Arbejdere og unge står overfor en dyster fremtid. Efter fire år med arbejdsgiverpolitik, brudte løfter, stigende ulighed og den mest højreorienterede Socialdemokratiske regering måske nogensinde, ser det ud til, at de borgerlige vinder valget i juni. De vil uden tvivl lancere benhårde nedskæringer og angreb på arbejdere, unge, fattige og arbejdsløse. Arbejderklassen må ruste sig til kamp.
En borgerlig nedskæringsregering
De borgerlige repræsenterer de rige og privilegeredes interesser. Venstre har annonceret nulvækst i det offentlige, der vil betyde massive nedskæringer i velfærden. Og de vil uden tvivl fortsætte, hvor de slap i 2011, med angreb på pensioner, dagpenge og andre sociale ydelser og en genindførsel af bl.a. starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Alt sammen noget der lægger et kraftig nedadgående pres på arbejdernes lønninger.
Det er dog meget svært, at se forskel på Venstre og Socialdemokraternes program. Det er den nuværende regering, med Helle Thorning i spidsen, der har banet vejen for de borgerliges tilbagevenden til magten. Vinder de borgerlige igen, er det ikke fordi, der er flertal for deres nedskæringspolitik, men på trods af denne. Det er markant, at de borgerlige partier, der forsvarer en traditionel borgerlig politik; Venstre og Konservative, er gået kraftigt tilbage i meningsmålingerne, mens Dansk Folkeparti, der demagogisk taler for velfærd, er vokset markant. Så det vil ikke være en regering på et solidt nedskæringsmandat. Men Socialdemokraterne og SF har, mens de har siddet i regering, miskrediteret sig selv, og er derfor svækket som fremtidig opposition til en borgerlig regering. Det giver alt andet lige de borgerlige friere tøjler til at gennemføre benhårde angreb end sidst Lars Løkke var statsminister.
Dansk Folkeparti taler populistisk imod nulvækst og for flere penge til dagpengesystemet. Men de støttede alt, hvad de sidste borgerlige regeringer foretog af angreb op gennem nullerne. De pakker deres borgerlige politik ind i et forsvar for den ”lille mand”. Men deres racistiske politik har som direkte formål at splitte arbejderklassen på etniske og religiøse linjer. De er lige så meget med til at sikre de rige og privilegeredes interesser, bare med en anden retorik end Venstre og de Konservative. De ser ud til at konkurrere med Venstre om at blive det største borgerlige parti, og kan derfor muligvis ikke holde sig ude af regeringsdeltagelse. DF i regering vil uden tvivl betyde massive angreb på indvandrere og flygtninge, men det vil samtidig betyde, at partiet miskrediteres, fordi de ikke længere kan løbe fra ansvaret.
Intet alternativ
Socialdemokraternes valgkampagne er en forlængelse af den politik, de har ført, mens de har siddet i regering, på trods af deres forsøg på at gøre sort til hvidt og fremstille de sidste fire år som en tid med forbedringer. De tilbyder intet reelt alternativ til de borgerlige. Dagen før valget blev udskrevet, lancerede de en ”velfærdspakke” på 39 mia. kr. indtil 2020. Det må siges at være politisk spin af værste skuffe: De har taget de penge, de allerede havde planlagt at bruge, med en vækst på 0,6% om året i det offentlige forbrug og lagt sammen. Det er en lavere vækst end under Anders Fogh, hvor det offentlige forbrug steg med 0,8%, og det alligevel betød massive forringelser af velfærden.
SF og Enhedslisten rejser begge udmærkede konkrete reformkrav, men ingen der reelt batter noget eller taler uden for den politiske konsensus på Christiansborg – de er begge en del af det etablerede politiske morads. Efter fire år er der desuden ikke mange, der tror på, at de kan få kravene igennem, eller for den sags skyld har en plan for at få dem gennemført.
Utilfredshed
Socialdemokraterne brugte dagene op til valgudskrivelsen på energisk at påstå, at krisen er ovre. Det kan godt være, at regnedrengene i finansministeriet er kommet frem til det glade budskab, men det svarer ikke til oplevelsen hos arbejdere og unge.
Under overfladen er der opbygget en enorm utilfredshed, ikke bare med den ene eller anden politiker, men med hele det politiske system. Politikerne lever på en helt anden planet, uden forståelse for arbejdernes problemer og liv. De giver sig selv lønstigninger og gode pensioner, mens de skærer ned på dagpenge og efterlønnen. Mistilliden rammer især de gamle etablerede partier, hvilket er en del af forklaringen på fremgangen til både Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
[Læs også: Den populistiske højrefløjs fremmarch]
Men ingen partier udtrykker den utilfredshed, der eksisterer blandt danskerne, og mange er i tvivl om, hvor de skal sætte krydset d. 18. juni. Især blandt et lag af unge har der været en radikalisering de sidste år. Mange vil ende med at stemme på et parti i rød blok, men uden entusiasme, mens andre føler sig så politisk hjemløse, at de helt undlader at stemme i protest.
Reformismens krise
Vi støtter naturligvis ethvert forslag til reformer, der forbedrer arbejdere og unges liv. Men vores hovedkritik er, at det kapitalistiske system, der befinder sig i en dyb krise, ikke giver råd til reformer. De konstante nedskæringer fra borgerlige og socialdemokratiske regeringer skyldes ikke ideologi, men udspringer af kapitalismens krise. Markederne for eksport er presset. Det samme er de danske husholdninger, der er nogle af de mest forgældede i verden, en gæld der ejes af internationale finanskapitalister. Dansk økonomi er helt underlagt markedernes diktatur. Kapitalismen kræver nedskæringer, som vi har set de sidste 4 år, hvor regeringen løb fra alle dens løfter, til trods for at de var utrolig beskedne.
Uanset hvad Socialdemokraterne påstår, er hverken dansk økonomi eller verdensøkonomien ude af krisen. Virksomhederne har kæmpeoverskud, men på trods af skattelettelser er investeringerne i bund. Alle de faktorer, der udløste krisen i 2008, er tilbage på dagsordenen. Verdensøkonomien balancerer på en knivsæg, hvor den ene eller anden tilfældighed kan sende den tilbage i nedgang: uro i Mellemøsten, græsk bankerot, en bristet boligboble i Kina eller noget helt femte.
[Læs også: 2015 – mørke skyer samler sig]
Kapitalismens krise betyder en krise i reformismen. Reformisterne i toppen af arbejderbevægelsen har haft fire år til at bevise, at de kunne regulere sig frem til en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. De har fejlet.
Kun ved at overtage de vigtigste dele af økonomien og ende kapitalismen, kan ægte reformer garanteres og fastholdes. For revolutionære socialister er hovedfjenden ikke det ene eller andet parti eller politiker, men systemet og den lille rige elite, der beriger sig på det store flertals bekostning.
Der er brug for en revolution
Det er paradoksalt, at på et tidspunkt hvor kapitalismen befinder sig i en blindgyde, rykker ledelsen for alle arbejderpartier længere og længere ind mod midten og forsvarer det selvsamme system, ved at påstå at bare vi vil det nok, kan vi vende tilbage til ”de gode gamle dage” med opsving og en udbygning af velfærden. De nægter at sige det, som det er: kapitalismen har udspillet sin historiske rolle.
Revolutionære Socialister kæmper naturligvis imod en borgerlig regering. Men som sagerne står, ser det ud til, at arbejderklassen står overfor netop en borgerlig regering efter 18. juni. Arbejderklassen må ruste sig til at tage kampen op. I år er det 30 års jubilæum for påskestrejkerne, hvor de danske arbejdere ikke bare var ved at vælte den daværende borgerlige regering, men rokkede ved hele systemet. Det er muligt at ændre tingene, hvis arbejderne tager sagen i egen hånd.
Men selvom klassekampen igen blusser op, ændrer det ikke på, at der mangler et reelt alternativ. Ansvaret for de borgerliges fremgang ligger på skuldrene af toppen i arbejderpartierne. Enhedslisten er det parti, der er mest oplagt at stemme på ved valget, men vi må sige det, som det er: de kan ikke frasige sig deres del af ansvaret for at de borgerlige vender tilbage, de har holdt hånden under regeringen og ikke fremsat et reelt alternativ til nedskæringspolitikken. En stemme på dem vil ikke ændre noget fundamentalt. Det eneste politiske alternativ til kapitalismens nedskæringspolitik er de revolutionære marxistiske ideer. Det er nødvendigt at bygge de kræfter, der kan kæmpe for, at de kommer i spidsen for arbejderklassen. Er du enig, opfordrer vi dig til at gå med i Revolutionære Socialister.
Over hele verden leder folk efter et alternativ til dette rådne system og ikke mindst de gamle miskrediterede politiske partier. De partier, der er blevet set som et alternativ til det etablerede politiske system, har oplevet massiv fremgang. Det gjaldt SNP i Skotland, der i manglen på et venstreorienteret alternativ, kunne gå frem på en modstand mod de gamle London-baserede politikere og deres nedskæringspolitik. I Grækenland vandt venstrefløjspartiet Syriza en massiv valgsejr og i regional- og lokalvalgene i Spanien oplevede lokallister tilknyttet det spritnye venstrefløjsparti Podemos kæmpe fremgang og har bl.a. vundet borgmesterposten i Barcelona. Men alle disse steder viser også, at der ikke er en mellemvej. At der brug for et program for et revolutionært brud med det nuværende samfund.
[Læs også: Grækenland: Situationen tilspidses yderligere]
Et kryds hvert fjerde år ændrer intet grundlæggende. Arbejderklassen må tage magten. Kun ved at overtage de vigtigste dele af økonomien, de største virksomheder og bankerne under demokratisk arbejderkontrol, kan økonomien planlægges efter flertallets behov og interesser og ikke den lille elites.
Kun sådan kan vi sikre alle et godt arbejde, ordentlig løn og arbejdsforhold, boliger, uddannelse og sundhed for alle. Det er det eneste reelle alternativ til nedskæringer og den eneste fremtid, der er værd at kæmpe for.
[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 10 – juni 2015. Tegn abonnement og modtag den trykte udgave 10 gange om året.
