Hvad er proletariatets diktatur, dette mest misforståede begreb i marxismen? Svaret fra Engels var kort og godt: ”Nuvel, mine herrer, vil I vide, hvordan dette diktatur ser ud! Se på Pariserkommunen. Det var proletariatets diktatur.” (Borgerkrigen i Frankrig)
Tords sin korte varighed på to måneder, var Pariserkommunen én af de vigtigste begivenheder i den internationale arbejderbevægelses historie. Den sendte bølger ud over hele verden, og rystede det europæiske borgeskab i sin grundvold. I årtier efter slagtningen af de parisiske arbejdere, var Pariserkommunen den største enkeltstående erfaringskilde for revolutionære fra Marx og Engels til Lenin og Trotskij, og er stadig, den dag i dag, et af de allervigtigste emner for marxister at studere, både kommunens positive og negative erfaringer.
De parisiske arbejdere viste, at det var muligt at skabe et samfund, uden undertrykkelse, ulighed og med minutiøs demokratisk kontrol over alle dele af samfundet. Men trods sine blivende effekter på i sær det teoretiske område, var selve magtovertagelsen nærmest en tilfældighed.
Baggrunden
Louis Napoléon Bonaparte (Napoleon III)Louis Napoléon Bonaparte (Napoleon III) havde regeret Frankrig som diktator i knapt 20 år. Han var selve personificeringen af den politiske kontrarevolution efter den revolutionære bevægelse i 1848 til 1851. I denne revolution viste borgerskabet endeligt, at dets revolutionære potentiale var udtømt, at det nu var trådt ind i forsvaret af ”status quo”. Louis Bonapartes ”Andet Kejserdømme,” født gennem hans statskup og udråbelse til kejser i 1852, var en bule af spekulation, dekadence, men også voldsom vækst i handel og industri på den ene pol, stående overfor ekstrem elendighed hos de brede masser, hvis organisationer blev forfulgt i kølvandet på den fejlslagne arbejderopstand i 1848. Marx beskrev hvordan Bonapartes regime hævede sig over klasserne i forsvaret for ”lov og orden”:
”I virkeligheden var det den eneste mulige regeringsform på en tid, hvor bourgeoisiet allerede havde mistet evnen til at beherske nationen, og hvor arbejderklassen endnu ikke havde erhvervet denne evne. Hele verden tiljublede det som samfundets redningsmand. Under dets herredømme nåede bourgeoissamfundet, der var befriet for alle politiske bekymringer, en udvikling, som det end ikke selv havde drømt om … Statsmagten, der tilsyneladende svævede højt over samfundet, var alligevel selv dette samfunds mest skandaløse skandale og samtidig arnested for al dets råddenskab.”
Utallige krigseventyr, mod bl.a. Italien, Rusland og USA i Mexico, samt galoperende statsudgifter betød en stadig stigende statsgæld hvis byrde blev læsset over på de arbejdende masser. Det økonomiske opsving døde ud i slutningen af 1860’erne og utilfredsheden voksede hos de arbejdende masser, som tiden nærmede sig 1870. Samtidig havde Tysklands forening under Bismarck, med bl.a. krigen mod Danmark i 1864, skabt en økonomisk og militær gigant som var ved at rejse sig på den europæiske slette. Den tyske kæmpe truede Frankrigs geopolitiske interesser.
Derfor var det ikke en overraskelse, at Louis Bonaparte lancerede en krig imod Preussen i 1870. Både for at svække Bismarck’s kejserdømme, men lige så vigtigt for at aflede utilfredsheden hjemme. Men som så ofte tidligere i historien, blev krig – og særligt nederlag – forløber for revolution.
Brat endeligt
Louis Bonapartes store felttog, der startede under råbet ”til Berlin!” blev en kort fornøjelse. Efter korte træfninger på tysk jord, rykkede fronten hurtigt tilbage på fransk territorium. Mindre end to måneder efter Louis Bonapartes krigserklæring af 19. juli 1870, måtte Louis Bonaparte og marskal MacMahon overgive deres kapitulation til Preussen og Bismarck den 2. september 1870.
I de mellemliggende 5 uger og 3 dage var først 175.000 franske soldater, med seks divisioner kavaleri og femhundrede kanoner blevet fanget i befæstningen i Mets den 18. august, i krigens største slag. Ikke længe efter blev 100.000 franske soldater under MacMahon’s kommando samt Louis Bonaparte selv, omringet i Sedan den 1. september 1870. Efter én dags beskydning fra 700 tyske artilleripjecer, og 17.000 døde og sårede og 21.000 tilfangetagne franske soldater, gav Louis Bonaparte ordre til at hejse det hvide flag.
Louis Bonapartes kapitulation blev ligeså ynkelig som Marx havde forudset i sin ”Første adresse fra Generalrådet” i den Internationale Arbejderassosiation allerede den 23. juli 1870. Den blev også enden på det Andet Kejserdømme:
“Dødsklokken over det andet kejserdømme har allerede lydt i Paris. Det vil ende, som det et begyndt: med en parodi. Men lad os ikke glemme, at det var regeringerne og de herskende klasser i Europa, der gjorde det muligt for Louis Bonaparte 18 år igennem at spille det andet kejserdømmes grusomme farce.”
Revolutionen den 4. september
Utilfredsheden med Bonapartes regime var udbredt. Så da nyheden om kapitulationen nåede Paris den 4. september, rejste Paris’ arbejdere sig i en revolutionær bevægelse, stormede Palais Bourbon og tvang den Lovgivende forsamling til at proklamere kejserdømmets fald. Den såkaldte republikanske opposition var rædselsslagne over massebevægelsens styrke, men så ingen anden udvej end at udråbe den Tredje Republik. En provisorisk National Forsvarsregering blev nedsat i Hôtel de Ville (Paris’ rådhus), med det eneste formål at fortsætte krigen for at fjerne de tyske tropper fra fransk territorium.
I de første dage var stemningen udpræget patriotisk. Det var ikke var underligt, når man tager krigssituationen i betragtning, og det faktum at netop patriotisme var en indgroet del af den (borgerlige) Store Franske Revolution i 1789. I ly af de patriotiske illusioner kunne de ”moderate” republikanere sætte sig i spidsen for den Nationale Forsvarsregering, med bl.a. General Louis Jules Trochu som statsoverhoved, Léon Gambetta som indenrigs- og krigsminister og Jules Favre som udenrigsminister.
Forsvarsregeringens dobbeltspil
Trods dens navn, var det på intet tidspunkt hensigten for den Nationale Forsvarsregering, som sad i Paris, rent faktisk at ville forsvare Paris. General Trochu forklarede selv fire måneder senere til en forsamling af Paris’ distriksborgmestre:
”Det første spørgsmål, der blev forelagt mig og mine kolleger selve den 4. september om aftenen, var dette: Kan Paris med nogen som helst udsigt til sejr udholde en belejring fra den preussiske armés side? Jeg tog ikke i betænkning at benægte dette. Flere af mine kolleger, der er til stede her, vil stå inde for, at mine ord er sande, og jeg har holdt fast ved denne mening. Jeg sagde til dem, med netop disse ord, at som tingene lå, var forsøget på at holde Paris mod en preussisk belejring dårskab. Uden tvivl, tilføjede jeg, heroisk dårskab; men det ville også være det hele … Begivenhederne (som han selv ledede) har ikke gjort mine ord til skamme.”
Skulle Paris forsvares, kunne det kun ske hvis Paris’ masser blev bevæbnet, hvilket ville være det samme som at bevæbne revolutionen. Vandt Paris over Preussen, ville de franske arbejdere have vundet over det franske borgerskab. I det dilemma var d’ herrer republikanere ikke sene til at vælge deres klasseinteresser frem for hensynet til hovedstaden, dens indbyggere og landet.
Imens bevægede Bismarcks styrker sig mod Paris. Den 19. september 1870 belejrede de byen.
Bismarcks belejring af ParisMens den Nationale Forsvarsregering talte i bombastiske termer udadtil om fædrelandsforsvar og om ikke at opgive blot ”en tomme land”, arbejdede regeringen i hemmelighed med den rutinerede reaktionære Adolphe Thiers1 i spidsen, for at slutte fred med Bismarck. Men masserne måtte først ”bearbejdes” for at acceptere. Belejringens medfølgende sociale elendighed var den terapi regeringen håbede kunne klare arbejdet.
Da nyhederne om den Nationale Forsvarsregerings forhandlinger med Prusserne nåede Paris’ masser, rejste dele af Paris’ arbejdere og revolutionære elementer af Nationalgarden sig i midlertid i en opstand ledt af Louis Auguste Blanqui, den 31. oktober 1870. De stormede Hôtel de Ville og opsatte en revolutionær regering med Blanqui i spidsen. Dens levetid var dog kort. Masserne var endnu ikke klar til at gribe magten. Men under pres fra arbejderne lovede den Nationale Forsvarsregering ikke at retsforfølge Blanqui, og at træde tilbage og udskrive valg. Men i stedet tog regeringen Hôtel de Ville med magt og genetablere sit domæne over byen. Blanqui flygtede og gik under jorden. I forargelse over denne ageren fratrådte den øverstkommanderende for Nationalgarden General Tamisier sin position og den dybt reaktionære Jacque Leonard Clement Thomas blev sat i hans sted.
Situationen tilspidses
Året 1870 lakker mod enden, mens de sociale spændinger fortsætter med at stige i den belejrede by. Den 27. december begynder de tyske howitzere (artilleri) at bombardere befæstningerne omkring Paris, og 5. januar kommer Paris’ boligkvarterer under ild.
Den 22. januar 1871 går arbejdere og Nationalgardister i revolutionær demonstration, under ledelse af blanquister. De kræver regeringens fald og etablering af en kommune. Den Nationale Forsvarsregering beordrer Garde Mobile, der bevogter Hôtel de Ville, til at åbne ild mod de ubevæbnede demonstranter.
Få dage efter massakren, den 28. januar, underskriver regeringen officielt en våbenhvileaftale med Bismarck. Betingelserne er ikke tilfældige, men resultatet af regeringens langvarige intrigeren med fjenden.
Marx forklarer i den tredje adresse fra Generalrådet: ”Allerede i selve kapitulationens ordlyd var snaren lagt. Dengang var over en tredjedel af landet i fjendens hænder, hovedstaden var afskåret fra provinsen, alle samfærdselsmidler var i uorden. Under sådanne omstændigheder var det umuligt at vælge en virkelig repræsentation for Frankrig, hvis man ikke fik tilstrækkelig tid til forberedelse. Netop af den grund var det en betingelse i kapitulationen, at der skulle vælges en nationalforsamling inden otte dages forløb, så at man i mange dele af Frankrig først dagen inden fik meddelelse om valget. Endvidere skulle forsamlingen ifølge en udtrykkelig paragraf i kapitulationen vælges med det ene formål at træffe afgørelse om krig og fred og for i givet tilfælde at afslutte en fredstraktat. Folket måtte føle, at våbenstilstandsbetingelserne gjorde krigens fortsættelse umulig, og at de dårligste folk i Frankrig netop var de bedste til at stadfæste den fred, Bismarck havde påtvunget landet. Men Thiers, der ikke var tilfreds med alle disse forsigtighedsforanstaltninger, havde allerede, inden hemmeligheden om våbenstilstanden blev meddelt pariserne, begivet sig ud på en valgrejse til provinserne for at puste liv i det legitimistiske parti, som nu sammen med orleanisterne skulle udfylde pladsen efter bonapartisterne, der for øjeblikket var umulige.”
Som del af våbenhvileaftalen bliver de regulære styrker i Paris afvæbnet, dog undtaget én division af hæren, og hele Nationalgarden for at opretholde lov og orden – en fatal fejl fra kontrarevolutionens side, skulle det vise sig. På grund af de særlige og for en stor dels vedkommende tilfældige omstændigheder bliver Nationalgarden altså – hvori 2-300.000 våbenføre mand har ladet sig indrullere for at forsvare hovedstaden mod den belejrende fjende – nu i realiteten den eneste væbnede magt i Paris. De tyske styrker holder sig i den vestlige 1/8 af byen. Bismarck havde tydeligvis ikke lyst til at blive en aktiv part i borgerkrigen og foretrak at holde sig i baggrunden.
”Godsejer-kammeret”
Louis-Adolphe ThiersValget til nationalforsamlingen – hvis mandat udelukkende er at acceptere en fredsaftale – den 8. februar forløber efter Thiers plan. Ud af 630 pladser vinder monarkister omkring 430, og forsamlingen får hurtigt tilnavnet ”godsejer-kammeret”. Den etablerer sig i Bordeaux med Adolphe Thiers som overhoved, og de facto diktator.
Den 26. februar underskrives den foreløbige fredsaftale mellem Frankrig og Tyskland i Versailles. Betingelserne er hårde: Alsace og øst-Lorraine afgives til Tyskland og Frankrig skal betale for den tyske hærs underhold i Frankrig og 5 milliarder franc i krigsskadeerstatning, plus renter af eventuelle manglende afdrag. Men hvem skulle betalle denne enorme sum? De herskende klasser var ikke interesserede i en sådan regning. Deres konklusion var simpel; republikken må styrtes og hele byrden af den krig, som de selv havde startet, væltes over på de arbejdende masser. Skal det ske, skal Paris’ revolutionære arbejdere ryddes af vejen.
Med Thiers i spidsen for den dybt reaktionære regering i Bordeaux har kontrarevolutionen fået et fokuspunkt. Nu begynder deres politiske smædekampagne mod hovedstaden. Godsejerne i Nationalforsamlingen skriger hysterisk ad de ”kriminelle” parisiske arbejdere. Thiers lover dem at genindføre monarkiet. Regeringen gennemfører hurtigt en række politiske angreb. Den fjerner lønudbetalingerne til medlemmer af Nationalgarden – den eneste indtægtskilde for tusinder af arbejdsløse. Den fjerner den lov der har givet udsættelse med betaling af gæld i krigens varighed og kræver al gæld betalt indenfor få dage – det ruinerer de småhandlende fuldstændigt. Den officielle hovedstad overføres til Versailles. Reaktionære udnævnes til de ledende positioner i Paris: Joseph Vinoy til guvernør og kommandør for de regulære styrker og general D’Aurelle de Paladines til øverstkommanderende for Nationalgarden. Radikale aviser forbydes. Alt sammen tiltag der rammer de arbejdende massers liv og hjerter hårdt. Men som så ofte før i historien virker reaktionen som en pisk der driver revolutionen fremad.
Centralkomiteen
Den næsten totale militære mobilisering af Paris’ befolkning betyder at Nationalgarden siden belejringen har ændret klassekarakter. De reaktionære elementer i Nationalgarden er simpelthen blevet druknet i et hav af arbejdere og fattige småborgere. Overgivelsen til preusserne og faren fra restauration af monarkiet får Nationalgardisterne til at omorganiserer sig totalt i dagene 1-3. marts. Den er nu massernes organiserede og væbnede udtryk. Og Bismarck rykker skyndsomt sine styrker ud af byen igen. Nationalgarden vælger selv en Centralkomite. Den står nu i spidsen for 215 bataljoner med 2.000 kanoner og 450.000 skydevåben. Nationalgardens forfatning ændres og giver ”nationalgardisterne absolut ret til at vælge sine ledere og trække dem tilbage så snart de mister tilliden fra deres vælgere”. På den måde er den i kim-form samme struktur som sovjetterne (rådene) som senere i historien udviklede sig i Rusland i 1905 og 1917. Alt dette sker mere eller mindre spontant, uden ledelse fra partier og organisationer, hvilket vidner om bevægelsens styrke og massernes initiativ. Men inden længe skal denne mangel på et revolutionært parti vise sig at være revolutionens akilleshæl.
Artilleriet på Montmatre
Modsætningerne mellem klasserne er ved at nå bristepunktet. Et sammenstød mellem den reaktionære nationalforsamling og revolutionære Paris er uundgåeligt. Første opgave for Thiers er at tilbagerulle den fejl kontrarevolutionen har begået og afvæbne Paris’ arbejdere i form af Nationalgarden. Som indledning til dette kræver han Nationalgardens artilleri overgivet, da det ifølge ham er statens ejendom. Men Paris’ arbejdere er uenige. Nationalgardens artilleri er betalt af dem selv, og som sådan er de gardens private ejendom og derfor også eksplicit undtaget afvæbning, ifølge aftalen om våbenhvile. Centralkomiteen indsamler derfor artilleripjecer og mitrailleuse (gammeldags franske maskingeværer) for at de ikke skal falde i de regulære styrkers hænder. Artilleripjecerne flyttes til områderne Montmartre, Belleville og La Villette.
Natten til den 18. marts sender Thiers Generalerne Claude Martin Lecomte og Clement Thomas i spidsen for 20.000 regulære styrker til Montmatre for at konfiskere kanonerne. Alt lader til at gå smertefrit, og i ly af mørket rykker regimentet frem uden at møde nogen som helst modstand. Thiers har allerede trykt plakaterne der kundgører hans statskup. De overtager kontrollen med artilleriet, men hestene der skal trække dem bort møder, af uvisse årsager, ikke frem. Mens soldaterne venter, stimler stadig flere ophidsede arbejdere og nationalgardister sammen omkring de regulære styrker. Der fraterniseres intensivt mellem arbejdere og soldater. Officerernes nervøsitet stiger. Lecomte beordre flere gange linjeregimentet til at åbne ild mod den ubevæbnede forsamling. Ingen skyder. I stedet for at skyde kvinder og børn, skyder soldaterne Lecomte og Clement Thomas. Borgerkrigen er startet. Paris er fuldstændigt i Centralkomiteens kontrol, som er de facto provisorisk regering. Det røde flag hejses over Hôtel de Ville.
Vive la Commune!
“Paris proletarer,” siger Centralkomiteen i sit manifest af 18. marts, “har midt under de herskende klassers nederlag og forræderi forstået, at timen er inde, da de må redde situationen ved at tage ledelsen af de offentlige anliggender i deres egen hånd. De har forstået, at det er deres højeste pligt og deres absolutte ret at gøre sig til herre over deres egen skæbne og sætte sig i besiddelse af regeringsmagten” (citeret af Karl Marx i hans Tredje adresse fra Generalrådet)
I stedet for at arrestere de resterende officerer efter forsøget på at røve Nationalgardens artilleri, får regimentet lov til at blive marcheret ud af Paris’ porte og til Versailles. Denne overdrevne tolerance fra revolutionens side skal senere koste de parisiske masser dyrt.
Thiers er i panik over nederlaget og flygter fra Paris. De mest revolutionære dele af Nationalgarden med blanquisterne i front besætter strategiske støttepunkter i byen. Konfronteret med et fait accompli lader han ”gavmildt” Nationalgarden beholde sit artilleri og appellerer i stedet til at Nationalgarden, om at slutte sig til regeringen, imod ”oprørene”. Kun 300 nationalgardister følger med da han beordrer de 40.000 regulære soldater i byen og de omkringliggende befæstninger, samt de offentlige myndigheder til at evakuerer Paris og tage til Versailles. Ved afmarch er de regulære styrker åbenlyst på randen af mytteri; de råber revolutionære kampråb og synger revolutionære sange, mens de marcheres ud af Paris mod Versailles – væk fra revolutionens smitte. Centralkomiteen gør intet.
Her ser vi den svage side ved ”spontaniteten”. Frankrig står i en situation med dobbeltmagt: Revolutionære Paris overfor reaktionens Versailles. De to magtpoler er uforenelige – den ene må sejre over den anden. Havde der været et revolutionært parti a la Bolsjevikpartiet i Centralkomiteen, med trænede medlemmer ud i alle enheder, med rødder blandt masserne, havde det haft føling med stemningen og kunne på daglig basis, gennem Centralkomiteen, have fremsat paroler som, gennem dets medlemmer, kunne nå masserne og forene dem i én revolutionær vilje og havde udnyttet situationen, hurtigt og effektivt.
Revolutioner er nemlig ikke bare noget der udråbes eller tændes og slukkes som en vandhane. Revolutioner skabes af de objektive materielle betingelser, der tvinger masserne til at gå i kamp for at ændre deres verden. Det betyder også, at der kun er begrænset vindue til at handle. Hvis revolutionen ikke griber muligheden når den er der, så gør kontrarevolutionen. Derfor er et revolutionært parti nødvendigt. Og det manglede i Paris 1871.
Havde Centralkomiteen omgående arresteret regeringen og sendt revolutionære agitatorer med de regulære styrker der blev marcheret ud af Paris, havde Versailles meget hurtigt stået afvæbnet. Hæren kunne simpelthen være vundet over til revolutionen, inden Thiers kunne nå at reorganisere sine styrkere. Samtidig kunne hundreder af agitatorer og væbnede revolutionære grupper være sendt ud i hele landet og spredt den revolutionære bevægelse. Men det skete ikke. For noget sådan kræver forberedelse, organisering og en bevidst ledelse med et klart mål om revolution.
Kontrarevolutionen reorganiserer sig
Den 22. marts vælter Paris’ borgerskab, under ledelse af nogle af de rigeste og mest indflydelsesrige familier under kejserdømmet, ud fra de rige kvarterer og marcherer i ”ubevæbnet” demonstration, med pistoler og knive skjult under tøjet. De chikanerer og afvæbner nationalgardister på deres vej til Centralkomiteens hovedkvarter på Place Vendome, under råbene: ”Ned med Centralkomiteen! Ned med morderne! Leve Nationalforsamlingen!”.
De forsøger at storme bygningen, og åbner ild mod Nationalgardens vagtposter. Efter at have afgivet de påkrævede advarsler uden resultat, afgiver nationalgardisterne en salve og de rige flygter i vild panik. Tilbage ligger to døde nationalgardister og ni hårdt sårede, herunder et medlem af Centralkomiteen.
Stadig reagerede Centralkomiteen ikke, af frygt for at fremprovokere en borgerkrig. En borgerkrig der allerede var i gang, startet af kontrarevolutionen. Den 24. marts forsøger borgerskabet sig med en væbnet demonstration, som dog ender i at de tager benene på nakken og flygter til Versailles.
I Versailles stoler Thiers ikke på de regulære styrker der er lige er blevet marcheret ud af revolutionens hule. Han leder desperat efter en hær at kaste mod ”rebellerne” i Paris. Men hans appeller om forstærkninger fra provinsen bliver fuldstændigt afvist. Tværtimod ankommer deputationer og resolutioner fra provinsen der i meget klart sprog kræver forsoning med Paris på basis af anerkendelse af republikken og kommunale frihedsrettigheder og opløsning af Nationalforsamlingen, hvis mandat var udløbet.
Han må derfor støtte sig på kontingenter af krigsfanger som preusserne frigiver jævnfør våbenhvilkeaftalen. Bismarck frigiver lige præcis nok til at holde borgerkrigen mod arbejderklassen kørende, men for få til at frigøre Versailles fra afhængighed af Preussen. Den herskende klasse i Frankrig og Preussen står altså sammen for at udradere revolutionen.
Valg til Kommunen
Fra det øjeblik Centralkomiteen står med magten i hænderne, arbejder den intenst. Ikke på at slå den for daværende svage kontrarevolution ned, men på at give magten videre hurtigst muligt og lette sig fra ansvaret. De har, ifølge dem selv, ikke et ”legalt mandat” til at regere. Så de beslutter sig for at campere i Hôtel de Ville ”i et par dage”, mens der diskuteres med borgmestre og ”moderate” om legaliteten og datoen for valget til Kommunen. Det optager al opmærksomhed indtil valgets afholdelse den 26. marts – tid som Thiers udnytter maksimalt.
Denne passivitet og ubeslutsomhed blev kun forstærket af de anarkistiske ideer om ”føderationen” og lokal autonomi, som havde en vis udbredelse bland de ledende revolutionære i Paris. Rationalet var, at Paris bare var en kommune som alle andre og derfor ikke havde ret til at ”påtvinge” resten af landets kommuner noget, men blot måtte gå foran som eksempel. Ved ikke at følge en bevidst og beslutsom strategi for at sprede revolutionen så hurtigt og effektivt som muligt, overlader de i realiteten resten af landet til kontrarevolutionens initiativ, og isolerer Paris.
Valget resulterer i valg af primært repræsentanter fra den revolutionære bevægelse (de få reaktionære der bliver valgt trækker sig). Ud af de 90 medlemmer af Kommune-rådet i Paris er 25 arbejdere, 13 medlemmer af Centralkomiteen og omkring 15 medlemmer af den Internationale Arbejderassosiation (Første Internationale med bl.a. Marx i ledelsen). Sammen med blanquisterne udgjorde de sidstnævne ca. en fjerdel af Kommunen. Blanqui var i mellemtiden blevet taget til fange i Brittany, men blev alligevel valgt in absentia og udnævnes til ærespræsident af Kommunen. Kommune-rådet holder sit første officielle møde den 28. marts og nedsætter ni komiteer indenfor de forskellige områder og en samlende eksekutivkomite.
Herefter følger vedtagelse af en række love, som tilsammen udgjorde et demokratisk regime hvis lige aldrig før var set i historien:
- Valg til alle embedspositioner, med ret til tilbagekaldelse fra vælgerne.
- Afskaffelse af alle privilegier for funktionærer og aflønning som en faglært arbejder.
- Afskaffelse af den stående hær, denne væbnede, magt der står over folket, og dens erstatning af et væbnet folk; i form af Nationalgarden.
- Kommunen skulle være både lovgivende og udførende og dermed ikke en snakkeklub som de borgerlige parlamenter, som begiver sig af med alt og intet, imens den virkelige regeren sker gennem embedsapparatet.
- Kirke og stat blev adskilt, og gjort til et strengt privat anliggende, således at religion ingen plads havde i hverken uddannelsessystemet eller som ejendomsbesidder. I stedet måtte præsterne leve af almisser fra deres menigheder, i lighed med deres forfædre; apostlene.
- Uddannelsesinstitutionerne åbnes op for alle.
- De juridiske funktionærer; tjenestemænd, magistrater og dommer blev fratager deres falske uafhængighed, som blot havde skjult deres underkastelse under de forskellige regeringer, som de på skift havde svoret troskab til. Ligesom alle andre offentlige positioner skulle de nu vælges og stå til ansvar gennem muligheden for tilbagekaldelse fra deres vælgere.
I kraft af dens korte levetid på 54 dage blev Kommunens skitser til en national organisationsform aldrig fuldend. Lyon, Marseille og andre byer forsøger at gøre Paris kunsten efter, men opstandene her slås hurtigt ned. Men intentionen var, at kommune-formen skulle duplikeres i de store byer, men også udgøre grundstammen i hver landsby. Landdistrikterne skulle så administrere deres fælles affærer gennem en forsamling af delegerede i den centrale by for området. Disse forsamlinger skulle så igen sende delegerede til den nationale forsamling i Paris: Hver delegeret demokratisk valg og kontrolleret (dog med bundne mandater, et negativt element fra den anarkistiske indflydelse) med mulighed for tilbagekaldelse fra de der har valgt vedkommende.
Kommune-formen var ikke en opsplitning i små føderative enheder med modstridende egeninteresser. I stedet var det en etablering af et system hvor magten lå så tæt som muligt på folket, og hvor centraliseringen kunne bruges effektivt på de områder hvor det var nødvendigt.
Alle de ovennævnte tiltag ville have været helt illusoriske, hvis ikke de havde været intimt forbundet med arbejderklassens befrielse. Arbejderklassen kan ikke have den politiske magt, samtidig med at dennes lønslaveri under en højere klasse fortsættes. Med kommunen som værktøj skulle det økonomiske fundament for klassesamfundet hives op med rode. Med Marx’ ord:
”Når arbejdet først er frigjort, så bliver hvert menneske arbejder, og produktivt arbejde hører op med at være en klasseegenskab.” (Karl Marx, Den Tredje Adresse fra Generalrådet).
Ud over de politiske love, vedtogs en lang række love til forbedring af de arbejdende massers vilkår, blandt andet udskydelse af gældsbetalinger, forbud mod natarbejde for bagere, ret til at arbejderne gennem deres organisationer kunne overtage og videreføre lukkede virksomheder under deres egen kontrol, og mange lignende tiltag.
Samlet udgør disse tiltag grundstammen i en arbejderstat, eller hvad Marx og Engels kaldte ”proletariatets diktatur”.
Proletariatets diktatur; forstået som det store flertals styre over mindretallet fra den tidligere herskende klasse, i modsætning til borgerskabets diktatur vi lever under i dag; det lille mindretals undertrykkelse af det store flertal. Kommunens liv skulle blive kort, men dens erfaringer er blevet en del af den marxistiske teoris DNA.
Det var da heller ikke tilfældigt at netop Pariserkommunen gav anledning til Marx og Engels’ eneste politiske rettelse i det Kommunistiske Manifest: Nemlig at arbejderklassen ikke bare kan overtage det færdige statsapparat fra borgerskabet, men tværtimod må sønderbryde det og erstattet det med arbejderklassens egen organisation. En halv-stat der, som også Lenin forklarer i Staten og Revolutionen, vil være kvalitativt anderledes end den borgerlige, i kraft af følgende principper:
- Alle embedsmænd skal vælges og skal kunne tilbagekaldes øjeblikkeligt
- Ingen poster skal modtage en højere løn end en arbejder
- De administrative poster skal gå på skift – når alle er bureaukrater, er ingen bureaukrater
- Ingen stående hær, men et væbnet folk
Disse principper, udledt af arbejderklasens virkelige erfaringer fra især Pariserkommunen, blev indoptaget i den marxistiske teori. Det er grundprincipperne for en demokratisk arbejderstat – med Marx’ ord; proletariatets diktatur – hvor staten, for første gang i menneskehedens historie, repræsenterer det store flertal overfor det lille mindretal (det besejrede borgerskab). Med andre ord flertallets diktatur i modsætning til i dag borgerskabets, mindretallets, diktatur. En stat som, med sine forbud mod privilegier, afskaffelse af en væbnet magt hævet over folket og udpræget deltagelse fra den brede befolkning, dør bort, i takt med udviklingen af økonomien, den socialistiske produktion og klassernes forsvinden.
Moderation
I dagene umiddelbart efter valget i Paris, forsøger Kommunen at forhandle en løsning med Versailles, med krav om autonomi – et fuldstændigt utopisk og i realiteten reaktionært krav, som ville isolere Kommunen og give resten af landets arbejdende masser indtryk af, at Paris har nok i sig selv. Paris og Versailles; revolution og kontrarevolution – ild og vand – kan imidlertid ikke forenes. Konflikten var ikke et lokalt spørgsmål, men et spørgsmål om selve systemet og magten i hele landet. Kravet blev da også pure afvist af Thiers, der udmærket er klar over hvilken fare Paris udgør for den herskende klasse.
I det hele taget er det valgte kommuneråd langt mere vægelsindet og moderat end de revolutionære masser. Et andet vigtigt eksempel på dette er, at man holder igen med at overtage fabrikker og virksomhederne, og begrænser sig til at etablere koorperativer i de virksomheder som kapitalisterne selv har forladt eller lukket. Endnu værre: Kommunen lader nationalbanken være, med over 250 millioner franc, mens befolkningen sulter. I stedet optager Kommunen et lån fra Rothschild Bank og da det er opbrugt, tages et nyt lån på 400.000 franc om dagen fra nationalbanken – med Thiers godkendelse! Han havde selvfølgelig alle interesser i at afholde Kommunen fra at nationalisere banken. Kommune-rådet rører den ikke.
Kontrarevolutionen i offensiven
Versailles’ styrkers belejring af revolutionære ParisSamtidig med kommunens udråbelse, begynder Versailles’ styrker at teste Paris’ forsvar for at finde de svage punkter. De tager fortet Mont-Valérian Vest for Paris der står urørt, og som kan bestryge hele byen. Den 30. marts begynde de første træfninger mellem Nationalgarden og de regulære styrker i udkanten af Paris. I disse klarer nationalgarden sig dårligt og trækker sig tilbage. De regulære styrker tager den vigtige bro Pont de Neuilly under dække af Fort Mont-Valérian.
Kommunens Eksekutivkomite og Militærkommissionen samt Nationalgardens Centralkomite beslutter at gøre hvad de skulle have gjort fra dag ét: At starte en offensiv mod Versailles. Den 2. april rykker fem bataljoner over Seinen ved Pont de Neuilly. Men offensiven er dårligt forberedt og elendigt eksekveret. De bliver hurtigt trængt tilbage. 12 nationalgardister bliver dræbt og fire taget som krigsfanger. Hvor Kommunen er storsindet og vægelsindet, viser kontrarevolutionen ikke samme nåde. Alle tilfangetagne kommunarder bliver øjeblikkeligt likvideret efter ordre fra højeste sted.
Nationalgarden forsøger at reorganisere sig, de dårligste officerer bliver luget ud osv. Man forsøger igen den 3. april. Trods den hårde modstand man mødte dagen før, er forventningen hos Kommune-rådet at Versailles’ styrker ikke vil angribe dem og at Nationalgarden vil stå i Versailles 24 timer efter. Men Kommunen bliver straffet hårdt for ikke at have udnyttet muligheden for at vinde soldaterne og slå kontrarevolutionen ned da den havde den, den 18. marts.
Kommunens irregulære styrker rykker naivt frem i tre kolonner uden artilleridække eller kavaleri. De regeringskontrollerede befæstningers artilleri, bl.a. fra Fort Mont-Valérian, smadrer deres linjer og Versailles’ kavaleri hugger de flygtende nationalgardister ned. Offensiven er en katastrofe.
Som svar på Versailles’ likvidering af krigsfanger vedtager Kommunen et dekret den 7. april om gengældelse; Øje for øje, tand for tand. I starten af april bliver Paris’ ærkebiskop, præster og andre religiøse taget som gidsler. Dekretet bliver imidlertid aldrig ført ud i livet og bluffnummeret har kun kort effekt, hvorefter Versailles’ bestialiteter mod tilfangetagede kommunarder fortsættes.
Kommunen forsøger at bytte de omkring 60 gidsler med Auguste Blanqui, men Thiers er udmærket klar over værdien af ledelse og vil under ingen omstændigheder returnere den revolutionære leder til Paris. Præsterne tjener ham bedre som lig.
Bombardement af Paris
I midten af april har Thiers fået samlet tilstrækkeligt svært artilleri og ammunition til at påbegynde bombardement af Paris, som bliver mere intensivt end de tyske styrkers bombardement i årets begyndelse. Målene er tilfældige, og rammer civilbefolkningen i hele byen. Men som det har vist sig igennem historien har bombardementer af byer typisk som eneste effekt at højne forsvarsviljen og hadet til de angribende styrker.
Thiers havde selv været indenrigsminister da de parisiske befæstninger blev bygget, og havde derfor indgående kendskab til Paris’ forsvars svagheder og styrker. Han udpegede broen over Seine ved Pont-de-Jour i det yderste sydvestlige hjørne af Paris som det svageste punkt. Under dække af en 24-timers våbenstilstand for at evakuere sultende parisere, overfører øverstkommanderende MacMahon hovedparten af sit artilleri til at kunne bestryge fæstningen Fort Issy som var kontrolleret af kommunarderne, og som dækker broen.
Den 26. april åbner hele 53 batterier ild mod fortet der hurtigt reduceres til ruiner. Den 30. april evakuerer kommunarderne fortet. Men da nyheden når Centralkomiteen og Kommune-rådet sender de deres mobile styrker ud og genindtager fortet inden Versailles’ styrker kan nå at rykke ind. Fortet holder indtil den 7.-8. maj hvor kommunarderne må trække sig tilbage til Paris.
Styrkeforhold
Den 30. april var også dagen hvor der var lokalvalg i hele Frankrig. Her blev det tydeligt hvor lille opbakning de reaktionære partier; De Forenede Legitimister, Orleanisterne og Bonapartisterne, virkelig havde i landbefolkningen. Ud af 700.000 byrådsmedlemmer som blev valgt i hele Frankrig mønstrede de 8.000 – 1,1 procent.
Samtidig var tiden kommet for Bismack til at befale Thiers til at sende repræsentanter til Frankfurt for at underskrive en endelig fredsaftale. Da de ankom blev de omgående mødt af kravet: Genetablér kejserdømmet eller accepter fuldstændig mine fredsbetingelser; bl.a. hurtigere afbetalingsrater af krigsskadeerstatningerne og accept af fortsat preussisk besættelse af Paris så længe Bismarck måtte ønske.
Hvis Thiers derimod accepterede at genetablere kejserdømmet tilbød Bismarck at frigive flere tilfangetagne franske soldater for at knuse revolutionen, der udfoldede sig direkte foran de tyske styrkers øjne. Han tilbyder dem endda logistisk støtte til deres forehavende, hvilket Thiers naturligvis tager imod med kyshånd. Fredsaftalen bliver underskrevet den 10. maj og ratificeret af nationalforsamlingen den 18.maj (i parentes bemærket blev monarkiet dog aldrig genetableret, på grund af uenighed om bl.a. hvem der skulle have tronen. Den Tredje republik, som skulle have været en provisorisk ordning bestod dermed indtil besættelsen i 1940). Med fredsaftalen er Krigen er nu åbenlyst en klassekrig, med den herskende klasse i Tyskland og Frankrig i enhedsfront mod de parisiske arbejdere.
Paris’ fald
Fotografi fra 18. marts af en nylig opført barrikade på Chaussé Ménilmontant. Den holdt længe stand i den blodige uge i maj. Fotografen overgav i øvrigt sit billede til krigsretten, så de skyldige fra 18. marts kunne identificeres.”TIL VÅBEN! Lad paris fylde med barrikader, og lad bag hver af disse improviserede volde byen udslynge dens krigsråb, dens råb af stolthed, dens råb af modstand, men lad det været dens sejrsråb; for Paris, med sine barrikader, er uovervindelig … Dette revolutionære Paris, dette de store dages Paris, gør sin pligt; Kommunen og Komiteen Til Almen Sikkerhed vil gøre sin!” (proklamation fra Komiteen til Almen Sikkerhed, den 22. maj 1871)
De næste dage kæmper MacMahons styrker sig systematisk vej frem til Paris’ mure, imod heltemodig, men desperat modstand fra kommunarderne. De kontrarevolutionære styrker når bymuren den 20. maj.
I mellemtiden, under indtryk af den fremrykkende katastrofe, beslutter Kommune-rådet den 1. maj, efter en yderst splittet afstemning, at oprette en Komite for Almen Sikkerhed bestående af fem mand for mere effektiv at kunne lede byens forsvar. Men det er for sent og selv ikke dette lille råd kan blive enige om prioriteterne. Kommunen går i opløsning.
Thiers har under hele forløbet haft held med at bestikke og købe enkelte ledere fra Kommunen som forårsagede en del desorganisering og splittelse.
Forløbet omkring det endelige angreb på Paris den 21. maj er da også yderst usandsynligt ikke skulle være resultatet af forræderi. Efter sigende skulle en ingeniør i Paris, som var imod Kommunen, tilfældigt have opdaget at broen ved Pont-de-Jour og byporten Porte de Saint-Cloud, ud fra hvilke de reaktionæres hovedstyrke var blevet koncentreret, var ubevogtet, og derefter være løbet ud og viftede med et hvidt flag, hvorefter MacMahon næsten med det samme rykker over broen og ind i byens sydvestlige hjørne med 70.000 tropper. Inden morgengry den 22. maj har de besat højdedraget ved Trocadero (lige overfor hvor Eiffeltårnet står i dag, på den anden side af Seinen).
Forsvaret på nordsiden af byen var ikke prioriteret højt, da de tyske styrker stod her og området var ”forbudt” ifølge fredsaftalen. Men Bismack tillod MacMahon at marchere de franske styrker tæt forbi de tyske soldaters linjer, så de kunne åbne fem korridorer i bymuren og uventet strømme ind i byen fra nordsiden.
Kommunarderne stod nu med ryggen mod muren. Desperat forsøgte de at bygge barrikader, men de store åbne, lige boulevarder var netop designet til kunne nedkæmpe en opstand, da de muliggjorde brugen af artilleri og mitrailleuses i stor stil, og samtidig gjorde det let at finde alternative ruter uden om svært befæstede barrikader.
Nationalgardens eget artilleri og mitrailleuse, koncentreret i Montmartre, var stille i mange afgørende timer og blev aldrig en trussel. Det havde krævet en centraliseret kommando og mobilt forsvar, som er i stand til at koncentrere sine styrker, noget som den interimistiske Nationalgarde, med flad kommandostruktur og meget lokalt orienterede militser ikke kunne levere.
MacMahon, derimod, var mobil, trods at både ham og Thiers hele tiden var bange for at deres soldater, hvis moral var meget lav, ville skifte side. Så de rykkede langsomt, men systematisk frem. MacMahons styrker tog barrikaderne, ikke forfra som kommunarderne havde forventet, men fra flankerne, eller bagfra. Nogle gange brød de simpelthen vej igennem husene for at flankere en barrikade. Forsvaret var nu reduceret til at kommunarderne kæmpede og døde i deres egne kvarterer. Men her kæmpede de som løver. De vidste hvad deres skæbne ville blive, hvis de blev taget til fange.
Massakren
Versailles hævn over kommunarderne var blodig.Slaget om Paris var i realiteten allerede tabt. Nu begyndte kontrarevolutionens hævn. Morgenen den 23. maj havde MacMahons styrker kontrol med 1/3 af byen. Aftenen inden havde Thiers udtalt at ”Straffen vil være fuldstændig. Den vil blive udført i lovens navn og indenfor loven”. En udtalelse der blev trykt og distribueret. Blodet flød i Paris’ gader.
En karakteristisk episode hændte, da Montmartre fald. Regeringsofficerene kommanderede de overlevende 49 kommunarder, inklusiv kvinder og børn til at marchere til stedet hvor Lecomte og Clement Thomas blev skudt den 18. marts. De fik besked på at knæle ved den samme væg og blev skudt. Sådanne eksempler var utallige.
Men bestialiteterne gjorde kun forsvaret mere indædt. Kommunarderne hagede sig fast i barrikaderne i hjertet af Paris på Place de la Concorde. Snigskytter fra Marinesoldaterne på taget af Operaen kunne skyde kommunarderne bag barrikaden, men alligevel var de ikke til at drive væk. Først da 60 feltkanoner blev koncentreret på barrikaden, og slagtede dem i dusinvis og udslettede barrikaden, blev den indtaget.
Oplevelsen med regeringens snigskytter på tagene fik kommunardernes befalingsmand for det centrale Paris til at beordre sine mænd at brænde bygninger der udgjorde en potentiel trussel mod forsvarslinjer.
Det var nu bare et spørgsmål om tid. Kommunarderne gik over til den brændte jords taktik. Den største sal i Tuileres paladset blev fyldt med sprængstof og med et gigantisk brøl forsvandt bygningen om aftenen den 23. maj. Mange andre bygninger blev sat i brænd og vinden bar ilden fra hus til hus.
Thiers og hans kontrarevolutionære kæmpede, ifølge egne ord, for civilisationen, imod ”mordere og kriminelle”. Virkeligheden var dog anderledes.
”Med spredte skud,” skrev en konservativ London-avis’ parikorrespondent, ”stadigt rungende i det fjerne og tilfældigt sårede stakler døende mellem gravstenene på Pere le Chaise – med 6.000 skrækslagne oprører i fortvivlet færd i katakombernes labyrinter, og stakler løbende gennem gaderne blot for at blive skudt ned i dusinvis af Mistrailleuse – er det oprørende at se cafeerne fyldt med brugere af absint, billiard og domino; kvindelige promiskuøse som slentrer på boulevarderne og festlarmen fra cabinets particuliers i de fashionable restauranter som forstyrrer natten.”
Mens Kommunen i måneder holdt sig moderat, humanistisk og legalistisk, fik alle dyriske instinkter frit løb hos kontrarevolutionen, da den først vidste sig sikker på revolutionens endeligt. De forhutlede masser skulle have en lektion de aldrig ville glemme.
Først den 24. maj, da regeringstyrkeren nærmede sig Hôtel de Ville, efter Versailles’ mord på tusinder og atter tusinder af kommunarder og tilfældige civile, beordrede kommunardernes politichef ærkebiskoppen og nogle andre gidsler henrettet.
Kun i de østlige arbejderkvarterer holdt kommunarderne nu stadig ud. Mens regeringsstyrkerne rykkede frem, blev tilfangetagne kommunarder summarisk henrettet. Mitrailleuse var effektive værktøjer til masseudryddelse.
Den 26. maj rykkede 10.000 tyske soldater der, indtil da, havde holdt sig udenfor kampene, til de østlige forstæder for at spærre flugtmulighederne for de resterende kommunarder og neutraliserede det sidste fort holdt af kommunarderne; Fort Vincennes.
Kommunardernes kamp var fortvivlet. Hele familier, mænd, kvinder og børn kæmpede og døde på barrikaderne.Det sidste område der holdt ud var arbejderkvartererne i 20e arrondissement, hvis smalle middelaldergader egnede sig til barrikadekamp. Her kæmpede familierne; mænd, kvinder og børn sammen i desperat og heroisk kamp. Kommunarderne, der stadig holdt flere fængsler, henrettede nu de sidste gidsler.
Et voldsomt frontalangreb fra regeringsstyrkerne blev slået tilbage med massive tab, men det tjente til at koste kommunarderne deres sidste ammunition. Sidste bastion blev løbet over ende den 28. maj.
Praktisk talt ingen af de tilfangetagne kommunarder, der i teorien skulle bringes til Versailles for at blive stillet for en dommer, nåede frem. Den general der eskorterede fangerne, Marquis de Gallifet, oprettede sit hovedkvarter i Bois de Boulogne (skoven umiddelbart vest for Paris) hvor han sorterede fangerne. Når han mødte dem hilste han dem med ordene:
”Jeg er Gallifet. I folk fra Montmatre mener måske jeg er ond, men jeg er ondere end I kan forestille Jer.”
En anekdote fortæller om en kvinde der kastede sig på jorden, rakte hænderne i vejret og tryglede passioneret om nåde; hun var uskyld, sagde hun til generalen.
”Madame, jeg har besøgt alle teatre i Paris; dit skuespil har ingen virkning på mig”.
Alle der stak ud; var højere eller lavere, pænere eller mere ussel blev peget ud og henrettet.
I Paris gik henrettelsespelotonerne over til at bruge mitrailleuse for at spare tid. De døde blev fragtet ud i vognlæs eller fyldt i skyttegravene og vejene genetableret over deres grave. I ugerne efter den 28. maj blev op til 40.000, mænd, kvinder og børn henrettet. Kontrarevolutionen havde druknet revolutionen i blod.
Konklusioner
Marxisme er arbejderklassens hukommelse. Når man studerer Pariserkommunens fødsel, liv og død er der én lektion som skriger til himlen: Manglen på et revolutionært parti var fatal. I september 1870 kunne arbejderklassen have taget magten i landet, i én bevægelse. At de franske arbejdere var klar til at ofre sig for en højere sag, kan ingen rejse tvivl om. I stedet faldt magten i hænderne på de moderate republikanere, som fra dag ét gjorde alt hvad de kunne for at underminere arbejderklassen og den revolutionære bevægelse. På den måde kom Kommunen for sent: først efter at være undergravet i seks måneder, kom den til magten i en yderst vanskelig objektiv situation, isoleret i Paris, ude af stand til at kommunikere med provinsen, omringet af én verdens mægtigste hære.
Igen og igen var Kommunen som lammet, hver gang en lejlighed bød sig, svandt initiativet og dermed magten ud mellem arbejdernes fingrer. Magtovertagelsen den 18. marts var ikke bevidst, men fik mere karakter af en tilfældighed. Det var kun på grund af de helt særlige omstændigheder, med en revolutionær krise under opsejling og belejring fra en fremmed magt, som gjorde at magten, så at sige, drattede ned i hænderne på Nationalgardens Centralkomite – simpelthen fordi borgerskabet stak halen mellem benene. Og hvad er det første Centralkomiteen gør, i en situation der krævede afgørende og offensiv handling mod kontrarevolutionen? – skiller sig af med magten. Den indkalder valg, starter forhandlinger osv., imens kontrarevolutionen arbejder utrætteligt på at forberede at drukne revolutionen i blod.
Trotskij skrev om denne vaklen bl.a. den 4. februar 1921 i anledning af 50året for kommunen:
”[Magtovertagelsen] blev en ny kilde til passivitet. Fjenden var flygtet til Versailles. Indebar det ikke en sejr? I det øjeblik ville man have kunnet knuse hele den røverbande af en regering uden nogen blodsudgydelse. Samtlige ministre, med Thiers i spidsen, kunne være blevet taget til fange i Paris. Ingen ville have løftet en hånd for at forsvare dem. Men de blev ikke fængslet. Der fandtes ikke nogen centraliseret partiorganisation med øje for situationen som helhed og ingen særlige organer, som kunne iværksætte ledelsens beslutninger.” (Leon Trotskij, Læren af Pariserkommunen 1921)
Den militære side blev også kraftigt undervurderet. Det var en fejl at Centralkomiteen gik i gang med at organisere valg til en kommune, på et tidspunkt hvor tid var så dyrebar. Men da først Kommunen er etableret, burde den have reorganiseret Nationalgarden, indsat betroede ledere ned igennem organisationen og indført streng disciplin, som forberedelse til borgerkrigen. I stedet var der nu to valgte og konkurrerende organer; Centralkomiteen og Kommune-rådet, parallelt. Centralkomiteen havde et demokratisk mandat, men på grund af oprettelsen af Kommunen ved siden af sig, manglede den den energi og determination der er nødvendigt for at kunne lede militære aktioner effektivt. Resultatet var forvirring og handlingslammelses overfor en effektiv ledt kontrarevolutionær hær.
Paris’ isolation var årsag til at de kontrarevolutionære kunne koncentrere alle deres kræfter om blot en enkelt by og udslette revolutionen. Derfor burde alt være sat ind på at bryde denne isolation helt fra start. Men det skete stort set ikke. Her har de ledende politiske tendenser i toppen af kommunen uden tvivl haft en effekt:
”I dette specielle tilfælde understøttedes passiviteten og ubeslutsomheden desuden af føderationens og autonomiens hellige principper. Paris er nemlig kun en kommune blandt mange kommuner. Paris vil ikke påtvinge nogen noget; det stræber ikke efter noget diktatur, undtagen muligvis ‘det gode eksempels diktatur’.
Dette var, kort sagt, intet andet end et forsøg på at erstatte den proletariske revolution, som var i færd med at udvikles, med en småborgerlig reform: en kommunal autonomi. Den virkelig revolutionære opgave var imidlertid at sikre proletariatet magten over hele landet. Paris måtte så gøre tjeneste som revolutionens base, som dens støttepunkt, dens stærke fæstning. Og hvis man skulle nå dette mål var det nødvendigt uden opsættelse at besejre Versailles og sende agitatorer, organisatorer og væbnede styrker ud over hele Frankrig. Det var nødvendigt at optage kontakt med sympatisørerne, bestyrke de tvivlrådige i deres tro og knuse fjendens modstand. Men i stedet for at satse på denne offensive og attakerende politik, som var den eneste, som kunne have reddet situationen, forsøgte ledelsen i Paris at isolere sig i sit kommunale selvstyre; de vægrede sig ved at angribe andre, for at andre ikke skulle angribe dem; hver by havde sin egen hellige ret til at styre sig selv. Dette idealistiske vås – af samme støbning som den mondæne anarkisme – skjulte i virkeligheden en fejhed overfor den revolutionære proces, som skulle have været fortsat, uafbrudt og lige til enden, eller aldrig have været sat i gang.” (ibid.)
Det er en hård dom. Men det er nødvendigt at være hård for at skære ind til benet af begivenhederne og nå kernen af problemet. Vi må sige tingene som de er. Men når det er sagt, så var det utroligt hvor meget Kommunen, i høj grad på initiativ af masserne selv, alligevel gjorde rigtigt, ikke mindst i forhold til at etablere principperne for organisationen af et fremtidigt samfund. Det var også markant, at de politiske tendenser der var ledende i Pariserkommunen; blanquister og proudhonister (anarkister), endte ud med at gøre det modsatte af deres doktriner. Engels forklarer i sit forord til Marx’ Borgerkrigen i Frankrig:
”Proudhon – socialisten, således som småbonden og håndværksmesteren ville have ham – betragtede al sammenslutning med et positivt had. Han sagde om den, at den indeholdt mere ondt end godt; den var af naturen ufrugtbar, ja endog skadelig, fordi den var en lænke på arbejdernes frihed; den var et rent og skært dogme, uproduktiv og generende, i modstrid både med arbejderens frihed og med arbejdsbesparelse, og dens ulemper ville vokse hurtigere end dens fordele; i modsætning til den var konkurrence, arbejdsdeling og privatejendom økonomiske kræfter. Kun i undtagelsestilfælde – sådan kalder Proudhon det – som storindustri og store bedrifter, f.eks. jernbaner – var arbejdernes sammenslutning på sin plads (jfr. ‘Idée générale de la Révolution, 3. étude’).
Omkring 1871 var storindustrien selv i Paris, kunsthåndværkets centrum, allerede i den grad holdt op med at være undtagelsestilfælde, at langt det vigtigste dekret fra Kommunens hånd bestemte, at der skulle indføres en organisation for storindustrien og endogså for manufakturen, en organisation, der ikke alene skulle hvile på arbejdernes sammenslutning i hver fabrik for sig, men som også skulle samle alle disse foreninger til ét stort forbund, kort sagt en organisation, der, som Marx ganske rigtigt siger i ‘Borgerkrigen’, til syvende og sidst måtte føre til kommunismen, altså det stik modsatte af Proudhons lære. Og derfor var Kommunen også graven for Proudhons socialistiske skole. Denne skole er i vore dage forsvundet fra de franske arbejderkredse; her hersker Marx’ teori nu ubestridt, hos possibilister såvel som hos ‘marxister’. Kun inden for det ‘radikale’ bourgeoisi findes der endnu proudhonister.
Det gik ikke blanquisterne bedre. De var opdraget i sammensværgelsens skole, sammenholdt af den dertil svarende skrappe disciplin, og de gik derfor udfra den opfattelse, at et forholdsvis lille antal beslutsomme, velorganiserede mænd var stand til i et givet øjeblik ikke blot at gribe statens ror, men også ved udfoldelse af stor hensynsløs energi at holde det, indtil det lykkedes dem at rive folkets masse ind i revolutionen og gruppere den omkring deres lille førerskare. Dertil hørte frem for alt den strengeste, diktatoriske centralisering af al magt i den nye revolutionære regerings hånd. Og hvad gjorde Kommunen, der for flertallets vedkommende bestod netop af disse blanquister? I alle sine proklamationer til franskmændene i provinsen opfordrede den disse til at forene alle franske kommuner med Paris til en fri føderation, en national organisation, der for første gang virkelig skulle skabes af selve nationen. Netop den hidtidige centraliserede regerings undertrykkelsesmagt, hæren, det politiske politi og bureaukratiet, som Napoleon havde skabt i 1738, og som enhver ny regering siden da havde overtaget og udnyttet mod sine modstandere som et kærkomment redskab, netop denne magt skulle falde overalt, således som den allerede var faldet i Paris.”
Klassekampen og revolutionen fik altså sin egen logik – en logik der ucermonielt rullede hen over ledernes forudfattede anarkistiske og blanquistiske ideer og resulterede i et program som i hovedtræk fulgte Marx og Engels’ politiske linje. Men der manglede et revolutionært parti til at føre det igennem, konsekvent og beslutsomt.
Men hvad nu hvis der havde været et revolutionært parti, a la Bolsjevikkerne i Rusland, som havde ledt revolutionen i Paris og Frankrig – havde Bismarcks styrker så ikke bare udslettet dem? Måske. I krig og revolution gives ikke garantier, og tidspunktet var absolut ikke fordelagtigt.
Men det kan heller ikke udelukkes, at Bismarcks hær var kommet i problemer, hvis han havde forsøgt at slagte revolutionen selv. De tyske soldater var mobiliseret til en forsvarskrig mod Louis Bonapartes invasionsforsøg. Det var ikke tilfældigt at Bismarck holdt den i baggrunden. Det er velkendt, at de tyske soldater omkring Paris lod flygtende kommunarder slippe igennem deres linjer, hvilket vidner om en vis solidaritet, og i hvert fald ikke en fjendtlig indstilling. Èn ting er, for en tysk soldat i den preussiske hær, at ”dø for sit land”. Noget andet er at kæmpe på fremmed jord mod klassefæller som viser beslutsomhed og ikke mindst ville kunne appellere til de tyske styrker om solidaritet. Det skete i den russiske borgerkrig efter revolutionen i 1917, hvor den unge arbejderstat vandt over 21 invaderende hære, ved effektiv organisering og i høj grad med politiske midler. At ideen heller ikke er grebet ud af den blå luft i forhold til Pariserkommunen viser resolutioner vedtaget i både Frankrig og Tyskland inden Louis Bonapartes krigseventyr:
”… Brødre i Tyskland! Vor splittelse vil kun føre til despotismens fuldstændige triumf på begge sider af Rhinen … Arbejdere i alle lande! Hvad der end i øjeblikket kommer ud af vore fælles anstrengelser, vi, medlemmerne af Den internationale arbejderassociation, for hvem der ikke eksisterer grænser, vi sender jer som pant på vor ubrydelige solidaritet de franske arbejderes ønsker og hilsener.” (uddrag af manifest fra “Réveil” for 12. juli 1870)
og fra tysk side:
”I Chemnitz har en forsamling af tillidsmænd, der repræsenterede 50.000 sachsiske arbejdere, enstemmigt vedtaget følgende resolution: “I det tyske demokratis navn og navnlig på de socialdemokratiske arbejderes vegne erklærer vi den nuværende krig for en rent dynastisk krig … Med glæde tager vi imod den broderhånd, som de franske arbejdere har rakt os … Idet vi mindes Den internationale arbejderassociations parole: “Proletarer i alle lande, foren jer!” vil vi aldrig glemme, at arbejderne i alle lande et vore venner og despoterne i alle lande vore fjender.””
(citeret af Karl Marx, Første adresse fra generalrådet om den fransk-tyske krig)
Men historien gik som den gik. Titusindvis betalte med deres liv. Vi kan ikke hævne de døde overfor gerningsmændene. Men vi kan hævne dem ved at smadre det system de kæmpede for at besejre, men som til sidst ledte dem til slagtebænken. Det kræver at vi lærer af deres fejl og dyrekøbte erfaringer, i stedet for, som det er tilfældet i visse anarkistiske kredse, at ophøje netop de svage sider til principper.
Paris’ arbejderes forsøg endte i nederlag. Et nederlag der for en stor dels vedkommende var forudsigeligt. Betyder det at deres kamp var forgæves? Ingenlunde, som Lenin skrev i 1908:
”… trods alle sine fejl var Kommunen et superb eksempel for den store proletariske bevægelse i det nittende århundrede. Marx satte høj pris på Kommunens historiske signifikans – hvis arbejderne, under det forræderiske forsøg fra Versailles-banden på at erobre våbnene fra Paris’ proletariat, havde tilladt sin egen afvæbning uden kamp, ville de katastrofale effekter af den demoralisering som denne svaghed ville have skabt i den proletariske bevægelse, have været langt, langt værre end de tab som arbejderklassen led i kampen for at forsvare sine våben. Kommunens ofre, enorme som de er, bliver opvejet af dens vigtighed for proletariatets generelle kamp: Den vækkede den socialistiske bevægelse over hele Europa, den demonstrerede styrken af borgerkrig, den forviste patriotiske illusioner og smadrede den naive tro på ethvert af borgerskabets bestræbelser for fælles nationale mål. Kommunen lærte det europæiske proletariat konkret at fremsætte den socialistiske revolutions opgaver.
De lektioner som proletariatet lærte vil ikke blive glemt … Og selvom disse fantastiske opstande fra arbejderklassen blev knust, vil der komme nye opstande, stillet overfor hvilke styrkerne fra proletariatets fjender vil vise sig ineffektive og fra hvilke det socialistiske proletariat vil træde frem, fuldstændigt sejrrigt.” (Vladimir Lenin, Lessons of the Commune, 1908)
