Gymnasieeleverne døjer – ligesom resten af Danmarks elever og studerende – med nedskæringer og i forvejen utrolig dårlige forhold.
De seneste års manglende økonomiske prioritering af ungdomsuddannelserne har medført meget dårlige forhold for eleverne: dårligt arbejdsmiljø, manglende udluftning, dårlig belysning, elendige borde og stole, for lidt plads i klasselokalerne, dårlig rengøring o.l., elendige computerfaciliteter og mangel på lokaler til nye undervisningsformer, dårlige/gamle undervisningsmaterialer. Derudover er SU’en så lav at det er svært at leve af den, i hvert fald hvis man er udeboende. Der er kommet en øget brugerbetaling (bl.a. dyre lommeregnere for alle matematiske 1. g’ere), fraværsgrænsen er blevet sænket, så presset er øget, og optagelseskravene til de videregående uddannelser er blevet mere baseret på karakterer, hvad der også øger presset yderligere. Mange gymnasieelever lever i en konstant dårlig samvittighed over manglende forberedelse samt i stress pga. lektier, arbejde o.l.
Gymnasielærernes overenskomst
Oven i dette fik gymnasielærerne i foråret 1999 en ny overenskomst, der åbnede op for massive nedskæringer på gymnasierne samt HF.
Det centrale i overenskomsten er, at man for alvor har brudt med princippet om lige uddannelse til alle. Hovedparten af forhandlingerne blev nemlig ændret fra at være centrale forhandlinger, til at være forhandlinger i de enkelte amter eller på de enkelte skoler. Det betyder altså, at kvaliteten af undervisningen kan blive forskellig fra amt til amt, alt efter hvor mange penge amterne har.
Helt konkret åbnede overenskomsten op for at der kan komme mere end 28 elever i klasserne (mange lokaler er i forvejen kun bygget til 24 elever). Lærerne skulle før have dobbelt løn for at undervise mere end 28 elever, det skal de ikke mere. Derudover skal alt hvad lærerne laver tælles op. Tidligere arbejdede lærerne på en slags akkord, dvs. de fik et bestemt antal timer til at udføre en opgave, lige meget om de brugte længere eller kortere tid. Amterne troede at de kunne spare penge, hvis lærerne skulle tælle nøjagtigt hvor mange timer de brugte, det viste sig bare at lærerne tidligere arbejdede en del gratis, så de altså nu kommer til at lave mindre for den samme pose penge. Derudover betyder overenskomsten, at der kan skæres i lærernes forberedelsestid, og at lærerne gik over til individuel løn.
Disse ting er hvad der skulle forhandles lokalt, og har utrolig stor betydning for kvaliteten. Gymnasieeleverne og lærerne viste stor utilfredshed med over-enskomsten. Der var spontane nedlæggelser af arbejdet, og der blev arrangeret nationale aktionsdage koordineret af DGS, disse kulminerede i en landsdækkende demonstration, hvor 98% af gymnasierne var lukket ned. Dette var de største elevstrejker i mange år. Efterfølgende forsøgte amterne at udskyde de lokale forhandlinger og kom med absolut forkastelige udspil. Det endte med at GL (Gymnasieskolernes lærerforening) og amterne måtte ud i en voldgiftssag. Da overenskomsten blev lavet, lovede amterne, at der ville blive ressourceneutralitet i den treårige overenskomstperiode, hvilket betød, at der hverken ville blive foretaget besparelser eller tilført penge. Der har indtil nu ikke været de store nedskæringer, men amterne er begyndt at tale om at ophæve ressource-neutraliteten, og allerede nu har nogle amter bebudet nedskæringer.
Bl.a. vil Københavns kommune spare 1 mio. kr. på undervisningsmaterialer næste år.
En af grundene til at nedskæringerne er blevet udskudt, er højst sandsynligt elevernes og lærernes massive protester. Politikerne ønsker ikke, at arbejder-klassen skal se hvor mange steder i velfærdssamfundet der skæres. Amterne vil dog være nødt til at forsøge at skære ned i de kommende år. Amternes økonomi er utrolig dårlig, og de kan ikke klare de krav, regeringen stiller. Regeringen har fx. bebudet en udviklingsperiode af gymnasiet med forsøg, men de har langt fra afsat ressourcer nok til dette, og disse skal så tages fra amternes eller de enkelte skolers budget.
DGS må kæmpe imod nedskæringerne
I 1999 og 2000 var det DGS, der koordinerede kampen imod ned-skæringerne, hvilket gjorde eleverne og lærerne endnu stærkere, end hvis kampene havde været spredt, og hvis amternes forsøg på at splitte elever og lærere på tværs af amter og skoler var lykkedes. De seneste år har der været diskussioner om at lægge DGS sammen med den borgerlige organisation for gymnasie-eleverne, GLO (Gymnasie-elevernes Landsorganisation). GLO blev dannet af en gruppe borgerlige elever i starten af 70’erne som et modspil til DGS. GLO er op gennem tiden blevet brugt, især af de borgerlige partier, til at ”retfærdiggøre” nedskæringer. GLO bygger på et princip om kun at arbejde parlamentarisk, hvilket vil sige, at de er imod enhver form for strejker og demonstrationer. Dette viste sig bl.a. under strejkerne i 1999 mod lærernes overenskomst, hvor GLO opfordrede eleverne til at fortsætte med at gå i skole og kom på den måde til at fungere som strejkebrydere. Denne taktik medfører, at eleverne ikke har nogle reelle muligheder for at kæmpe imod nedskæringer. Den eneste måde eleverne kan vise deres utilfredshed og få gennemført deres krav er igennem ordentlige og velorganiserede demonstrationer. Gymnasieeleverne har ingen reelle pressionsmidler, de er ikke i stand til fx. at sætte produktionen i stå, sådan som arbejderne kan. Men ved velorganiserede demonstrationer kan de få arbejderklassens støtte og opbakning, og derved et reelt pressionsmiddel, mod nedskæringerne. Diskussionen om sammenlægning var lige ved at medføre, at DGS var blevet nedlagt sidste forår. Den eneste måde kampen mod nedskæringer kan føre til sejr, er hvis de er koordinerede på landsplan. Hvis dette skal kunne lade sig gøre er det nødvendigt med en lands-organisation, der er villig til at stå i spidsen for en sådan kamp.
Det er derfor nødvendigt at bevare DGS. Gymnasieeleverne har ikke råd til at miste en organisation, der kan gå i spidsen. Det er forfejlet at tro, at man kan samle DGS og GLO og få en enhedsorganisation, der vil kæmpe for eleverne, selvom enhed blandt eleverne selvfølgelig er målet. Det kan muligvis lade sig gøre at lave en ny organisation efter at have nedlagt DGS og GLO, hvilket der dog er utrolig stor risiko forbundet med. Men en sådan samlet organisation vil ikke være i stand til at kæmpe optimalt for eleverne. En sådan organisation vil konstant være i intern splittelse og vil for at kunne holde sammen, blive nødt til at gå på kompromis med arbejdsmetoderne.
Selvom GLO bliver nedlagt vil der stadig være elever med denne organisations holdninger til udenomsparlamentarisk arbejde. Disse besluttede sig i 70’erne for at danne deres egen organisation. Gymnasieelevernes situation har ikke ændret sig meget fra dengang, vi ser stadig massive nedskæringer på gymnasieeleverne, og der vil endnu engang være brug for demonstrationer og strejker. Hvis den nye organisation går i spidsen for disse vil vi højst sandsynligt se en udsplitning endnu engang. Det er altså nødvendigt at bevare DGS som en organisation, der er i stand til at kæmpe for eleverne.
For et kæmpende DGS!
DGS er dog ikke perfekt. Der er et stort bureaukrati og lang afstand fra ledelsen til de almindelige elever. Det er derfor nødvendigt at eleverne går ind i DGS og arbejder for, at den bliver en organisation, der arbejder optimalt for elevernes krav. Fremtiden vil bringe endnu flere nedskæringer, ikke bare på gymnasierne, men på hele uddannelses-området. Den eneste måde at stoppe disse er, hvis alle elever og studerende står sammen. Politikerne forsøger at splitte elever på de forskellige uddannelser, så vi i stedet for at kæmpe mod nedskæringer kæmper mod hinanden om den samme pose penge. Dette må ikke ske! Ungdommen må stå sammen på tværs af uddannelser, både elever, studerende og lærlinge.
Knyt bånd til fagbevægelsen.
Elevstrejken og -demonstrationen i foråret var en fælles kamp sammen med lærerne. Dette faktum var noget af det, der gav bevægelsen slagkraft, men det viste sig også, at gymnasielærere og –elever ikke kan presse deres krav igennem alene. Gymnasieeleverne må samarbejde og kæmpe sammen med andre unge under uddannelse – lærlinge, andre ungdomsuddannelser og unge på universiteterne m.m. – som alle bliver ramt af de samme nedskæringer før eller senere. DGS må tage initiativ til et samarbejde med disse forskellige gruppers organisationer, så man kan udarbejde et fælles program imod nedskæringer og for bedre forhold for ungdommen. Hvis et sådant program skal kæmpes igennem, kræver det opbakning i befolkningen. DGS må sørge for at knytte bånd til fagbevægelsen, som repræsenterer de danske arbejdere, som er den eneste klasse i samfundet, der har reel magt at sætte bag deres krav. Hvis gymnasieelever eller universitets-studerende strejker, skader det i realiteten kun dem selv, men når arbejderklassen går i strejke, fører det til store økonomiske tab for arbejdsgiverne, så de kan presses til indrømmelser. Elev- og studenterbevægelser fører kun til noget i det omfang, de formår at få opbakning, støtte og deltagelse i arbejderklassen.
Et samarbejde mellem elevorganisationer og fagbevægelse er i lige så høj grad i fagbevægelsens medlemmers interesse, da det især er deres børn og unge, der vil blive ramt af de nedskæringer, der kommer på uddannelsesområdet. De rigestes børn ville sagtens kunne klare at få en uddannelse uden SU og med brugerbetaling o.s.v., om ikke andet bliver de bare sendt på privatskole. Den mulighed har almindelige arbejdende menneskers børn og unge ikke, derfor må også fagbevægelsen kæmpe for et ordentligt offentligt uddannelsessystem med gode forhold for alle og økonomisk mulighed for, at alle kan få den uddannelse, de ønsker.