Parlamentarisk dødvande i Spanien

16411115432 257e96daf4 b

Andreas Nørgård



6 minutter

Parlamentsvalget d. 20 december resulterede i et ekstremt fragmenteret og polariseret parlament. En talsmand for det højreorienterede parti PP beskrev Spanien som “uregerligt”. Dette er et passende billede på situationen i landet efter valget. Valgresultatet afspejler den klassepolarisering og radikalisering, der har fundet sted i det spanske samfund de seneste år. Det venstreorienterede parti Podemos og dets allieredes succes ved valget var et kraftfuldt slag imod det to-parti system, som har sikret den spanske herskende klasse politisk stabilitet igennem 30 år.

En progressiv regering

Fire måneder efter valget i december 2015 har partierne i det spanske parlament endnu ikke kunnet nå til enighed omkring dannelsen af en regering. Valgresultatet skal ses i lyset af perioden med intens klassekamp, der fandt sted fra 2010-2013, udløst af den kapitalistiske krise og brutale nedskæringer. Som et resultat af dette er alle borgerlige institutioner i landet miskrediterede. Miskrediteringen og afskyen over for det traditionelle borgerlige parti PP var ved valget så stor, at partiet forsøgte at holde partiformanden, Mariano Rajoy, så meget ude af rampelyset som muligt.

Det spanske socialdemokrati PSOE fik også et af dets dårligste valgresultater nogensinde, grundet de nedskæringer og reformer, som det har gennemført. Imens de to traditionelle støttepiller i spansk politik, PP og PSOE, gik markant tilbage, buldrede det nyoprettede Podemos ind parlamentet med hele 20,66% af stemmerne. Det var dog ikke nok til at bryde med to-parti systemet, og det har resulteret i et dødvande i landets parlament.

I ugevis efter valget forsøgte borgerskabet at male et billede af Podemos som et radikalt anti-system parti, der aldrig ville forhandle med PSOE for derigennem at legitimere uundgåeligheden af en borgerlig regering, baseret på eller støttet af PSOE. Men til borgerskabets store frustration rakte Podemos hånden ud til PSOE med et forslag om at danne en ”progressiv regering”, bestående af Podemos, Forenet Venstre (IU) og PSOE, på et program med en række progressive krav. PSOE afviste forslaget, og Podemos fik udstillet PSOE ledelsens sande intentioner og påvist, at PSOE overhovedet ikke er venstreorienteret eller vil være med til at danne en progressiv regering trods al ledelsens retorik.

Lederen af Podemos, Pablo Iglesias, fremførte en hel række af basale tiltag, som skulle udgøre rygraden i en progressiv regering. Disse skulle inkludere: et stop til udsmidninger af folk, der ikke kan betale huslejen, et stop for lukning af el og gas til familier i nød, en offentlig ydelse til alle arbejdsløse, at kvinder udsat for vold i hjemmet kan få et alternativt værested m.v. Derudover ville Pablo Iglesias også tilbagerulle de mest reaktionære love vedtaget af PP regeringen, der bl.a. går imod demokratiske rettigheder og fagforeningerne. En progressiv regering skulle også introducere en skattereform med øget beskatning på de mest velhavende, stop for nedskæringerne og skabelse af anstændige jobs.

En anden del af forslaget var, at en Podemos-IU-PSOE regering ikke skulle acceptere, at nogle af dets medlemmer også besad bestyrelsesposter i store virksomheder. Korruptionen i Spanien er bl.a. kommet til udtryk ved, at tidligere ministre har fået lukrative bestyrelsesposter i virksomheder, der har været relateret til deres ministerium.

PSOE’s dilemma

Efter Pablo Iglesias regeringsforslag var PSOE’s partiformand Pedro Sanchez ude og ytre at ”PSOE og Podemos’s vælgere vil ikke forstå, hvis ikke vi indgår en aftale”. Derefter kontaktede han Albert Rivera, lederen af det det nye borgerlige parti Ciudadanos i stedet for Pablo Iglesias. Pedro Sanchez tweetede senere, at han havde forsøgt at kontakte Iglesias, men at det ikke lykkedes af få fat i ham, hvorefter Iglesias reagerede ved at ringe direkte til Sanchez. På trods af at 57% af PSOE’s vælgere var for en venstrefløjskoalitionsregering, kunne den højredrejede partitop i PSOE ikke acceptere Iglesias’ progressive regeringsforslag.

Til sidst kom PSOE med en officiel udmelding, hvori de tilkendegav, at partiet fordømte Podemos’ forslag som afpresning, og at det kun ville indgå i en regering, hvis PP ikke formåede at danne en. Dertil svarede Iglesias, at hvis PSOE indgik i en mindretalsregering, ville han stemme imod, og derved udskrive nyvalg.

Før Podemos’ forslag var PSOE splittet i forhold til spørgsmålet om at danne en regering. Den dominerende højrefløj var for at lade PP fortsætte med regeringsmagten med støtte fra Ciudadanos. Hvorimod partifløjen repræsenteret af Pedro Sanchez ønskede en koalitionsregering med Ciudadanos, bl.a. for at forhindre PP i at fortsætte med magten.

Podemos’ forslag knuste begge fløjes drømme og har i stedet tvunget dem til at skulle forklare partiets medlemmer og vælgere, hvorfor de ikke vil deltage i Podemos’ progressive regering.

Borgerskabets mobilisering imod Podemos

Siden valget i december har den herskende klasse, gjort, hvad den kunne, for at sabotere enhver mulighed for PSOE og Podemos i at nå til enighed. De spanske medier har længe kørt skræmmekampagner, som fx skulle kunne ”bevise”, at Podemos blev finansieret af Iran og Venezuela. Alt sammen for at sikre en borgerlig regering, med PSOE’s støtte.

Imens vokser presset fra EU på Spanien. Europa-kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, var allerede i januar ude og sige, at han godt kunne tænke sig, at Spanien fik en stabil regering så hurtigt som muligt. Disse ord blev senere uddybet af præsidenten for Eurogruppen, Dijsselbloem: ”Spanien bliver nødt til at fremlægge yderligere justeringer”. Europæisk kapitalisme har allerede forlangt nedskæringer Spanien af en værdi på 10 mia. euro; men det er ikke blot et rent økonomisk spørgsmål. En anti-nedskærings regering i Spanien ville være et ”dårligt eksempel” for resten af Europa. Men det har vist sig overraskende svært for den spanske herskende klasse at få dannet en regering, der kan gennemføre den ”nødvendige” politik.

Den herskende klasses plan er klar for enhver: den forsøger at tvinge en PP- Ciudadanos regering igennem med støtte fra PSOE. Den ønsker at holde PSOE formelt i opposition for at forhindre Podemos i at fremstå som den eneste opposition. Men på trods af det er i borgerskabets interesse, ser det ikke ud til, at der kan blive dannet en regering, men at der må udskrives nyvalg. Hvis den ikke er dannet inden starten af maj måned, så skal der et nyvalg til.

Kampen må fortsætte uden om parlamentet

Den eneste reelle stabile regering, som den herskende klasse kunne danne, ville være en koalition, der skulle inkludere PP-Ciudadanos-PSOE. Men det ville betyde, at alle de partier, der har været kapitalismens støttepiller siden Francos fald, ville blive miskrediteret af den nedskæringspolitik, som en kommende regering skal gennemføre. Det vil åbne op for nye bølger af strejker og masseprotester, som kan resultere i en endnu større opbakning til Podemos. På samme måde som det græske parti PASOKs deltagelse i en koalitionsregering resulterede i Syrizas valgsejr.

Podemos må følge forslaget om en progressiv regering op med massemobiliseringer, der kan sætte PSOE’s ledelse under pres. Den eneste måde, at dødvandet kan brydes på til arbejderklassens fordel, er ved at tage kampen ud af parlamentet. Men hvis Syriza har lært os noget, så er det, at der ikke er noget alternativ til nedskæringer uden at bryde med kapitalismen. Hvad der er behov for, er nationaliseringen af de store banker og monopoler under arbejder kontrol. Den spanske arbejderklasse har en stolt historie med klassekamp, og den har bevist, at den er klar til at kæmpe, så spørgsmålet bliver blot, hvor længe denne stilstand kan vare.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 19, maj 2016. Tegn abonnement og få bladet ti gange om året fra 100 kroner.

[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]