark. Og det er det, der giver os optimisme.

Vi kan ikke sige, hvornår begivenhedernes gang vender op og ned på situationen, hverken på verdensplan eller i Danmark. Masserne bevæger sig, når de bevæger sig. Men vi kan sige, at de kommer til at bevæge sig, uanset om der eksisterer et revolutionært parti eller ej. Historien og kapitalismens krise venter ikke på, at vi får bygget det. Historiens største begivenheder ligger ikke bag os, men foran os. Det er vores opgave at forberede os på dem ved at bygge RKP.