Mette Frederiksen med danske soldater på Tapa Army Base i Estland. Billede: Statsministeriet
Rusland har invaderet Ukraine. Som svar, opildner amerikansk imperialisme til eskalation og oprustning. Men det er en invasion, de selv har bygget op til i månedsvis, hvis ikke årevis. Alle partier på Christiansborg kaster sig i armene på NATO og USA. Men vi nægter at vælge mellem to reaktionære sider. Og vi nægter at bakke op om regeringen og Christiansborgs militarisme.
I skrivende stund går de russiske styrker ind i Kiev. Kampene intensiveres, og tabstallene stiger. Kommer det til egentlig bykamp, risikerer Ukraine for alvor at blive et slagtehus. Hele Christiansborg, på tværs af alle partier, er gået sammen i en fælles offensiv for at stoppe “russisk aggression”. Det er blevet en kappestrid om, hvem der kan være mest skånselsløs over for Rusland, kræve de hårdeste pressionsmidler og mest militær oprustning. Ruslands invasion er nemlig, forklarer disse partier, et forkasteligt angreb på et suverænt land.
Men hykleriet driver ned af væggene. De af Christiansborgs partier, der råber højest i koret, og ikke mindst det regerende Socialdemokrati, har alle været med til at sende danske soldater i angrebskrig mod suveræne stater. Vi behøver blot at nævne krigene mod Afghanistan, Irak, Syrien og Libyen, hvor millioner har mistet livet som konsekvens af krigene. I stedet for en “specialoperation”, som Putin kalder det, kalder de danske levebrødspolitikere det blot “aktivistisk udenrigspolitik”. Ligeledes er de samme partier fuldstændig stille, når det gælder et uhyrligt regime som Saudi Arabien, som i årevis, og med direkte hjælp fra Vesten, har ført den mest brutale krig, man kan forestille sig i Yemen. Men disse invasioner og krige var, må vi forstå, anderledes end den russiske – ikke mindst fordi det var “vores” styrker og “vores” allierede, som angreb. Om det også havde betydning, at de civile, der blev ramt, var brune i huden og ikke hvide som i Ukraine, lader vi være op til læseren at bedømme. Men det lader i hvert fald til at have indflydelse på, hvordan den socialdemokratiske regering modtager krigsflygtningene fra de forskellige steder.
Disse betragtninger kan og må ikke bare affejes som forsøg på at tale udenom eller aflede diskussionen. De utallige imperialistiske krige, som USA har ført, med aktiv og direkte militær støtte fra den danske herskende klasse, er bevis for, at det ikke er humanitære hensyn eller forsvar for demokrati eller suveræne staters ukrænkelighed, der guider USA og NATO-landene i deres modstand mod Rusland. Disse hensyn er for disse hyklere kun relevante, når de kan bruges som argument mod deres fjender. For de vestlige ledere er det ukrainske folk kun en brik i spillet om indflydelsessfærer, markeder og geopolitik. De ønsker ikke et selvstændigt Ukraine, men et Ukraine, der er domineret af Vesten, og som kan bruges som et springbræt til at lægge pres på russisk kapitalisme.
NATO fremstilles i de danske medier og af de danske politikere – endda også af folk, der kalder sig socialister – som en ren defensiv og fredsbevarende alliance, som i modsætning til Rusland, efter sigende aldrig har fremprovokeret militære konflikter. Faktum er dog, at NATO i 1949 blev dannet som et våben i den kolde krig. Et våben, der skulle forsvare vestlig og især amerikanske interesser (USA giver ¾ af NATOs budget). NATO har været involveret i aggressive militæroperationer i Irak, Jugoslavien, Afghanistan, Somalia og Libyen. Historien om det fredselskende NATO er en kvalmende myte om, at “de gode” er i Vest og “de onde” i Øst.
Vi anerkender fuldt ud, at Putin er en reaktionær bonapartist. Og jo før, han bliver væltet, jo bedre. Men det skal ikke være op til NATO, selvom der nu er borgerlige, der begynder at lufte ideen om at gennemføre et “regimeskifte” i Rusland – som om de ikke brændte fingrene så rigeligt i Irak og Afghanistan. De så gerne en af deres folk installeret i Kreml. Men en pro-vestlig regering vil ikke løse nogen som helst af de russiske arbejderes problemer. Det vil blot betyde en tilbagevenden til 90ernes udsalg af statens aktiver til Vesten, privatiseringer, ekstrem fattigdom og elendighed for de russiske arbejdere, hvor vestligt stemte oligarker og mafiabosser plyndrede den russiske stat og gennemførte deres økonomiske “chokterapi”. Et sådant pro-vestligt regime ville ikke indeholde ét gran progressivitet – det ville være ligeså reaktionært som Putins regime. Den eneste styrke, der kan besejre den reaktionære kapitalisme i Rusland, er de russiske arbejdere. Og vi har al tillid til, at de vil klare denne opgave. Vores russiske kammerater i IMTs russiske sektion arbejder netop nu aktivt i Rusland i den russiske anti-krigsbevægelse og arbejderbevægelse med netop dette perspektiv.
På samme vis er vores opgave herhjemme at vælte de vestlige imperialister. Og faktum er, at denne bestialske krig ikke var brudt ud, hvis ikke NATO i årtier havde ekspanderet mod øst. 14 ud af de 30 NATO-lande er blevet optaget siden 1999. Alle 14 er tidligere østbloklande, og der er snak om at flere er på vej. Hele tiden etableres nye forsvarsaftaler om udstationering af NATO-materiel, missiler og tropper, i en stadig tættere halvcirkel omkring det russiske territorium. For at få en ide om, hvordan det ser ud fra Kreml, så kan man blot tænke sig til, hvordan den amerikanske regering ville reagere, hvis Rusland indledte et militært samarbejde med Canada, Mexico og de Karibiske østater og begyndte at stationere missiler og tropper der. Der er næppe nogen tvivl om, at USA ville slå hårdt ned, med alle til rådighed stående midler, uden hensyn til suverænitet og international lov og orden, ligesom Rusland gør nu.
Krigen i Ukraine er kulminationen på et langvarigt geopolitisk og militært pres fra Vesten, der startede, så snart Sovjetunionen brød sammen. Et pres, der har haft til formål at udnytte stormagtens sammenbrud til fordel for amerikansk og europæisk imperialismes ekspansion både økonomisk og militært.
Visse kloge borgerlige hoveder afviser al kritik af NATO, som russisk propaganda. De mener, udelukkende, at invasionen skyldes Putins person. At han er i gang med at genskabe det zaristiske imperium ved erobringskrig, startende med Ukraine. Det hænger dog ikke sammen. Hvorfor ventede han så længe? Det har varet næsten et år, hvor Putin gradvist og helt åbent har opbygget styrkerne omkring Ukraine, et skridt ad gangen.
En sådan fremgangsmåde giver kun mening i et forsøg på at lægge pres på modparten for at forhandle. Han har endda åbent sagt, hvad det handlede om. Målet har været, gennem pres og indirekte trussel om krig, at få NATO til at tage et skridt tilbage. At forhandle en ny sikkerhedsstruktur for Europa, hvor Rusland indgår. Ukraine var hans værktøj i dette spil. Men det er tydeligt, at USA og NATO ønskede en konfrontation. De nægtede hårdnakket at give indrømmelser på de afgørende områder for Rusland: En garanti mod optagelse af Ukraine i NATO, tilbagetrækning af NATO-styrker fra de nye NATO-lande (hvilket NATO ellers har skrevet under på overfor Rusland i 1997) og begrænsning på deployering af visse våbentyper i Østeuropa.
Disse var næppe spørgsmål om liv eller død for et NATO, der er Rusland militært langt overlegen. Alligevel afviste USA at tage bare et enkelt eller delvist skridt tilbage. Tværtimod har alliancen fortsat sin opbygning direkte op ad Ruslands grænser. De seneste måneder har Joe Biden igen og igen gentaget, at Putin vil invadere Ukraine, og har intet givet i forhandlingerne. Det blev en selvopfyldende profeti. Nu har russisk imperialisme lanceret en blodig invasion.
Det resulterende blodbad i Ukraine er forfærdeligt. Arbejdere sendes i krig mod arbejdere på stormagternes geopolitiske slagtebænk. Og der er overhængende risiko for, at det bliver endnu værre. USA og den danske herskende klasse presser på for at opruste endnu mere langs Ruslands grænser og slå tilbage med såkaldte ikke-kinetiske midler: sanktioner, cyberangreb og våbenleverancer. Der tales endda højlydt om at indlemme også Finland og Sverige i NATO – en vanvittig eskalation. Og hvad gør den danske regering, Folketinget og endda Enhedslisten? De hepper og råber på mere. Flere sanktioner mod Rusland. Flere våben. Nu skal Rusland have en på frakken!
Men sanktioner er intet andet end krig ved andre midler. Deres formål er at skade det russiske samfund så meget som muligt, og det er de russiske arbejdere, der vil betale prisen, præcist som det var iranske og irakiske arbejdere og fattige, der har betalt prisen for de vestlige sanktioner. Sanktioner har intet at gøre med at fremme demokrati og retten til selvbestemmelse i Ukraine eller Rusland, men alt at gøre med at fremme vestlig imperialismes interesser. Både oprustning og sanktioner styrker i virkeligheden Putin internt i Rusland: Han kan pege på hvordan fjenden truer Rusland og russerne, for at samle “nationen” bag sig. Præcis på samme måde som Putins invasion af Ukraine har samlet befolkningerne i vesten bag de vestlige imperialister. De reaktionære kræfter på begge sider styrkes.
Virkelig internationalisme starter hjemme
Den danske socialdemokratiske regering og den borgerlige opposition er gået all in i en reaktionær militaristisk eskapade. Fly, fregatter og soldater sendes til grænselandene. Regeringen lover massiv forøgelse af forsvarsbudgettet, som vil koste milliarder, formentlig 15-20 om året, hvis regeringen skal leve op til Helle Thornings løfte til NATO fra 2014 – penge, som skal findes i fx børnehaver, ældrepleje og hospitaler.
Der er et massivt pres fra medier, politikere og meningsdannere om at støtte op om NATO og USA’s kamp mod Rusland, på tværs af alle partier. Alle, der ikke bare ukritisk kaster sig ind bag NATO og råber på russisk blod, bliver øjeblikkeligt stemplet som Putin-forsvarere. Det er et pres, som Enhedslisten bukkede under for, endnu inden første skud blev løsnet. Og trods partiets følgagtighed og anstrengelser for mest højlydt at kræve de hårdeste sanktioner (luk for import af russisk gas til EU), samt deres skændige støtte til at sende våben til Ukraine, beskylder de borgerlige dem alligevel for at være Putins 5. kolonne. Det er aldrig nok for borgerskabet.
Men hvad betyder det, sådan at hyle med ulvene? Det betyder fx, at Enhedslisten nu, indenrigs, står skulder ved skulder med regeringen, de borgerlige, nationalisterne og de mest reaktionære elementer i det danske samfund, i en stadig mere hysterisk militaristisk og patriotisk enhedsfront. Støtten og våbnene, som Danmark og resten af NATO giver til de kæmpende i Ukraine, går blandt andet til den tidligere Azov-bataljon, en af de nynazistiske militser, som i 2015 blev optaget som regulært regiment i den ukrainske hær og de andre højreekstreme anti-kommunister, som Højre Sektor, der er i forreste linje i Ukraine.
Det er sandt, at det langtfra kun er højreorienterede ukrainere, som kæmper mod invasionen. Titusindvis af almindelige mennesker har fulgt opfordringen og taget våben op for at forsvare deres hjem, ligesom alle våbenføre mænd endda er blevet beordret til kamp af Zalenskij-regeringen – “til sidste blodsdråbe” – med en taktik om at føre kampene ind i byerne. Men faktum er, at siden 2014 er det de højreorienterede militser, der har udgjort kernen i den ukrainske hær og efterretningstjeneste. Så længe der ikke er et alternativt magtcenter baseret på den ukrainske arbejderklasses selvstændige organisering – noget, som hverken de højreorienterede eller USA/NATO ville tillade – så er det disse ekstreme anti-russiske og anti-kommunistiske højrekræfter, som våbenstøtten går til med alt, hvad det medfører af risiko for udrensninger og bestialiteter.
Den 24. februar vedtog Folketinget at stille 20 kampfly, en fregat og et transportfly til rådighed for Nato. Billede: Regeringen
Det betyder også, at ved en eventuel sejr til Ukraine vil det være disse reaktionære højreekstremister, der står tilbage som sejrherrerne. Og de vil i det tilfælde stå overordentlig styrket og velbevæbnet af NATO (og nu også af Enhedslisten), som hælder våben i dem for milliarder i disse dage. Det vil blive et reaktionært mareridt for de ukrainske arbejdere.
NEJ til forsvarsaftale med USA
Kort tid inden invasionen meddelte den danske regering pludselig, at 70 års ikke-stationeringspolitik var forbi, og at man nu ønskede at få amerikansk militær og materiel permanent udstationeret på dansk jord, og ikke som hidtil kun i kolonien Grønland. At det pludselige skift i dansk sikkerhedspolitik kommer netop nu, er selvfølgelig ikke tilfældigt. Dels er regeringen, i hybris, lykkedes med at bringe sig selv i konflikt med den herskende klasses mest magtfulde mænd i statsapparatet – de uformelle netværk af topembedsfolk, officerer osv. – over FE-skandalen og den historiske fængsling af efterretningschefen Lars Findsen. Hele miseren betragtes som en alvorlig svækkelse af forholdet til USA. Det har givet et kraftigt incitament til regeringen om at bevise sin loyalitet over for USA for at forbedre sit rygte hos den herskende klasse.
Men samtidig er det klart, at det primært er et forsøg på at opruste og spille med militære muskler over for Rusland, som man i realiteten ikke har. Begge incitamenter ender i ønsket om at indynde sig i Washington.
Regeringen vil med en kommende aftale binde Danmark, ikke bare tættere til NATO, men direkte til jordens mest reaktionære magt, USA, i en bilateral aftale. Det forventes at blive en aftale, som vil give Washington fuld kontrol over en række danske luft- og flådebaser. Disse vil blive mulige afsæt for en hvilken som helst operation, amerikansk imperialisme måtte ønske at bruge dem til, og i endnu højere grad gøre Danmark til en logrende hund, der fuldstændigt er underlagt Washingtons udenrigspolitik.
Stop imperialismens rædsler – vælt kapitalismen!
Vi må skære igennem krigshysteriet. Men også igennem den pacifisme, som er en forståelige modreaktion, og som traditionelt har været stærk på den danske venstrefløj. Krigsteoretikeren Carl von Clausewitz skrev i starten af det 19. århundrede: “Krig er politikkens fortsættelse med anvendelse af andre midler”. Det er lige så rigtigt i dag som dengang. Men det vil også sige, at så længe verden er bygget op om nationalstater og baseret på privat ejerskab og profitinteresser, så længe vil der komme nye rædselsfulde krige. Krige for interessesfærer, ressourcer, handelsveje og markeder. Pacifisternes håb om en kapitalisme uden krig, er en illusion. Ja, rent faktisk spiller den en direkte reaktionær rolle, som Enhedslistens pacifistiske politik viser.
Som Leon Trotskij, en af lederne af den russiske revolution, forklarede om pacifismen: “Teoretisk og politisk har pacifisme det præcis samme grundlag, som doktrinen om harmoni mellem forskellige klasseinteresser.” Forsøget på at opløse eller nedtone interessemodsætninger, som ikke kan forsones eller reguleres, men kun fjernes af revolutionær vej, leder uundgåeligt pacifismen til sin egen modsætning: Fordi pacifisterne ser krig som noget udefrakommende, en ufornuft, irrationalitet eller ondskab, der bliver os påtvunget, fx i form af en gal diktator, må den bekæmpes, og altså også med våben. Med andre ord: For at realisere de pacifistiske idealer må krigen føres til sejr. Enhedslisten stemmer for våbenleverancerne og sanktionerne side om side med militaristerne. Pacifismen er blevet et dække for militarisme.
Problemet er ikke denne eller hin diktator eller præsident. Problemet er selve det socioøkonomiske system – krigen er udtryk for den afgrundsdybe krise, som kapitalismen står i.
Imod strømmen
Lige nu fester Vestens herskende klasser i det rasende inferno af militarisme og national forsvarsvilje. Billede: Statsministeriet
Lige nu fester Vestens herskende klasser i det rasende inferno af militarisme og national forsvarsvilje. Store dele af befolkningerne er forblændede, dels af invasionens brutalitet og dels af det sekundære spørgsmål: hvem startede krigen? Et spørgsmål, der intet siger om krigen eller de forskellige parters karakter.
Den forståelige sympati for den forsvarende part udnyttes kynisk af borgerskabet i Vest til at skabe national enhed imod “aggressoren”. Men som nat følger dag, vil denne nationale samling på tværs af klasseskel ændre sig til sin modsætning. Alle de modsætninger, der prægede den internationale kapitalisme inden krigen, vil blive forstørret tifold. Lige nu står alle internationalister overfor valget om at lade sig rive med af militarismens strøm og de umiddelbare indtryk, og dermed styrke samfundets mest reaktionære kræfter, eller stå fast og forsvare arbejderbevægelsens oprindelige teoretiske fundament: internationalismen.
Dette sidste, er det altafgørende spørgsmål, også for alle de arbejdere i et NATO-land som Danmark, der af et godt hjerte ønsker Putins diktatur hen, hvor peberet gror: Der er ingen genveje! Det er de russiske arbejdere, der kan vælte Putin. Og de vil ikke gøre det, hvis de frygter, at NATO bare venter på en chance for at angribe deres land. Den naturlige reaktion vil i dette tilfælde være at søge national enhed imod den udefrakommende fare dvs. med Putin – præcis ligesom Enhedslisten har gjort det med den danske regering. Den dynamik skal brydes!
Vi kæmper for en international socialistisk omvæltning af det bestående samfund. En omvæltning, der går på klasselinjer, på tværs af alle nationale skel og forener den internationale arbejderklasse. Men hvis vi skal forene arbejderklassen i Rusland, Ukraine og NATO-landene, så må vi, som socialister i et NATO-land bevise, at vi mener vores internationalisme alvorligt. At vi ikke bare ser splinten i vores broders øje, men også bjælken i vores eget. Hvis vi ser bort fra den reaktionære karakter af vores eget borgerskab og dets reaktionære imperialisme på grund af det mere “presserende” hensyn til det nationale forsvar, hvordan forventer vi så, at de russiske arbejdere skulle agere anderledes?
Enhver indrømmelse til det nationalpatriotiske hysteri, der netop nu bliver opildnet til overalt, vil altså betyde, at man stiller sig bag sin egen herskende klasse, og at man forlader en klasselinje. Vi må kæmpe en kamp imod den herskende klasses propaganda overalt og hæve den tyske revolutionære Karl Liebknechts parole fra første verdenskrig: Fjenden er herhjemme!
Ligesom de russiske marxister kæmper mod Putin og deres herskende klasse, må vi først og fremmest rette vores kamp imod den herskende klasse i Danmark og resten af NATO. Dette er det eneste fundament for en forenet klassekamp på tværs af grænseskel imod dette forfærdelige system.
Krig sætter alle partier og politiske tendenser på prøve, fordi alle spørgsmål bliver helt konkrete. Det er umuligt at slippe væk med halve forklaringer. Alle ophobede tendenser til tilpasning til det kapitalistiske system, som måske er gået under radaren i fredstid, træder klart frem i lyset, når en krig rammer. Det skete for de fleste af socialdemokratierne i Anden Internationale, der i 1914 forrådte den internationale arbejderbevægelse, og hver især støttede “deres” borgerskab i at sende arbejder mod arbejder i verdenskrigens rædsler. Vi må desværre konstatere, at det i den henseende ikke står meget bedre til på den danske venstrefløj i dag. Vi opfordrer derfor alle, der ser sig selv som internationalister og socialister: Stå fast mod strømmen og tag kampen op mod selve systemet.
Ned med den imperialistiske krig!
Nej til den danske regerings militarisme!
Nej til forsvarsaftale med USA!
Nej til at skulle lægge flere af arbejderklassens skattekroner i våbenindustriens lommer!
Nej til småborgerlig pacifisme – krig og militarisme er indbygget i kapitalismen, vælt den!
For en international socialistisk revolution.
Arbejdere i alle lande – foren jer!
