Det nye værk fra Alan Woods’ hånd er rettet
imod den (i Latinamerika) kendte intellektuelle Heinz Dietrich. Dietrich hævder
at have opfundet en nyt slags socialisme – en ”socialisme for det 21.
århundrede” og desuden en hel del andre ting. Dietrich deler gode råd ud til de
aktive i revolutionen i Venezuela – alt sammen pakket ind i revolutionær
retorik. Imidlertid er der ikke tale om nogle nye idéer fra Dietrichs side, men
en gentagelse af idéer fra forskellige filosoffer og utopister fra før Marx’
tid.
Grundig
indføring i socialistiske idéer
Forfatteren til ”Reformisme eller revolution”,
der også er redaktør for hjemmesiden In Defence of Marxism, forsøger at besvare Dietrichs påstande og undervejs forsvarer han marxismens
idéer på en række spørgsmål, især spørgsmålet om vejen frem for socialisme i
Venezuela og resten af verden.
Bogen forklarer marxismens grundlæggende idéer
i et klart sprog. Alle elementerne i marxismen bliver behandlet: dialektisk
materialisme, økonomi, videnskab og filosofi. Bogen behandler forskellige
borgerlige og socialistiske revolutioner og forfatteren peger på, at det er
nødvendigt at ekspropriere de vigtigste dele af økonomien for at opbygge et nyt
samfund baseret på demokratisk planlægning ud fra rationelle, menneskelige
behov i stedet for profit til nogle få tusinde multi-milliardærer, der i dag
kontrollerer verdens banker, forsikringsselskaber, produktion og transport.
Marxismens
relevans
Forfatteren skriver: ”Hvad angår de ’nye og
originale’ idéer i det 21. århundrede vil jeg kun sige dette; indtil denne dag
på trods af al larmen fra denne verdens Dietrich’er, har jeg stadig til gode at
høre en eneste ægte ny idé. Det, jeg har fundet, er mange gamle og forældede antagelser,
der er fisket op af historiens skraldespand – uvidenskabelige og utopiske
idéer, der for længe siden blev besvaret af Marx, Engels og Lenin. Idéer der
tilhører arbejderbevægelsens forhistorie. Disse gamle og trætte idéer fra den
før-marxistiske, utopiske socialisme er blevet støvet af og præsenteret som det
21. århundredes socialisme.”
Bogen kritiserer skarpt idéerne hos forfattere
som Heinz Dietrich, der hævder, at socialisme kan opbygges ved at gennemføre
reformer indenfor kapitalismens rammer. Bogen argumenterer gennem konkrete
eksempler fra historien og nutidens Latinamerika for, at det er umuligt at
reformere sig til en ”kapitalisme med et menneskeligt ansigt”. Forfatteren
peger på, at det er nødvendigt at organisere arbejderbevægelsen på et socialistisk
program, mobilisere arbejderne, afskaffe det borgerlige statsapparat og
nationalisere de vigtigste dele af økonomien under arbejdernes egen,
demokratiske kontrol.
Massernes
revolution
Bogens udgangspunkt for at forsvare marxismen
er revolutionen i Venezuela. Da bogen blev udgivet i Venezuela, lagde Alan
Woods på pressekonferencen vægt på, at revolutionen er drevet frem fra bunden
af almindelige arbejdere, bønder, husmødre og fattige i byerne. Han sagde, at
de såkaldte ”moderate” reformisters appeller om forsoning og dialog efter
overklassens kupforsøg i april 2002 ikke overbeviste oppositionen og
kapitalisterne, ej heller imperialismen:
”Tværtimod, de blev overbeviste om, at det var
en svag regering og at de ville være i stand til at styrte den. Svaghed
indbyder til aggression. Kun folket, arbejderklassen, reddede revolutionen
igen, mens mange [af reformisterne, red.] gemte sig under sengen eller købte
flybilletter for at forlade landet.”
Alan Woods: Reformism or Revolution – Marxism
and Socialism of the 21st century, WellRed Books, 410 sider, 12£. Kan bestilles hos WellRed.
I et TV-program i juli anbefalede Venezuelas
præsident, Hugo Chávez, alle at læse Alan Woods’ bog om reformisme og
revolution. Anbefalingen kom efter, at Alan Woods havde tourneret rundt i
landet og talt for tusindvis af arbejdere i forbindelse med bogens udgivelse.
Chávez sagde blandt andet: ”Jeg læser den
meget detaljeret og jeg tager notater til denne bog.” I samme program
kritiserede præsidenten skarpt de bureaukratiske tendenser inden for
statsapparatet. Han opfordrede til en kamp imod korruption og sagde, ”det er
nødvendigt at komme af med privilegier for at blive socialister.”