Olieudslip i Galicien – Kapitalismen er problemet


Revolution



3 minutter

I de sidste 15 dage har et massivt olieudslip skæmmet 400 km af den galiciske kyst. Den spanske og regionale højreregerings mangel på indsats og deres fortsatte løgne mht. udslippet fremprovokerede søndag den 1. december en demonstration med 200.000 deltagere, på trods af silende regn. Dette er en oversættelse af en løbeseddel fra de galiciske marxister i El Militante. Se billeder fra demonstrationen her.

Det olieudslip, som den sunkne olietanker Prestige har forårsaget, er en miljømæssig, økonomisk og social katastrofe. En miljøkatastrofe, fordi virkningen på livet i havet er ekstremt alvorlig og vil vare i mange år. En økonomisk og social katastrofe, fordi fiskeri og skaldyrsopdræt er livsgrundlaget for tusinder af mennesker, enten direkte (fiskere og skaldyrsopdrættere) eller indirekte (fødevareindustri, transport osv.) – mennesker, som nu pludselig står uden indkomst.

Men olieudslip er ikke naturkatastrofer. Bekvemmelighedsflag, gamle tankere, der er ved at falde fra hinanden, illegal udtømning af tankere på havet, overtrædelse af eksisterende love osv. er alt sammen følger af kapitalisternes grådighed i deres stadige jagt på større profit. De interesser, som olieselskaberne og de pirater, der transporterer deres varer, har, anses for vigtigere end det store flertals interesser.

Det er den samme søgen efter økonomisk profitabilitet, der driver alle sider af Folkepartiets politik, både i den spanske regering og i den regionale Xunta-regering, lige fra uddannelsespolitikken over sundhed til arbejdsmarkeds- og boligpolitik osv. Arbejdere og unge kan ikke forvente andet end åbenlyst forsvar for kapitalens interesser fra disse højrefløjspolitikere. Kendsgerningerne taler for sig selv: der er en skandaløs mangel på ressourcer til at bekæmpe olieudslippet (der er kun nogle få kilometer flydebarrierer, og alle mulige andre redskaber er der bare ikke). Det er ikke et tilfælde. Den regionale fiskeriminister Lopez Veiga har allerede gjort det klart, at Galicien ikke vil købe et anti-forureningsskib, fordi der kun sker et uheld hvert tiende år. Så eftersom det ikke er en profitabel investering, er den ikke værd at lave. Hvis Folkepartiet fører denne linje helt igennem, så skal vi ikke blive overraskede, hvis de foreslår at nedlægge brandvæsnet! De græder kun krokodilletårer.

Oven i den spanske og galiciske regerings totale ineffektivitet er der også et alvorligt politisk ansvar. Folkepartiet lyver og manipulerer med informationerne på samme måde, som vi var vant til under Franco-diktaturet, noget som vi allerede så under generalstrejken den 20. juni i år. Det kræver sit at benægte eksistensen af olieudslippet! Højreregeringen bruger også mere og mere undertrykkende midler: i den sidste tid har den forbudt en demonstration mod forringelserne på uddannelsesområdet og har fået politiet til at angribe en demonstration af landarbejdere i Malaga.

Marxisterne i El Militante appellerer til alle arbejdere og unge om at deltage i demonstrationen i Santiago søndag den 1. december. Vi må kræve den nødvendige hjælp i lige så lang tid, som det er nødvendigt for alle dem, der er blevet påvirket af olieudslippet. Samtidig må vi kræve en forebyggende indsats i forhold til transport til søs og oprettelse af en anti-forureningsenhed i en galicisk havn, udstyret med det mest moderne udstyr, så vi kan garantere en hurtig og effektiv indsats, når vi kommer i en situation som den nuværende.

Men vi må også sætte en stopper for markedets diktatur, som kun baserer sig på profit og dømmer hundreder af millioner af mennesker til elendighed. Olieudslip som det, vi har oplevet her, klimaforandringer, fattigdom, sygdomme og lidelser, som rammer millioner af mennesker, skyldes i sidste ende den private ejendomsret til produktionsmidlerne og den ulige fordeling af den rigdom, som arbejderklassen skaber. Det skyldes kapitalismen. Et klart eksempel på dette er Argentina, en af verdens største fødevareeksportører, hvor der samtidig er børn, der dør af sult. Den eneste måde at forhindre en gentagelse af katastrofer som den, Prestige har forårsaget, er at ændre samfundet, sætte en stopper for det nuværende barbariske og uretfærdige system, fordi den største trussel mod menneskehedens og miljøets velbefindende og sundhed over hele verden netop er kapitalismens fortsatte eksistens.