Da jeg blev ansat hos Novo Nordisk, blev jeg bombarderet med tomme corporate slogans som “Unordinary Drives Change”, “Circular for Zero” og den hellige “Novo Nordisk Way”. Alle os arbejdere får en fortælling om, at Novo Nordisk er “en stor familie”, og at vores mission er at give flest mulige adgang til livreddende medicin. Vi fik også en række personalegoder, som understøttede fortællingen om, at Novo Nordisk ikke var som de andre store, kolde og kyniske virksomheder i USA, fordi hos Novo passer man på sine arbejdere.

Sandheden er dog den, at det ikke er på grund af den specielle “Novo Nordisk Way”, som cheferne snakker om, at vi får gode vilkår, men snarere som et produkt af de hårde kampe som den danske arbejderklasse har kæmpet og vundet gennem tiden. For fik Novo Nordisk sin vilje, ville vi ikke få en øre mere end det absolutte minimum, der skal til for at overleve – ligesom vores amerikanske kollegaer.

Sådanne “radikale” konklusioner kan jeg ikke prale af at have hørt på gulvet i Novo – indtil nu. Den 10. september annoncerede Novo Nordisk, at 5.000 af os skulle fyres. Det svarer til cirka 1/7 af alle Novos arbejdere i Danmark. 

Nu kan jeg love dig for, at stemningen på gulvet har ændret sig. 

Denne annoncering kommer i konteksten af, at Novo for et år siden meddelte, at de havde tjent 100.000.000.000 kr. i ren profit og havde ansat cirka 11.500 nye arbejdere mellem 2023 og 2024. Beslutningen om fyringer synes i så høj grad at være ulogisk, at selv mine mest konservative kollegaer er begyndt at stille grundlæggende spørgsmål ved, hvad det egentlig er for et system, vi lever under. Jeg har hørt flere af mine kollegaer sige ting som: “Hvad er alt det her samfund egentlig til for? Er det virkelig bare for at gøre nogle milliardærer rigere?”

Novo forklarer, at de skal være “agile” og fokusere på deres “strategiske pipeline” og derfor må fyre. Med andre ord betyder det, at de vil bruge færre ressourcer på at udvikle og producere nye produkter, som potentielt kan redde menneskeliv, og i stedet fokusere endnu mere på at sælge fedmemedicin. De har nemlig brug for at konkurrere med den amerikanske pharmagigant Eli Lilly. Derudover bruger Novo nu millioner af dollars på at retsforfølge producenter, som i modsætning til Novo ikke sætter deres priser kunstigt højt for at malke forbrugerne.

De mener nu, at der er brug for at “skære fedtet af kanterne”. Men hvem tror de, der har tjent dem deres styrtende profitter? Er det Lars Fruergaard eller Mike Doustdar, som har lavet overarbejde for at masseproducere fedmemedicin til hele verden? Nej, det er det hav af dedikerede arbejdere, som ikke får skrevet DR artikler om sig, men som er blevet pisket hårdere og hårdere for at opnå deres “KPI’er” (Key Performance Index) med fortællingen om, at de er med til at redde verden. Og nu, hvor Novo-cheferne er lidt urolige for, hvad fremtiden byder, så takker de os ved at fyre os. For så bliver aktionærerne måske holdt glade.

Selv mange af mine kollegaer er begyndt at stille spørgsmålstegn ved Novos selverklærede etiske formål, men modargumentet har været, at det er dét værd, fordi den danske økonomi er så afhængig af virksomheden. Alle, der arbejder på Novo, har jo set nyhederne om, at virksomheden er årsagen til, at Danmark har undgået den økonomiske stagnation, som ses i andre europæiske lande. 

Mange af mine kollegaer føler, at de tager ansvaret for fremtidsudsigten af den danske økonomi på sine skuldre og vælger derfor at kigge bort fra Novos profitmageri på folks sygdomme. Men da den tidligere topchef blev fyret af den usynlige bestyrelse, blev det endnu mere klart for mange, at topchefen ikke er andet end en syndebuk for store investeringskonglomerater, som kun har profit for øje. 

Det får en til at tænke: Hvis den danske stat er så afhængig af, at Novo klarer sig godt, og Novos topchef i virkeligheden er styret af en usynlig bestyrelse, så er det svært at se, hvordan den danske stat på mange måder ikke også ligger under for denne ikke-valgte gruppe af milliardærer-investorer.

Novo-aktionærerne har dog begået en stor fejl. De har misset noget, som er lige under næsen på dem, og de aner det ikke! De er blevet så høje på deres egen succes inden for medicinalverdenen, at de er blinde for deres egne molekylære processer – en proces af radikalisering. De har nemlig skabt et ryk i bevidstheden blandt deres arbejdere ved at afsløre sig selv fuldstændigt for, hvad de virkelig er: vores klassefjender!

De har givet et nyt lag af unge arbejdere en vigtig lektion i, hvordan systemet egentlig fungerer, og at Novo-chefernes interesser står i direkte modsætning til deres egne og det store flertal.

Det er klart, at bevidstheden blandt arbejderne i Novo Nordisk lige nu ikke er decideret revolutionær endnu. Dog er skiftet så markant, at titlen “Danmarks bedste arbejdsplads” bliver gjort til grin på de fleste kontorer. Dette er nok ikke Novos topledelses største bekymring i øjeblikket, men det vil ændre sig. Det, vi ser nu, er de første småsten, der forvarsler en lavine i den danske arbejderklasses vækkelse.