»NU ER DET TID TIL FRED« skrev den amerikanske præsident Donald Trump på Truth Social lørdag. Samme dag gennemførte USA sit største militære angreb på Iran i moderne historie. Trump blev bakket op af europæiske ledere, som alle har opfordret Iran til at udvise “tilbageholdenhed”, “deeskalere” og komme tilbage til forhandlingsbordet.

Bertolt Brecht sagde engang, at »når lederne taler om fred, ved almindelige mennesker, at der er krig på vej.« Brecht henviste til den omhyggeligt udformede krigspropaganda, der anvendes ved starten af enhver krig. Formålet er at retfærdiggøre krigen i massernes øjne som værende retfærdig, defensiv og ført i hele nationens interesse, selvom den i virkeligheden er en kriminel krig, der føres i den herskende klasses interesse, og som de fattigste vil blive bedt om at betale den højeste pris for.

At fremstille enhver aggressiv handling som en defensiv handling er en metode, der er blevet forfinet gennem hele klassekampens historie. Alligevel er den grove, indbildske arrogance, hvormed dagens krig mod Iran fremstilles, forbløffende. Den gamle Brecht ville have rullet med øjnene i vantro. Hvis det ikke er helt klart for alle, så lad os få det på det rene.

Israels krig mod Iran var et uprovokeret, monstrøst militært angreb, og Donald Trumps ordre om, at USA skal deltage, er et hensynsløst gamble, der truer med katastrofale konsekvenser for befolkningen i regionen og i hele verden.

Iran udgjorde ingen militær trussel mod Israel eller USA. Ifølge CIA selv var Irans atomprogram mindst tre år fra at være i stand til at bygge en atombombe. Desuden har det iranske regime aldrig givet udtryk for, at det faktisk havde til hensigt at bygge en atombombe. Tværtimod har de givet udtryk for, at de hellere ville forhandle en aftale om at ophæve de vestlige sanktioner mod Iran til gengæld for at begrænse sit atomprogram til civilt brug. Det var faktisk hele indholdet af den amerikansk-iranske atomaftale, som Trump skrottede i 2018.

Vestens opfordringer til forhandlinger går således stik imod fakta: Iran behøver ikke at »vende tilbage« til forhandlingsbordet, fordi det aldrig har forladt det. Det var Benjamin Netanyahu, der besluttede at sabotere forhandlingerne, og USA’s “fredspræsident” fulgte trop. Dermed har amerikansk og israelsk imperialisme endnu en gang eskaleret spændingerne i en region, hvor stabiliteten i forvejen er skrøbelig.

De sidste to år har Israel angrebet Gaza, Vestbredden, Libanon, Syrien og Yemen og ødelagt millioner af menneskers liv i processen. De har truet med at bruge hele sin militære magt mod enhver, der vover at gøre modstand. Under hele forløbet har Netanyahu modtaget fuld materiel og politisk støtte fra USA og Vesten som helhed, der har sin egen historie med blodige interventioner i Mellemøsten: i Irak, Afghanistan, Syrien, Libyen og Yemen.

Det har efterladt et spor af død og ødelæggelse. Stolte nationer med rige kulturer er blevet trukket ind i det mest ydmygende barbari. Ingen magt har nogensinde ødelagt så mange liv som amerikansk imperialisme.

Og alligevel er det Iran, der bliver angrebet for at være »en destabiliserende faktor«. Den virkelige forbrydelse, som det iranske regime har begået mod USA og Israel, er at have opbygget evnen til at stå imod deres lunefulde, egennyttige intriger.

Efter at have opbygget en betydelig militær og politisk base beder Iran nu om at få lov til at sidde med ved bordet som en anerkendt magt i Mellemøsten. Men USA og Israel ønsker ikke at dele deres kage med nogen. Sådan er det ganske enkelt.

Demokrati

I de seneste dage er der blevet sagt meget i de vestlige medier om manglen på demokrati i Iran. Omgivet af sine vestlige tilhængere har Netanyahu opfordret det iranske folk til at gøre sig “fri” fra det “onde og undertrykkende regime”.

Men først og fremmest må vi spørge, hvilket mandat Netanyahu, Trump og deres europæiske lakajer opererer med. Netanyahu er hadet af en stor del af befolkningen i Israel. Hans regering har vaklet fra krise til krise. For kun to uger siden var den på randen af sammenbrud. Det er alment kendt i Israel, at Netanyahu har hoppet fra krig til krig, hovedsageligt for at afpresse den israelske befolkning til at holde ham ved magten. Hans største bedrift er at have bundet amerikansk imperialisme i en krig mod Iran, noget han har forsøgt siden 7. oktober 2023.

Trump blev narret af Netanyahu, selvom han blev valgt på et program om at afslutte krige, især i Mellemøsten. 60 procent af den amerikanske befolkning er imod et amerikansk angreb på Iran. Kun 16 procent er for! Nu overtager han stafetten, som Biden lagde fra sig.

Disse menneskers uansvarlige handlinger (støttet af de europæiske regimer) truer nu med at udløse en katastrofal regional konflikt, der potentielt kan tippe verdensøkonomien ud i en recession – alt sammen på bekostning af millioner af mennesker. Hvor er disse menneskers rettigheder?

Og alligevel forsøger de samme damer og herrer at belære det iranske folk om demokrati – med våben i hånd! Det iranske folk behøver kun at kigge på Irak, Afghanistan og Libyen for at se, hvor den slags “Demokrati” ender.

De virkelige krigsmål

Det virkelige formål med denne krig er ikke stabilitet, fred, demokrati eller destruktion af atomvåben. Det handler om den israelske herskende klasse og dens vestlige tilhængere, der forbeholder sig den ubestridte ret til at gøre, hvad de vil i regionen: at mobbe, bombe og invadere hvem som helst, hvor som helst, når som helst, uden at møde modstand.

Ved at stille sig bag Israel har amerikansk imperialisme endnu en gang afsløret sin natur som den mest brutale, morderiske og destabiliserende kraft i verden. Det er en kilde til reaktion, der spreder sin smitsomme forrådnelse i alle verdenshjørner. Dermed er det den globale arbejderklasses største fjende. De iranske arbejdere og fattiges befrielse er en opgave for de iranske arbejdere og fattige selv. Den kan ikke udføres af vestlig imperialisme. Tværtimod kan deres befrielse kun finde sted i takt med en kamp mod amerikansk imperialisme.

Imperialisterne, der i årtier har voldtaget og plyndret Mellemøsten, er de samme mennesker, der udnytter og undertrykker arbejderne i Vesten. De fortæller os nu, at Iran udgør den største trussel mod vores sikkerhed. Men de har langt mere blod på hænderne end noget andet regime i verden. Med andre ord: Hovedfjenden er herhjemme, og kampen for de undertrykte nationers befrielse er den samme som kampen mod kapitalistklassen i Vesten.

Ned med krigen mod Iran!

Ned med amerikansk imperialisme!

Arbejdere i alle lande, foren jer!