To unge danskere står over for et svært valg. Det er et slags fangernes dilemma. De har valget imellem at give tyvetusind kroner til en fattig thailandsk familie eller de kan tage pengene og give dem til hold puljen i det gameshow de begge er en del af. Kun hvis de begge to tager valget om at give pengene til den thailandske familie får disse et nyt hus. Hvis den ene vælger at tage pengene selv og den anden er generøs får familien intet og den generøse deltager må tage tilbage uden en øre til sit hold. Efter nogle overvejelser (og en reklame pause) er valget klart for begge deltagere. Den fattige familie får intet.
Dette er en kort gennemgang af en af de ”fristelser” deltagerne på TV3’s nye sæson af Fristet er blevet stillet overfor i de forgangne uger. Hver aften fra mandag til torsdag klokken 22.00 sendes dette program hvor et antal unge smukke danskere konkurrerer om den eftertragtede præmie, nogle hundrede tusind kroner. I denne kamp er ingen kneb for lave og hvor deltagerne i de indledende programmer kæmper for deres hold, skal de til slut stemme deres egne kammerater ud. Der kan jo kun være én vinder. Sejren opnås ved at sige ja eller nej til ”fristelser”, lave de smarteste alliancer og gennem grundig mobning fryse de andre ud. Lidet kan det undre at programmets deltagere ikke fremstår som de mest sympatiske mennesker.
Fristet er ikke en enlig svale men blot den nyeste satsning i det der bliver kaldt kampen om seerne, en kamp der udspiller sig blandt de største tv-kanaler om at få så mange seere som muligt til deres programmer. Løsningen på dette er åbenbart at tale til laveste fællesnævner. Programmer som Fristet, Paradise Hotel, Kongerne af Marienlyst, Sommer i Sunny Beach, Amalies verden og Divaer i junglen handler alle om at fange folk i at sige noget dumt og derefter klippe det sammen. En moderne fald på halen komik.
Samfundet og medierne påvirker hinanden på mange måder. Da samfundet de sidste par år er blevet hårdere ser vi også en intensivering i tv-programmerne. Dyr bliver skudt, voksne mobber hinanden for åben skærm og børn skal vise hvorfor netop de er bedre end deres kammerater (Masterchef for børn). Men på trods af direktørernes snak om kampen om seerne, er tv-programmet et redaktionelt valg. Seerne kan kun vælge mellem de programmer der udbydes og hvad der udbydes bliver mere og mere snævert. Det redaktionelle valg er også et politisk valg. Det er et valg for konkurrence frem for samarbejde, at vise mennesker vi ser ned på frem for mennesker vi ser op til og en overfladisk, frem for en dybdegående gennemgang af menneskelige relationer. Det er en tv-kultur der giver os et forvrænget billede af den verden vi lever i fordi den udstiller de værste sider af nogle mennesker som ”menneskets natur”.
Kapitalismens individualiseringstendens giver sig ikke kun til udtryk i Tv-shows, men også i hverdagen hvor konkurrenceelementet træder skarpt frem i en tid med få job, få studie pladser og få boliger. Alle steder handler det om at fremhæve sine egne kvaliteter, reelle eller forestillede, på bekostning af andres, hvis man vil fremad i samfundet. Accepten af dette samfund bliver befordret gevaldigt ved at unge fra en tidlig alder lærer, at der intet forkert er i manipulation og udnyttelse men, at dette er en almindelig del af livet.
Derfor kræver det en kritisk stillingtagen til det tv der bliver sendt. Ikke fordi vi skal smide vores fjernsyn ud og isolere os fra denne væmmelige tv-verden, men fordi dette medie kan bruges til så meget bedre. Denne kamp må tages op igen, både af arbejderpartierne i regeringen men også af de kritiske journalister, klippere og andet tv personale der nu bliver tvunget til at bruge deres tid på at lave noget lort. Noget virkeligt underholdende lort, men ikke desto mindre…
Det ovenstående er selvfølgeligt ikke en bevidst prioritering tv-direktørerne imellem, men den logiske konklusion i en tv-branche præget af konkurrence. Ikke desto mindre passer det som hånd i handske i det borgerlige Danmarks ideologiske oprustning. Det er en kamp der må tages netop med det vi sjældent bliver belært om i fjernsynet; samarbejde, sammenhold og solidaritet.
