Følgende oplæg, af Niklas Zenius Jespersen omhandler den trotskistiske gruppe Revolutionære Socialisters virke under Anden Verdenskrig, deres teorier og taktik – deres styrker og svagheder.
Hovedsageligt fra starten af besættelsen af Danmark den. 9. april 1940 til efter folkestrejken i 1944 hvor de sidste trotskister bliver anholdt.
Note:
En specifikation om efterkrigstiden: I slutningen af oplægget nævnes det at de organiserede trotskister i Danmark i løbet af 50’erne blev reduceret til kun 2 medlemmer. For at være præcis så berettede Leif Mikkelsen at Internationale Socialister (4. Internationale), forkortet “IS(4. int.)”, i 1953 var reduceret til 3-5 medlemmer. I efterkrigsårene havde trotskismen i Danmark oplevet en række splittelser og gentagne samlingsforsøg, startende med splittelsen af Revolutionære Kommunister (RK) i 3 grupper i 1947. RK var efterfølgeren til Revolutionære Socialister (RS) som er beskrevet i oplægget. I 1950 havde der så været en succesfuld genforening i IS(4. int.). I hele perioden fra 1947-1954 går det op og ned, men mest ned, for de organiserede trotskister der oplever både pessisme, desillusionering, rykninger til højre mod centrisme (altså at svæve mellem revolution og reform) og rykning til venstre mod venstreekstremisme (dele af medlemmerne var, imod flertallets holdning, indvolveret i kidnapninger af værnemagere kort efter krigen). På trods af visse succeser og sammenlægninger med nye grupper, måske vigtigst Venstresocialistisk Ungdom (V.S.U., ikke at forvirre med det senere VS fra 1967), i denne periode så mistede trotskisterne efterhånden deres tilknytning til arbejdernes masseorganisationer og den relativt store opbakning de havde nydt lige efter krigen. Den 1. februar 1954 udkommer det sidste nummar af IS(4. int.)’s blad “Det nye Arbejderblad” og organisationen opløses fuldstændigt senere samme år. For nærmere informationer om udviklingen i efterkrigstiden frem til 1954, se Anton Schou Madsen, Trotskismen i Danmark 1938-1947 s. 179-189.
Dette var dog ikke slutningen på trotskismen i Danmark der i de følgende år langsomt kom sig af krisen, bl.a. pga. DKP’s eksklusion af DKP’ere der kritiserede ledelsen fra venstre. Med Khrustjovs opgør med Stalin i 1956 kom der nye åbninger for trotskisterne der nu havde opnået en vis bekræftigelse af deres kritikpunkter af Sovjetunionen og stalinismen. Denne nye periode kom bl.a. til udtryk i dannelsen af Danmarks Socialistiske Parti (DSP) i 1957 der blev dannet af en samling af bl.a. tidligere DKP’er og trotskister. DSP opnåede i 1958 en vis valgsucces i Esbjerg, Helsingør og København. DSP fik en vis historisk betydning i Danmark og var med til at overbevise bl.a. Aksel Larsen om muligheden for at bryde med DKP. Således blev DSP vigtig for dannelsen af SF i 1959. DSP opløste sig selv ind i SF og DSP’s venstrefløj, herunder trotskisterne, indgik som en del af den nye venstrefløjsfraktion Revolutionære Socialister i SF og kom til at spille en ikke ubetydelig rolle i tiden frem
