Den 6. november var regeringen ude og præsentere sit forslag til en ny karakterskala i landets skoler, som skal gælde fra 2030. Kort sagt vil skalaen blive skiftet fra at være -3 til 12 i 7 trin til nu 0 til 12 i 8 trin. Medierne har været ude og hylde forslaget som løsning på den gamle “mangel skala”. Den nye skala skal efter sigende give en samlet vurdering af den studerende, og dæmpe på det overordnede pres.
Til pressemødet trådte børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye stolt frem og forklarede, hvordan han ønskede et opgør med nulfejlskulturen. “Eleverne rækker ikke hånden op og stiller spørgsmål, fordi de er bange for, at det påvirker deres karakter negativt. Man skal turde at være nysgerrig og engageret. Man skal ikke frygte at lave fejl”
Det er hykleri af værste slags, når Tesfaye og regeringen er ude og snakke om problemerne i de danske elevers hverdag, da det er et direkte resultat af den elendige politik de har ført i årevis. Forslaget klinger derfor ekstremt hult blandt arbejdere og unge, som kun har kunnet se på, mens regeringen har smadret landets skoler og uddannelser. Det er tydeligt for enhver, at den nye karakterskala ikke kommer til at gøre nogen som helst forskel for den hverdag, som elever møder på deres uddannelser, og på ingen måde løser problemerne med karakterskalaen, som politikerne lige pludselig er blevet så bekymrede for.
Det er ingen tilfældighed, at regeringen vælger at træde frem med et hult forslag som dette nu. Der er nemlig valg til næste år, og regeringspartierne er langsomt begyndt at indse, hvor lav opbakning de har i samfundet, da de ikke har kunnet tilbyde nogen som helst forbedringer. Til Københavns kommualvalg i 2017 fik socialdemokratiet 27,6% af stemmerne, og i 2021 17,2%. I en nyligt udgivet undersøgelse udarbejdet af Epinion står Socialdemokratiet i dag til at få 12,2%. Forslaget er derfor et desperat forsøg på at fremstille sig selv som nogen, der “gør noget” ved de enorme problemer folkeskolen har – problemer, som de selv har været med til at skabe i første omgang.
Under kapitalisme er uddannelsesinstitutionerne ikke til for almindelige menneskers skyld, men for kapitalistklassen, altså arbejdsgivernes skyld. Man bliver uddannet i en specifik retning for at kunne arbejde i et bestemt erhverv. I dette system har det offentlige uddannelsessystem til formål at skabe kvalificeret arbejdskraft til kapitalistklassens virksomheder. Karakterskalaen er ikke og har aldrig været til for elever og studerendes skyld. Det er et redskab til at bestemme, hvilken del af arbejderklassen, der kan få lov til at starte på de forskellige uddannelser. I stedet for at fungere som motivation til at engagere sig i forskellige emner, formår karakterer kun at skabe en indbyrdes konkurrence blandt elever om, hvem der passer bedst til kapitalismens krav til lønarbejdere i forskellige brancher. Et af Einsteins mest kendte citater lyder: ”Alle er genier. Men hvis du dømmer en fisk på dens evne til at klatre i træer, vil den leve hele sit liv i den tro, at den er dum.”
I et socialistisk samfund vil uddannelse og undervisning ikke begrænse sig til bestemte erhverv, men vil derimod være noget alle kan engagere sig i uanset alder og niveau, fag og baggrund. Fysik ville ikke være forbeholdt de naturvidenskabelige, og politik ville ikke være forbeholdt de samfundsfaglige. Et sådan samfund ville gøre det muligt at tilpasse undervisning til den enkeltes behov, men det bliver ikke gjort i dag på grund af et lille minoritets behov for profit. Kun hvis arbejderklassen tager magten i samfundet gennem en socialistisk revolution, kan undervisningen sættes fri.
