”Og vi siger, at den aktuelle periode er revolutionær, netop fordi vi konstaterer, at arbejderklassen i alle lande med hele sin styrke – og til trods for sine fejltagelser, sin vaklen og de forhindringer, der gør sig gældende for en undertrykt klasse uden historisk erfaring, som skal skabe et nyt samfund – søger at danne institutioner af en ny type blandt arbejderne, repræsentative institutioner, der opstår inden for en industriel ramme. Og vi siger, at den aktuelle periode er revolutionær, fordi arbejderklassen med hele sin styrke og hele sin beslutsomhed søger at grundlægge sin stat. Derfor siger vi, at skabelsen af fabriksråd er af afgørende historisk betydning og er begyndelsen til en ny epoke i menneskeslægtens historie, idet den revolutionære proces er blevet synlig og går ind i den fase, hvor den kan kontrolleres og dokumenteres.
(…)
Ved at konstruere dette repræsentative apparat udfører arbejderklassen i virkeligheden eksproprieringen af den første maskine, af det vigtigste produktionsredskab: arbejderklassen selv, der har genfundet sig selv og er nået til erkendelse af sin organiske enhed, og som forenet sætter sig op mod kapitalismen. Arbejderklassen fastslår således, at den industrielle magt, at kilden til den industrielle magt, skal vende tilbage til fabrikken, og den gør på ny fabrikken – ud fra et arbejdersynspunkt – til en form, i hvilken arbejderklassen konstituerer sig som en bestemt levende organisme, som cellen i en ny stat, arbejderstaten, som grundlaget for et repræsentativt system, rådssystemet.”
Antonio Gramsci

Der er ingen tvivl om, at nederlaget for de venezuelanske kapitalejeres ”oliestrejke” i december 2002 gav et boost til de venezuelanske arbejderes selvtillid. En overflod af fabrikker stod ubenyttede hen, dels som et produkt af bevidst sabotage og dels som konsekvens af de manglende investeringer og den modstand, som det venezuelanske oligarki altid har haft imod at udvikle Venezuela til et industriland. Det var med den baggrund i mente, at arbejderne begyndte at bevæge sig, og at en ny bølge af fabriksbesættelser udfoldede sig.

Når jeg beskæftiger mig med spørgsmålet om fabriksbesættelser og arbejderkontrol, er det ikke af sentimentale eller revolutionsromantiske grunde. Det er simpelthen fordi, at denne bevægelse og denne praksis (fabriksbesættelser) har været en essentiel del af den venezuelanske revolution, især fra 2005 og frem. Jeg kan ikke undlade at fortælle dette kapitel af revolutionen, lige så lidt som jeg har kunnet undlade at give en biografi af Chávez eller en mere eller mindre kronologisk rækkefølge for begivenhederne fra Caracazo-opstanden til dags dato.

Historien om Venezuelas fabriksbesættelser er ikke en rosenrød historie. Det er ikke kun en historie om heroiske arbejderkampe. Det er også en historie om nederlag, forræderi, korruption, ja i enkelte tilfælde sågar om blodsudgydelser. Alt sammen hører det med til den kamp, som de venezuelanske arbejdere kæmper imod kapitalisterne og de rester af den fjerde republik, som stadig dominerer statsapparatet. Det er min opgave at fortælle denne historie i sin helhed, så vi kan lære af den.

Solidaritet må altid være politisk, ellers er det ikke solidaritet. Årsagen til det er, at den, der modtaget solidaritet, ikke bare har brug for ros og fanfarer eller for materiel og finansiel større. De har også – og vi kunne fristes til at sige hovedsageligt – brug for analyse, kritik og rådgivning. Det er derfor ikke nok, at støtte en given strejke eller faglig kamp. Det afgørende er altid at forstå den indre bevægelse og de erfaringer, som arbejderne gør sig i kampen. På den måde kan danske (og alle andre) arbejdere lære af deres klassebrødre i andre lande. Ud fra det kriterium er Venezuelas bevægelse af besatte fabrikker en guldmine af erfaringer.

VENEPALs arbejdere sejrer og lider nederlag
Den 7. september 2004 besluttede ejerne af Venepal, en papirmølle i Morón, delstaten Carabobo, at stoppe al produktion og tilbageholde lønnen til deres 400 arbejdere. Det var ikke første gang, den slags skete. Et år tidligere havde firmaledelsen taget den samme beslutning grundet finansielle problemer. Den gang besluttede arbejderne at besætte bygningerne i en hård 11-uger lang kamp. Denne gang krævede de, at regeringen eksproprierede fabrikken og underlagde den arbejderkontrol.

Venepal var en af de største papir- og pap-producenter i Venezuela. På et tidspunkt havde den hele 1.600 ansatte, kontrollerede 40 procent af det nationale marked og var en af Latinamerikas hovedproducenter i denne sektor. Men virksomhedens ledelse tillod papirmøllen langsomt at miste markedsandele og fortjenester. I April 2002, da det mislykkede kupforsøg mod Chávez fandt sted, var nogen af firmaets hovedaktionærer tilstede ved tiltrædelsesceremonien for den nye illegitime ”præsident” Pedro Carmona. Under arbejdsgivernes lockout mod Chávez i december-januar 2002-2003 modstod arbejderne arbejdsgivernes forsøg på at lamme produktionen.

Til sidst, den 4. juli 2003, erklærede firmaet sig bankerot og efterlod 600 arbejdere uden jobs og med en stor gæld mht. ikke-udbetalte lønninger. Selskabet havde akkumuleret en gæld på 100 mio. dollars til bankerne (60 procent til de internationale banker; Citybank og Chase Manhattan Bank, og 40 procent til de nationale banker), og yderligere 30 mio. dollars til den venezuelanske stat i ubetalte skatter, nationale forsikringsydelser, gas, elektricitet, osv.

Efter et massemøde for arbejderne, med deltagelse fra lokalsamfundet, besluttede arbejderne at besætte fabrikken og styre den gennem arbejderkontrol. Konflikten varede i 77 dage. Da besættelsen begyndte, havde arbejderne bl.a. støtte fra parlamentsmedlemmet Iris Varela. Rowan Jimenez, en fagforeningsaktivist og medlem af kamp-komiteen, forklarede, hvordan arbejderne under besættelsen ”organiserede produktionen, satte produktivitetsrekorder og reducerede mængden af uproduktivt skrald til et niveau, man aldrig havde set før”. (Interview til bladet El Topo Obrero, 16/09/04.)

Nu krævede arbejderne, at regeringen skulle overføre bygninger osv. til et arbejderkooperativ, og at arbejderkooperativet skulle organisere produktionen. Efter en tre måneder lang kamp og forhandlinger nåede de endelig frem til en løsning. Denne indeholdt en plan for tilbagebetaling af lønninger og fastholdelsen af mellem 400 og 600 jobs. Papirmøllen ville genåbne under den tidligere ejers kontrol, og staten ville investere i den ved at give billig kredit.

Arbejderne så dette som en delvis sejr, især pga. den skæbne de andre fabrikker, der var besat på det tidspunkt, havde lidt – mens de havde tvunget arbejdsgiveren til at makke ret og genoptage arbejdet. Selvom der ikke var nogen formel aftale, etablerede arbejderne, gennem fagforeningen, en slags arbejderkontrol. F.eks. i december 2003, da firmaet fortalte dem, at deres lønninger og jule-bonus ville blive udbetalt i to omgange, en i december, og den anden i januar, svarede arbejderne, at de også ville lave produktionen i to omgange! Alle beslutninger, der blev taget angående produktion, inventar, ansættelser og fyringer, osv., blev styret af arbejderne. Dette var en urolig våbenhvile, der helt sikkert ikke ville kunne holde, fordi ejerne ikke i længden ville acceptere arbejdernes kontrol, og arbejderne ikke ville acceptere ejerens kontrol.

Den 7. september 2004 stoppede selskabet igen produktionen, og arbejderkampen startede igen. Denne beslutning hang også sammen med et forsøg på at slippe af med en militant arbejdsstyrke, overdrage selskabets aktiver til det multinationale papirselskab Smurfit og flytte produktionen til Colombia. Smurfit er en af de største multinationale selskaber i papir og pap-sektoren og har været involveret i Venepal tidligere. Arbejderne frygtede, at dette ville føre til en hensynsløs udtømning af virksomheden for alle produktionsmidler, ligesom det spanske flyselskab Iberia gjorde ved Viasa, et Venezuelansk flyselskab, i 1990’erne.

Arbejderne overtog kontrollen med faciliteterne og krævede nationalisering under arbejderkontrol, som den eneste vej frem. Der blev organiseret massemøder på fabrikken, ikke bare for arbejderne på VENEPAL, men også for foreninger i lokalsamfundet, støttekomiteer, aktive i kommunalråd og i de såkaldte UBE’er (Unidades por la Batalla Electoral – græsrodsforsamlinger dannet op til valgkampen i august 2004), osv. Der blev også organiseret demonstrationer, både i den nærliggende by Morón og i Caracas. På mange af de nærliggende fabrikker i den industrialiserede Carabobo-delstat blev der ydermere organiseret solidaritetsarbejde, indsamlinger, massemøder, osv. På internationalt plan begyndte aktivister fra kampagnen Hands Off Venezuela at samle underskrifter ind for nationalisering af VENEPAL. Situationen var favorabel, dels pga. arbejdernes dygtige kampagneindsats og dels pga. den objektive situation i månederne efter den enorme valgsejr den 15. august 2004, som gav fornyet håb og styrke til dem, der ville radikalisere revolutionen.

Kampen kulminerede den 19. januar, da Chávez underskrev dekretet om ekspropriation af VENEPAL, som derefter skiftede navn til INVEPAL. I sin tale under åbningsceremonien, foran et stort antal Venepal-arbejdere og UNT-ledere, sagde Chavez:

”Her laver vi en ny model, og det er derfor, de er vrede i Washington (…) Vores model for udvikling indebærer en forandring i produktionsapparatet. Arbejderklassen må forenes, den må lære, den må deltage (…) arbejdernes rolle i denne model er grundlæggende, og det er forskellen mellem denne model og den kapitalistiske model. (…) Det er nødvendigt at forandre produktionsforholdene”. (J. Martin: Venepal nationaliseret under arbejderkontrol)

Det nyfødte INVEPAL var således den første fabrik, der var blevet eksproprieret af regeringen efter en fabriksbesættelse og en arbejderkamp med landsdækkende opbakning. Dette så umiddelbart ud til at love godt for fremtiden, men virkeligheden skulle vise sig at være mere kompliceret, og de kommende måneder stillede arbejderne på INVEPAL overfor nye udfordringer, som hang sammen med diskussionen om selve ledelsen af en fabrik og om de ejendomsformer, som et socialistisk samfund bør baseres på. Efter forslag fra MILCO (Ministeriet for light industri) oprettedes INVEPAL som en aktievirksomhed, hvor 51 procent af aktierne var i statens hænder og 49 procent i hænderne på et korporativ (COVIMPA), hvor de daværende arbejdere ejede aktierne.

Denne model viste sig lynhurtigt at være katastrofal for udviklingen på INVEPAL. En gruppe arbejdere på fabrikken, bl.a. fagforeningslederen Edgar Peña, valgte efter nationaliseringen at opløse fagforeningen. I stedet forsøgte de at købe sig til aktiemajoriteten i virksomheden, så arbejderne selv kunne blive virksomhedsejere og dermed beholde profitterne for sig selv. De begyndte at genindføre nogle af de tidligere kapitalistiske regler i selskabet. Bl.a. fyrede de en gruppe kritiske arbejdere på fabrikkens afdeling i Maracay, som havde startet en Controlaria Social, et rådsorgan, til at modstå korruption og bureaukrati. Det vakte harme blandt mange fagforenings- og venstrefløjsaktivister, som påpegede, at det ville føre til, at arbejderne omdannedes til kapitalister. Det satte dem i konkurrence med resten af arbejderne og opretholdt kapitalistiske produktionsnormer. Også blandt Invepal-arbejderne selv blussede utilfredsheden op. Og på en masseforsamling på fabrikken i november 2005 tilbagekaldte arbejderne ledernes mandater og valgte en helt ny ledelse, som i stedet forsøgte at tage varsomme skridt til at opbygge arbejderkontrol på fabrikken.

Efter valget af nye ledere begyndte nogle af funktionærerne i statens Ministerium for light industri at se det som et udtryk for, at arbejderne ikke var i stand til at lede fabrikken. De foreslog derfor et sæt nye vedtægter for INVEPAL, som gav statsfunktionærerne flertal i bestyrelsen, og gav direktørposten til en repræsentant for ministeriet. Flertallet af arbejderne på INVEPAL, organiseret i kooperativet COVIMPA, modsatte sig det vedtægtsforslag og argumenterede med, at Chávez i sin tale ved nationaliseringen af fabrikken sagde, at arbejdernes forsamling skulle være den højeste beslutningsmyndighed.

Desværre lykkedes det statsbureaukratiet at lukke eksperimentet med arbejderkontrol på INVEPAL, som stadig producerer, men uden egentligt arbejderstyre på fabrikken. Erfaringerne, som vi kan drage fra denne kamp, er dog yderst brugbare. På den ene side viser det klart, at kooperativer ikke er vejen til socialisme. Tværtimod så vi på INVEPAL, at det frembragte en kapitalistisk mentalitet, i og med at det gjorde arbejderne til kapitalejere med interesse i at udbytte andre arbejdere (som i Maracay), der ikke ejede aktier i selskabet. Den eneste løsning er derfor, at staten (dvs. samfundet i sin helhed) ejer virksomheden, som bør være underlagt arbejdernes kontrol i fællesskab med andre arbejdere, lokalsamfundet og med repræsentanter for staten. Arbejderne må blive ved med at være arbejdere, ikke omdannes til kapitalister, der har interesse i profitmaksimering.

På den anden side viser INVEPAL, at en fagforening er nødvendig, også selvom arbejderne har vundet en sejr med nationalisering. Lenin pointerede i en lidet kendt debat, som fandt sted i 1920 i Rusland efter oktoberrevolutionen, at fagforeninger var nødvendige i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme, også selvom der var etableret en arbejderstat. Lenin gik så langt som til at hævde, at fagforeningerne var nødvendige for, at arbejderne kunne kæmpe imod de deformeringer, der stadig ville være tilstede i arbejdernes egen stat. Hvad der var rigtigt for den russiske arbejderstat i 1920, er om noget endnu mere rigtigt for dagens Venezuela, hvor revolutionen endnu ikke har eksproprieret kapitalisterne endsige oprettet en arbejderstat.

Debatten om cogestión begynder: ALCASA
ALCASA har aldrig været besat som andre fabrikker i Venezuela, men til gengæld blev den fra 2005 omdrejningspunktet for en ny debat i Venezuela, nemlig debatten om Cogestión, som direkte oversat til dansk betyder ”medstyre”. Cogestión var et nyt koncept, som Chávez lancerede i de første måneder af 2005, og udgangspunktet var, at medarbejderne skulle have mere magt, om end det var uklart, hvor meget magt der egentlig var tale om. Denne debat fandt sted i kølvandet på flere vigtige begivenheder: Den enorme entusiasme efter valgsejren ved folkeafstemningen i august 2004, Chávez’ erklæringer for socialisme ved Verdens Sociale Forum i Porto Alégre i starten af 2005 og ikke mindst nationaliseringen af Venepal den 19. januar 2005. Mange arbejdere og aktive i fagbevægelsen opfattede Cogestión som synonym med arbejderkontrol, deres idé var, at arbejderne skulle være i stand til at vælge virksomhedernes ledere, åbne regnskabsbøgerne og kontrollere selskabernes produktion fra top til tå. Andre mere moderate sektorer mente, at dette perspektiv var for vidtgående, og at Cogestion blot var et eksperiment med øget medindflydelse, som et incitament til mere produktivitet.

ALCASA er en statsejet aluminiumsfabrik, der beskæftiger omkring 2500 ansatte, beliggende i Puerto Ordáz (Ciudad Guayana), en industriel højborg, der ligger i den østlige Bolivar-delstat. Siden februar 2005 er ALCASA blevet kørt under cogestión.

Processen begyndte, da Hugo Chavez udnævnte Carlos Lánz, en tidligere guerilla-aktivist, som anser sig selv for at være marxist, som direktør for selskabet. Et vigtigt element i den type cogestión, som blev startet på ALCASA, var valg af talsmænd for alle fabrikkens afdelinger og valg af en stor del af cheferne på fabrikken. I denne model blev det understreget, at talsmænd skulle vælges frit af de ansatte i de forskellige dele af fabrikken, at de ikke ville få nogen ekstra penge eller privilegier for at forsvare deres kollegaers synspunkter, og at deres mandat kunne tilbagekaldes med et 70 procents flertal.

I flere arbejderforsamlinger blev det påpeget, at arbejdet med at uddanne de ansatte skulle styrkes, med henvisning til den skole, som ligger på fabrikken, hvor der er klasser til at uddanne dem i ideologi og politik. Massemøder skulle desuden afholdes regelmæssigt, for at de almindelige arbejdere kunne deltage i drøftelserne om vigtige beslutninger på fabrikken. Carlos Lánz ønskede sågar, at han skulle være den sidste præsident udpeget fra toppen – efter eget udsagn håbede han på, at fremtidige præsidenter kunne vælges direkte af arbejderne.

Det var på ALCASA, at Cogestión gik længst i denne periode, på et mere avanceret stadie end i andre statsejede selskaber. Dette skyldtes først og fremmest, at de avancerede lag blandt arbejderne på fabrikken betragtede cogestión som magt til arbejderne og ikke blot deltagelse i beslutninger. Faktisk udgav fabrikken en plakat med støtte fra Ministeriet for Basisindustrier og minedrift med titlen “Cogestión – Al magt til arbejderne”.

Et godt eksempel på, hvordan arbejderne konkret brugte deres nye beføjelser til at forbedre virksomheden, blev givet af Edgar Caldera, en arbejdsleder på ALCASA, i en artikel fra den 29. maj 2005. (E. Caldera: Alcasa: Cogestión, Control Obrero y Producción)

Han forklarede i denne artikel, hvordan der på fabrikkens Reduktionslinje III var indgået kontrakt med et privat selskab til at vedligeholde maskinerne. Men i virkeligheden var dette en kilde til korruption, og i omkring 7 år havde 10 procent af reduktionscellerne på linjen stået ubenyttede hen. På et massemøde besluttede arbejderne at fyre dette private selskab og stoppe udliciteringen ved at ansætte det nødvendige antal arbejdere til at udføre det samme stykke arbejde uden udefrakommende selskaber. Som et resultat blev reparationerne gennemført på rekordtid, og linjen arbejdede derefter med fuld kapacitet.

Men i den første fase havde cogestión på ALCASA også et dybt revolutionerende indhold i den forstand, at det ikke betragtedes som noget adskilt fra resten af samfundet, men snarere som en del af den revolutionære proces og tanken om en ny form for produktion. Arbejderne i spidsen for ALCASA anså sig selv som en militant fortrop, der tjente revolutionen, ikke som nogen der skulle lukrere på et eventuelt overskud i fabrikkens produktion. Et meget konkret eksempel var, at de dannede en reserve af arbejdere, der fik militær træning og kan indkaldes, hvis det er nødvendigt at forsvare landet mod udenlandsk intervention. (Crónica y documentos del proceso de Cogestión en CVG Alcasa, IV Edición, MIBAM, Ciudad Guayana, 2006, (ingen sidetal). Pressemeddelelser fra den 23.10.2005 og 29.12.2005)

Denne sammenhængende opfattelse var en meget radikal konklusion, fordi den forkastede idéen om kooperativer, der gør arbejderne til individuelle ejere af selskabet, og på den måde i realiteten opretholder konkurrencen og kapitalistiske relationer, hvilket var erfaringen på INVEPAL.

Til gengæld står det nu klart, at projektet med cogestión på ALCASA havde andre svagheder. Carlos Lánz havde fra starten en noget idealistisk tilgang til spørgsmålet om arbejderkontrol. Han troede, at det kunne indføres ovenfra og ned, og at det vigtigste var at ”uddanne” arbejderne, så de kunne nå op på det niveau, der krævedes for at køre virksomheden. Lidt efter lidt skulle arbejderne blive i stand til at udøve magt, heraf hans vision om en arbejdervalgt fabriksdirektør. Hans opfattelse af cogestión er meget godt fremstillet i en programmatisk tekst, som blev udgivet af hans daværende venstrefløjsgruppe, Corriente por el Socialismo Revolucionario. (C. Lánz: Tesis Programáticas del Socialismo Revolucionario, Noviembre de 2005)

Hvis vi kort skal opsummere hans holdning, så var hans hovedpointe, at Sovjetunionen gik nedenom og hjem pga. en økonomistisk attitude, som allerede var blevet udviklet under Lenin. Han mente, at de ”socialistiske” landes kollaps hovedsageligt skyldtes deres ”amoral” og ”manglende humanisme”.

Denne opfattelse, som vi ikke deler, fik ham til at minimere de materielle problemer på fabrikken ALCASA og lægge overdreven vægt på ”humanisme” i styringen af virksomheden. Dette betød bl.a., at han i praksis neddroslede fagforeningernes rolle og anklagede de arbejdere, der krævede forbedringer for ”snyltere”. Men hvis man skulle overbevise arbejderne på ALCASA om nødvendigheden af arbejderkontrol, skulle man ikke anskue spørgsmålet om arbejderkontrol som et ideal, der kunne være ”rart at opnå”, men snarere som en konkret nødvendighed for at løse problemerne på fabrikken, først og fremmest behovet for investeringer i ny teknologi, der kunne skabe grundlaget for at få rettet op på selskabets økonomiske balance. Dette blev ikke gjort, hvilket førte til en noget ambivalent situation, hvor fagforeningen og dele af arbejdermassen begyndte at anse Carlos Lánz cogestión som et skalkeskjul for mere bureaukrati og korruption. Flere og flere embedsmænd i virksomheden begyndte at udnytte denne spænding til egen vinding for at underminere Lánz og dermed presse på for hans afskedigelse, som fandt sted i starten af 2008. Trods enkelte arbejderes forsøg på at forsvare cogestión på ALCASA er de fleste af de fremskridt, der blev opnået fra 2005 til 2008, nu blevet omstødt af de ledelser, som blev udnævnt efterfølgende.

Erfaringen fra ALCASA viser, at det aldrig er nok at have gode idéer. Hvis disse idéer skal føres ud i livet, kræver det et længere systematisk arbejde blandt arbejderne og en korrekt sammenkobling af deres daglige krav med kravet om arbejderkontrol. Demokrati er ikke noget, der er adskilt fra tid og sted, mindst af alt på en arbejdsplads. Det er gennem arbejdernes kampe for bedre løn og arbejdsvilkår, at de opdager behovet for organisation og for hvilke kampmetoder, der kan anvendes: masseforsamlinger, demonstrationer, strejker, generalstrejker, osv. Hvis man på idealistisk vis foreslår idéer, som ikke hænger sammen med arbejdernes konkrete erfaringer og deres hverdag, har man lavet opskriften på nederlag, ligegyldigt om man så sidder på direktørposten. Som ALCASA viser, så kunne én mand ikke overvinde bureaukratiet – det er nødvendigt med organisation på fabriksgulvet.

INVEVAL
Fabrikken Constructora Nacional de Válvulas (CNV) ligger godt en times kørsel syd for Caracas. Den ligger tæt på satellitbyen Los Teques, på et bjerg med udsigt til den betagende bjergkæde Altos Mirandinos. Selvom fabrikken aldrig beskæftigede over 100 arbejdere, havde den alligevel en strategisk betydning. Den producerede nemlig ventiler til olieindustrien, hvilket var afgørende for, at det sorte guld kunne udvindes og dermed sikre omkring halvdelen af landets statsbudget. Man skulle tro, at en så strategisk ydelse var underlagt staten, men dette var indtil 2005 ikke tilfældet. CNV og søsterfabrikken Acerven (den smelteovn, som bearbejdede råmaterialet til CNV) var på private hænder. Paradoksalt nok var det ejet af Andrés Sosa Pietri, der fra sin udnævnelse under Carlos Andrés Pérez den 12. marts 1990 og to år frem fungerede som præsident for det statslige PDVSA.

Fra posten som præsident for det statslige selskab indgik han kontrakter til egen vinding, som indbefattede, at PDVSA købte ventiler til overpriser fabrikeret på hans egen fabrik CNV! Det var sådan statskapitalismen i Venezuela i årtier hindrede en fordeling af olierigdommene til den fattige del af befolkningen. Udover aktiv deltagelse i arbejdsgiverlockouten i december 2002, hvor Sosa Pietri lukkede alle sine fabrikker, havde han også mange forbindelser til den højreorienterede lobbygruppe ”Gente del Petroleo” og skabte også sit eget parti, ”Alianza por la libertad”, som senere omdannede sig til ”Fuerza Liberal”.

Det var under arbejdsgiverlockouten, at Sosa Pietri erklærede, at CNV nu var ”lukket på ubestemt tid”, uden at lytte til om arbejderne var enige eller uenige i denne beslutning. En af årsagerne skal muligvis også findes i det faktum, at Sosa Pietri skyldte flere måneders løn og julebonusser til arbejderne. Arbejderne på INVEVAL gik til arbejdsretten, men lige lidt hjalp det. Sagen blev udskudt og udskudt. Det var den 15. maj 2003, efter fire måneders konflikt, at arbejderne så sig nødsaget til at besætte fabrikken, men i første omgang satte de blot nogle telte op foran indgangen.

Det var karakteristisk for arbejdernes bevidsthed i 2003, at de mente, at en besættelse af selve virksomheden var et for radikalt skridt. Med deres egne ord var de blot arbejdere, der ønskede at arbejde og få de penge tilbage, som de retmæssigt var berettiget til. Men i løbet af de næste to år blev de enormt radikaliseret, i takt med at det gik op for dem, hvor ligeglad arbejdsgiveren var med dem som arbejdere og med presset fra deres familier, som alle var afhængige af deres lønninger. Kampen startede således som en defensiv kamp, men udviklede sig hurtigt til en offensiv kamp om selve magten på fabrikken. Arbejderne satte telte op ved indgangen, som en slags symbolsk permanent demonstration.

Kampen skulle vise sig at blive langstrakt, og der var perioder, hvor vemod og desillusioner gjorde deres indtog i arbejdernes humør. Der var selvfølgelig grænser for, hvor længe de kunne gå rundt uden job og uden nogen egentlig arbejdsløshedsunderstøttelse. Det var venner og græsrodsaktivister i den bolivariske bevægelse, der hjalp dem i ny og næ med vennetjenester og skaffede dem sække med basale fødevarer, så de kunne brødføde deres familier. Men hen imod slutningen af 2004 satte skuffelse og apati ind, og arbejderne flyttede blokadevagten og teltene foran CNV.

Det var nyheden om nationaliseringen af VENEPAL, der gav de 67 arbejdere, der endnu var ved nogenlunde mod, nyt håb. I al hemmelighed var bossen Sosa Pietri i færd med at fjerne ventiler og maskindele fra fabrikken, i nattens mulm og mørke. Eftersom en sag stadig kørte i arbejdsretten om erstatning til arbejderne, var dette træk fra Sosa Pietris side helt ulovligt. Arbejderne indgav derfor en formel klage til arbejdsretten og fik på den måde gennemtrumfet, at en dommer og to ingeniører skulle inspicere fabrikken for at se, om der manglede reservedele, maskiner, færdige produkter, osv. Denne inspektion fandt sted den 17. februar 2005, men arbejderne, der var mødt op, udnyttede situationen til at overraske alle ved at besætte selve fabrikken, så snart porten blev åbnet af dommeren. (P. Cormenzana: La Batalla de Inveval, Fundación Féderico Engels, Madrid, 2009, side 54-55)

Under ledelse af Jorge Paredes, som senere skulle blive præsident for den nye virksomhed, drog CNV arbejderne fordel af den favorable situation i de første måneder af 2005. Den nye kampagne appellerede direkte til Hugo Chávez om at intervenere og løse problemerne. Den 27. april 2005 blev arbejderne inviteret til et åbent møde, hvor Chávez hyldede dem for deres kamp og underskrev et dekret, der nationaliserede fabrikken på samme linjer som VENEPAL få måneder
forinden. Modellen var også den samme, nemlig et aktieselskab, hvor arbejderne skulle eje 49 procent og 51 procent skulle være statsejet. Men i modsætning til INVEPAL (det nye VENEPAL), valgte arbejderne på det tidligere CNV (som nu skulle hedde INVE-VAL) at forkaste denne model og i stedet arbejde målrettet for at nedlægge kooperativet, og lade staten eje 100 procent af aktierne. (K. Janicke: Venezuela’s Co-Managed Inveval: Surviving in a Sea of Capitalism)

Denne fuldstændigt anderledes politik skyldtes på den ene side, at de kunne se, hvad der skete på INVEPAL, og at modellen havde ført til, at kapitalistiske relationer var blevet gendannet, og at arbejderne var blevet til arbejdsgivere. På den anden side skyldtes det også, at medlemmer af den Internationale Marxistiske Tendens havde hjulpet arbejderne og givet dem skoling og politisk organisering, som gjorde, at de kunne stå fast og drage alle konklusionerne fra de erfaringer, der var blevet gjort på andre besatte fabrikker, både i Venezuela og i andre lande.

Det var på den baggrund, at arbejderkontrollen kunne overleve i en lang periode på INVEVAL. Arbejderforsamlingen var den øverste myndighed og valgte et fabriksråd, hvor alle repræsentanter var underlagt retten til mistillidsvotum, hvis de skulle svigte deres kollegaer. Præsidenten (dvs. selskabets direktør) Jorge Paredes var selv arbejder på fabrikken og direkte valgt af arbejderforsamlingen. Han fik den samme løn som alle andre arbejdere på fabrikken. Alle tjente det samme, hvad enten det var kontorassistenten, maskinarbejderen, rengøringsassistenten eller direktøren. I flere omgange roste Chávez denne kollektive ledelsesstil, som, han mente, var ”et eksempel til efterfølgelse” og noget, der viste, at ”arbejderne havde forstået, hvad socialisme går ud på”. (A. Betancourt og P. Cormenzana: Chavez – “Inveval – An Example to Follow”)

Denne situation har selvfølgelig ikke kunnet opstå uden problemer. Bureaukratiet i det venezuelanske statsapparat har fra dag ét forsøgt at modarbejde INVEVAL, som de anså for at være et farligt eksempel, der kunne inspirere arbejdere i hele Venezuela. For at INVEVAL kan producere ventiler, havde fabrikken før nationaliseringen haft Acerven, et datterselskab, som bearbejdede råmaterialerne. Men da CNV blev nationaliseret og omdannet til INVEVAL, fulgte Acerven ikke med i pakken. Arbejderne førte kampagne for, at dette skulle ske, men selvom Chávez den 31. august 2008 underskrev et dekret for nationalisering af Acerven, er det endnu ikke blevet ført ud i livet. På den måde har INVEVAL måttet nøjes med reparation af beskadigede ventiler, uden kapacitet til at fabrikere nye.

Fremtiden for INVEVAL er stadig rimelig uvis. Efter fire år i en meget svær økonomisk situation, hvilket hovedsageligt skyldes statsapparatets sabotage, er der mange interne problemer på fabrikken, som dog stadig reparerer ventiler og beskæftiger over 60 arbejdere. Der er stærke interesser i staten og regeringen, som gerne vil have bugt med eksperimentet med arbejderkontrol på INVEVAL og forsøger at få det omdannet til et nyt selskab med blandede ejendomsformer. Om det vil lykkes, er endnu usikkert.

Erfaringen på INVEVAL viser først og fremmest, at man ikke kan have små ”øer af socialisme” i et ”kapitalistisk hav”. Enten er arbejderkontrol på den enkelte fabrik et overgangsstadie til arbejderklassens magtovertagelse i samfundet som helhed, eller også vil arbejderkontrol før eller siden vige for kapitalistiske produktionsnormer. At situationen med arbejderkontrol har kunnet vare ved så længe, er først og fremmest et bevis på det høje politiske niveau og den forståelse for taktik og strategi, som INVEVAL arbejderne har tilegnet sig i løbet af de sidste år. Samtidig er der ikke tvivl om, at medlemmer af den Internationale Marxistiske Tendens har spillet en vigtig rolle i at hjælpe disse arbejdere til at nå så langt og udfolde hele deres potentiale. Dette er et eksempel på, hvilken forskel en revolutionær marxistisk organisation kan gøre i klassekampen.

Slaget om Sanitarios Maracay
Sanitarios Maracay er en fabrik i Aragua, som producerer wc-kummer og andre porcelænsprodukter. Ejeren, Álvaro Pocaterra, havde i længere tid ligget i konstant kamp med arbejdernes fagforening og støttede yderligtgående højreorienterede oppositionsgrupper. Da arbejdsgiverlockouten i 2003 var nået til en ende, begyndte en gruppe arbejdere ledt af José Villegas at opbygge en ny fagforening, som modpol til den gule fagforening på fabrikken, der havde støttet lockouten.

Den nye fagforening fik hurtig bred opbakning blandt de godt 800 arbejdere, men arbejdsgiveren ville ikke anerkende den som arbejdernes repræsentant. Til gengæld valgte den at suspendere alle arbejderne i en 5-måneders periode og derefter blot at betale for 3 dages arbejde om ugen. Alt sammen forringelser der blev accepteret af den gule fagforening. Villegas og de andre arbejdere i den nye fagforening krævede en urafstemning på virksomheden om hvilken fagforening, der skulle accepteres som den legitime overenskomstforhandler, mv. Dette resulterede i en afstemning, hvor 460 stemte for den nye fagforening og blot 112 for den gamle.

Arbejdsgiverne havde nu definitivt mistet kontrollen med, hvad der foregik på fabriksgulvet. Derfor forsøgte man nu at bestikke fascistiske bøller til at chikanere de vigtigste ledere af fagforeningen såsom José Pérez, José Villegas og Humberto López. Dette slog også fejl, eftersom arbejderne organiserede selvforsvarsgrupper til at slå fascisterne tilbage. Konflikten fortsatte, og i december 2005 nægtede arbejdsgiveren at udbetale de utilidades (julebonus), som de ellers var gået med til i overenskomsten. Samtidig nægtede de at give nogen hjælp til omkring 170 arbejdere med rygskader.

Da fagforeningen den 30. marts 2006 krævede nye arbejdsuniformer til medarbejderne for deres sikkerheds skyld, valgte virksomhedsledelsen at lukke og slukke og efterlade fabrikken. Det førte til en 5-ugers konflikt i april-maj 2006, hvor der efterfølgende blev indgået en aftale, som fungerede som en slags våbenhvile. I november 2006 stoppede Pocaterra endnu engang produktionen. Han ville kun genåbne fabrikken, hvis hans gæld til arbejderne blev strøget, og fagforeningen lovede ikke at blande sig i noget i fremtiden.

Den 14. november 2006 valgte arbejderne på et stormøde at besætte fabrikken og starte en kampagne for, at regeringen skulle nationalisere den. Det, der gjorde Sanitarios Maracay rimelig unik, var imidlertid, at hvor de fleste andre besatte fabrikker i Venezuela stoppede produktionen, mens konflikterne stod på, videreførte man den på Sanitarios Maracay – under arbejdernes egen kontrol. Avancerede produktionsprocesser, indkøb af råmateriale og arbejdstiden blev nu bestemt af arbejderne, som valgte en fabrikskomité til at videreføre driften af virksomheden. Fabrikskomitéen havde 21 medlemmer, alle valgt af arbejderforsamlingen, som til hver en tid kunne trække deres mandat tilbage, hvis disse skulle svigte deres bagland.

At produktionen kørte videre, skabte en enhedsfølelse blandt arbejderne, som mødtes hver dag efter arbejdet og diskuterede kampens gang og sågar modtog undervisning i marxisme. Produkterne blev nu solgt til de fattige i nabokvartererne til solidaritetspriser. På den måde havde de råd til at købe store mængder af basale madvarer, som ris, pasta, mælk osv. til arbejderne, der på den måde kunne holde sig i gang under konflikten.

Et andet vigtigt aspekt ved kampen på Sanitarios Maracay var den udadvendthed, hvormed arbejderne agiterede for nationalisering. I stedet for at isolere sig på fabrikken opsøgte de andre fabrikker og nabokvarterer for at vinde opbakning for deres sag, afholdt to landsdækkende demonstrationer i samarbejde med den revolutionære fagforening UNT, osv. På den måde intensiverede de presset på regeringen for at få den til at nationalisere fabrikken.

Dog stod det næsten fra starten klart, at det var indbyrdes uenigheder i fagbevægelsen og på fabrikken om, hvordan man skulle føre kampen på Sanitarios Maracay, og om hvad formålet helt præcis var. På den ene side lykkedes det ikke arbejderne at vinde opbakning fra det administrative personale, dvs. funktionærerne, som i stedet oprettede en gul funktionærfagforening den 4. december 2006, blot tre uger efter besættelsen var begyndt. Denne gule fagforening blev brugt af ejeren Pocaterra som en rambuk for at svække arbejderbesættelsen og så tvivl om deres fagforening. Desværre gik enkelte ledere af det nationale fagforbund UNT, bl.a. Marcela Máspero, ud og støttede den gule fagforening, uden at sætte sig ind i hvad denne repræsenterede, og hvad den virkelige situation på Sanitarios Maracay var.

På den anden side var lederne af C-CURA, den såkaldte klassistiske venstrefløjsstrømning indenfor UNT, ude på et vildspor, da de ikke havde noget perspektiv for kampen, og hvordan den kunne vindes. Således havde de en meget svingende attitude den første måneds tid. F.eks. var der ikke én eneste national repræsentant for UNT til stede ved den første demonstration for Sanitarios Maracay, den 22. november. Først den 4. december, efter 22 dage med besættelse, udgav C-CURA en pressemeddelelse til støtte for kampen. Dette på trods af, at fagforeningslederne på Sanitarios Maracay alle havde tilknytning til C-CURA.

Især Orlando Chirino, national leder af C-CURA og af UNT, havde fra første færd en utrolig inkonsekvent holdning på spørgsmålet om Sanitarios Maracay. Den 5. december besøgte han for første gang under de 23 dages besættelse fabrikken. Han havde taget en gruppe private investorer, dvs. kapitalister med – flere af dem havde bånd til den venezuelanske højrefløjsoppositionen. Chirino holdt en yderst pessimistisk tale, hvor han lagde vægt på tidligere mislykkede forsøg på arbejderkontrol, som på VENEPAL, og at det ville være svært at få regeringen til at ekspropriere Sanitarios Maracay. Så hvad var Chirinos alternativ? At få en ny kapitalist ind og overtage fabrikken! Den nationale fagforeningsleders forslag blev dog hurtigt nedstemt af arbejderne, som foretrak at fortsætte kampen, og Chirino og de andre lederne af C-CURA blev derfor tvunget til at ændre kurs.

I de første måneder af 2007 blev der arrangeret flere store demonstrationer for nationalisering af Sanitarios Maracay og sågar en regional strejke i Aragua-delstaten i maj. Ved en af disse demonstrationer, planlagt til den 24. april, var en stor gruppe arbejdere fra Sanitarios Maracay på vej til Caracas. Arbejderne blev stoppet af politiet i staten Aragua efter ordre fra den regionale guvernør, Didalco Bolivar. Efter at være blevet forhindret i at fortsætte deres rejse til Caracas, startede arbejderne en protest, som brutalt blev undertrykt af politiet fra Aragua og medlemmer af nationalgarden, som endda brugte deres våben og dyrehagl mod arbejderne. 14 arbejdere blev såret, nogle af dem af dyrehagl og 21 blev arresteret. (Presserende solidaritet: Stop undertrykkelse af arbejdere på Sanatarios Maracay)

Didalco Bolívar var kendt for at have tætte forbindelser med arbejdsgiverne og var allerede i starten af 2007 begyndt at polemisere offentligt med Chávez, hvis projekt ifølge ham var for vidtgående. Få måneder efter valgte Didalco Bolívars parti PODEMOS da også at gå over til oppositionen.

Desværre blev kampen mere og mere isoleret. Selvom Venezuelas nationalforsamling i maj 2007 erklærede, at Sanitarios Maracay var i ”offentlig interesse” med henblik på ekspropriation, udtalte den daværende arbejdsminister José Ramón Rivero (der er medlem af den socialdemokratisk orienterede fagforeningsstrømning FSBT), at fabrikken ikke ville blive eksproprieret, da den efter hans udsagn ikke ville være nyttig for den venezuelanske stat.

Arbejderne gik fra, efter i måneder at have modtaget 100.000 bolívares og en boks med mad, til at modtage kun 10.000 bolívares og en boks med mad. Produktionen var gået ned grundet besværligheder med at producere råmaterialer og hjælpemidler, hvoraf mange må importeres, og frem for alt skaffe penge til disse, og manglen på et sikkert marked, hvor de kunne sælge deres produkter. Det understreger pointen med, at man ikke kan have øer af socialisme i et kapitalistisk hav. Enten er arbejderkontrol et skridt fremad mod nationalisering af økonomiens nøglefunktioner for at indlemme dem i en demokratisk planlægning af produktionen, eller også vil den uundgåeligt blive besejret.

Arbejderne gjorde alt, hvad der virkelig var muligt i denne kamp. De viste, at de kunne køre fabrikken uden behovet for en boss. Alle dem, som besøgte fabrikken, mens den kørte under arbejdernes kontrol, er vidner på den betydning, som arbejderkontrol har for arbejdernes liv og bevidsthed. Men sådan en kamp kan ikke fortsætte for evigt, hvis den forbliver isoleret og uden noget klart perspektiv for at gå videre.

Det var i midten af august 2007, at funktionærerne, støttet af arbejdsministeriet og den tidligere ejer, og hjulpet af en forræder, Humberto Lopez, som var tidligere formand for fagforeningen og havde forladt kampen nogle få måneder tidligere, valgte at slå tilbage. De overmandede arbejderne, mens de modtog deres madpakker, de holdte en parodi på en forsamling, uden at tillade nogen af medlemmer af fagforeningens forretningsudvalg eller fabriksrådet at tale, fjernede fagforeningsledelsen og fabriksrådet og valgte at acceptere et forslag om at stoppe besættelsen under arbejderkontrol, til gengæld for et uklart løfte om kompensation og genbetaling af lønninger fra den gamle ejer Pocaterra. Løftet blev selvfølgelig aldrig til virkelighed og Sanitarios Maracay ligger i dag øde hen, på nær en lille afdeling af fabrikken, Saniplásticos, hvor en lille skare arbejderaktivister opretholder kontrollen.

Årsagerne til nederlaget på Sanitarios Maracay skal først og fremmest findes i arbejdsministeren José Ramón Riveros skandaløse rolle, hvilket endnu engang blev demonstreret i starten af 2008, hvor han med al magt satte sig op imod arbejderne på SIDOR. Samtidig skal det dog bemærkes, at de andre fløje i UNT, nævneværdigt dem repræsenteret af Marcela Máspero og Orlando Chirino spillede en meget uheldig rolle i hele denne affære. Sidstnævnte lagde i starten af 2007 ekstra vægt oveni sine første fejl ved at nægte at gå med i PSUV og forkaste det som et ”bureaukratisk parti”. Dermed hjalp han med til at isolere arbejderne på Sanitarios Maracay fra masserne i PSUV og fra den generelle revolutionære bevægelse. I sidste ende blev kampen i Aragua således besejret dels af sekterismen og dels af opportunismen.

Skeletter i skabet på SIDOR
SIDOR er et enormt stålværk, der ligger omkring 15 kilometer uden for Puerto Ordáz, tæt på ALCASA, der også ligger i industriområdet Matanzas. SIDOR blev stiftet i 1958 og var en af den venezuelanske fagbevægelses absolutte højborge, på samme måde som B&W var det i en lang periode i Danmark. Det var på SIDOR, at de hårdeste strejker fandt sted i 1960\’erne og det var også her, at en hel generation af kendte fagforeningsaktivister fik deres ilddåb, folk som i flere tilfælde blev indflydelsesrige venstrefløjspolitikere og endda parlamentarikere. Fabrikken, der beskæftiger op imod 15.000 arbejdere, var statsejet helt frem til 1997, hvor den tidligere præsident Rafael Caldera valgte at privatisere det, som et led i en række nyliberalistiske reformer. Denne privatisering blev udført af Teodro Petkoff, som dengang var arbejdsminister. I dag er Petkoff kendt for sin voldsomme modstand til Chávez og som redaktør for den yderst højreorienterede avis Tal-Cual. I perioden omkring privatiseringen af SIDOR gik Petkoff så langt som til at hævde, at de statsejede virksomheder var så ”ineffektive”, at det ville være bedre forære dem væk gratis, end at beholde dem på statens hænder!

Privatiseringen havde dog mærkbare konsekvenser for arbejdsstyrken. Så snart den argentinske multinationale gruppe Techin fik overtaget virksomheden, begyndte den at angribe arbejdernes vilkår. Fra omkring 18.000 faste medarbejdere i 1997 blev personalet reduceret til 4.500, og løsarbejde blev anvendt til at udføre de resterende funktioner. Dette påvirkede naturligvis tusinder af arbejderfamilier, som enten fik en betydeligt lavere indkomst eller blev ramt af arbejdsløshed.

Adskillige faglige aktivister har senere skildret perioden under den multinationale ejer fra 1997-2008 som et ”levende mareridt”, hvor arbejdsgiveren gjorde alt for at presse maksimal profit ud af arbejderne. I løbet af 2007 blev fabrikken imidlertid ramt af en faglig strid imellem fagforeningen og den multinationale ejer. Fagforeningens krav handlede bl.a. om lønstigning, et stop for løsarbejde (9.000 af 15.000 arbejdere var ansat som løsarbejdere og havde ikke samme rettigheder, sikkerhed osv. som de fastansatte) og et løft i pensionerne til tidligere ansatte på SIDOR, som modtog cirka 1/3 af den nationale minimumsløn.

Arbejderne var ude i flere strejker og sågar i gadekampe med politiet i Ciudad Guayana. Den 14. marts skød og sårede politiet flere arbejdere ved en demonstration, der var organiseret af fagforeningen. (50 detenidos, vehículos destruidos, varios heridos y persecución a directivos de Sutiss, saldo de la represión contra sidoristas)

Flere fagforeningsledere blev desuden fængslet. Da SIDOR er en af Venezuelas største arbejdspladser, foregik kampen ikke blot som en lokal strid, men havde derimod en central plads i den nationale mediedebat. Arbejdsgiverne gjorde alt, hvad de kunne, for at påtvinge deres forslag og udstille SUTISS-fagforeningens ledere som ”uansvarlige”. Fagforeningen svarede igen med at organisere en urafstemning om, hvorvidt man skulle godkende firmaets overenskomstforslag eller give fortsat støtte til SUTISS som arbejdernes repræsentant ved forhandlingsbordet. Blot 65 stemte for førstnævnte mulighed, imens 3.338 godkendte fagforeningens handlinger. (J. Martin: Chavez re-nationalises SIDOR – historic victory for the workers)

På grund af det enorme pres nedefra og selve dødvandet i konflikten, som påvirkede hele regionen, intervenerede Chávez og beordrede, at virksomheden skulle nationaliseres. Nationaliseringen, der blev offentliggjort den 9. april 2008, blev ifølge José Meléndez, medlem af forretningsudvalget i SUTISS-fagforeningen, fejret af arbejderne på SIDOR i en sand jubelceremoni. Men de holdt samtidig øje med, ”at ingen stjæler noget fra fabrikken”, som han forklarede, med reference til de multinationale arbejdsgivere.

Flere oppositionsaviser tordnede dagen efter beslutningen imod nationaliseringen, som de anså som ”endnu et skridt mod kommunisme”. På samme tid blev SIDOR-arbejdernes sejr til en fyreseddel til arbejdsministeren José Ramón Rivero, som under hele konflikten havde bakket op om den multinationale ejer og forsøgt at isolere fagforeningen. Nationaliseringen var en enorm sejr for arbejderbevægelsen og satte på ny spørgsmålet om arbejderklassens rolle i revolutionen på dagsordenen.

Men selv om nationaliseringen var et kæmpe skridt fremad, løste det ikke i sig selv problemerne på SIDOR. Et år efter nationaliseringen stod mange af de akutte problemer uløste hen. Vi tænker her særligt på situationen for tusindvis af løsarbejdere, sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold på værftet (der har været flere dødsulykker for nylig) og flere sager om dårlig ledelse og endda korruption. Nationalisering gav et godt udgangspunkt for at løse problemerne, men kunne ikke løse dem i sig selv. Til gengæld gav den mulighed for, at arbejderne kunne organisere sig politisk på en helt anden måde end under den multinationale ejer. Nogle skeptikere har hævdet, at det er umuligt at opbygge en socialistisk virksomhed på SIDOR, på grund af det påståede “lave bevidsthedsniveau hos arbejdstagerne”. Men hvis vi kort ser på begivenhederne fra 2008 til i dag, afkræfter disse denne tese.

Som allerede nævnt var det arbejdernes enorme bevægelse, der pressede nationaliseringen igennem. Umiddelbart efter nationaliseringen var det arbejdere, der bevogtede installationerne og forhindrede den multinationale Techint fra at stjæle instrumenter, edb-systemer og dokumenter, der hører til fabrikken. Med et klart revolutionært klasseinstinkt, anmodede arbejderne regeringen om straks at sende en kommission til virksomheden for at starte processen med overdragelse af ledelsen, og i mellemtiden ville de forsvare det udstyr, materialer og tekniske og administrative oplysninger, der var nødvendige for at selskabet kunne køre normalt.

Et andet eksempel på denne militans og mod var, at en gruppe for første gang nogensinde startede et arbejderuniversitet, UBT (Universidad Bolivariana de los Trabajadores) op på SIDOR i april 2009. Dette universitet, der blev arrangeret af FRTS (Revolutionære Front for Stålarbejdere), giver gratis uddannelse til de ansatte og også politisk og ideologisk undervisning. Mere end 1.300 arbejdere indskrev sig som studerende i UBT. Dette afspejlede en enorm interesse for socialistiske ideer og også ønsket fra arbejdernes side om at opnå den tekniske viden om, hvordan man kører fabrikken.

Til dette bør tilføjes en ny erfaring, som arbejderne i afdelingen for bearbejdelse af råmateriale (en af fabrikkens sektorer) gjorde sig. I august 2008 gik de ansatte i afdelingen sammen om at modsætte sig udpegelsen af en person, der altid har været nært knyttet til den argentinske multinationale, som leder af denne afdeling. Arbejderne holdt et stormøde og besluttede at organisere valg blandt arbejderne til stillingen. I denne beslutning fik de støtte fra SUTISS, fagforeningen på SIDOR. Mens den person, der var knyttet til Techint, kun fik omkring 30 stemmer, vandt César Olarte, en velkendt socialist og medlem af FRTS, med mere end 80 stemmer. I sidste ende valgte selskabet at acceptere arbejdernes afgørelse. En lignende proces fandt sted i andre afdelinger. Denne erfaring er særlig vigtigt, fordi det viser vejen til at gennemføre arbejderkontrol i praksis.

I en tale til Guayanas arbejdere den 21. maj 2009 understregede præsident Chávez, at arbejderne burde vælge deres ledere. Ovennævnte sag viser, at dette absolut er muligt. Valget nedefra af alle ledere – med retten til at tilbagekalde dem – er i virkeligheden den bedste måde at sikre, at disse ledere er loyale overfor revolutionen og ikke misbruger deres poster til egen vinding. (Se video af talen her: (VIDEO) Chávez anunció nacionalización de Cerámicas Carabobo y empresas briqueteras)

Begivenhederne fra nationaliseringen i 2008 til dags dato viser, at arbejderkontrol ikke bare er ”en god idé”, men derimod en bydende nødvendighed for at køre en effektiv fabrik.

Der eksisterer nemlig et helt lag af teknokrater på SIDOR, som forsøger at sabotere virksomhedens drift, for dermed at ”bevise” at nationaliseringen var en fejl, og at det er umuligt at opbygge ”socialistiske virksomheder”. Der har været flere tilfælde af sabotage med henblik på at bringe produktionen i stå, eller at bremse den ned. Søndag den 7. juni 2009 brød en brand ud i Midrex II, en af SIDOR’s forarbejdningsanlæg. I en artikel i den regionale avis, Nueva Prensa fra den 10. juni, erklærede den venstreorienterede fagforeningsliste på SIDOR, Alianza Sindical, at det var en påsat brand, hvis formål var at sabotere produktionen:

“Luis Jimenez, fællestillidsmand for SUTISS og medlem af ovennævnte fagforeningsfraktion [Alianza Sindical], forklarede, at der er klare beviser for, at denne brand blev påsat af folk, der kender fabrikkens produktionsproces, hvis man tager i betragtning den præcise måde, som kablerne til jernreduktionsanlægget (HRD) blev skåret over på.

Han tilføjede, at ulykken på Midrex II har mange implikationer for produktionen, eftersom dette anlæg er et nøgleelement i SIDORs produktionskæde, da det står for 70 procent af råmaterialerne, som giver til briket- og ovnpladerne.

‘Hvem, der end gjorde det her, kender SIDOR og vil skabe massive operationelle problemer på stålværkerne’, sagde han.

Jiménez skød skylden på højreorienterede managere og arbejdere, som ønsker at give det socialistiske SIDOR et dårligt mediebillede og imod beslutningen om nationalisering. ‘De ønsker at bruge disse handlinger til at skabe konflikter inde på fabrikken, men det vil vi ikke tillade. Arbejderne vil være på vagt overfor ethvert forsøg på at true produktionen og underminere den historiske proces, som vi lever i på SIDOR’.”

(P. Larsen: Venezuela: One year after the nationalization of SIDOR – Struggle for workers’ control continues, min oversættelse, AB)

Effekten af branden på Midrex II har ikke ladet vente på sig; Normalt producerer SIDOR 4.6 millioner tons jern om året, men i 2009 har værket kun kunne producere 3 millioner. Hovedproblemet på SIDOR er i skrivende stund, at der er for mange skeletter i skabet. Det store flertal af managerne er de samme, der sad under den multinationale argentinske ejer. De fleste af disse managere skrev i 2004 under på oppositionens appel om en folkeafstemning for at komme af med Chávez. De samme folk gav i 2007 deres underskrift til et åbent brev, forfattet på den multinationale ejers initiativ, til Chávez, som rådede ham imod at nationalisere SIDOR. Det burde være åbenlyst, at den slags mennesker ikke skifter holdning fra den ene dag til den anden, også selvom SIDOR nu har røde faner og skilte med socialistiske paroler ved indgangen.

Som i tilfældet med PDVSA på tidspunktet for arbejdsgiverlockouten i 2002 er alle betingelser til stede for udvikling af arbejderkontrol på SIDOR. Fagforeningen SUTISS bør straks indkalde til et massemøde for at vælge en fabrikskomité med delegerede, der kan vælges fra hver anlæg, ovn og afdeling i virksomheden, og denne komité kan tage sig af overvågning og tilsyn med alle aktiviteter i selskabet og våge over ledere og ingeniører. En sådan komité bør omfatte både de faste ansatte og repræsentanter for de tusinder af løsarbejdere, som et første skridt til at få én forenet arbejdsstyrke på SIDOR.

Samtidig er det afgørende, at arbejderklassen på SIDOR og i resten af Venezuela har kendskab til økonomien i virksomheden. Regnskabsbøgerne bør åbnes for inspektion af arbejdernes valgte repræsentanter. Det er kun muligt at foretage en demokratisk planlægning af produktionen, hvis de ansatte kender den økonomiske situation i selskabet. På den måde er det muligt at udarbejde en plan for produktionen, som vil være til gavn for arbejderne og den venezuelanske befolkning som helhed og også til at afgøre demokratisk, hvilken del af produktionen der skal eksporteres, og hvilken del der skal bruges på den interne industrielle udvikling i Venezuela.

Kampen på SIDOR er med andre ord stadig i fuld sving, og det er derfor for tidligt at konkludere på den. Dog kan vi konstatere, at arbejderne på de nynationaliserede virksomheder på meget kort tid har erfaret, at nationalisering i sig selv ikke er nok, og at arbejderkontrol er en nødvendighed for at gøre op med korruption, sabotage og produktionsspild. Dette er ikke mindst tilfældet på de fem briketfabrikker Comsigua, Materiales Siderúrgicos (Matesi), Orinoco Iron, Venprecar og Tubos Tavsa, som blev nationaliseret et år efter SIDOR, og hvor lignende kampe for arbejderkontrol foregår.

Besættelse og blodsudgydelser på Mitsubishi
Delstaten Barcelonas vigtigste industriområde hedder Los Montones. Mange af de kendte multinationale bilfabrikanter har filialer i dette kvarter, hvor de samler reservedelene til færdige biler. En af dem er Mitsubishi Motor Company (MMC), som beskæftiger 1200 arbejdere. Som i så mange andre virksomheder begyndte de arbejdere, der støttede den bolivariske revolution, fra 2002 at organisere en fagforeningsstrømning og senere en hel ny fagforening, som modpol til den gule fagforening på fabrikken, der i så godt som alle spørgsmål støttede firmaledelsens linje og som havde tilknytning til CTV, det korrupte fagforbund, der bl.a. støttede det kortlivede militærkup imod Chávez i april 2002. Félix Martínez, en af mekanikerne på fabrikken, blev hurtigt kollegaernes naturlige leder og omdrejningspunkt for opbyggelsen af SINGETRAN, den nye bolivariske fagforening på Mitsubishi fabrikken.

SINGETRAN havde fra starten en række karakteristika, som adskilte den markant fra mange andre fagforeninger i Venezuela. Der var omkring 200 ”fagforeningsdelegerede”, som blev valgt i alle fabrikkens afdelinger og kunne afsættes af arbejderne i de pågældende forsamlinger. Disse delegerede blev derefter organiseret i fabriksceller, som tog sig af de forskellige arbejdsområder: propaganda, publikationer, overenskomster, medlemmer, osv. Fagforeningen havde dusinvis af dygtige agitatorer, som med overbevisende kompetence kunne tale arbejdernes sag. Et andet imponerende træk ved SINGETRAN var, at fagforeningslederne fra starten forsøgte at give politisk skoling til de menige arbejdere på fabriksgulvet. Som et led i denne ideologiske offensiv arrangerede de ugentlige filmfremvisninger med politiske dokumentarfilm.

Det var på den baggrund, at fagforeningen blev stærkere og stærkere og begyndte at udfordre arbejdsgivernes magt. I praksis eksisterede der en klassisk dobbeltmagtssituation på fabrikken, noget som selvfølgelig ikke kunne vare ved i al uendelighed. Som al erfaring viser, er dobbeltmagt et midlertidigt fænomen, som må løses til den ene eller anden side. Enten styrer arbejderne, eller også styrer kapitalisterne. Ethvert forsøg på kompromis har i sidste ende vist sig nyttesløst, og det samme blev tilfældet på Mitsubishi i Barcelona.

På et massemøde for arbejderne den 20. januar 2009 stemte 863 ud af 893 tilstedeværende for at indlede en fabriksbesættelse. Baggrunden var fyringen af 135 arbejdere på løse ansættelseskontrakter i underleverandørfirmaet Induservis. Besættelsen var de fastansattes måde at udvise solidaritet. De krævede, at de 135 arbejdere skulle genansættes under samme vilkår som de fastansatte. (Los trabajadores de Mitsubishi toman la planta ensambladora)

Kampen på Mitsubishi blev hårdere og hårdere. Arbejdere på nærliggende fabrikker, der producerer dele til bilindustrien, såsom VIVEX, MACUSA og TOYATA, fulgte MMC-arbejdernes eksempel og besatte ligeledes deres virksomheder. Men cheferne for det japansk ejede multinationale selskab skaffede en dommerkendelse til at rydde fabrikken. Den 29. januar troppede en dommer således op ved fabriksporten ledsaget af over 50 politibetjente fra det regionale korps, PoliAnzoategui. Da arbejderne nægtede at overgive fabrikken og appellerede til forhandlinger, indledte politiet et angreb på fabrikken og skød med skarpt imod arbejderne. To arbejdere døde og yderligere fjorten blev såret. Alligevel formåede politiet ikke at fravriste arbejderne kontrollen med fabrikken. (Se video fra massakren her)

Flere forhold indikerer, at et af formålene med massakren på Mitsubishi, som ikke var et tilfælde eller et uheld, var i bogstaveligste forstand at hugge hovedet af fagforeningen. Lige før skyderiet begyndte, var flere ukendte personer gået hen til arbejderne og havde spurgt dem, om de kunne identificere Félix Martinez (formanden for SINGETRAN). En af de to arbejdere, der blev dræbt, faldt til jorden lige foran Félix. Politifolkenes brutalitet havde ingen grænse, og de valgte endda at ødelægge flere af arbejdernes biler, selv en af dem der skulle være brugt til at transportere de sårede til hospitalet. Det var først efter, at tusinder af mennesker fra de omkringliggende slumkvarterer kom arbejderne til undsætning, at det regionale politi trak sig tilbage. (J.Martin: Venezuela: The killing of Mitsubishi workers – what really happened)

Selv om regeringen tog afstand fra massakren og intervenerede og fængslede de skyldige politibetjente, er bagmændene bag massakren endnu ikke fundet. Mange peger på, at topledelsen af MMC havde en finger med i spillet, men indtil videre er ingen dømt. Denne voldelige udvikling fik kampen til at eskalere, og arbejderne fastholdt fabriksbesættelsen indtil den 22. marts, hvor en aftale blev indgået med arbejdsgiverne, som gav indrømmelser til arbejderne på alle de vigtigste punkter. Alligevel fastholdt fagforeningsledelsen på Mitsubishi, at der var tale om en ”våbenhvile” i en langstrakt krig mod arbejdsgiverne.

Den prognose blev bekræftet et halvt år efter, da arbejdsgiverne gjorde endnu et forsøg på at knække arbejdernes beslutsomhed og smadre fagforeningen, da de i september 2009 erklærede en lockout. De sagde, at fagforeningens ledere var ballademagere, som de ikke kunne forhandle med, og at de derfor ville lukke fabrikken permanent. Endnu engang organiserede Singetram en forbilledlig kampagne, der involverede lokalsamfundet og arbejderne i hele delstaten Anzoategui. Under pres blev arbejdsministeriet nødt til at erklære lockouten for overenskomststridig, og fabrikken genåbnede endelig produktionen den 21. september.

Men samme dag meddelte firmaledelsen, at de ville indlede fyringssager imod 156 arbejdere, herunder 11 af medlemmerne af fagforeningens ledelse. Det var et klart forsøg på at knægte fagforeningen og arbejdernes kampvilje. De faglige ledere var alle med i den bolivariske bevægelse og medlemmer af PSUV. Desværre accepterede arbejdsministeriet fyringssagerne imod de 11 fagforeningsledere uden overhovedet at lytte til arbejderne. SINGETRAN har siden da organiseret en kampagne, som stadig er i gang, imod fyringerne.

Situationen på Mitsubishi er i skrivende stund yderst ustabil. I februar 2010 valgte firmaledelsen endnu engang at paralysere al produktion, og det ser nu ud til, at de planlægger at sætte fabrikken på stand-by og samtidig nægte udbetaling af lønninger og feriepenge, m.v. Arbejderne møder op i normal arbejdstid for derved at vise deres protest imod beslutningen om lukning. Fremtiden vil vise, hvem der vinder den endelige sejr.

Hvem vil spille den ledende rolle i revolutionen?
Der findes er en myte om, at arbejderklassen i Venezuela er et lille mindretal, at den ikke har de samme karakteristika som i de store industrialiserede lande, og at den derfor ikke kan spille en ledende rolle i revolutionen. Desværre bliver denne fejlagtige opfattelse ofte bragt til live af folk, der udgiver sig for at være venstreorienterede teoretikere, og den ligger dernæst grundstenen for at teoretisere om, at en anden klasse angiveligt skal kunne lede den venezuelanske revolution. Nogle sektorer tror på et nationalistisk borgerskab, andre sætter deres lid til ”de marginaliserede”, dvs. de fattige i slumkvartererne, som typisk arbejder i den uformelle økonomi.

For det første er det afgørende at forstå, at den venezuelanske arbejderklasse rent faktuelt set ikke er et lille mindretal. Ifølge tal fra anden halvdel af 2007, frembragt af INE, det nationale statistik institut, er 19 million ud af landets 27 millioner indbyggere, dvs. ca. 69 procent, arbejdere. 91.962 venezuelanere beskæftiges i landbrugs, kvægavl og fiskerisektoren, 1,328 mio. i vareproduktionen, 1,025 mio. arbejder i byggeriet, 91.976 udvinder og omformer metaller, 964.752 transporterer og opmagasinerer varer, 51.111 arbejder med gas, vand og elektricitet. 2.557.393 arbejder i butikker, på restauranter og hoteller, 557.237 i bankerne, forsikrings- og boligselskaber; de kommunale og sociale ydelser beskæftiger desuden 3.412.180 personer. (Se artiklen: Quién hará la revolución? af Luís Britto Garcia)

Muligvis er procentsatsen 69 procent en smule overdrevet, eftersom at der indenfor INE’s betegnelse er flere lag, som vi med rette kunne betegne som tilhørende middelklassen (mellemledere i forskellige virksomheder, småhandlende, osv.), men de udgør ubetvivlsomt en lille portion i det samlede billede. Lad os derfor antage at arbejderklassens størrelse ligger på omkring 40-50 procent af den venezuelanske befolkning (en klar underdrivelse). Ville dette betyde, at arbejderklassen derfor ikke er den afgørende klasse i revolutionen?

Grunden til, at arbejderklassen i vores overbevisning er den eneste klasse, som kan lede en fuldbyrdet socialistisk revolution, er at den har visse karakteristika, som gør den særlig homogen og egnet til at forene alle de undertrykte grupper i samfundet omkring ét fælles mål. Det vigtigste af disse træk er, at arbejderne er samlet i byerne, og at de igennem produktionen udvikler en kollektiv bevidsthed, som er grundstenen for at handle samlet. Deres klassiske kampmetoder, strejker, massemøder, demonstrationer, osv. peger også i retningen af samlet handling. I modsætning hertil er de ”marginaliserede”, dvs. de fattige arbejdsløse og gadehandlende i slumkvartererne en uhomogen størrelse, som ganske givet har spillet en vigtig rolle i at forsvare den venezuelanske revolution, men som ikke har formået at skabe længerevarende, permanente organisationsformer.

Arbejderklassen besidder omvendt et almægtigt våben imod kapitalismen – nemlig det faktum, at den suverænt bestemmer over produktionen. Uden arbejderklassens deltagelse, kan samfundet ikke fungere. Dette ses under enhver strejke og i endnu højere grad under en generalstrejke. Her bliver arbejdernes magt udvist i lys lue. Men dette sætter selvfølgelig spørgsmålet om magten på dagsordenen: Hvilken klasse styrer samfundet? I sidste ende er dette netop hovedspørgsmålet.

Den venezuelanske arbejderklasse har lange og vigtige traditioner, som går helt tilbage til oliearbejdernes første strejke i 1936. I Rusland inden revolutionen i 1917 udgjorde arbejderklassen blot 8 procent af den samlede befolkning, hvorimod det store flertal var bønder og boede på landet. Alligevel skulle lige netop arbejderklassen spille den vigtigste rolle i revolutionen, ikke kun i 1917, men også i 1905, som var en slags ilddåb for det unge russiske proletariat. I Venezuela er de objektive forhold langt bedre for revolutionen, end de var i Rusland. Det enorme flertal af venezuelanere bor i byerne. Gigantiske fabrikker, stålværfter og olierederier samler tusinder af arbejder i de industrialiserede delstater, såsom Aragua, Carabobo, Zulia, Monagas og Bolívar. At påstå, at den venezuelanske arbejderklasse er ude af stand til at lede revolutionen, er således udtryk for komplet uvidenhed og i værste fald for bevidst forfalskning af kendsgerningerne.

Et par konklusioner
Som det indledende citat af Gramsci fremhæver, opstår fabriksråd med arbejderkontrol kun i en revolutionær situation. Fremkomsten af dem bekræfter, hvis nogen endnu skulle være i tvivl, at det er en revolution, vi har med at gøre i Venezuela. Kendetegnet ved så godt som alle de eksempler, vi har givet her, er, at traditionelle faglige kampe om løn og arbejdsvilkår har udviklet sig til et højere stadie, og at arbejderne har brugt mere militante kampformer, herunder besættelser og mere radikale krav, bl.a. om nationalisering.

Nogle vil påstå, at dette er pga. et overdrevet parasitarisk og uhæderligt borgerskab, som ikke engang kan leve op til de indgåede overenskomster og de gældende arbejdsmarkedsregler. Men som vi har set, er det selve den politiske situation i landet, der har drevet kapitalisterne til den slags frontalangreb. Det er således ikke et tilfælde, at størstedelen af de konflikter, vi har behandlet i dette kapitel, alle kan spores tilbage til arbejdsgiverlockouten i december 2002-januar 2003, som ikke var andet end et desperat forsøg fra det venezuelanske borgerskab på at stoppe den revolutionære proces. Det er altså selve den revolutionære kontekst, som har radikaliseret arbejdskampene og ført dem fra defensive kampe om daglige krav til offensive kampe, hvor selve magtspørgsmålet er på dagsordenen.

At der er tale om øget klassekamp, er det venezuelanske borgerskab ganske klar over. I en artikel fra den højreorienterede avis El Universal fra den 1. december 2008, som understregede, at 2007 var det år, hvor flest fagforeninger var blevet oprettet gennem de sidste 15 år. Den samme artikel fortalte, at strejkeaktiviteten er vokset med 13,6 procent på blot et år. (Gobierno allanó camino para propagar conflictos laborales)

I dette kapitel har jeg langt fra kunnet dække alle Venezuelas besatte fabrikker. Der er vigtige eksempler, f.eks. INAF, Franelas Gotcha, Selfex, Ceramicas Carabobo og Café Fama de América, jeg ikke har haft plads nok til at beskæftige os med i denne omgang. Imidlertid mener jeg, at de eksempler, jeg har behandlet her, er rimelig repræsentative for den samlede bevægelse af besatte fabrikker i Venezuela, og de ovennævnte fabrikker bekræfter mange af de samme erfaringer, som er blevet forklaret i dette kapitel.

Arbejderkontrol på enkelte virksomheder kan fungere som en god skole for arbejderne, der kan lære, hvordan man styrer en fabrik. Dette er første skridt til at styre hele samfundet. Men for at det kan lade sig gøre, må de enkelte fabrikker under arbejderkontrol være en del af en socialistisk planlægning på national og efterfølgende på international skala. Hvis dette ikke sker, er nederlag i det lange løb uundgåeligt. I sidste ende kan man ikke opbygge socialisme i ét land og endnu mindre på én fabrik. Hvis arbejderkontrollen ikke breder sig og bliver den dominerende styringsform i en nationaliseret planøkonomi, må den nødvendigvis vige tilbage for kapitalismen. Det er den kamp, der stadig udspiller sig i Venezuela.