Verdens børser er blevet udsat for store fald i det første kvartal af 2001. De amerikanske aktiemarkeder faldt med mere end 10%, og ligesådan Englands FTSE-indeks. Indekset over alverdens børser målt i dollars faldt med 14%. Teknologisektorerne blev endnu hårdere ramt. Det amerikanske NASDAQ-indeks for højteknologiaktier faldt med 26% i årets første tre måneder, og Englands Techmark klarede sig næsten lige så dårligt.
Hver dag hører vi, hvordan investorerne i endnu et hi-tech-firma har tabt mere end 90% af deres investeringer. Endnu mere alvorligt er det, at mange af disse firmaer nu er mindre værd på børsen end de kontanter, de har i banken. Det betyder, at aktiemarkedet ikke mener, at de nogensinde vil komme til at tjene penge ind!
Hvad er en aktie?
Hvis man vil forstå de tilsyneladende mystiske bevægelser på aktiemarkedet, bliver man nødt til at gå tilbage til de helt grundlæggende ting. Grundlaget for det kapitalistiske system er, at arbejderklassen pumpes for merværdi (ubetalt arbejde) i produktionsprocessen. Kapitalisterne ejer først og fremmest produktionsmidlerne i form af aktier. En aktie i en virksomhed er bare et stykke papir, der berettiger sin ejer til en dividende. En akties dividende er bare den del af virksomhedens overskud, der udbetales til aktieholderne. Denne dividende er en del af arbejderklassens ubetalte arbejde.
Når en virksomhed er kommet på børsen, skifter dens aktier igen og igen ejermænd. Den pågældende virksomhed får ingen del af salgsprisen. Hvis du køber en “brugt” Ford-aktie, får Ford ikke mere gavn af det, end hvis du køber en brugt Ford-bil.
Tyre og bjørne
Så aktier er kun stykker af farvet papir, der forhandles på børserne. Hvordan fastsætter spekulanterne deres værdi? En af pointerne ved at eje en aktie er, at man får dividende. Så en aktiepris afspejler den forventede fremtidige profit. Men hvis profitterne forventes at stige, så vil prisen på disse stykker papir stige, efterhånden som spekulanterne kaster sig over aktierne. Så længe boblen vokser og vokser, tjener spekulanterne på begge måder – både gennem dividenden og de stigende priser på deres aktier. Vi får så den interessante situation, at prisen på aktierne stiger, fordi folk køber dem – og folk køber dem, fordi deres pris stiger – et såkaldt “bull market.”
Aktiehandlernes flokinstinkt kan skabe købemanier og panik af alle mulige grunde, men i bund og grund er aktiebørsens sundhedstilstand en afspejling af hvor stor rentabiliteten er i den rigtige økonomi – selvom der kan forekomme tidsforsinkelser og overvurderinger før udviklingen i den rigtige økonomi pludselig rammer aktiebørserne.
Når der opstår et “bull market,” bliver alle grebet af dyriske instinkter. Alle prøver at få noget ud af det, mens der er noget at få. Et orgie af svindel er det naturlige resultat. Dette signalerer, at opsvinget er ved at toppe.
En mindre fejl kan få børsopsvinget til at kollapse, når tidspunktet er rigtigt.
Når kollapset kommer, får vi en anden interessant situation, hvor spekulanterne sælger aktier, fordi deres priser falder – og aktiepriserne falder, fordi folk sælger dem. Hele opsvinget afspilles baglæns – et såkaldt “bear market.”
Spørgsmålet er: betyder det noget? Når det kommer til stykket, så fører et fald på børsen jo ikke altid til sammenbrud i økonomisk vækst, investeringer og beskæftigelse. Det gjorde det ikke i 1987, hvor der var et meget større og hurtigere fald. Det kunne jo være, at det nuværende fald bare er en “korrektion” i forhold til de latterligt høje niveauer, som især it-aktierne var oppe på for bare et år siden.
På det tidspunkt (for et år siden) susede den amerikanske økonomi deudaf med 4% reel vækstrate, og værdien af det amerikanske aktiemarked nåede op på 181% af USA’s årlige BNP. Sammenlign det med starten på dette meget lange “bull market”, som begyndte i 1992. Dengang var de amerikanske aktiers værdi kun 45% af BNP. Den steg gradvist til 70% af BNP i 1995. Men stigningen i de sidste fem år af årtusindet var den største i kapitalismens historie, det var næsten en tredobling af aktiernes værdi i forhold til den virkelige produktion.
Det vil sige, der var en såkaldt boble på aktiemarkedet. De amerikanske firmaers børsværdi var helt ude af trit med virkeligheden, og de penge, der blev investeret i dem, ville ikke kunne blive tilbagebetalt. Det måtte være ren fiktiv kapital. Og det har nu vist sig, at det var det. Omkring 4 billioner dollars er blevet slettet fra værdien på aktiemarkederne i det sidste år.
Boblen måtte briste
Kurven vil blive ved med at gå opad, så længe profitten, der kommer ud af investeringer, kan holde trit med investorernes forventninger. Men Marx viste, at hver enkelt kapitalist er i en evig kamp for at holde profitten oppe ved at øge investeringerne i teknologi, der reducerer produktionsomkostningerne. Hvis et firma ikke investerer, så gør konkurrenterne det og stjæler deres marked ved at sænke prisen eller ved at få mere profit, så de kan investere endnu mere. På den måde øges investeringerne over hele linjen. Men på et eller andet tidspunkt vil profitten ikke kunne matche den øgede investering, og profitabiliteten (profitraten) vil begynde at falde. Dette kan kapitalisten undgå for en tid, først og fremmest ved at øge arbejdskraftens produktivitet så meget, at den merværdi, der udpresses af arbejderne, stiger endnu mere end investeringerne i den nye teknologi. Men kapitalismen kan ikke slippe af med sin grundlæggende virkemåde. Det er umuligt for kapitalismen at komme ud over den fundamentale modsætning, at arbejderklassen ikke bliver betalt så meget som den producerer. Den merværdi, som arbejderne producerer ud over, hvad de får i løn, er der, hvor kapitalisten får sin profit fra. Arbejderne kan altså aldrig købe alt det tilbage, som de producerer. Efter en periode med opsving, investeringer, øget produktivitet og vækst vil økonomien altid vende og komme i krise eller det, der er værre.
Virkelige produktivitetsstigninger?
Kapitalistiske økonomer, formanden for den amerikanske centralbank Alan Greenspan m.fl. er alle overbeviste om, at produktivitetsvæksten denne gang, i den “nye økonomi,” er så hurtig, at den kan sikre væksten i USA i fremtiden. Og det ser da også umiddelbart ud til, at væksten i produktiviteten i USA er hoppet opad. Fra 1889 til 1917 øgedes produktiviteten i USA med 1,7% om året. 1917-27, lige før den store depression fra 29 til 33, var der produktivitetsvækst på hele 3,7% om året. 1927-48 var det ca. 1,8%. Så i verdenskapitalismens såkaldte “guldalder” under efterkrigsopsvinget var det 2,7%. 1973-95 faldt væksten i produktivtet til kun 1,4% om året. Men i hi-tech-årene i slutningen af århundredet steg produktiviteten med 2,8% om året – d.v.s. med mere end i “guldalderen.”
Men er dette hop opad i produktivitet virkeligt? Sandheden er, at de høje tal næsten helt og holdent skyldes en uacceptabel ændring i den måde, produktiviteten måles på. Det er kun i USA, at denne målemetode bruges, og det er kun i USA, at vi har set den tilsyneladende store produktivitetsvækst. I Europa ligger produktivitetsvæksten nede på 1980’erniveau. Det de amerikanske statistikere har gjort er at korrigere tallene for f.eks. computeres værdi opad fordi computerne er blevet hurtigere og bedere og derfor mere værd. Det kan være, at en maskine koster 1.000 dollars ligesom sidste år, men fordi den er hurtigere end den gamle model, skal den “rigtige” værdi sættes højere. Og det er sådanne korrigerede tal, de tager som udgangspunkt for deres beregninger, hvilket betyder, at tallene for investeringer m.m. bliver omkring tre gange højere!
Denne tilføjelse til nationalproduktet og produktiviteten er stort set fiktiv. Og husk på, at alle disse investeringer kun har givet investorerne lidt profit. Det har været en enorm udgift, alle kapitalister har måttet tage, fordi konkurrenterne gjorde det. Men det har ikke givet de resultater, statistikerne hævder. Det er ikke underligt, at boblen er bristet, og økonomien har sat farten ned – i USA faldt væksten til 1% i sidste kvartal af 2000.
Så meget for den meget omtalte “nye økonomi” – der er intet nyt ved det. IT’s “revolutionerende” virkning på økonomien er ikke anderledes end, hvad der er sket i kapitalismen mange gange før.
Virkningen på den rigtige økonomi
Denne gang vil kapitalismens økonomiske cyklus blive anderledes – men ikke på den måde, Greenspan m.fl. tror. Denne gang vil faldet på verdens aktiemarkeder få stor indvirkning på den rigtige kapitalistiske økonomi. De penge, der er blevet spildt på højteknologiske internetaktier, er bl.a. millioner af amerikanske husholdningers surt tjente, lånte og opsparede penge, som er blevet suget ind i børsboomet, især i de sidste fem år. På nuværende tidspunkt ejer mere end en tredjedel af alle amerikanske husholdninger aktier, og deres pensionsopsparinger er også for en stor dels vedkommende investeret i aktiemarkedet. Amerikanerne bruger mere, end de tjener. De sidste tal viser, at husholdningernes opsparing er den laveste siden optegnelserne begyndte i 1933, helt nede på -1,3%. Med andre ord så har amerikanerne lånt mere, end de tjener. Når bunden rigtig falder ud af børsen, vil det ramme mange almindelige mennesker meget hårdt, for ikke at tale om fyringer o.s.v.
Boomet på børsen, især i de sidste fem år op til marts 2000, var brændstof for det økonomiske opsving, og omvendt. Nu er det den modsatte proces vi vil komme til at se.
Der er selvfølgelig stadig mange kapitalister, der er optimister. Aktiepriserne er faldet, så nu er de billige, siger optimisterne. Når investorerne indser det, vil de begynde at købe igen. Markedet vil komme til sig selv, og tiltroen til det vil vende tilbage. Det er sandt, at aktiepriserne er nede, selvom de stadig er meget højere end i 1995. Men profitterne går også nedad. De amerikanske firmaers absolutte profit faldt med næsten 5% i det sidste kvartal af 2000. Og profitraten har faldet siden slutningen af 1997.
Så det hele vil ende galt. Centralbankens rentesænkninger har ikke kunnet stoppe faldet, og det ser ikke ud til at vi har nået bunden. Fremtidsudsigten for verdensøkonomien – der er så stærkt afhængig af udviklingen i USA – er sort. Kapitalismen vil komme i krise – det er ikke første gang, og det bliver heller ikke den sidste, før arbejderklassen én gang for alle sætter en stopper for kapitalismens kaotiske svingninger og tager styringen i egen hånd.
Baseret på artikler fra de engelske marxisters blad Socialist Appeal.
