For omkring 15 år siden, efter stalinismens fald, udråbte de borgerlige sig selv til ideologiske sejrherrer. De mente at historien nu havde bevist at den marxistiske teori var forkert. De påstod at klassekampen var død og at kapitalismen nu ville sikre evig fremgang og velstand.
Men her 15 år efter, kan vi se at de tog fejl. Kapitalismen har ikke sikret fred og stabilitet, tværtimod har vi for nyligt set hvordan USA’s regering har ført en blodig krig og besættelse af Irak, hvordan tusinder af arbejdere og unge mennesker gik på gaden imod den selv samme krig, hvordan Latinamerika hærges af den eneste revolutionære opstand efter den anden, hvordan de danske kapitalister gang på gang tvinger arbejderne ned i løn, og hvordan flere og flere mennesker begynder at vende sig imod privatisering og nedskæringer.
Kapitalismen har altså ikke løst de grundlæggende problemer i verden, og derfor er der stadig brug for et alternativ.
Vi mener at en del af dette alternativ, skal findes i marxismens klassiske værker, det vil sige Marx, Engels, Lenin og Trotskijs bøger og artikler. Disse skrifter giver os nemlig en nøgle til at analysere vigtige spørgsmål, såsom statens karakter, en analyse af fascismen, af revolutionær taktik, marxistisk filosofi, og en vigtig analyse af hvordan den kapitalistiske økonomi fungerer.
Derfor har vi iværksat et publikationsprojekt, med det formål at få lagt så mange af disse skrifter ud på Internettet, på dansk. På den måde vil de være tilgængelige for mange, mange flere mennesker.
Indtil videre har vi blandt andet indscannet Kapitalen, Marx/Engels udvalgte værker og alle Lenins udvalgte værker. I den kommende tid vil vi ligge disse værker ud på Internettet.
Men vi har brug for DIN hjælp! Vi mangler folk til scanning, gennemlæsning, m.v. Hvis du har tid og lyst til at hjælpe med at gøre marxismens grundværker tilgængelige for mange flere, kan du kontakte os på email: marxist@marxist.dk eller ringe på 61651088 og høre hvordan du kan hjælpe os!