Den 13. april blev den 23-årige Mashal Khan, journaliststuderende ved Abdul Wali Khan Universitetet lynchet af en folkemængde. Han blev trukket ud af sit værelse og skudt på, imens gruppen lynchede ham. Selv efter at være blevet dræbt, blev hans krop vanhelliget og ydmyget.
Horden ville brænde hans krop, men det blev forhindret. Alt dette fandt sted foran politi og universitetets sikkerhedsvagter, samt soldater, der også er til stede på universitetsområdet grundet den usikre situation i området. Flere studerende filmede grusomhederne på mobiltelefoner. Disse videoer spredtes senere på internettet, og skabte enorm indignation blandt studerende og den brede offentlighed landet over.
Mashal Khan var, sammen med to venner, fejlagtigt blevet beskyldt for blasfemi, hvilket ifølge pakistansk lovgivning er strafbart med dødsdom, hvis anklagede findes skyldig. Politiets øverstkommanderende har bekræftet i en udtalelse, at der ikke er fundet sådanne beviser mod Mashal Khan, efter at hans værelse, computer, mobiltelefon og andre ejendele var blevet gennemsøgt, og at det kategorisk kan bekræftes, at han aldrig begik blasfemi. I de seneste udtalelser i retssalen hævder en af hans venner, Abdullah, som også blev såret af hoben og sendt på hospitalet, at universitetets administration har planlagt begivenhederne, fordi Mashal Khan vovede at hæve stemmen angående ledelsens rådne korruption, og at han var i besiddelse af vigtige dokumenter, som han agtede at fremhæve i retten og medierne.
Mashal Khan var en progressiv studerende. Efter hændelsen, da medierne besøgte hans værelse, mødtes de af portrætter af Karl Marx og Che Guevara, der hang på væggene. Der var paroler skrevet på væggene, bl.a. “Proletarer i alle lande, foren jer!” Han havde også studeret ved Moskvas universitetet i et par år, men på grund af finansielle begrænsninger var han nødt til at opgive sine studier dér og vende tilbage til Pakistan. Blot få dage før hændelsen havde han organiseret protester imod universitetsadministrationen om problemer som stigende studiegebyrer. I et interview på tv under protesterne den 16. april sagde han, at priserne for at studere ved andre regeringsuniversiteter er ca. 10.000-12.000 rupees, mens at dette universitet kræver 25.000 rupees per semester – en massiv uretfærdighed. Han berørte også spørgsmålet om korruption i administrationen.
Som følge af disse aktiviteter og hans progressive ideer var Mashal Khan ved at blive en sten i skoen for universitetsadministrationen – derfor planlagde de at skille sig af med ham. Ledelsen planlagde denne afskyelige forbrydelse med hjælp fra lederne af den fundamentalistiske studenterorganisation, Islami Jamiat Talba (IJT) og den nationalistiske gruppe, Pushtoon Studenterføderation (PSF). IJT har en lang historie med kriminelle og fundamentalistiske aktiviteter på universitetsområder i hele landet. Kraftigt støttet af den pakistanske stat og universitetsledelserne har denne studenterorganisation været brugt til at forfølge progressive studerende og til at skabe en truende stemning af frygt på universitetsområderne. IJT spillede en ledende rolle i rekrutteringen af jihadister i det amerikansk-støttede “Dollar Jihad” i Afghanistan i 1980’erne, der senere banede vej for Taliban. Studenterorganisationens moderparti, Jamat Islami, er pt. i en koalitionsregering i regionen, Khyber Pushtoonkhwa, hvor drabet fandt sted. De sad også i regering under Musharaf diktaturet. Ved magten er de også ansvarlige for drastiske ændringer i pensum, der gør det lettere for deres fundamentalistiske organisationer at rekruttere studerende.
Den anden ledende organisation i denne forbrydelse er PSF, studenterfløjen i det pushtoonske nationalistparti, ANP. Det var ved magten i regionen i fem år fra 2008 til 2013, grundlagde universitetet og navngav det efter deres afdøde leder, Abdul Wali Khan. Partiet hævder at være arven efter Bacha Khan, bedstefar til den nuværende leder Asfandyar Wali og fader til Abdul Wali Khan. Bacha Khan var inspireret af Ghandi, især hans ideer om ikke-vold. Partiet havde også stærke venstrefløjstendenser, og dens tilhængere blandt arbejderklassen, der bar røde kasketter, adskilte sig fra alle landets øvrige partier. Men partiet har forvildet sig bort fra sine idealer og er ved at drukne i en sump af sort økonomi, narkotikahandel, ulovlig tilegnelse af fælles jord samt andre ulovligheder. Disse kriminelle handlinger har afsløret partiets degenerering, der har nået en sådan grad, at dets studenterledere ikke længere kan skelnes fra lederne af deres ideologiske modstykke, IJT. Andre, der førte an i horden er folk fra det ledende parti – Imran Khans PTI – og dettes studenterfløj.
Mashal Khan mobiliserede studerende til at kamp for deres rettigheder, noget IJT pg PSF ikke kunne acceptere. Ydermere havde han begyndt en kampagne mod universitetsledelsen vedrørende stigningerne i studiegebyrer, og skulle snart afsløre en enorm korruptionsskandale, der involverede universitetets administration. Ledelsen fornemmede truslen mod dens plyndring, og sværgede at få Mashal til at tie. Først bad de PSF’s ledelse om at tvinge Mashal til ikke at udtale sig om hverken korruption eller studerendes rettigheder. Derefter blev IJT og regeringspartiets studenterfløj kontaktet, men de formåede heller ikke hjælpe deres medskyldige. Af frygt for at miste kontrollen med situationen beordrede universitetsledelsen Abdullah, en af Mashal Khans kammerater, til at vidne imod Mashal, og dermed opdigte en historie om blasfemi. Ikke overraskende nægtede han.
Den 12. april blev Mashal Khan løgnagtigt anklaget for at dele blasfemisk materiale på Facebook af andre studerende i lommen på ledelsen. At disse anklager var falske, blev bevist af, at pågældende Facebook-konto var aktiv selv efter det forfærdelige drab på Mashal. På det tidspunkt rådede Mashals venner ham til at tage hjem, indtil situationen var faldet til ro, men det nægtede han og fastholdt, at han var uskyldig. Samme dag blev propaganda, der påstod, at han havde begået blasfemi, spredt af en del studerende i kantinen og andre steder.
En studerende fra de ovennævnte organisationer kom med beskyldninger mod ham og andre vidnede falsk om denne forbrydelse. Så de samledes næsten halvtreds studerende omkring dem, og marcherede, under politiets og universitets sikkerhedsvagters beskyttelse, mod Mashal Khans værelse, mens de råbte islamiske paroler.
Mashal nægtede at løbe væk fra sit værelse, eftersom han ikke havde gjort noget forkert. De, der forsøgte at redde ham, var ubevæbnede og blev skubbet væk, mens de, der var på vej for at dræbe ham, var fuldt bevæbnede og havde fuld beskyttelse fra sikkerhedsstyrkerne og universitets administration. Først blev Mashal på umenneskelig vis slået med træplanker, og derefter blev han skudt på og ramt af to kugler, inden han blev trukket ned ad trappen i den tre-etager høje bygning. De rev tøjet af ham, og hans lig blev overfaldet og lemlæstet med mursten. Politiets tilstedeværelse under alt dette kan tydeligt ses i de videoer, der cirkulerer på de sociale medier.
Efter mordet udsendte universitetsadministrationen en meddelelse, der beskyldte Mashal og hans to venner for blasfemi og bortviste ham fra universitetet. Et undersøgelsesudvalg blev også udnævnt til at undersøge forbrydelsen. I denne meddelelse er der ingen omtale af brutalitet og drabet begået af Mashals mordere, ej heller rejses der nogen sagsanlæg mod de involverede. Universitetet blev lukket på ubestemt tid efter dette.
Da nyheden nåede studerende over hele landet, udviklede der sig en stærk stemning af indignation og vrede mod fundamentalisterne. For det første portrætterede medierne dette mord som en spontan reaktion på beskyldningerne om blasfemi fra hundredvis af studerende. Men senere rapporter viste, at alt dette var planlagt, og at flere dusin studerende var involveret; i mellemtiden, var mange universitetsansatte også medskyldige. På grund af politiets tilstedeværelse kunne andre studerende ikke gøre noget for at beskytte Mashal Khan. Alle disse detaljer førte til protester på campusser på universiteter over hele landet, hvor de studerende rejste paroler mod statssponsoreret terrorisme og krævede dødsstraf til de grusomme mordere.
Da Mashal Khans lig blev flyttet til hans landsby i Swabi nægtede lederne af bønnen og lokale mullaher at lede hans begravelsesbønner, og kaldte ham en vantro. Offentlige meddelelser blev også udsendt fra moskeerne, der opfordrede folk til ikke at deltage i hans begravelse. En lokal tekniker ledte derfor hans begravelsesbønner med nogle få mennesker til stede; hele situationen var anspændt. Nogle folk bevogtede begravelsen med våben for at forsvare sig mod eventuelle angreb. Denne lokale tekniker blev også senere truet med alvorlige konsekvenser.
Men da nyheden om denne uretfærdighed spredte sig, var der en generel reaktion af vrede mod disse grusomheder. Hundredvis af studerende og venstreorienterede politiske aktivister over hele landet flokkedes til Mashal Khans landsby for at udtrykke solidaritet med hans familie. En delegation fra Progressive Youth Alliance besøgte også hans landsby og mødtes med hans far og udtrykte deres solidaritet med ham og hans familie. Kammerater fra PYA talte også til forsamlingen og udtrykte deres vrede mod fundamentalismens gift, og hvordan dette onde har sine rødder i det kapitalistiske system i forrådnelse, der forpester landet.
Alle disse solidaritetsaktioner gav folk i landsbyen mod, og to dage senere kom de ud i stort tal for at protestere mod denne hetz og rejste paroler om Begunah (”han er uskyldig”) og krævede dødsdomme til morderne. Et stort antal mennesker samledes på det vigtigste vejkryds i landsbyen, hvor studenterledere og venstreorienterede politiske aktivister talte.
De studerendes reaktioner over hele landet over denne hændelse er så stærk, at nogle mullaher har måtte gå på TV for at meddele, at Mashal Khan er en martyr (Shaheed).
Protester blev afholdt af studerende ved Peshawar Universitet, Malakand Universitet, Quaid e Azam Universitet Islamabad, Islamic International Universitet Islamabad, Baluchistan Universitet, UET Lahore, BZU Multan, Islamia Universitet Bahawalpur og mange andre. PYA Lahore har også dedikeret sin konvention, der afholdes den 22. april, til Mashal Khan, ligesom PYA bekæmpede han også stigende studiegebyrer og korruption på universiteterne.
Denne hændelse viser også, hvordan de ideer, der fremføres af de borgerlige intellektuelle, der ønsker at ændre samfundet og reformere systemet via de statslige institutioner og ved blot at uddanne de unge, har spillet fallit. Det viser tydeligt, at alle institutioner i staten støtter de reaktionære kræfter og uvidenhed. Den eneste vej ud for de unge er at bekæmpe staten og de imperialistiske magter, der finansierer og støtter den islamiske fundamentalisme i regionen. Problemet her er ikke de unges uddannelse, men et senilt socioøkonomisk system.
En stor del af befolkningen i Pakistan er analfabeter. Af dem, der er i stand til at betale for en ordentlig uddannelse, er meget få (kun fire procent) i stand til at nå universitetsniveau, da de er tvunget til at arbejde for at tjene penge for at overleve. På universitetets campusser, bringes de til tavshed af statsligt sponsorerede bøller, mens studenterorganisationer og politik er forbudt. Før de bliver optaget, er de studerende tvunget til at underskrive et juridisk dokument, hvor de lover ikke at være involveret i politiske aktiviteter. Brud på denne aftale betyder, at de kan blive bortvist. Så mens gebyrerne er steget hvert halve år, og kvaliteten af uddannelserne forværres kontinuerligt, har de studerende ikke lov til at hæve stemmen. Universitetsadministrationen bliver ved at tjene penge gennem korruption, mens de nægter eleverne deres grundlæggende rettigheder. Kritisk tænkning på campus undertrykkes også hårdt, og enhver studerende, der rejser spørgsmål om pensum eller den statsligt leverede udlægning af ethvert emne, ignoreres af professorerne og administrationen, og der gøres alle bestræbelser på at udrense eventuelle kritiske synspunkter.
Mashal Khan var en sådan studerende, der kæmpede mod al uretfærdighed og grusomhed. Indtil hans sidste åndedrag var han loyal over for sine idealer.
Reaktionens brutale styrker har forsøgt at bringe Mashals stemme til tavshed, men de opnåede det modsatte. Hans stemme har nu mere styrke og er ved at vinde genklang på campusser over hele landet. Dette system og den stat, der forsvarer det, forrådner i et hastigt tempo, og onde kræfter manifesterer sig i forskellige brutale former. Mashal, og tusinder af studerende som ham, ved, at en kræftsvulst af barbari, frustration, og individualisme har gennemsyret samfundet. Ligesom tornet ukrudt kan dette rådne system ikke bare beskæres; det må trækkes op ved roden.
Revolutionære studerende, arbejdere og bønder må stå sammen i denne krig mod tyranni og undertrykkelse. De må kæmpe for et rødt daggry, som sikrer menneskeheden en lys fremtid, hvor eliten og den undertrykkende minoritet ikke længere hersker over masserne. De studerende over hele landet vil lade sig inspirere af Mashals kamp (hans navn betyder bogstaveligt fakkel) og påbegynde deres egen revolutionære aktivitet og skabe et revolutionært marxistisk parti, der kan frigøre de undertrykte klasser gennem en socialistisk revolution.
