I en tid hvor arbejdsløsheden præger Danmark, hvor generalstrejker ryster Spanien og Portugal, gældskrisen tvinger Grækenland i knæ og de arabiske revolutioner fortsætter i Egypten, Syrien og Tunesien, er der endnu mere brug for socialistiske idéer og analyser af verdenskapitalismens krise.
Imens toppen i SF har solgt sin sjæl og opofret principperne til fordel for ministerbiler, imens ledende lag i Enhedslisten forsøger at grave de tudsegamle reformistiske idéer om en ”gradvis” overgang til socialisme frem, er der om noget endnu mere brug for en ideologisk revolutionær genoprustning.
I sensommeren 2011 havde aktivister fra Forlaget Marx fornøjelsen af at interviewe Leonaro Padura, den velkendte cubanske krimi-romanforfatter, som netop har fået udgivet sin bog om Trotskij, Manden der elskede hunde, på dansk. Romanen, som diskuterer vigtige emner som stalinisme, trotskisme og livet på Cuba, kan også købes igennem vores net-butik.
Kommende udgivelser
Den næste udgivelse, som har været under forberedelse i længere tid, er en samling artikler af Leon Trotskij om den spanske borgerkrig og revolution. Materialet er lige nu ved at blive læst efter og redigeret, og bogen vil ligge færdig til sommer.
Det er første gang nogensinde, at disse artikler udgives på dansk, og det er en af de få af Trotskijs værker, som ser dagens lys i Danmark. Bogen indeholder en sand guldmine af revolutionære erfaringer. Blandt andet diskuteres anarkisme, det nationale spørgsmål, revolutionær politik overfor bønderne, ledelsens og partiets rolle under en revolution.
Men alt dette arbejde koster selvfølgelig både tid og penge. Vi har ingen rige finansfyrster bag os – vi er kun en gruppe revolutionære arbejdere, studerende, lærlinge og unge, som arbejder for at sprede denne litteratur og forsyne bevægelsen med et helstøbt politisk alternativ.
Vi appellerer derfor til dig som læser – tag kontakt til os og hjælp os! Vi kan både bruge pengebidrag og/eller frivillige til at oversætte, korrektur-læse, sælge og distribuere bøger. Eller måske har du bare lyst til at arrangere et møde og høre et oplæg om en af vores tekster? Alle bidrag er velkomne – skriv til os på forlag@forlagetmarx.dk
Se alle udgivelser her: http://forlagetmarx.dk/