Ordentlig uddannelse til alle – stop nedskæringerne på uddannelserne!


Kasper Siegismund



5 minutter

Det danske uddannelsessystem trænger til alvorlige forbedringer og flere ressourcer. Alle unge under uddannelse vil kunne give en hel række af eksempler på forhold, der er for dårlige på deres skole: usselt arbejdsmiljø, manglende rengøring, forældede materialer, for mange elever i klasserne osv.

De borgerlige angriber uddannelsesområdet

Men den borgerlige regering har ikke tænkt sig at gøre noget ved disse problemer – tværtimod. Med den nye finanslov indleder Venstre og de Konservative sammen med Dansk Folkeparti et totalangreb på alle uddannelser. Selvom medierne har prøvet at bilde ungdommen ind, at besparelserne var taget af bordet, er dette langtfra tilfældet. Af frygt for ungdommens protester har regeringen udskudt nogle af de mest direkte angreb, men der er stadig generelle nedskæringer på hele uddannelsessystemet, og mange af de penge, der ikke skal spares på uddannelserne, tages alligevel fra uddannelserne, nemlig fra forskellige reservepuljer, som uddannelsessteder kunne få, hvis der var brug for det.

Arbejdsmarkedsuddannelsesområdet er ifølge LO også undtaget fra “redningen” af uddannelsesområdet. Der mangler 221 mio. kroner på finanslovsforslaget for at opretholde den eksisterende standard på voksen- og efteruddannelsesområdet.

Og sådan er det også mere generelt set: Det er godt, at regeringen er blevet tvunget tilbage på nogle punkter, men enhver nedskæring er en forringelse, især i en situation, hvor mange års nedskæringer og laden stå til har ført til et uddannelsessystem med mange mangler, hvor der i høj grad er brug for mange flere ressourcer.

På Københavns Universitet er sparekravet f.eks. gået fra 100 til 50 mio. kroner, men Forenede Studenterråd gør opmærksom på, at dette stadig svarer til f.eks. at fjerne uddannelserne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (4.200 studerende), oveni at Københavns Universitet allerede har sparet knap 20% siden 1997.

Samlede protester!

Hele den sidste periode har været kendetegnet ved stor aktivitet blandt unge under uddannelse. Handelsskoleeleverne demonstrerede sidste år, gymnasieeleverne har været involveret i flere kampe i den sidste tid, og så var der de københavnske folkeskoleelevers flotte strejke og demonstrationer i januar. Den hidtidige kulmination kom torsdag d. 7/2 2002, hvor op imod 30.000 unge gik i demonstrationer over hele landet i protest mod de dårlige forhold på landets uddannelser og de borgerliges planlagte besparelser. På trods af en massiv mediekampagne om, at nedskæringerne var taget af bordet, lod elever og studerende sig ikke narre. Det massive fremmøde viste en vilje til at kæmpe imod disse angreb og for et ordentligt uddannelsessystem. Demonstrationerne var en stor succes, med deltagelse af unge fra mange forskellige uddannelser.

Initiativet “Uddannelse er Danmarks råstof”, der samler mange forskellige organisationer på uddannelsesområdet, var et stort fremskridt. Elever og studerende har brug for at stå sammen i fælles kamp mod forringelserne, og det er vigtigt at opbygge en fælles organisering af unge – et LO for unge under uddannelse, som kan samle og koordinere protesterne.

Vejen frem?

Ifølge de udmeldinger, der kom efter 7/2, skulle Råstof-initiativet fortsætte, men uden planer om store demonstrationer og en rigtig optrapning af de aktuelle protester. Der var en udpræget forvirring over, at protesterne ikke førte til nogen resultater, og der manglede et perspektiv for, hvordan kampen skulle føres videre. Man talte om at tage kampen ud på skolerne og lave happenings, og så vente med “den store kamp” til efter sommerferien.

Det er nødvendigt at udvide protesterne NU!

Demonstrationerne 7/2 viste, at der er utrolig stor opbakning i ungdommen til kampen mod nedskæringerne. Organisationerne i Råstof-initiativet har helt ret, når de understreger vigtigheden af at fortsætte samarbejdet mellem alle uddannelsesgrupper i Danmark, og det er helt korrekt, at der er brug for flere kampe og flere demonstrationer med mere konkrete krav. Men det er nu, det sker. Nedskæringerne kan stadig stoppes, og der er al mulig grund til at optrappe protesterne.

Der er voldsomt brug for at forene alle protesterne mod regeringens politik, som i bund og grund handler om det samme – nemlig modstand mod de borgerliges asociale angreb på velfærdssamfundet. Det er længe siden, der har været så store elev- og studenterdemonstrationer i Danmark som dem, vi så d. 7. februar.

Det må være de forskellige elev- og studenterorganisationers fornemste ansvar at føre protesterne fremad og udvide dem. Det er nu, det sker, og hvis man forpasser den chance, er det ikke godt at vide, hvornår den kommer igen. Protester som dem d. 7. februar må der følges op på med det samme, de må udbygges og føres fremad, ellers risikerer man, at det går i sig selv igen, og at de aktive elever og studerende – helt berettiget – mister respekten for de organisationer, som ikke er klar til at føre kampen videre. Hvorfor skal nogen tro på, at det nytter noget næste gang, når det ikke gjorde det denne gang?

For en kampklar elev- og fagbevægelse!

Det er bydende nødvendigt at forene den aktive elev- og studenterbevægelse med arbejderbevægelsen, at samle protesterne og gennemføre fælles demonstrationer for arbejdere og unge imod regeringens nedskæringsplaner. Hvis elever og studerende står fast og optrapper, i stedet for at trække sig tilbage – hvis de knytter deres kamp til de offentligt ansattes kamp, og hvis vi i det hele taget udfordrer regeringen med en kampklar elev- og arbejderbevægelse, så er der ikke noget, der kan redde regeringen. Når kampviljen, og den nødvendige ledelse, der tør at gå foran, er til stede, er der intet, der kan stoppe en aktiv arbejderklasse og ungdom. Stillet over for sådanne protester ville regeringen blive tvunget til at trække alle nedskæringer tilbage.

Men alt dette kræver, at de aktive i både fag- og elevbevægelse kæmper for en ledelse og en linje, der fører frem og ikke tilbage – at de kæmper for faglige ledere, der ikke – bevidst eller ubevidst – gør alt, hvad de kan, for at lægge bånd på protesterne. En ledelse, der kan udbrede protesterne, vinde flere og flere lag for dem, og samle og optrappe dem indtil sejren.