Oprøret på Wall Street

Det er ikke længe siden, de borgerlige medier flød over med rapporter om højrefanatikerne i Tea Party-bevægelsen. Selv nogle ”venstreorienterede” hoppede med på myten om, at de amerikanske arbejdere og unger er borgerliggjorte og aldrig vil sætte spørgsmål ved det kapitalistiske system. Men så kom oprøret på Wall Street. Det bredte sig som en steppebrand til alle afkroge af landet og videre ud.

#Occupy Wall Street-bevægelsens hovedformål er at protestere imod den åbenlyse økonomiske ulighed i samfundet. De protesterer fordi Wall Street, de store banker og de store virksomheder modtog store økonomiske hjælpepakker fra regeringen, da krisen ramte i 2008 og nu skovler de profitter ind, mens arbejdsløshed, gæld og fattigdommen blandt resten af befolkningen fortsat stiger og stiger.

Bevægelsenstartede den 17. september 2011 i Zucotti park i Manhattans finansielle distrikt i New York. Siden har bevægelsen spredt sig til flere hundrede byer over hele USA og i resten af verden. Nu 2 måneder senere har vejret og nye lokale lovgivninger tvunget mange af besætterne landet over til at ty til nye metoder og nye protestformer. Ingen af de problemer, som bevægelsen protesterer i mod, er dog blevet løst. Utilfredsheden med systemet og de deprimerende fremtidsudsigter for flertallet af USA’s befolkning bobler stadig under overfladen og vil finde nye og stærkere udtryksformer end hidtil.

Bevægelsen bruger slagordet ”Vi er de 99 procent”. Det viser en klar ”os mod dem” opfattelse samt en forståelse af at samfundets rigdom er koncentreret på meget få hænder – og at det overvældende flertal af befolkningens interesser ikke er repræsenteret politisk eller økonomisk. Dette er et faktum som selv de borgerlige medier anerkender.

The New York Times skrev i en leder den 8. oktober: ”Protesterne er dog mere end et ungdomsoprør. De protesterendes egne problemer er kun en illustration af, hvordan økonomien ikke fungerer for de fleste amerikanere. De har fuldstændig ret, når de siger, at den finansielle sektor, med regulatorer og aftalt spil med valgte embedsmænd, voksede og tjente på kreditboblen, der brast, hvilket kostede millioner af amerikanere deres job, indkomster, opsparinger og hjem. Mens de dårlige tider er fortsat, har amerikanerne også mistet deres tro på genoprettelse og forbedring.” New York Times
Hvad er #Occupy?
#Occupy-bevægelsen er direkte inspireret af begivenhederne i Egypten og Tunesien samt Spanien og Grækenland – og man skal ikke lede længe for at finde ligheder i det der kæmpes for og imod. På overfladen hersker der stor forvirring om hvad #Occupy-bevægelsenss formål er. Både blandt dem der er en del af det, dem der støtter det og dem der kritiserer det. Én ting er de dog enige om – hvilket står 100 procent klart: De er utilfredse med status quo og er villige til aktivt at kæmpe for en bedre fremtid i stedet for at sidde derhjemme og brokke sig.

Bevægelsen har betydet en enorm omvæltning af den offentlige debat og bevidsthed. Det står fuldstændig klart, at lige som på Tahrir-pladsen og Syntagma-pladsen kæmpes der imod kapitalismens grimme virkelighed. Ungdommen i USA går under termen ”The generation of lost opportunity” (de tabte muligheders generation, red.), hvilket siger alt og også forklarer, hvorfor bevægelsen ikke har fokuseret på en eller to specifikke ting men i stedet er rettet bredt mod kapitalismens krise og årsagerne til den.

Hvem er de 99 procent?
Occupy-bevægelsen er et virvar af forskellige mennesker og holdninger. Blandt de protesterende vil man kunne møde folk i alle aldre af alle politiske afskygninger og ideologier. Det siger sig selv at 99 procent af befolkningen unægtelig vil være alt andet end homogen.

Héctor R. Cordero-Guzmàn professor i sociologi har foretaget en interessant undersøgelse på www.occupywallst.org. Et par sigende resultater fra undersøgelsen er at 64,2 procent af deltagerne var under 34 år. En ud af tre var over 35, og hver femte var 45 år eller ældre. 92,5 procent støttede protesterne og en fjerdedel havde rent faktisk deltaget i Occupy Wall Street. 92,1 procent af deltagerne var i gang med eller havde taget en mellemlang eller længere videregående uddannelse.

50,4 procent var arbejdsløse og 20,4 procent havde deltidsjob men ønskede fuldtidsjob. 27,3 procent svarede, at de ser sig selv som demokrater, 2,4 procent republikanere og hele 70.3 procent så sig selv som politisk uafhængige. Dette viser at bevægelsen, som favner bredt, i høj grad tiltrækker unge, højtuddannede som også er yderst utilfredse med de eksisterende politiske partier.

Fagbevægelsens rolle
Officielt bakker de store fagforeninger op om bevægelsen, men i praksis giver det sig desværre mest til udtryk i udtalelser og opfordringer til at stemme på arbejder-venlige demokrater til valget næste år. Her viste Oakland sig at være en undtagelse, hvor ekstrem politivold mod den lokale bevægelse førte til en opfordring til generalstrejke. Opfordringen blev taget op blandt byens havnearbejdere, der lukkede en af landets vigtigste havne for en dag.

Dette viste hvad arbejderne er i stand til. Hvis fagforeningslederne ville, kunne de have mobiliseret alle deres medlemmer til aktivt at støtte kampen for 99 procent på gaden og på deres arbejdspladser, hvilket fuldstændig ville have ændret situationen.

Konkrete tal der ligger til grund for utilfredsheden
De officielle tal for den generelle arbejdsløshed i USA ligger på 9.1 procent. Det svarer til omkring 14 millioner amerikanere, som gerne vil arbejde men ikke kan finde et
job. Hvis man også tæller dem, som har et deltidsjob men som gerne vil arbejde fuldtid og dem, som har opgivet at lede efter job, så er arbejdsløsheden på 17 procent.

Blandt unge teenagere mellem 16 og 19 år ligger arbejdsløsheden på næsten 25 procent og 40 procent blandt sorte amerikanere. www.frumforum.com

Ikke nok med at der er høj arbejdsløshed, så er antallet af de arbejdsløse, som har været uden job i længere end 6 måneder også stigende og ligger på omkring 45 procent til det skal det tilføjes, at dette gælder arbejdsløse inden for alle erhverv.

Den 18. november 2011 kunne man læse i New York Times at nye mere præcise målinger på fattigdom viser, at 100 millioner mennesker – altså hver tredje amerikaner – lever i fattigdom eller på grænsen til fattigdom. New York Times

Samtidig er de store virksomheders profitter højere end nogen sinde før. Direktørlønninger er 350 gange højere end den gennemsnitlige arbejders løn. I perioden 1960-1985 lå direktørlønningerne i gennemsnit 50 gange højere. Dertil skal regnes at den gennemsnitlige timeløn efter medregning af inflation ikke er steget i 50 år. Dertil er social mobillitet lavere end nogensinde før – den amerikanske drøm er og bliver en illusion!

De rigeste 5 procent af den amerikanske befolkning ejer 70 procent af landets økonomiske rigdom. 80 procent af amerikanerne har derimod kun del i 7 procent af landets rigdom. Og så er der gælden. Den rigeste procent står kun for 5 procent af landets gæld hvorimod de nederste 90 procent står med 73 procent af landets samlede gæld.
Se grafer her

Utilfredshed med Obama
Historien har vist, og det står i dag meget klart især i Egypten, at man ikke kan ændre de fundamentale modsætninger i samfundet ved at besætte en symbolsk plads eller område. Et af bevægelsens dilemmaer er, at selvom de har nydt stor sympati blandt befolkningen, så har denne opbakning været passiv.

#Occupy-bevægelsen er et udtryk for at bevidstheden blandt amerikanerne er under forandring. I kapitalismens højborg har systemet langsomt men sikkert undermineret sit eget fundament og dette går op for amerikanere dagligt. Problemet er, at de amerikanske arbejdere ikke har noget politisk alternativ. Mange af dem der er gået på gaden og har støttet #Occupy-bevægelsen har netop gjort det i protest mod Obama, som aldrig leverede den forandring han lovede.

Fagforeningerne kunne tilbyde et klart alternativ for arbejderne. Som det seneste lokalvalg i Ohio har vist, sidder fagforeningerne inde med enorme ressourcer. 1.298.301 underskrifter blev indsamlet af fagforeningsmedlemmer for at få en lov til genafstemning, der blev vedtaget sidste år, og som betød komplet afskaffelse af retten til kollektiv forhandling af løn og overenskomster for offentlige ansatte. Fem forskellige fagforeninger donerede til sammen 2,8 millioner dollars til mobilisering af arbejdere og til oplysningskampagner for vælgerne. Loven endte med at blive stemt ned med 61 procent i mod og 39 procent for. Resultatet blev opnået uden nogen form for aktiv støtte fra demokraterne.

Klassekamp på dagsordenen
Fagforeningerne har både magten, ressourcerne og infrastruktur til at bryde deres samarbejde med Demokraterne og i stedet skabe deres eget parti – et arbejderparti. De har også magten til at mobilisere arbejderne nationalt til en generalstrejke. En generalstrejke ville bogstavelig talt kunne lukke Wall Street ned og stille spørgsmålet om hvem der virkelig sidder på magten.

Begivenheder vil forme bevidstheden blandt flertallet af arbejderne. De fleste har endnu ikke nået den konklusion eller til det punkt, hvor de kaster sig ud i aktiv kamp mod kapitalismen. Men det vil komme – og ikke alt for langt ude i fremtiden. Mange ting kan endnu ske. Det kan se ud som om, at #Occupy-bevægelsen vander ud over vinteren, men frustrationerne og utilfredsheden med det politiske system og den ene procent vil uundgåeligt boble op til overfladen igen.

Selvfølgelig kan man ikke se på situationen og klassekampen som en mekanisk ting, men der er en grænse for hvor meget man kan tage. Situationen i Grækenland vidner stærkt
herom. #Occupy-bevægelsen og begivenhederne i Wisconsin i foråret markerer den spæde start på den amerikanske arbejderklasses opvågnen.

Begivenhederne internationalt og økonomisk vil komme til at spille en stor rolle. Modsætningerne i systemet kan ikke løses gennem reformer. En måske dybere økonomisk krise kan lure i fremtiden – og selv den daglige økonomiske ustabilitet lige nu fjerner langsomt men sikkert folks tillid til systemets evne til at forbedre sig. Én ting er sikker: de amerikanske unge og arbejdere er ved at vågne op. Fremtiden vil bringe klassekampen endnu tydeligere på dagsorden.