USA, Danmark og resten af NATO har lidt et ydmygende nederlag i Afghanistan, og har nu forladt landet med halen mellem benene. Foto: Public Domain
Efter 20 års krig har USA, Danmark og resten af NATO lidt et ydmygende nederlag til Taliban. Den socialdemokratiske regerings katastrofale evakuering af personale i Kabul har fået store konsekvenser for opbakningen til regeringen og for hele systemets legitimitet.
Krigen i Afghanistan endte i scener af kaos og tragedie. Billeder og videoer fra lufthavnen i Kabul gik verden rundt, hvor afghanere i titusindvis var stimlet sammen i håb om at undslippe Taliban, som den 15. august indtog byen. Den afghanske hær, finansieret og trænet af bl.a. USA og Danmark, smeltede praktisk talt væk, mens Taliban løb landet over ende. Med en blanding målløshed, chok og sorg kunne millioner af mennesker verden over se med, nærmest live, mens Taliban efter 20 års krig og ødelæggelse igen satte sig på magten.
Den afghanske regering, som vi fik at vide var støttet af det afghanske folk, kollapsede, så snart NATO trak sine tropper ud af landet. Ligesom at kejseren i H. C. Andersens eventyr stod nøgen og afklædt over for folket, så blev det til Vestens store ydmygelse afsløret for hele verden, hvor forhadt og korrupt regimet i Kabul i virkeligheden var.
De vestlige lederes erklærede mål om at bekæmpe terrorisme og sprede “demokrati” er endt i komplet fiasko. På fejeste manér er USA, Danmark og resten af NATO stukket af fra Afghanistan med halen mellem benene, og de har efterladt deres afghanske ansattes skæbne i Talibans hænder. Det ydmygende nederlag til amerikansk imperialisme og dets danske allierede har udstillet Vestens kynisme og fallit for hele verden.
Krokodilletårer
Siden Taliban tilbageerobrede magten, har politikerne, medierne og resten af etablissementet højlydt udtrykt deres sorg over de afghanske kvinder og børns skæbne og det afghanske demokratis kollaps. Men det er rene krokodilletårer, der på hyklerisk vis dækker over den reaktionære rolle, dansk imperialisme spiller på verdensplan.
På trods af al deres snak om kvinderettigheder og demokrati, har det danske borgerskab intet problem med at sælge våben til Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater; to af verdens mest autoritære og undertrykkende regimer, hvor kvinder er andenrangsborgere. De danske våben er ydermere blevet brugt til at føre en barbarisk krig i Yemen, som har taget livet af mindst 85.000 børn. For det danske etablissement er kvinder og børns forhold åbenbart mindre værd i disse lande.
Den danskstøttede regering i Kabul kunne desuden næppe selv kaldes en bastion for lighed. I 2014 vedtog regeringen under præsident Hamid Karzai den famøse “voldtægtslov”, som de facto legaliserede voldtægt ved at fjerne behovet for samtykke mellem ægtefæller. Samme lov begrænsede desuden kvinders ret til at forlade hjemmet og åbnede en kattelem for børneægteskab.
Lars Løkke Rasmussen var i Afghanistan i 1988 for at overdrage mujahedinerne, en forløber til Taliban, 600.000 kr. indsamlet på foranledning af Venstres Ungdom. | Foto: Jørn Stjerneklar
Påstanden om, at de danske politikere var motiveret af at sprede demokrati og menneskerettigheder i Afghanistan, er i bedste fald en dårlig vittighed, når man ser på dansk imperialismes historie i landet. Lars Løkke Rasmussen og mange af de andre politikere, der stemte for Danmarks deltagelse i krigen i 2001, var selv med til at finansiere og bevæbne mujahedinerne, Talibans forløbere, tilbage i 80’erne. Den islamistiske mujahedinbevægelse blev skabt af Vestens efterretningstjenester som et våben i kampen mod den socialistiske regering i Kabul, der igennem Saur-revolutionen i 1978 var kommet til magten. Islamisk fundamentalisme blev plantet i Afghanistan af vestlig imperialisme, herunder dansk.
Det danske borgerskab og deres politikere på Christiansborg har aldrig set Afghanistan som andet end en brik i et geopolitisk stormagtsspil, hvor målet for det danske borgerskab i sidste ende har været at sikre et godt forhold til verdens stærkeste imperialistiske supermagt.
Dansk imperialisme i Afghanistan
Den primære årsag til, at Danmark gik med i invasionen af Afghanistan, var for at forblive i kridthuset hos USA, verdens stærkeste imperialistisk magt og det danske borgerskabs tætteste allierede. Det danske borgerskab og dets repræsentanter i folketinget fulgte derfor blindt og lydigt USA ind i krigen. Forholdet mellem USA og den danske herskende klasse kan reduceres til forholdet mellem en hund og sin herrer. I Washington siger man hop, og fra København svarer politikerne: hvor højt?
I alt har 11.406 danske soldater været udstationeret i Afghanistan fra 2001-2014, og den danske krigsindsats har igennem årene kostet mindst 20 milliarder kroner. I alt 44 danske soldater er døde i krigen, 214 er blevet såret, og hver femte veteran lever med PTSD og andre sindslidelser. Der er ingen tvivl om, at krigen har betydet enorme menneskelige omkostninger for de pårørende til de dræbte eller sårede soldater. Samtidig har krigen været en ubeskrivelig tragedie for det afghanske folk.
Danmark har brugt mere end 20 milliarder kroner på krigen i Afghanistan. Foto: Flickr.
Krigen har taget livet af hundredtusinder af afghanere og sendt millioner på flugt. Igennem de 20 års krig har amerikanske og afghanske sikkerhedsstyrker sågar slået flere afghanere ihjel, end Taliban har! Og guderne skal vide, at den danske hærs ageren i Afghanistan igennem de sidste 20 år også har involveret mange kontroversielle operationer, som har haft en lemfældig omgang med civile afghaneres liv. 20 milliarder af den danske arbejderklasses skattekroner blev spildt på at deltage i dette reaktionære blodbad.
Krigen har imidlertid været særdeles indbringende for det danske borgerskab. I 2013 sikrede Mærsk sig fx en kontrakt med det amerikanske militær om transport af militært isenkram til en værdi af 12 milliarder kroner! En pacifist beklagede sig en gang til Lenin om, at krig var forfærdeligt, til det svarede Lenin – ja, forfærdelig profitabelt!
Katastrofal evakuering
På trods af, at krigsindsatsen i Afghanistan har været den længste i nyere dansk historie, så blev krigens slutspil en kaotisk og amatøragtig affære. Det var ikke nødvendigt at have adgang til særlige efterretninger for at kunne se, hvilken vej vinden blæste. I ugerne op til Kabuls fald kunne hele verden følge med i, hvordan Taliban dag for dag erobrede hele provinser og større byer. På trods af, at det var tydeligt for enhver, at Kabul-regeringens fald var nær, så var der ingen handling fra regeringen.
I dagene op til Kabuls fald var udenrigsminister Jeppe Kofod på ferie, og om fredagen den 13. august, mens den danske ambassade i Kabul midlertidigt blev lukket, var forsvarsminister Trine Bramsen travlt optaget af at gå til koncert sammen med statsministeren. To dage senere, mens Taliban rullede ind i Kabuls gader, var Bramsen på Ærø for at føre kommunalvalgkamp. Kofod og Bramsen var fuldstændig ude af trit med virkeligheden og deres ansvar, og mens de hyggede sig i det danske sommervejr, måtte jægerkorpset i al hast igangsætte en improviseret evakuering af hundredvis af civile danskere og afghanere, som var i livsfare i Kabul.
I ugevis inden Kabuls fald havde der været politisk pres på regeringen for, at de skulle udarbejde en evakueringsplan for, hvordan man ville få danske statsborgere og afghanske ansatte fragtet ud af landet. Men regeringen trak i langdrag. Selv Specialoperationskommandoen og Frømandskorpset havde længe anmodet forsvars- og udenrigsministeriet om at få lov til at udarbejde evakueringsplaner, men det blev pure afvist af ministrene. Konsekvensen var, at de danske myndigheder stod uforberedte og uden en handleplan, netop da det blev nødvendigt at reagere.
For andre regeringer rundt om i verden kom Kabuls fald imidlertid ikke som det lyn fra en klar himmel, som tilfældet var for den danske regering. Den 4. august landede det første fly i Toronto med afghanske ansatte, og i USA ankom de første hold allerede i slutningen af juli. De australske myndigheder var endnu hurtigere, allerede den 28. maj lukkede Australien sin ambassade i Kabul og hentede sine ansatte hjem. Regeringen havde ligeledes længe kendt til USA’s tilbagetrækningsplaner, så det er et mysterium, at regeringen ikke i rette tid traf elementære foranstaltninger.
De danske styrker, som befandt sig i landet, havde også gentagne gange advaret regeringen om, hvor kritisk situationen udviklede sig. Fx indsendte chefen for de danske soldater i Afghanistan den 16. juni en rapport til forsvars- og udenrigsministeriet, som advarede om Kabul-regeringens forestående kollaps. Så på trods af at regeringen var advaret imod udviklingen i landet, og på trods af at de kunne se, hvordan andre NATO-lande begynde at evakuere, så sad regeringen passive på hænderne. Regeringens modstand mod at udarbejde egentlige evakueringsplaner og ministrenes ignorering af den eskalerende situation i ugerne op til Kabuls fald kan ikke tolkes som andet end komplet ligegyldighed overfor civile afghanere og danskeres liv.
Regeringen bryster sig af at havde reddet nogle hundreder afghanske lokalansatte og tidligere tolke ud af Kabul, men regeringens evakuering lader til at være foretaget med mål om at redde så få som muligt. Tolkeaftalen, som selv Enhedslisten er medunderskriver på, fastsatte kriterierne for, hvilke tidligere tolke, der kunne blive evakueret, men aftalen indbefattede kun en brøkdel af de tidligere afghanske tolke. Ud af 850 afghanere som søgte om asyl igennem tolkeaftalen opfyldte kun én enkelt person de stramme kriterier.
Ifølge Udenrigsministeriet er der mindst 83 civile danskere og lokalansatte afghanere, som ikke nåede at blive evakueret fra Kabul, men det reelle tal er uden tvivl langt større, eftersom flere hundreder søgte om at blive evakueret. Så meget for regeringens bekymring for de civile afghaneres liv. De danske myndigheder har på kynisk vis brugt de afghanske tolke for nu at efterlade dem til en skæbne, som for mange vil betyde den sikre død.
FE som syndebuk
Regeringen forsøgte panisk at vende fokus fra deres enorme svigt ved hårdnakket at fokusere på, at de nu var trukket i arbejdstøjet og med al magt forsøgte at redde så mange danskere og afghanere ud af landet som muligt. Kofod og Bramsen stod frem i pressemøder, hvor de stolt annoncerede for medierne, at de havde fragtet 300 afghanere til Danmark. Regeringen forsøgte at tegne et billede af en beslutsomhed og seriøsitet, som tydeligvis tidligere havde været komplet fraværende. Alt sammen for at dække over regeringens indledende nølen og manglende handling.
Men regeringens PR-spin narrede ikke nogen. Kritikken fortsatte med at regne ned over regeringen og i særdeleshed de to ministre. Fra de borgerlige partier lød der krav om, at ministrene, især forsvarsministeren, skulle trække sig. I medierne hørte man også hård kritik fra Afghanistan-veteraner over regeringens handlen – eller mangel på samme. Enkelte veteraner forlangte endda offentligt Bramsens afgang.
Presset på regeringen begyndte hurtigt at vokse. Det var derfor højst belejligt, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en pressemeddelelse onsdag den 25. august tog skylden for regeringens fejlslagne evakuering. FE havde angiveligt forsynet regeringen med mangelfulde efterretninger, som var årsagen til, at regeringen ikke havde reageret tilstrækkeligt på Talibans fremmarch. FE’s tilståelse var den gave, som skulle redde regeringen.
Regeringen forsøgte panisk at vende fokus fra deres enorme svigt af de afghanske tolke.| Foto: Nils Meilvang
Det var imidlertid en falsk tilståelse. Tilbage i december 2020 advarede FE i en rapport om, at en forventet tilbagetrækning af NATO-styrkerne ville resultere i Kabul-regeringens kollaps. I deres rapport skriver FE sort på hvidt, at der er “en reel risiko for, at de afghanske sikkerhedsstyrker ville bryde sammen”. Det er derfor meget besynderligt, at FE kun få måneder senere skulle havde ændret deres analyse af sikkerhedssituationen i Afghanistan radikalt. Endog i en situation hvor Taliban var på fremmarch.
Alt tyder på, at FE fik besked på at tage en kugle for regeringens ministre, hvis inkompetence og mangel på at tage udviklingen i Afghanistan seriøst uden tvivl allerede har kostet menneskeliv. Regeringen kastede FE under bussen i et forsøg på at redde sig selv. Men ingen topbureaukrat eller embedsfolk med respekt for sig selv nyder at tage skraldet for andres fejltagelser. Regeringens arrogante manøvre, som på kort sigt har til formål at redde deres egne karrierer, kan på længere sigt åbne op for konflikter mellem regeringen, hæren og andre dele af statsapparatet. Interne konflikter i eliten kan få alvorlige langsigtede konsekvenser for den politiske stabilitet i dansk kapitalisme.
Mundkurv og trusler
FE’s falden på sværdet var imidlertid ikke nok til at lette presset på regeringen. Der måtte i stedet sendes en klar besked. I sin tale på flagdagen den 5. september bebudede Mette Frederiksen til de fremmødte medier og top generaler:
“Når vi inde på Christiansborg og i medierne diskuterer Danmarks krigsdeltagelse, så bør det, og så skal det, ske på en mere respektfuld måde end det, jeg synes, jeg oplever lige nu”.
Det er imidlertid ikke kritik af hæren, som har fyldt mediebilledet. Selv veteraner var efterfølgende ude og modsige statsministeren og afvise at de var udsat for respektløs mediedækning.
De absolut eneste, der har været i skudlinjen for kritik, har været regeringen og især Kofod, Bramsen men også Frederiksen selv. Regeringen forsøgte derfor at bruge veteranerne som et skjold mod kritik ved at sætte lighedstegn ved, at kritik af regeringen eller krigsindsatsen også er en kritik af veteranerne og de døde soldater.
Regeringen har med rette følt sig sårbar og har derfor desperat forsøgt at lukke munden på kritikere. Lektor Peter Viggo Jakobsen hos Forsvarsakademiet var en af de første til at mærke konsekvenserne ved at kritisere regeringen offentligt. Efter Jakobsen offentligt havde kritiseret en aftale indgået mellem regeringen og Pakistan i forbindelse med evakueringerne, blev han af Forsvarsakademiet bedt om at stoppe med at ytre sig i den offentlige debat, da regeringen ellers truede med at udflytte hele akademiet til provinsen!
Det er forrykt, at regeringen med trusler om eksil truer kritikere til stilhed. Den officielle fortælling om, at besættelsen af Afghanistan handlede om at sprede demokrati og ytringsfrihed, virker pludselig meget hul, når man ser på, hvordan politikerne på hjemmefronten håndterer kritik og “værner om ytringsfriheden”. Frederiksens forsøg på at give kritikere mundkurv på er et desperat handling fra en regering, der kan føle jorden skride under sine fødder.
Store implikationer
Den katastrofale håndtering af evakueringen af Kabul har til dags dato været regeringens største skandale. I en megafonmåling, hvor deltagerne blev spurgt om, hvilke en af regeringens ministre, der klarede sig dårligst, gik forsvarsministeren Trine Bramsen med den absolutte førsteplads. Andenpladsen gik til udenrigsministeren Jeppe Kofod og tredjepladsen tilfaldt selveste statsministeren. De tre ministre, som har været involveret i evakueringen af Kabul, er altså alle blevet miskrediteret.
Nederlag i krige har stor effekt på bevidstheden og psyken hos alle lag i samfundet. Selve krigen i Afghanistan har ikke direkte berørt brede lag af befolkningen men primært involveret de udsendte soldater og deres pårørende. Det er derfor også forståeligt, at især veteraner hårdest føler sorgen over den tabte krig. Mange veteraner som troede, at deres indsats i Afghanistan var i gang med at skabe en bedre tilværelse for afghanerne, sidder nu tilbage og spørger sig selv, om krigen og dens lidelser har haft nogen betydning. Det, de selv og deres kollegaer ofrede liv og lemmer for, er væk, og de sidder nu tilbage med vrede og spørgsmål.
Men generelt er alle klasser i samfundet påvirket af nederlaget og drager nu politiske konklusioner. Nederlaget har allerede rystet bevidstheden blandt tusindvis af arbejdere og unge. Selvom det ikke var særlig nemt at gennemskue, præcis hvilke forbedringer den danske krigsdeltagelse i Afghanistan skabte, så havde mange en forestilling om, at nogen måtte have en større plan og vished om, at indsatsen virkede efter hensigten. Kabul-regeringens totale kollaps har knust disse forestillinger.
Den socialdemokratiske regering står lige nu forrest i skudlinjen for kritik af evakueringen og 20 års krig, men det er ikke kun socialdemokraterne, som står med et forklaringsproblem, og som bliver miskrediteret. Nederlaget i Afghanistan vil undergrave tiltroen alle de etablerede partier, da de alle har været ansvarlige for krigen. De første soldater blev udsendt under Anders Fogh-regeringen, og soldaterne kæmpede det meste af tiden under borgerlige regeringer (med Socialdemokratiets opbakning naturligvis).
Historisk set har militære nederlag været forløbere til store opsving i klassekampen, og nederlaget til dansk imperialisme i Afghanistan og den katastrofale evakuering har medvirket til at miskreditere regeringen og underminere tilliden til hele etablissementet. I stedet for at styrke dansk kapitalisme har 20 års krig i Afghanistan svækket den herskende klasse og slået skår i systemets allerede blakkede legitimitet.
