Den israelske premierminister Netanyahu formåede i sidste øjeblik at trodse de ugunstige meningsmålinger, og ende som vinderen af det israelske valg tirsdag d. 17. marts, med et trodsigt sving til højre med løfter om, at der ikke vil blive oprettet en palæstinensisk stat, så længe han er ved magten, Hans appel var – med succes – rettet mod at samle højrefløjen omkring ham selv og hans “faste” ledelse ved endnu en gang at appellere til almindelige israelske borgeres historisk dybt rodfæstede frygt for de eksterne trusler mod Israel. Hvad vil blive konsekvenserne af hans sejr i Israel og internationalt?
Netanyahus valgsejr repræsenterede et skarpt skift i situationen, der har overrasket alle analytikere, såvel som hans modstandere. Det skyldes primært et skred i det yderste højres offentlige opinion overfor Netanyahus parti, Likud, der var øverst i meningsmålingerne og vandt omkring 30 pladser (de endelige resultater vil blive offentliggjort senere) i det 120-mand store Knesset. Denne sejr giver utvivlsomt Netanyahu nyt liv og har vigtige interne og internationale konsekvenser, der må analyseres nøje.
Ved at se overfladisk på valgresultaterne kunne man måske konkludere, at Netanyahu formåede at skære på tværs – i det mindste på det valgmæssige plan – af en generel proces med radikalisering til venstre og en anti-establishment stemning, der vandt momentum i tiden op til valget. Denne stemning har påvirket store dele af de unge og det israelske samfund i almindelighed i de seneste år, især efter massebevægelserne i 2011. En sådan skarp vending i situationen var uventet, men bør ikke overraske marxister det mindste. Pludselige skift i den politiske situation ses i alle perioder, der er karakteriseret af en dyb krise i det dominerende system, som vi har været gået ind i på verdensplan siden 2008.
Hver krise polariserer samfundet i forskellige retninger: i retning af radikal sætten-spørgsmålstegn ved systemet og revolution på den ene side og en mobilisering af reaktionære kræfter på den anden side. Denne proces er uundgåelig, når fjendtlige lejre samler deres styrker ved at trække tidligere inaktive lag af samfundet ind til fremtidige afgørende slag. Den ene sides vækst udelukker ikke det andet. Tværtimod, det er modsatrettede kræfter der vækkes. Politisk ustabilitet er karakteristisk i kriseepoker som den, vi er gået ind i på verdensplan.
I dette tilfælde kan vi tydeligt se, at Netanyahus sejr midlertidigt vil genoplive hans position som det naturlige mægler mellem forskellige fraktioner i den israelske herskende klasse. Derudover vil det styrke ham på den internationale arena, i det stadig mere komplicerede forhold til USA. Men dette pusterum bliver en kortvarig afstikker fra begivenhedernes generelle udvikling.
Netanyahu vil i realiteten kun kunne nyde den relative frihed fra interne og internationale begrænsninger i en kort periode, hans sejr kan også bidrage til at fremskynde radikaliseringsprocessen i det israelske samfund, hvor dybe sociale processer er under udvikling. Samtidig introducerer en “stærkere” Netanyahu et ekstra element af uforudsigelighed i den allerede særdeles ustabile situation i Israel og de generelle relationer i Mellemøsten.
Omfanget af en sådan uforudsigelighed afspejles i en kommentar fra New York Times efter valget:
“På trods af den rungende sejr efter Mr. Netanyahus hard-line udtalelser i kampagnens sidste dage, er det lige så meget et mysterium som manden selv, hvilken retning han vil gå, i hvad der bliver hans fjerde periode.”
Social polarisering og fremtiden
Den stigende politiske ustabilitet har rødder i den objektive situation. Statistikker fra regeringen frigivet i begyndelsen af marts understreger omfanget af de sociale problemer Israel og den voksende kløft mellem rig og fattig, men også hvor hårdt krisen rammer selv de midterste lag. Ifølge det centrale statistiske kontor lever 41% af israelerne med konstant overtræk, og mere end en tredjedel skylder mindst 10.000 shekel ($ 2500). Hvad er årsagen? En nylig rapport fra statens økonomichef viser, at huspriserne er steget med næsten 55% og huslejerne med 30% de sidste seks år. Lønninger er imidlertid stort set stagneret i samme periode.
Vil Netanyahu være i stand – eller endda villig – til at løse disse problemer? Retorik om en “jødisk stat”, ved at fremme bosættelser bare for jøder (der er vokset med 23 procent mellem 2009 og 2014) og en aggressiv udenrigspolitik kan ikke kompensere for det faktum, at Netanyahus politik i løbet af de seneste to år har været låst til besparelser og nedskæringer i den sociale velfærd. Dette i en sådan grad at hans partner i koalitionen (og en af de mest populære figurer tilbage i 2013), finansminister Yair Lapid, så sin personlige støtte synke, og stemmerne på hans parti, Yesh Atid, og dermed deres parlamentspladser blive næsten halveret ved det nylige valg.
Netanyahus valgsejr har én konsekvens, der er mere alvorlig end nogen anden. Den voksende utilfredshed er rodfæstet i en forværring af de materielle levevilkår for store lag af det israelske samfund. Imidlertid har den måde, det er kommet til udtryk på, ændret sig i den seneste periode. De nuværende resultater viser, at bevægelsen endnu ikke har fået nok momentum til at feje hele den politiske scene til siden. Men vi er nødt til at forstå, at når mulighed for at ændre tingene gennem valgmæssige midler er blokeret i en periode, vil størstedelen af den israelske befolkning på et tidspunkt – ligesom i 2011 – blive tvunget til at udtrykke sig gennem social uro og klassekamp. Men denne gang vil bevægelsen – meget hurtigere – få en anti-establishment karakter og vil være mere bevidst politisk.
At et par venstrefløjspersonligheder, som den 29-år Stav Shaffir, personligt knyttet til 2011-bevægelsen, er steget til prominente positioner i Arbejderpartiet (den førende kraft i den næststørste front, den zionistiske Unionskoalition), bør ikke undervurderes som et symptom på den radikalisering, der finder sted. Havde Arbejderpartiet vundet valget, ville denne proces være blevet forsinket eller endog blokeret, men det mest sandsynlige scenarie er, at Arbejderpartiet i en periode forvises til rollen som “loyal opposition” til regeringen, hvilket kan give et vist spillerum for, at den interne differentiering kan fortsætte.
Men det vigtigste symptom på at en radikal stemning er under udvikling blandt vigtige dele af unge og arbejdere i Israel, især, men ikke kun i det arabiske mindretal, er fremgangen til Fælleslisten, ledet af det venstreorienterede Hadashs nye leder Aymen Odeh. Odehs fordømmelse af den nuværende stat – “Det er en stat bestående af finansfyrster imod alle de dårligst stillede i landet” – vækkende genklang blandt en del af masserne og samlede ny støtte bag venstrekoalitionen. Fælleslisten vandt mere end 10 procent, om kom ind på tredjepladsen i meningsmålingerne. Hadash og Fælleslisten kan meget vel blive den vigtigste opposition i det nye Knesset i den næste periode. De har opbakning blandt de israelske arabiske arbejdere og fattige såvel som deres jødiske sidestykke. Desuden vælger en vigtig del af Labours ledelse måske på et tidspunkt at støtte Netanyahu i en koalition, som Ehud Barak allerede gjorde i den tidligere regering.
Et vanskeligt og anstrengt forhold til den amerikanske imperialisme
Netanyahus sejr vil betyde en kosmetisk ændring i de amerikanske forhandlinger med Israel for at udglatte relationerne. Adskillige hændelser, såsom Netanyahus besøg i USA for at tale til Kongressen den 3. marts på invitation fra den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, har irriteret Obama-administrationen. Men spændingerne mellem USA og Israel er ikke bestemt af et sammenstød mellem personligheder, mellem Obama og Netanyahu, men af de stadig mere divergerende strategiske interesser mellem den amerikanske imperialisme, og hvad der traditionelt er dets tætteste allierede i Mellemøsten.
“Hvis vi ser bort fra talerne, er der ingen tvivl om, at de amerikansk-israelske relationer har forandret sig væsentligt siden afslutningen af den kolde krig, og denne ændring, der blev bremset i et stykke tid efter 11. september, har skabt afstand og spændinger mellem landene. Netanyahus tale er blot et symptom på den underliggende realitet. Der er teatralskhed, der er personlige fjendskaber, men præsidenter og premierministre kommer og går. Det vigtige er de interesser, der binder eller separerer nationer, og Israels og USA’s interesser har i noget omfang adskilt sig fra hinanden. “(Stratfor, Netanyahu, Obama and the Geopolitics of Speeches, 3. marts 2015)
Spændingerne er en følge af svækkelsen af den amerikanske imperialismes magt i regionen, som gav mere plads til, at regionale magter (de vigtigste er Tyrkiet, Iran, Saudi-Arabien og Israel) kunne spille deres eget spil. Amerikanske og israelske interesser har ofte divergeret tidligere, men det der er på vej, er en mere alvorlig grund til belastning af forholdet. Den amerikanske stats behov for at frigøre sig fra direkte engagement i området betyder, at den nødvendigvis befinder sig mere og mere på samme side af barrikaderne som sin mangeårige fjende: Iran, i krigen mod ISIS både i Irak og i Syrien.
Fra Israels synspunkt udgør Irans voksende indflydelse en kritisk trussel mod deres egen eksistens, og det har presset Netanyahu til det paradoks, at han anser de kræfter, forbundet med Al-Qaeda i Syrien, som det mindste onde. Netanyahus personlige uforudsigelighed kommer ind i ligningen her, og havde overbevist den amerikanske regering om at gå imod ham i betydelig grad under valgkampen. Men da krisen i Israel udvikler sig, kan og vil det blive til en kilde til yderligere ustabilitet i Mellemøsten.
Israelsk kapitalisme snubler fra den ene krise til den næste, og viser, at der nu ikke findes et stabilt styre noget sted i Mellemøsten. Hvert skift i den interne situation i Israel vil påvirke regeringens udenrigspolitik, og ligeledes vil ændringer i de internationale relationer fremskynde begivenhedernes forløb i landet, i en spiral, der meget vel kan komme ud over Netanyahus kontrol.
Denne artikel har været bragt på marxist.com den 16. marts 2015
