Knap havde tømmermændene lagt sig over det ganske land, da Helle Thorning tonede frem på skærmen med sin første nytårstale som statsminister.
Den eneste mærkbare forandring fra de sidste ti års nytårstaler var et positivt og tiltrængt opgør med fremmedfjendskheden og mistænkeliggørelsen af arbejdsløse. Men racisme har ikke sin rod i brugen af ord, men i sociale forhold, og med nytårstalen blev det klart, at de danske arbejdere og unge ikke skal forvente lysere tider i 2012 og de næste år – på trods af at vi nu har en Socialdemokratisk statsminister, SF i regering for første gang og den største opbakning nogensinde til Enhedslisten.
Tværtimod – lovede Helle Thorning os, at vi kan se frem til nedskæringer og besparelser de kommende år.
Magre år
Helle Thorning gjorde det i nytårstalen klart, at krisen, i Danmark og resten af verden, vil betyde hårde tider.
”De fede år ligger bag os. Vi skal forberede os på nogle magre år. Den kommende tid vil kræve meget af os.”
Hun gjorde det også klart, at de nedskæringer, som den just indgåede finanslov for 2012 mellem regeringen og Enhedslisten indeholder, kun er begyndelsen:
“I budgettet for i år bliver der strammet op på udgifterne og prioriteret skarpt. […] Men det er ikke nok. Regningen er ikke betalt. Og krisen i verden og Europa er langt fra slut. […] I de kommende år får vi endnu strammere budgetter, og vi må stille endnu hårdere krav til os selv. Vi kommer til at endevende alt og spørge, om vi kan gøre det bedre. […]Mange vil opleve forandringer. Mange vil blive bedt at tage en tørn ekstra. Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser.”
Uden at komme med konkrete forslag til hvordan disse nedskæringer skulle udmøntes, nævnte hun nødvendigheden af at reformere førtidspensionen og kontanthjælpen, samt skattesystemet.
Hun forberedte med andre ord de danske arbejdere på endnu hårdere angreb, end dem vi hidtil har oplevet: “I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.”
Alvorlige angreb
Disse angreb bebudes før de nedskæringer, der er vedtaget i finansloven 2012 er trådt i kraft og reelt kan mærkes. Lige før jul blev efterlønsslagtningen vedtaget og dagpengeperiodens halvering står ved magt. Derudover er der i finansloven vedtaget at nedskæringerne på velfærden i kommunerne og regionerne fortsætter med uformindsket styrke, og der skal fx også skæres ned på universiteterne, hvor der næste år skal spares 600 mio. kr. plus mere end 1000 kr. pr. studerende.
Dertil kommer, at arbejdsløsheden er vokset siden krisen startede og at den ikke ser ud til at være for nedadgående – tværtimod advarede Helle Thorning om at den vil fortsætte med at vokse i 2012.
Siden krisens start er der forsvundet 175.000 jobs i den private sektor (bm.dk 2011-10-27) og alene i 2010 blev der skåret 11.115 stillinger i kommunerne på et enkelt år. Arbejdsløsheden er nu officielt på 6,3 procent.
For ungdommen rammer krisen ekstra hårdt; blandt unge under 30 er arbejdsløsheden ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vokset til hele 12,7 procent og beskæftigelsen blandt unge (15-29-årige) er siden krisens start faldet med 82.000 personer, hvilket har resulteret i en officiel arbejdsløshed for 40.000 flere unge siden 2008. En tredjedel af alle arbejdsløse i Danmark er unge mellem 15 og 29 år. En generation uden fremtid inden for kapitalismen.
Unge arbejdsløse presses til at starte på en uddannelse, men mange uddannes blot til arbejdsløshed i den anden ende. Ifølge Ugebrevet A4 i maj 2011 går hver tredje nyuddannet faglært ud i ledighed efter svendebrevet. Hver anden nyuddannede lærer og cirka hver tredje DJØF’er går direkte over i arbejdsløshedskøen.
Samtidig er reallønnen faldet. Sidste år brugte en gennemsnitsfamilie 512 kroner mere på brød, 1.017 mere på elektricitet og 2.490 mere på brændstof til bilen. I alt skulle to voksne med 1,9 børn af med 13.400 kroner mere til det almindelige forbrug. I 2011 steg lønningerne kun 1,25 procent i gennemsnit. Det er langt under det halve af prisstigningerne. For bl.a. flere fag indenfor byggebranchen fladt lønnen direkte i 2011.
Skal lønnen følge med de forventede prisstigninger i 2012, skal den stige med 1.117 kroner om måneden svarende til 7 kroner i timen. Hvis ikke, hvilket er temmelig usandsynligt for at sige det mildt, falder forbruget for arbejderklassen igen i år. (Mathias Tessfaye i Ekstra Bladet d. 02.01.12)
Samtidig med at reallønnen faldt, steg produktiviteten i erhvervslivet med 4,9 pct. fra 2009 til 2010, ifølge Danmarks statistik Det er den største stigning siden 1994 og meget større end den gennemsnitlige årlige stigning i perioden 1967 til 2010 (2,8 pct.) (Dst.dk, 13.12.11). Med andre ord: mens arbejdsløsheden vokser, skal de arbejdere, der har et arbejde, løbe hurtigere til færre penge.
Hvad ”reformerne” af kontanthjælpen og seniorførtidspensionen går ud på, ved vi af gode grunde ikke endnu. Men bl.a. 3F’s formand, Poul Erik Skov kritiserede i Ekstrabladet 2. januar Helle Thorning for ikke at komme med forbedringer af førtidspensionsordningen i nytårstalen. Tværtimod nævnte hun reformerne i forbindelse med behovet for at skabe balance i budgetterne, derfor betyder reform i denne sammenhæng højst sandsynligt det modsatte, nemlig forringelser.
Tal fra Socialministeriet viser, at højest 11 procent af de personer, som efter de nuværende regler ville kunne gå på efterløn, ville få bevilget seniorførtidspension i 2020.
For at kunne få seniorførtidspension skal man opfylde følgende regler:
Pensionen gælder kun for folk, der har mindre end fem år til folkepensionen. Pensionsalderen hæves gradvist til 67 år frem mod 2022. Det betyder, at danskere om 10 år skal være over 62 år for at kunne komme i betragtning.
Man skal have haft job på fuld tid i 20 til 25 år for at komme i betragtning. Det kan knibe for mange håndværkere og sæsonarbejdere, der ofte må gå ledige i kortere eller længere perioder.
Det skal kunne dokumenteres, at man er nedslidt. Ens arbejdsevne skal være nedsat i en sådan grad, at man ikke er i stand til at varetage et almindeligt job eller fleksjob.
Man skal testes og udspørges af socialrådgivere, sagsbehandlere og gennemgå forskellige lægeundersøgelser.
I modsætning til efterlønnen er der intet krav om, at man har indbetalt til ordningen eller er medlem af en a-kasse.
(kilde: ekstrabladet.dk 02.01.12)
Den Socialdemokratiske socialminister Karen Hækkerup proklamerede i slutningen af november, at der var sket en ”normskred” og at der var brug for et opgør med ”krævementaliteten” og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har bebudet at ”man skal arbejde for sin kontanthjælp” (bt.dk 02.01.12).
Derfor ser det desværre ud til at den bebudede kontanthjælpsreform går den modsatte vej end afskaffelsen af fattigdomsydelserne. At kræve at arbejdsløse udfører arbejde for kontanthjælpen er en fuldstændig underminering, ikke bare af de arbejdsløses forhold og rettigheder, men også lønnen for alle dem der er i arbejde; vi har fx set fyringer i kommunerne samtidig med, at brugen af aktiverede stiger.
Ny regering åbner helt ny situation
Krisen kradser i Danmark, ligesom i resten af verden.
Alligevel har vi ikke set nogen store bevægelser i Danmark, efter krisens udbrud i 2008. Det har fået nogle til at drage pessimistiske konklusioner: der kommer aldrig en bevægelse i Danmark – danskerne har det for godt. Men det er absolut en forkert konklusion.
For det første viser ovenstående, at de danske arbejdere og unge i allerhøjeste grad også rammes af krisen. Alt hvad de danske arbejdere har tilkæmpet sig over de seneste 100 år er under angreb. Klassekamp og revolution udbryder ikke, når levestandarden falder under et vist niveau; hvis det var så vel, ville der være konstant revolution i Afrika. Klassekamp og revolutionære bevægelser udbryder, når forholdene ændrer sig, når masserne når følelsen af at den nuværende situation er uholdbar.
De unge i de arabiske lande og Sydeuropa gik på gaden, fordi de ikke kunne se en fremtid indenfor kapitalismen. Fordi ungdomsarbejdsløsheden var høj, fordi de kunne se frem til værre forhold end deres forældres generation, fordi de ikke havde det mindste at skulle have sagt over deres eget liv. Sådan er det også i Danmark, blot på et lavere niveau – for nu.
Under overfladen ophobes utilfredsheden også i Danmark, og der er ingen tvivl om, at vi også vil opleve eksplosioner i klassekampen i den næste periode.
At det endnu ikke er sket skyldes primært to faktorer:
1) Krisen har endnu ikke ramt Danmark så hårdt som bl.a. Sydeuropa. Men dansk økonomi er ikke i særlig god stand; de danske husstande er de mest forgældede i verden og samtidig er dansk økonomi fuldstændig afhængig af verdensøkonomien og udsigterne for verdensøkonomien ser ikke lyse ud.
2) Udviklingen i Danmark fra omkring årtusindeskiftet. Efter årtusindeskiftet voksede massive protestbevægelser frem: mod nedskæringer på uddannelserne, mod Irak-krigen, mod den borgerlige regerings angreb på bl.a. dagpenge, rydningen af Ungdomshuset osv. De kulminerede i 3 demonstrationer med mere end 100.000 deltagere i 2006-07, i ugelange ”vilde” strejker blandt de offentlige ansatte og den 9 uger lange strejke i forbindelse med de offentligt ansattes overenskomster i 2008. Arbejderne og ungdommen havde prøvet mere eller mindre alle midler for at stoppe angrebene. Den faglige vej førte ikke til store fremskridt pga. ledelsen for bevægelserne. I stedet rettede arbejderklassen og ungdommen fokus mod at få væltet den borgerlige regering. Forhåbningerne blev lagt i en ny regering.
Valget åbner derfor for en helt ny situation. Nu bliver oppositionens løfter og politik testet i praksis.
Selvom vi kom af med den borgerlige regering ved valget, er der stadig et borgerligt flertal i Folketinget, med det Radikale Venstres stemmer. Det betyder desværre, som vi allerede har forklaret i forbindelse med finansloven for 2012, at de borgerliges nedskæringspolitik er fortsat på trods af, at vi har fået en ny regering. Første lektion fra den nye regerings første 100 dage er, at så længe de Radikale er en del af regeringen, er der blokeret for arbejderpolitik. Der er brug for en alliance på tværs af arbejderpartierne, de faglige organisationer o.l. for at få de Radikale ud af regeringen og et rent arbejderflertal.
Klassekamp på dagsordenen
Præcis hvornår og på hvilke spørgsmål en bevægelse bryder ud, kan vi ikke sige. Men vi kan sige, at blandt arbejderklassen og i ungdommen ophobes frustration og utilfredshed.
På de danske arbejdspladser er tempoet skruet op, mens lønningerne er faldet bagom prisstigningerne. Arbejdsgiverne angriber arbejderklassens forhold med alle midler.
I dag starter overenskomstforhandlingerne for de privatansatte. Arbejdsgiverne afviser krav om sikring af reallønnen, efteruddannelse o.l. De kræver en nulløsning – hvilket i realiteten vil betyde et reallønsfald. Flere i Dansk Industris hovedbestyrelse truer med konflikt, hvis ikke konkurrenceevnen forbedres og de skal betale en krone mere.
”Jeg ser helst en treårig overenskomst med en nulløsning på bruttolønnen og en forøgelse af arbejdstiden på to-tre timer om ugen uden kompensation. Det er gængs i mange europæiske lande, og vi er slet ikke konkurrencedygtige på de internationale markeder,” siger Mogens Therkelsen, adm. direktør for transportselskabet H.P. Therkelsen A/S i Padborg. (epn.dk 04.01.12)
Det ser ikke umiddelbart ud til at der bliver storkonflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, fordi det vil være kostbart for arbejdsgiverne og fordi arbejderne kun kaster sig ud i kamp, hvis der er et perspektiv for at vinde kampen, hvilket med den nuværende ledelse af fagbevægelsen ikke virker så sandsynligt. Men arbejdsgiverne skal passe på. De risikerer at presse arbejderklassen til bristepunktet, hvor de siger nok er nok.
Umiddelbart efter overenskomstforhandlingerne er afsluttet, skal trepartsforhandlingerne i gang, dvs. forhandlinger mellem arbejdsgivere, fagforeningerne og regeringen. Trepartsforhandlingerne var et påfund fra toppen i Socialdemokratiet og SF, dengang de fremlagde, at alle skulle arbejde 12 minutter mere om dagen. Forslaget om de 12 minutter er taget af bordet, men der skal ifølge regeringsgrundlaget stadig findes en del milliarder i trepartsforhandlingerne.
Helle Thorning lagde i sin nytårstale vægt på en forbedring af konkurrenceevnen:
“Vi står med to store udfordringer. Vi skal have styr på de offentlige underskud. Og vores virksomheder skal igen være blandt de mest konkurrencedygtige i verden.”
Hvordan øges konkurrenceevnen? Enten ved at man indfører nye teknikker før de andre, hvilket kræver investeringer eller ved, at arbejderne arbejder hurtigere til lavere løn – det er den sidste løsning, der er på dagsordenen nu.
Selvom Helle Thorning lagde vægt på, at der ikke er nogen ”fribilletter” og at alle skal bidrage, også direktørerne, så er der ingen tvivl om, at trepartsforhandlingerne kommer til at dreje sig om, at få arbejderklassen til at betale størstedelen af regningen. Formålet med trepartsforhandlingerne er at få gjort de faglige ledere til en del af aftalen, så det bliver sværere at protestere imod resultatet.
“Vi er et land, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere har et helt særligt tillidsfuldt samarbejde. Et samarbejde, som vækker international opsigt.”
Men, mens reallønsfald måske kan komme igennem ved overenskomstforhandlingerne, så kan krav om øget arbejdstid, eller hvad der ellers kommer frem ved trepartsforhandlingerne være dråben, der får bægeret til at flyde over. Uanset hvad vil det medvirke til at øge spændingerne på de danske arbejdspladser både de private og de offentlige, hvor nedskæringerne og fyringerne fortsætter. Klassekampen vil blive sat på dagsordenen – om det bliver generaliseret eller en længere periode med spredte strejker og kampe er ikke til at sige nu.
Også i ungdommen ophobes frustrationerne. Især unge har haft store forhåbninger til den nye regering. Selvom en del af illusionerne til den nye regering blev brudt ned op til valget og umiddelbart efterfølgende, er der ingen tvivl om, at der stadig er en forhåbning om, at det da trods alt må blive bedre end det var under de borgerlige. Men arbejdsløsheden fortsætter op, priserne på mad, boliger og transport fortsætter også opad og nedskæringerne på uddannelserne er ikke stoppet – tværtimod. Også i ungdommen opbygges spændingerne, og de kan eksplodere i en bevægelse, hvornår det skal være.
Vi må ikke lade os narre af, at det på overfladen ser roligt ud. Under overfladen gærer utilfredsheden. Hvad, der bliver dråben, der får bægeret til at flyde over, kan vi ikke på forhånd sige. Hvad vi kan sige er, at vi må være forberedte på pludselige skift i situationen.
På nuværende tidspunkt er der et enormt politisk tomrum. I Sydeuropa så vi en politikerlede brede sig i især ungdommen, fordi alle partier har gennemført den samme nedskæringspolitik. I både Grækenland og Spanien var det Socialdemokratiske regering, der gennemførte en massakre af velfærden.
Politikerleden vil også komme til Danmark i stigende grad, hvis regeringen fortsætter den nuværende nedskæringspolitik.
Men kampen er politisk og kræver organisation – derfor er der ingen vej uden om politisk organisering og derfor vil kampene på et tidspunkt også få et udtryk inde i arbejderklassens traditionelle organisationer og partier; fagforeningerne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.
Kampen bliver en kamp om hvilken politisk linje, der skal stå i spidsen for disse organisationer og dermed arbejderklassen. I arbejderpartierne foregår der lige nu en diskussion af hvilken politisk linje, der skal være dominerende. en diskussion og kamp som alle socialister må deltage i.
Kapitalismen har spillet fallit og er i en historisk dyb krise, der langt fra er ovre, hverken i Danmark eller på verdensplan. Ethvert parti, der accepterer kapitalismens rammer, er tvunget til at skære ned og angribe arbejderklassens forhold, uanset løfter og intentioner. Der er intet alternativ til angreb på arbejderklassen indenfor kapitalismen. Det eneste alternativ til en krisepolitik, er at kæmpe for et socialistisk samfund, hvor økonomien er underlagt arbejderklassens demokratiske kontrol og planlægning.
Kapitalismens krise presser arbejderklassen over hele verden ud i kamp til forsvar for deres liv og fremtid. Disse millioner af mennesker ved, hvad de ikke vil have: krise, arbejdsløshed, nedskæringer og krige. Men det er ikke nok at vide, hvad man ikke vil have – det er nødvendigt med et alternativ. Marxismen kan give dette alternativ. Der er brug for at bygge den Internationale Marxistiske Tendens, der kan deltage i de kommende bevægelser, kampen i arbejderklassens organisationer, og kæde massernes krav sammen med nødvendigheden af en socialistisk revolution.
