Det er nu snart 1½ år side at Danmark, USA og resten koalitionen indledte
krigen mod Irak. Irak var i forvejen et af verdens fattigste lande, og
civilbefolkningen havde i mange år lidt under en handelsblokade, hvilket
betød at tusinder var dømt til hungersnød. Krigen i Irak, som slet ikke er
forbi, er en krig som på meget konkret vis kendetegner imperialistiske
krige, og viser hvorfor vi som socialister er imod dem.

USA’s ændrede inden krigen flere gange sin argumentation for krigen. Først
“vidste” Bush og Blair at Saddam Hussein var i besiddelse af
masseødelæggelsesvåben og dermed udgjorde en direkte militær trussel. Dette argument klingede så hult, så millioner af mennesker verden over let kunne se igennem det. Irak kunne – trods evt. masseødelæggelses våben – aldrig være en reel trussel imod verdens største supermagt USA, der besidder tonsvis af masseødelæggelse våben. Ydermere viste alle undersøgelser fra bl.a. FN’s våbeninspektører, at Iraks militære potentiale mildt sagt var meget begrænset efter et årti med blokade. Her, over et år efter krigens udbrud, har USA da heller ikke fundet nogen masseødelæggelsesvåben endnu.

En krig for demokrati?
Bush, Blair og resten af koalitionen blev altså nød til at trylle en ny
begrundelse frem. Nu forklarede de hvilken ond diktator Saddam Hussein var, og at krigen var til for at afsætte ham, befri det irakiske folk og indføre demokrati i Irak. Dette ville måske have lydt meget godt, for Saddam Hussein var uden tvivl en ond diktator, hvis ikke det havde været fordi at USA og England altid havde vidst det, men aldrig før havde gjort noget for at ændre det – snarere tværtimod. I 1980’erne leverede USA mange af de kemiske våben til Saddam Hussein, som han brugte til at gasse kurderne og andre minoriteter med. På det tidspunkt havde de amerikanske imperialister ingen indvending imod massemordene. Ligesom de i dag støtter regimerne i Saudi-Arabien og Tyrkiet, som begge anvender tortur imod
fagforeningsaktivister, fængsler og henretter politiske modstandere og
konstant bryder menneskerettighederne. Men i de to tilfælde afviser de at
starte en krig for “demokrati”.

Når man kigger på udviklingen her over et år efter krigens begyndelse, står det da også ret klart at irakerne ikke ser de amerikanske soldater som “befriere”, men snarere som “besættere”. Man kan dagligt høre om bombeangreb og oprør imod USA’s besættelsestropper. Indtil videre er over 13.000 civile (kilde: www.iraqbodycount.net) døde i Irak og der har været flere væbnede oprør og opstande imod besættelsesmagten. Offentligheden har også set de grusomme billeder, hvor amerikanske soldater, med stor sandsynlighed efter ordre fra øverstbefalende, har udøvet tortur mod irakiske fanger. Det er det “demokrati” som imperialisterne har været i stand til at indføre i Irak. Et demokrati hvor folket ikke reelt har noget at sige, men hvor Fogh, Blair og Bush ved hvad der er bedst for dem!

En imperialistisk krig
Hver eneste dag ser vi hvordan at imperialisterne konkurrerer om at sikre
sig leverancer af råstoffer og ressourcer, adgangen til markeder og generelt set udbygge deres interessesfærer. Normalt foregå dette forholdsvis “fredeligt” vha. af mere eller mindre uretfærdige handelsaftaler, en uendelig række af beskidte knep osv. Nogle gange får imperialisterne det dog ikke som de vil have det og de ser sig nødsaget til satte magt bag deres interesser. Det var hvad der efter vore mening skete i Irak. USA havde brug for kontrol med Irak, dels pga. landets store olieressourcer, dels pga. landets centrale geografiske placering i Mellemøsten. Det burde ikke være sådan at simple økonomiske interesser, kunne føre til forfærdelige krige, med alt hvad der hertil følger af smerte, død og ulykke.

Det er dog langt fra første (eller sidste) gang at krige er blevet startet
på dette grundlag. Vi så det med 1. verdenskrig og for nyligt med bl.a.
Serbien og Afghanistan.

Derudover er det især unge fra den fattige del af samfundet, fra
arbejderklassen, som bliver soldater. I sin nye film “Fahrenheit 9/11”,
viser Michael Moore hvordan hæren rekrutterer soldater i blandt unge som har lav uddannelse og kommer fra fattige lag af befolkningen. Det er altså
arbejdernes børn som bliver sendt ud i krige der tjener imperialisternes
interesser.

Socialister vender sig stærkt imod imperialismen og kæmper imod krigene.
Vi står for at alle penge der bruges på imperialistiske krige i stedet burde bruges på velfærd og sociale ydelser, på skoler, hospitaler og
daginstitutioner. Det er hyklerisk at Fogh og de borgerlige altid beklager
sig med at der ikke er råd til forbedringer i velfærdssystemet, men altid
giver penge til bomber og missiler.

Vi mener dog samtidig at det er vigtig at forstå at krig hænger
uadskilleligt sammen med det kapitalistiske samfund som vi lever i, som
netop er kilden til imperialisternes råstofjagt og i sidste ende krigene.
Kun ved en fuldstændig omdannelse af samfundet og et brud med kapitalismen
kan der skabes varig fred.