Ny bog om Venezuelas revolution


Frederik Ohsten



3 minutter

I de danske medier kan man jævnligt læse nogle af de mest uhyrlige fordrejelser og sensationshistorier om Venezuela og Chávez-regeringen. Overskrifter som ”Chávez vil forbyde folk at synge i badet” og ”Så gal er han” [om Chávez] er efterhånden ikke ualmindelige.

Der er flere ting at sige til dette. For det første er der ikke en eneste af disse overskrifter, der bygger på sandfærdige historier (eksemplet med brusebadet stammer fra en opfordring fra præsidenten om at spare på vandet og tage hensyn til miljøet). Historierne er som regel hentet fra medier i Venezuela, der er kendt for deres utroværdighed og sensations-iver, der får selv den værste del af den britiske presse til at virke tør.

Overklassen frygter revolutionen
For det andet viser sådanne historier, at de danske redaktører, som er tæt forbundet til resten af overklassen, ser et klart behov for at sværte den venezuelanske revolution til. De er bange for, at revolutionens ideer om socialisme, arbejderkontrol med industrien og udvidelse af demokratiet til også at omfatte økonomiske anliggender, skal sprede sig. Denne frygt er velbegrundet. Nu får disse herrer og damer endnu en grund til at være bange: nu udkommer den første bog i Danmark, der handler om Venezuelas revolution.

Bogens forfatter, Andreas Bülow, er en dansk journalist, der har boet i Venezuela i en årrække. Han har fulgt revolutionen på nærmeste hold, deltaget i møder, demonstrationer, besøgt arbejder-kontrollerede fabrikker og skrevet et væld af artikler, kommentarer og analyser om forskellige aspekter af udviklingen i Venezuela og resten af Latinamerika i disse år. Det er ingen overdrivelse at sige, at han er den førende danske ekspert på området. Derfor er bogen også kærkommen i debatten om Venezuela herhjemme.

Forfatteren på tourné i Danmark
I forbindelse med udgivelsen af bogen, har den danske del af Hands Off Venezuela-kampagnen inviteret Andreas Bülow til Danmark. Han vil præsentere sin bog og holde foredrag om revolutionen i begyndelsen af september. Den endelige plan vil blive offentliggjort på www.handsoffvenezuela.dk i løbet af august.

Sympati med revolutionen
Bogen indeholder forfatterens personlige oplevelser og indtryk fra revolutionens Venezuela, men derudover behandler bogen også udviklingen fra en politisk vinkel. Et helt kapitel handler eksempelvis om Hugo Chávez’ politiske udvikling. Forfatteren skjuler ikke, at han sympatiserer med revolutionens sag og kampen for socialisme, og han forsøger samtidig at komme med sit bud på, hvordan revolutionen kan bevæge sig frem.

Han argumenterer for, at det alene er Venezuelas arbejdere, bønder og den revolutionære ungdom, der kan gennemføre revolutionen. Han peger på svagheder og faresignaler for revolutionen (især det manglende opgør med kapitalismen samt den bureaukratiske femtekolonne i den bolivariske bevægelse, der holder bevægelsen tilbage og forsøger at afværge et brud med kapitalismens rammer), og han argumenterer desuden overbevisende for, at den venezuelanske revolution enten vil sejre som en socialistisk revolution eller lide et grufuldt nederlag. Bogen er tænkt som et bidrag til, at det første kommer til at ske.