Billede: Wikimedia Commons
De sidste par år har været en bragende succes for den danske kapitalistklasse, der har set deres virksomheder vokse til usete størrelser. Novo Nordisk, der har en samlet værdi på cirka 3340 milliarder kroner, havde i 2023 et rekordoverskud på over 83 milliarder kroner, og er nu blandt de 20 mest værdifulde virksomheder i verden. Lignende resultater ses på tværs af andre store danske virksomheder såsom Carlsberg, Mærsk og ISS, der alle har tjent rekordoverskud de seneste år, og nu er blandt de fem førende virksomheder inden for hver deres branche.
Kapitalistklassens ekstreme akkumulering af rigdom har skærpet klassemodsætningerne og sat dybe ridser i myten om Danmark som et samfund kendetegnet af udbredt lighed. De seneste tal for formueulighed viser, at den rigeste ene procent af Danmarks befolkning ejer mere end en fjerdedel af den samlede formue; 25,5 procent for at være helt præcis, som er et betydeligt spring fra 21,7 procent i år 2020.
Men det er utilstrækkeligt for den besiddende klasse. Danske minkavlere har set deres snit til at fore lommerne med arbejderklassens skattekroner, som følge af lukningen af deres erhverv. Ifølge regeringens estimat kommer det samlede erstatningskrav til at efterlade en regning til skatteborgerne på svimlende 29,5 milliarder kroner.
Mens regeringen har været særdeles villig til at imødekomme minkavlernes erstatningskrav, så har piben en helt anden lyd, når det gælder arbejderklassen. Når vi retmæssigt kræver at få mere i løn for at bevare vores købekraft, er svaret fra arbejdsgiverne og politikerne, at vi skal holde igen, for at undgå en såkaldt løn-pris spiral. Det er dog intet mindre end en borgerlig løgn med det formål at holde arbejderklassen nede.
Men skulle man alligevel tage de magtfuldes ord for gode varer, må man uundgåeligt undre sig over, hvorfor de allerrigeste i landet fortjener at få øget deres ydelser med mange millioner. De selvsamme politikere, som forventer at arbejderklassen accepterer at deres lønninger udhules, har vedtaget at berige det danske kongehus med yderligere 17,4 millioner kroner til en samlet udgift på 143,8 millioner kroner om året.
Det kan roligt siges, at mens den herskende klasse og toppen af samfundet rager til sig, så må arbejderklassen, unge og de svageste i samfundet stramme bæltet mere og mere for at få enderne til at mødes. Særligt slemt står det til for arbejdsløse og folk på overførselsindkomst. I årtier er kontanthjælpen blevet udhulet af politiske reformer og inflation i sådan en grad, at den over 30 år er faldet med 30% sammenlignet med lønudviklingen for private lønmodtagere. Fattigdom er for alvor tilbage i Danmark, et af verdens rigeste samfund.
Ulighed er et uundgåeligt symptom på den kapitalistiske produktionsmåde, der koncentrerer rigdom på færre og færre hænder. For at gøre en ende på den armod og ulighed, som kendetegner livet i dag, må vi vælte kapitalismen. Derigennem kan menneskeheden, som Engels beskrev det, bevæge sig fra nødvendighedens til frihedens rige.
