Som loyale skødehunde støtter det danske etablissement Trumps kriminelle angreb på Venezuela.

Ned med imperialisterne i USA og herhjemme!

Vz invasion website

Andreas Nørgård




Den 3. januar vågnede verden op til nyheden om, at USA havde angrebet Venezuela og kidnappet landets præsident Nicolás Maduro. USA’s angreb på en suveræn nation, som ikke udgjorde nogen som helst trussel mod USA’s sikkerhed, har endnu en gang udstillet det danske etablissementets ekstreme hykleri.

Når Vestens rivaler, såsom Rusland, angriber andre lande, tøver de danske medier og politikere ikke med at stemple deres handlinger med ord som “kriminelle”, “uprovokerede” og “angrebskrige”. Men når det er USA eller andre af Danmarks allierede, som overfalder suveræne nationer, er det ifølge de danske medier aldrig uprovokeret eller aggressivt, men i stedet “opsigtsvækkende” og et “gamble”. 

Ifølge de danske medier har USA heller ikke kidnappet Maduro, men i stedet “pågrebet” ham, som om han var en gemen kriminel. Medierne er med til at legitimere USA’s angreb ved at holde liv i Trumps åbenlyse løgn om, at Maduro skulle stå i spidsen for et opdigtet narkokartel, som netop er blevet brugt til at retfærdiggøre angrebet på det fattige latinamerikanske land.

Gennemgående for de danske mediers dækning af angrebet på Venezuela er, at de har gjort alt for at nedtone det dybt kriminelle i deres amerikanske allieredes handling. Med overskrifter som “Glæde blandt venezuelanere i Florida” og “Der vil næppe blive grædt mange tårer” forsøger de i stedet at retfærdiggøre angrebet ved at få det til at fremstå som om, at Trumps forsøg på at underlægge landet amerikansk dominans bliver fejret af venezuelanere verden over. Trump har ligefrem gjort venezuelanerne en tjeneste, må vi forstå!

På samme måde fordrejer medierne både virkeligheden og grundlæggende fakta for at retfærdiggøre Trumps åbenlyst imperialistiske ønske om at overtage kontrollen med Venezuelas enorme oliereserver. I stedet for at udstille det dybt kriminelle i, at USA med rå vold stjæler Venezuelas ressourcer – som udelukkende tilhører det venezuelanske folk – så forsøger DR i stedet at underbygge Trumps krav i artikler, som “Hvorfor påstår Trump, at Venezuelas olie tilhører ham?”. 

Ligesom med krigen i Ukraine og folkemordet i Gaza, ser vi tydeligt, at de danske medier ikke afdækker udviklingen i verden objektivt eller sandfærdigt. I stedet spreder de propaganda og fordrejer fakta for at forsvare den danske herskende klasses interesser, der, som en lille loyal skødehund, står et hundred procent bag amerikansk imperialisme og deres herrer i Det Hvide Hus.

To sæt regler

Lige siden Rusland invaderede Ukraine i 2022, har Mette Frederiksen og resten af det danske etablissement gentaget mantraerne om, at nationers suverænitet og territoriale integritet skal respekteres. Man kunne derfor fristes til at tro, at Mette Frederiksens første reaktion, når et land uprovokeret angribes af et andet land, ville være at forsvare den forurettede part.

Reaktionen fra Mette Frederiksen på USA’s angreb på Venezuela var imidlertid ikke en fordømmelse af USA. I stedet lød budskabet: “Nu er det tid til deeskalering. International lov skal respekteres”. At opfordre til “deeskalering”, efter at voldshandlingerne er afsluttet, og USA har opnået målet med sin militære operation, må siges at være en gratis omgang. 

Hvis Mette Frederiksen, der tilsyneladende bekymrer sig uendeligt meget om Ukraines suverænitet, faktisk bekymrede sig om små nationers rettigheder, så ville hun ikke komme med en vag opfordring til “deeskalering”, men i stedet fordømme USA og forlange Maduro løsladt. Men ifølge de danske politikere gælder der på verdensscenen to sæt regler: ét for Vesten og ét andet for alle andre.

Man kan forsøge at forestille sig, hvilken reaktion der var kommet fra Mette Frederiksen, hvis det i stedet for USA var Rusland, som havde bombet et land og kidnappet dets statsleder. Reaktionen fra de danske politikere ville have været en syndflod af fordømmelser og krav om øjeblikkelig løsladelse.

Volodymyr zelenskyy and mette frederiksen visited wounded ukrainian warriors on 19 november 2024 33
Hvis det i stedet for USA var Rusland, der havde bombet et land og kidnappet dets statsleder, så havde vi set en flod af fordømmelser fra de danske politikerne / Foto: Wikimedia Commons

Politikernes og mediernes hykleri er så tyk, at den er til at skære i. Hver gang Trump nævner, at han gerne vil overtage Grønland, farer de danske politikere op og taler om Grønlands suverænitet og respekt for folkeretten, men de selv samme politikeres dybfølte respekt for nationers rettigheder er tilsyneladende forduftet, når det drejer sig om Venezuela.

Nogle dele af det danske etablissement er gået skridtet fuldt ud og har sagt åbent, hvad der kun ligger indirekte mellem linjerne i Mette Frederiksens udtalelse; nemlig at international lov bør overholdes, men at det i bund og grund er i orden, at USA brød den og gennemtvang et regimeskift i Venezuela. Eksempelvis skriver Weekendavisen i artiklen “Demokratiet tager fløjlshandskerne af”, at Europa sagtens kan leve med USA’s brud på Venezuelas mest grundlæggende rettigheder, fordi “ingen kommer til at savne Maduro. […] læren af den amerikanske operation er, at det ikke er respekt for folkeretten, der skiller øst og vest: Det er os mod dem, og vi holder med os, fordi vi er os.”

Det viser med al tydelighed, at al etablissementets snak om demokrati, menneskerettigheder, folkeret og lignende blot er et røgslør. For dem er det bare nyttige argumenter, som bruges til at tildække deres imperialistiske interesser.

Ned med imperialisterne i USA og herhjemme!

Medierne nævner tit, hvor fattigt Venezuela er, og hvor mange mennesker der de sidste år er flygtet derfra, men ingen af dem stiller spørgsmålet om, hvad konsekvensen vil være af USA’s handlinger.

USA’s angreb på Venezuela risikerer at skubbe landet ud i en direkte borgerkrig, som vil efterlade det samme barbari, som vi har set i Irak, Afghanistan, Syrien og Libyen, hvor USA sammen med Danmark før har interveneret militært.

Det perspektiv er fuldstændig fraværende i de danske mediers dækning. I stedet forsøger det danske etablissement på manipulerende vis at fordreje virkeligheden for at retfærdiggøre USA’s kriminelle imperialistiske aggression mod Venezuela.

Vi må udstille magthavernes hykleri, afsløre deres propaganda og sige ærligt, at hvad, vi ser i Venezuela, er et udtryk for nøgen imperialistisk aggression, og som kommunister kæmper vi imod det. Vi står på Venezuelas side i kampen mod USA’s aggressive imperialistiske politik.

Ned med amerikansk imperialisme og ned med det danske etablissement, som støtter Trumps angreb på Venezuela!