Rosa Luxemburg blev født i 1871. Ved et næsten profetisk sammentræf var dette året hvor arbejderne i Paris rejste sig, og etablerede Pariserkommunen. Verdenshistoriens første forsøg med arbejdermagt. Men lykken blev kort. Efter få måneder blev den parisiske revolution og omkring 30.000 arbejdere slået ned af den herskende klasse i et kontrarevolutionært inferno af kugler og blod.
[Køb bogen Rosa Luxemburgs revolutionære arv skrevet af Marie Frederiksen på forlagetmarx.dk]
Næsten 50 år senere, i år 1919, blev Rosa Luxemburg selv myrdet af den tyske kontrarevolution, der nedkæmpede de tyske arbejderes opstand. Hendes livsforløb faldt sammen med arbejderklassens opvågnen i Europa, og blev uløseligt forbundet med klassekampen. Hun var ikke bare tilskuer til de verdenshistoriske begivenheder, der fandt sted i hendes levetid som Første Verdenskrig, Den Russiske Revolution i 1917 og Den Tyske Revolution året efter. Hun deltog aktivt for at påvirke og ændre historiens gang. Rosa Luxemburg så, at menneskeheden, som hun selv udtrykte det, stod over for valget mellem barbari eller socialisme, og hun kastede alt, hvad hun havde ind på, at det var sidstnævnte, der skulle sejre. Hun kæmpede til det sidste for en socialistisk verdensrevolution.
I dag er Rosa Luxemburg blevet en af de mest ikoniske skikkelser på venstrefløjen. Krisen i 2008 har radikaliseret især unge, hvilket har skabt en fornyet interesse i revolutionære ideer og personer. Her kommer Rosa Luxemburg ind i billedet som symbol på en kvinde, der ikke bare turde stå op imod hele det politiske etablissement, men i sidste ende gav det ultimative offer – sit liv – i kampen for socialisme. Den voksende interesse for Rosa Luxemburg og hendes ideer er et tegn på, at noget er i gære under overfladen. At flere ønsker at forstå og lære af fortiden. Det er ekstremt positivt.
Men Rosa Luxemburg er ikke kun et ikon. Efter sin død blev hun også en af venstrefløjens mest kontroversielle figurer. Med al slags manipulation og forvanskninger er der i tidens løb blevet tegnet et billede af hende som det modsatte af den revolutionære klassekæmper, hun var. Hun fremstilles først og fremmest som kvinden, feministen, fortaleren for en mere “blød” og spontan socialisme og som modstander af Oktoberrevolutionen og Lenin.
Mange af dem der i dag dyrker Rosa Luxemburg som et ikon, ved derfor ikke, hvad hun rent faktisk stod for, eller kender hendes historie. Og forsøger man at finde mere viden om Rosa Luxemburgs liv og ideer, er det som regel det forvanskede og fordrejede billede, man møder. Ønsket med denne bog er derfor at forsøge at rette op på dette. At tegne et mere retvisende billede af Rosa Luxemburg og hendes ideer. Ikke et glansbillede, men et billede af den kæmpende revolutionære, med en grundlæggende tiltro til arbejderklassens vilje og evne til at forandre samfundet, som hun faktisk var.
Det er paradoksalt, at Rosa Luxemburgs autoritet bruges til at retfærdiggøre reformisme, blødsødenhed og anti-revolutionære ideer. Læser man Rosa Luxemburgs værker, er der ingen tvivl om, at hun var revolutionær fra det første til det allersidste. Alt hvad hun gjorde og skrev, var gennemsyret af kampen for en socialistisk revolution. Et mål hun i sidste ende gav sit liv for.
Det er kendetegnende for hendes liv og virke, at allerede før hun var fyldt 20 år, måtte hun på grund af sin revolutionære aktivitet i Polen flygte til Schweiz for at undgå arrestation. Da hun flyttede til Tyskland for at blive aktiv i det store tyske socialdemokrati, SPD, kastede hun sig med samme uforfærdede fremgangsmåde direkte ind i den grundlæggende debat imod reformisten Bernsteins forsøg på at revidere Marx’ ideer. Her præsenterede hun et blændende forsvar for den revolutionære marxisme i partiet.
Reformisternes argumenter i dag ligner til forvekslings Bernsteins, og Rosa Luxemburgs svar er derfor ikke mindre relevante for de debatter, der foregår på nutidens venstrefløj. Luxemburgs svar til Bernstein, samlet i Socialreform eller revolution står stadig, her mere end 100 år efter, lige så skarpt, som da det blev skrevet. Hun advarede allerede dengang den socialdemokratiske bevægelse om at opgav den målet om en socialistisk revolution, så ville den miste sin eksistensberettigelse og ende som kapitalismens støttepille. Socialdemokratiernes historie sidenhen viser med al tydelighed, hvor meget Rosa Luxemburg havde ret.
Men Socialreform og revolution er ikke bare en forudsigelse af socialdemokratiernes skæbne. Den er også en advarsel til den “nye” venstrefløj, som ofte fremhæver Rosa Luxemburg som et ikon. Sandheden er, at Luxemburg ikke ville have haft meget til overs for den nye venstrefløjs jagt på nye ord og opgør med behovet for teori, der i virkeligheden er et dække over, at de har opgivet troen på en socialistisk revolution:
“Hvad er de ydre kendetegn [på den reformistiske praksis]? Fjendtligheden overfor ‘teorien’. Og dette er ganske selvfølgeligt, thi vor ‘teori’ dvs. den videnskabelige socialismes principper, sætter meget faste rammer for den praktiske virksomhed, såvel med hensyn til de tilstræbte mål som til de anvendte kampmidler og endelig også til selve kampformen. Derfor viser der sig hos dem, der kun vil jage efter de praktiske succeser, den naturlige bestræbelse at skaffe sig frie hænder, dvs. at skille vor praksis fra ‘teorien’ at gøre sig uafhængig af den.” (Socialreform eller Revolution, s. 76)
Rosa Luxemburg fortsatte kampen mod reformismens indtog i arbejderbevægelsen resten af sit liv. I hver en kamp stod hun altid på den revolutionære side af barrikaden. Hun havde en urokkelig tiltro til, at arbejderklassen ville bevæge sig for at ændre samfundet.
Forvanskninger
Forsøget på at tegne et forvansket billede af Rosa Luxemburg kommer fra mange sider. Den herskende klasse, det sociale lag der har en interesse i at bevare status quo og deres magt og privilegier, forsøger at tegne billedet af den “blodige” Rosa. Det er i deres interesse at afskrække arbejderne fra at gøre oprør ved at forbinde tanken om revolution med blod og vold, mens det i virkeligheden er den herskende klasse, der igennem hele historien har stået bag blodsudgydelser og voldsanvendelse. Det var dem der brutalt undertrykte Den Tyske Revolution, og stod bag mordet på Rosa Luxemburg og andre revolutionære. Men også på venstrefløjen er der gennem tiden blevet tegnet et forvrænget billede af Rosa Luxemburg.
I de første år efter Oktoberrevolutionen, da Lenin og Trotskij stod i spidsen for den unge sovjetmagt, blev Rosa Luxemburgs arv højt værdsat, og hun blev anerkendt, som den revolutionære hun var. Lenin kritiserede endda i 1922 Det Tyske Kommunistparti for ikke at have udgivet Rosa Luxemburgs samlede værker. Men Luxemburgs eftermæle i den kommunistiske bevægelse hang uløseligt sammen med Den Russiske Revolutions skæbne. Oktoberrevolutionen havde fundet sted i et tilbagestående land, og Lenin og Trotskijs perspektiv havde været at den eneste måde revolutionen kunne overleve og bevæge sig i retning af socialisme, var ved, at revolutionen spredte sig til de udviklede kapitalistiske lande, ikke mindst Tyskland. Det var et perspektiv, som Rosa Luxemburg til fulde delte og som hun på bedste vis gjorde sit til, skulle gå i opfyldelse. Desværre led Den Tyske Revolution nederlag, og den unge sovjetmagt forblev isoleret. Det var baggrunden for at revolutionen degenererede, og bureaukratiet, med Stalin i spidsen, kunne tage magten. I sin konsolidering af magten måtte Stalin udrydde den leninistiske proletariske fløj, ikke bare i det russiske kommunistparti, men i hele den internationale kommunistiske bevægelse. Stalin skyede ingen midler – venstrefløjen blev udryddet fysisk og demokratiet ophævet – den revolutionære tradition blev undertrykt.
Ligesom Trotskij og andre der kompromisløst kæmpede for en revolutionær politik, blev Rosa Luxemburgs ideer tidligt et mål for Stalin og hans håndlangere. Stalin måtte udrydde alle revolutionære traditioner og autoriteter fra Internationalen. Det stalinistiske bureaukrati var bange for, at Luxemburgs ideer kunne inspirere unge kommunister til at stille spørgsmålstegn ved stalinisternes politik. Hendes minde måtte derfor sværtes til.
Dette er i sig selv et vidnesbyrd om den enorme rolle, hun havde spillet, og fortsatte med at spille efter sin død.
I 1923 havde den daværende leder af Det Tyske Kommunistparti, Ruth Fischer, beskrevet Luxemburgs indflydelse i den tyske arbejderbevægelse som “syfilitisk”. (Nettl s. 470). Og i 1931 gik Stalin selv ind i bagvaskelseskampagnen med artiklen “Spørgsmål vedrørende Bolsjevismens historie”, hvor han placerede Luxemburg i den reformistiske anti-leninistiske lejr. En manøvre der kun kunne lade sig gøre, fordi Stalin på vanlig vis lod hånt om fakta. Stalinisterne tog fat i Luxemburgs polemikker mod Lenin, og brugte dem til at fremstille myten om en særlig “luxemburgisme”, som en reformistisk anti-leninistisk teori, der lagde al vægt på massernes spontane bevægelse i modsætning til organisation og parti. Hun blev fremstillet som årsagen til alle Den Tyske Revolutions nederlag og fejltagelser i årene efter hendes død – fejltagelser der i virkeligheden i høj grad kunne tilskrives de råd og den vejledning, Det Tyske Kommunistparti modtog fra det ledende lag i Den Kommunistiske Internationale, af folk der efterhånden indfandt sig i Stalins klike.
Det faldt på Leon Trotskij, der sammen med Lenin havde stået i spidsen for Den Russiske Revolution i 1917, og som efter Lenins død i 1924 ledte kampen mod Stalins bureaukrati at forsvare Rosa Luxemburg mod stalinisternes bagvaskelse.
“Ja, Stalin har tilstrækkelig grund til at hade Rosa Luxemburg. Men desto mere bydende blive det vores pligt til at beskytte Rosas arv fra Stalins bagvaskelse […] og at videregive dette virkelig smukke, heroiske og tragiske billede til proletariatets unge generationer i al dets storhed og inspirerende kraft.” (Leon Trotskij, “Hands off Rosa Luxemburg!”, Juni 1932, egen oversættelse)
Allerede på Stalins tid fik stalinisternes afsky overfor Luxemburg mange på den anti-stalinistiske venstrefløj til at interessere sig for hende. Men i kampen mod Stalin opstod en tendens til at gå for langt i den anden grøft. De antog, så at sige, Stalins opfindelse ”luxemburgisme” og argumenterede for et opgør, ikke bare med Stalin, men også Lenin. De brugte Stalins fordrejede billede af Luxemburg som fortaler for “spontanitet” i modsætning til organisation, og dermed basalt set som anti-revolutionær, som en positiv ting. Trotskij kritiserede denne ultra-venstre tendens for “Kun at gøre brug af de svage sider og utilstrækkeligheder, som på ingen måde var afgørende for Rosa; de generaliserer og overdriver svaghederne til det yderste og opbygger et fuldstændig absurd system på dette grundlag.” (“Luxemburg and the Fourth International” marxists.org)
Det var den samme tråd, der blev taget op, da Rosa Luxemburgs ideer blev fundet frem igen i forbindelse med den revolutionære bølge, der skyllede over verden i slutningen af 1960’erne. Rosa Luxemburg blev et af ikonerne for den nye, anti-autoritære, anti-stalinistiske venstrefløj, det “ny venstre”. Men de gentog den samme løgn som stalinisterne om den bløde Luxemburg, der kun fokuserede på massernes spontanitet, som Lenins modpol. I den tradition finder man f.eks. Bertram D. Wolfe, der i starten af 1960’erne udgav en tekstsamling af Rosa Luxemburg under titlen “Leninisme eller Marxisme?”
Wolfe var tidligere kommunist, men havde forladt den kommunistiske bevægelse og i stedet skabt sig en akademisk karriere. I hans bog finder man Luxemburgs artikel “Det russiske socialdemokratis organisationsspørgsmål”, som Wolfe valgte at omdøbe til “Leninisme eller Marxisme?” Det er en artikel fra 1904, hvor Luxemburg kritiserede Lenins syn på den revolutionære organisation. Artiklen bruges til at fremstille Rosa Luxemburg som den “demokratiske”, “antiautoritære” og “humane” socialist i modsætning til Lenins centralistiske og “autoritære” indstilling. Hvad Wolfe ikke nævner, er, at Rosa Luxemburg efter den første russiske revolution i 1905 skrev, at den kritik hun havde haft af Lenin hørte fortiden til. Her er med Rosa Luxemburgs egne ord hendes mening om Lenin og Bolsjevikkerne efter Oktoberrevolutionen i 1917:
”Bolsjevikkerne har vist, at de kan alt det, som et revolutionært parti er i stand til at yde indenfor de historiske muligheders grænser. […] I denne henseende var Lenin og Trotskij med deres venner, de første som gik foran verdensproletariatet med et eksempel […] Dette er det væsentlige og det blivende i bolsjevikkernes politik. Betragtet på denne måde forbliver det deres udødelige historiske fortjeneste at have gået i spidsen for det internationale proletariat […].”(Rosa Luxemburg, Den Russiske Revolution)
Fælles for alle de der tegner et fordrejet billede af Rosa Luxemburg er, at de tager citater fra Rosa Luxemburg ud af deres sammenhæng i et forsøg på at udnytte hendes autoritet til at underbygge deres egne synspunkter. I denne bog vil vi derfor forsøge at give konteksten og i høj grad lade Rosa Luxemburg tale for sig selv ved at anvende mange, og nogen gange lange, citater. Det billede, som denne tilgang resulterer i, er et ganske andet end billedet af den bløde anti-leninist: Det er billedet af en benhård revolutionær.
Kvinden
Der er stadig en stor del af Luxemburgs tekster, der ikke er oversat, både fra polsk, men også fra tysk til engelsk. Det Tyske Kommunistparti havde som sagt ikke gjort meget for at udgive Luxemburgs samlede værker, og med degenereringen af Sovjetunionen gik udgivelsen fuldstændig i stå. Først langt senere, i 1960’erne og 70’erne, med den fornyede interesse i Luxemburg, begyndte hendes tekster at blive oversat og udgivet. Så vidt vides er Verso i gang med et projekt om at oversætte og udgive hendes tekster, og det er tiltrængt. Den eneste virkelige vurdering af hendes ideer og arv kan kun komme ved at læse hende selv.
En del af det der er oversat og udgivet, er Rosa Luxemburgs breve. Allerede kort efter Luxemburgs død blev Luxemburgs breve fra fængslet til Karl Liebknechts hustru, Sophie Liebknecht udgivet, og nogle år senere udgav Louise Kautsky, Karl Kautskys hustru og Luxemburgs nære ven, Luxemburgs breve til hende. Formålet med udgivelsen af alle disse breve var at modbevise det billede, der var tegnet i offentligheden af “blodige Rosa”: den kolde og kyniske voldsfanatiske kvinde, et billede, der blev promoveret for at kunne retfærdiggøre mordet på hende. Brevene skulle vise, at hun også havde en følsom og empatisk side. Brevene var ganske rigtigt med til at ændre den offentlige opfattelse af hende, men de tegnede samtidigt et noget ensidigt billede, hvor den revolutionære Luxemburg i høj grad forsvandt.
En række af Rosa Luxemburgs breve til Leo Jogisches, som hun i praksis levede med som partner igennem 15 år, er oversat fra polsk og udgivet af Elzebieta Ettinger under titlen “Comrade and Lover” i 1979. Ettinger skrev i sit forord, at hun naturligvis måtte udvælge hvilke breve, hun ville oversætte ud af de ca. 1000, som Luxemburg skrev til Jogisches. Ifølge hende stod valget mellem 3 muligheder: Luxemburgs involvering i Anden Internationale, hendes involvering i det tyske og polske Socialdemokrati, eller hendes personlige forhold til Jogisches:
“Mens de to første ville have forsynet de, der ønsker at studere den europæiske, og især den polske, russiske og tyske bevægelse med et væld af materiale, ville de have ladet Luxemburg forblive som hun er – ansigtsløs. Det tredje valg ville afsløre en hidtil ukendt kvinde, hvis køn ikke reducerede hendes politiske format, og hvis politik ikke forstyrrede hendes privatliv. Det ville også afsløre, hvor skrøbelig ideen om, at en kvinde ikke kan udleve sit talent uden at opgive kærligheden, er.” (Comrade and lover, editors note s. Ix, egen oversættelse)
En oversætter har naturligvis ret til at oversætte, hvad end denne ønsker. Men Ettinger er ikke ene om at fremhæve “kvinden” Rosa Luxemburg frem for den revolutionære Luxemburg. Rosa Luxemburg var et privat menneske. Ønskede hun virkelig at få udgivet sine dybt personlige breve til sin kæreste? Dette fokus på det personlige overskygger fuldstændig, at Luxemburg først og fremmest var revolutionær. Ja hun var kvinde, hun var jøde, hun var polak, men hun så sig selv som en del af arbejderklassens internationale kamp for socialisme, en kamp, der går på tværs af alle disse skel.
I et brev til Mathilde Wurm den 28. december 1916, hvor Luxemburg sad i fængsel, skrev hun om det at være menneske:
“Hvad angår mig, så har jeg aldrig været blød, men i de seneste måneder er jeg blevet så hård som poleret stål, og jeg vil ikke give de mindste indrømmelser i fremtiden hverken politisk eller i mine personlige venskaber. […] At være menneskelig er det vigtigste, og det betyder at være stærk og klar og at holde humøret oppe på trods af alt og for alt, for tårer hører svaghedens domæne til. At være menneskelig betyder at kaste ens liv i ‘skæbnen vægtskål’ om nødvendigt, at være lykkelig for alle fine dag og enhver smuk sky – ak, jeg kan ikke give dig opskrifter på at være menneskelig, jeg ved kun, hvordan man er menneske […]. Verden er så smuk på trods af elendigheden, og den ville være endnu smukkere, hvis der ikke var nogen tåber og kujoner i den.” (citeret i Nettl s. 409, egen oversættelse)
Udover at nævne Jogisches, som var vigtig i Rosa Luxemburgs politiske liv, har jeg valgt at holde mig fra at gå ind i hendes personlige relationer. Historien om Luxemburg må skrives som gjaldt det enhver anden af de store revolutionære: som historien om ideer og virke, uden at den skal sovses ind i historier om følelser og kærlighedsliv.
I de senere år er det kommet på mode at kalde Rosa Luxemburg en socialistisk feminist. Det stigende fokus vi ser på kvindespørgsmålet i dag, er et tegn på, at vi igen er på vej ind i en revolutionær periode, hvor flere og flere stiller spørgsmålstegn ved status quo og yder modstand mod ulighed og undertrykkelse. Det er ekstremt positivt. Og Rosa Luxemburg gik da også absolut ind for kvinders ligestilling med mænd og kvinders befrielse som en del af menneskehedens befrielse. Men hun kaldte aldrig sig selv feminist. At kalde hende feminist er at trække nutiden ned over hovedet på fortiden på en måde, der forvansker Rosa Luxemburgs virkelige position.
Luxemburg skrev for det første meget lidt om kvindespørgsmålet. Det var ikke fordi hun ikke synes, at det var vigtigt, men hun beskæftigede sig med andre ting. Da hun netop var ankommet til Tyskland, forsøgte ledelsen i SPD at udrangere denne lidt besværlige unge og oprørske kvinde ved at foreslå hende at blive aktiv i SPD’s kvindebevægelse. Det nægtede Luxemburg pure. Hun kastede sig i stedet ind i alle de store teoretiske debatter i SPD. Hun var desuden stor modstander af den borgerlige og småborgerlige kvindebevægelse. For hende kunne kvinders befrielse kun opnås gennem arbejderklassens kamp for en socialistisk revolution. I den kamp ville borgerskabets kvinder ikke stå på samme side som arbejderklassens. Hun beskrev de borgerlige kvinder i stemmeretsbevægelsen som “lam”:
“De fleste af de borgerlige kvinder, som optræder som løvinder i kampen mod ‘mandlige prærogativer’, ville traske som føjelige lam i den konservative og kirkelige reaktions lejr, hvis blot de havde stemmeret. De ville utvivlsomt være en god del mere reaktionære end den mandlige del af deres klasse.” (Women’s suffrage and Class Struggle, marxists.org, egen oversættelse)
Det er klart, at Luxemburg er en inspiration for mange, både kvinder og mænd verden over, fordi hun – på trods af sit køn – spillede en helt fremtrædende rolle i den internationale arbejderbevægelse. Men det må ikke få os til at nedværdige hendes ideer og virke til, at hun kun er en inspiration, fordi hun var en kvinde. Hun var en inspiration, fordi hun var konsekvent revolutionær til det sidste. Lenin beskrev hende som en af de “fremragende repræsentanter for det revolutionære proletariat og den uforfalskede marxisme”. Det er, hvad vi skal huske hende for – hendes revolutionære arv.
Vil man forandre verden, må man forstå den. Det kræver, at vi lærer af dem, der kom før os. Luxemburgs revolutionære arv er afgørende for alle os, der ønsker at ændre verden. Men før vi kan lære af erfaringerne fra Rosa Luxemburg, er det nødvendigt at grave hendes virkelige arv frem fra et bjerg af forvanskninger, fordrejninger og smædekampagner. Det er formålet med denne bog – at generobre Rosa Luxemburgs virkelige, revolutionære arv.
Titel: Rosa Luxemburgs revolutionære arv
Forfatter: Marie Frederiksen
Forlag: Forlaget Marx
Sider: 288
ISBN: 978-87-91834-35-6
Bogen udkommer den 24. januar 2019 i forbindelse med 100året for Luxemburgs død.
[Køb bogen Rosa Luxemburgs revolutionære arv skrevet af Marie Frederiksen på forlagetmarx.dk]
