“Vi er i en langt sværere, tungere og farligere sikkerhedssituation, end vi har været i min levetid. Det her er værre end den kolde krig.” Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen. Hun tegner sorte skyer op i horisonten: “Vi står i den farligste situation i mange år.”
Udtalelser som disse afspejler sindstilstanden hos den danske herskende klasse, der er kastet ud på gyngende grund af de tektoniske skift mellem de imperialistiske stormagter, som har meget konkrete implikationer. Trumps indtræden i Det Hvide Hus har accelereret en i forvejen ekstremt turbulent periode. Krigen i Ukraine har ikke svækket, men styrket Rusland. NATO, ja selve ideen om “Vesten”, er under opløsning. USA, der i årtier har været Danmarks tætteste allierede, truer med militær intervention for at overtage Grønland.
Skal man tro Mette Frederiksen, er det bare et spørgsmål om tid før russerne står for døren. Regeringen oppisker en skræmmekampagne af dimensioner for at få gennemført deres historisk store oprustningsplaner. De har brug for at aflede opmærksomheden fra, at der er milliarder og atter milliarder til bomber og kampvogne, mens de år efter år har sagt, at der ikke er råd til velfærd. Den massive oprustning sker for at forsvare den danske herskende klasses imperialistiske interesser på verdensplan. Prisen for oprustningen vil blive lagt på skuldrene af arbejdere og unge.
Statsministerens fortælling om en vanvittig præsident
Ifølge statsministeren er den massive oprustning nødvendig på grund af truslen fra Rusland: “Vi står over for et aggressivt Rusland, som opruster, og som måske gør sig klar til at angribe andre.” Det argument har hun gentaget igen og igen. Det gamle skræmmebillede om, at “russerne kommer” er blevet hevet op fra arkivet og støvet af.
Men kommer russerne virkelig? Når Mette Frederiksen og co. skal forklare Putins aggressive adfærd og dermed behovet for oprustning, henviser de til Ruslands opførsel i krigen i Ukraine. Ifølge Mette Frederiksen og hele det politiske etablissement er krigen i Ukraine et udtryk for Putins vanvittige imperialistiske drømme om at genskabe et russisk imperium.
Ifølge dem har Rusland derfor ingen intentioner om at stoppe efter Ukraine, men vil fortsætte så langt ind i Europa som muligt. I sin nytårstale sagde Mette Frederiksen: “Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds. For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser.”
Men fortællingen om, at krigen i Ukraine skyldes Putins vanvid, forklarer intet. Krigsteoretikeren Clausewitz forklarede, at “krig er politik med andre midler” og Lenin tilføjede, at politik er koncentreret økonomi. Man kan ikke forstå en krig ved blot at se på, hvem der løsnede det første skud. Som marxister ser vi på, hvilken politik og hvilke klasseinteresser de forskellige parter har forfulgt i hele perioden op til krigens udbrud.
Op til Ruslands invasion af Ukraine for tre år siden var der gået årtier, hvor NATO, en militæralliance rettet mod netop Rusland, rykkede tættere og tættere på den russiske grænse. Både ved optagelse af nye medlemslande, med militære baser og ved installationen af pro-vestlige regimer i Østeuropa, som det skete i Ukraine i 2014.
Ruslands hovedkrav før invasionen var en garanti for, at Ukraine ikke ville blive en del af NATO. Af årsager vi har forklaret andre steder, nægtede Joe Biden at acceptere Putins krav, på trods af at han tidligere havde afvist ukrainsk NATO medlemskab.
Krigen i Ukraine handler ikke om, at Rusland vil overtage Ukraine, men at Rusland vil forsvare sine imperialistiske interesser imod et stadigt mere påtrængende Vesten, der i årtier har udnyttet sin dominerende position globalt til at hævde sine imperialistiske interesser overalt i verden. Krigen er et udtryk for de tektoniske skift, der er foregået under overfladen de sidste år mellem de imperialistiske stormagter og en test af de nye styrkeforhold. Efter Sovjetunionens fald stod Rusland svækket tilbage og kunne ikke gøre meget ved NATO’s fremrykning. Men især siden 2008 er Rusland blevet styrket – økonomisk og militært – mens USA og Europa har været i relativ tilbagegang. Rusland gik ind i Ukraine for at trække en streg i sandet i forhold til Vesten.
Det er en reaktionær proxykrig mellem på den ene side vestlig imperialisme og på den anden side russisk imperialisme, hvilket bliver tydeligt i de igangværende fredsforhandlinger, der foregår mellem de virkelige parter: Rusland og USA, med Europa på sidelinjen. Ukraine er tildelt en birolle i de forhandlinger. At dette reelt set er en krig mellem USA og Rusland, som bliver udkæmpet på ukrainsk territorium, blev for nyligt åbent bekræftet af den nye amerikanske udenrigsminister Marco Rubio.
Mette Frederiksen påstår, at Putin inden længe ville kunne finde på at invadere Danmark. Skal vi se på fakta, har der ikke været nogen trusler om eller tegn på, at det var nært forestående fra russisk side. Men man kunne omvendt spørge, hvordan hun har stillet sig i denne proxykrig mellem Vesten, med USA som primus motor, og Rusland? Mette Frederiksen og hendes regering har igen og igen været nogle af de mest aggressive i at forsøge at eskalere krigen, samt i at give våben og militær støtte til Ukraine. Danmark har givet næstmest i støtte til krigen i Ukraine pr. indbygger i verden, og de danske politikere har været meget udtalte i at presse på for at ophæve alle restriktioner for brugen af våbnene fra Vesten, endda til anvendelse af våbnene ind i Rusland, selvom Rusland tydeligt havde sagt, at de anså det for en rød linje.
Mette Frederiksens handlinger har i realiteten svaret til en krigserklæring mod Rusland, verdens største atommagt. En fuldstændig vanvittig politik! Der er intet ved krigen i Ukraine, der giver opbakning til Mette Frederiksens påstand om, at russerne står for døren. Tværtimod er det Vesten, med den danske regering som en af de mest aggressive, der hele vejen igennem har presset på for at eskalere krigen og har haft et regimeskifte i Rusland som et udtalt ønsket udfald af krigen.
Effekten af nederlaget
Trump sagde inden, han blev valgt, at han ville stoppe krigen, som han ser som en unødvendig udgift for USA og som en afvigelse fra fokus på amerikanernes primære interesser, hvilket er årsagen til, at han trækker sig fra Europa. Trump har indset, at USA ikke kan dominere hele kloden og i stedet må fokusere på sine vigtigste interesser. USA’s hovedfjende er Kina, der er blevet styrket af Ukrainekrigen, der har skubbet Rusland direkte i Kinas arme. Trump forsøger nu at splitte den alliance ved at trække Rusland tættere på USA og dermed svække Kina.
Nu har Trump gjort alvor af sine valgløfter og er gået i gang med at afslutte krigen. Det siger alt om politikerne herhjemme, at de overraskes over, at Trump faktisk gennemfører den politik, han er gået til valg på. Her er man vant til, at politikerne siger hvad som helst for at blive valgt, hvorefter de løber fra alle løfter.
Allerede inden Trump trådte til, var det tydeligt, at Vesten havde tabt krigen. Men ingen vestlige ledere var villige til at se sandheden i øjnene, mindst af alle Biden. I stedet blev de ved at holde krigen kørende. Dem, der betaler prisen, er de titusindvis af soldater, ukrainske og russiske, der bliver slået ihjel på slagmarken.
Den eneste måde, Ukraine skulle have en chance for at vende krigslykken, er, hvis de får trukket USA ind i krigen. Det var det, Trump henviste til, da han skældte Zelenskij ud for at gamble med en tredje verdenskrig på det famøse møde i Det Hvide Hus. Danmark forfølger samme desperate og uansvarlige strategi som Zelenskij om at trække amerikanerne ind i krigen med kravet om en sikkerhedsgaranti fra amerikanerne. Med den vil et angreb på en fredsbevarende soldat fra et NATO-land kunne betragtes som et angreb på NATO, og USA ville derfor være forpligtet til at intervenere. Det ville i realiteten svare til starten på tredje verdenskrig!
For Zelenskij er det hans fremtid, der er på spil. Han sidder kun på magten fordi der er erklæret undtagelsestilstand i Ukraine, og der derfor ikke har været afholdt valg. For Mette Frederiksen er der andre interesser på spil. Hun har om nogen bundet sin politiske prestige og autoritet op på støtten til Zelenskij og regimet i Ukraine. Hun valgte at tilbringe sin fødselsdag med Zelenskij i Kiev på tusinde-dagsjubilæet for krigens start, samme dag som Ukraine fik tilladelse fra Biden til at bruge langtrækkende missiler ind i Rusland. Når Ukraine taber krigen, vil alle de fortællinger, hun har bygget sin autoritet op på, blive til støv.
Og endnu vigtigere; når krigen i Ukraine slutter, betyder det, at USA overlader Europa til sin egen skæbne. Det efterlader den danske herskende klasse i panik. I årtier har de gjort, hvad de kunne for at vise, at de er USA’s mest loyale allierede. Ikke mindst under Ukrainekrigen. Det har nu vendt sig til sin modsætning. Mette Frederiksens loyalitet over for Biden har gjort hende ekstremt upopulær hos Trump, der tydeligvis ikke har meget tilovers for de ubetydelige danske politikere, der puster sig op som store statsmænd. Alligevel bliver Mette Frederiksen som en anden hundehvalp ved med at slikke sin herres sko. Takken er et spark.
På tre-års dagen for krigens start var Mette Frederiksen i Kiev. Her afsluttede hun sin tale med følgende ord: “Det bedste ved helte er, at de vinder altid til sidst. Og hvis de ikke vinder, er det ikke slutningen. Slava Ukraini”. Mette Frederiksen nægter at se virkeligheden i øjnene. Man får en fornemmelse af, at hun lever i sin egen virkelighed, og hun bliver ved med at presse på for at eskalere krigen, som om intet er hændt. Det leder tankerne hen på følgende citat fra Niccolò Machiavelli: “Mænd vil ikke se forholdene, som de virkelig er, men som de ønsker, de skal være – og ødelægges.”
Kommer russerne?
Truslen om, at russerne kommer er nødvendig for at begrunde den massive oprustning. Skræmmekampagnen har for nu en vis effekt. Ifølge en meningsmåling fra the Guardian anså 86% af alle danskere Rusland for at være en trussel. Den meningsmåling blev foretaget omkring den 20. januar, og siden har krigspropagandaen været massiv, så det er nok ikke blevet færre siden.
Skræmmekampagnen bygges op fra flere sider: Beskeden fra beredskabsstyrelsen om at alle skal preppe, medierne som udspyer politikernes dommedagsscenarier og også fra den tunge del af statsapparatet, blandt andet med en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som, meget belejligt, tegner præcis samme trusselsbillede som politikerne om, at Rusland er parat til en storskalakrig i Europa inden for fem år.
Men de eksperter, som regeringen selv plejer at benytte, undsiger de præmisser som rapporten bygger på. Bl.a. Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, udtrykker en skepsis over for det fremtidige trusselsbillede, som FE tegner mod Danmark og Europa:
“Man forudsætter, at NATO er brændt sammen, så russerne ved, at USA ikke kommer. Og man forudsætter, at Europa ikke har brugt penge på våben i en årrække,” lyder det fra Peter Viggo Jakobsen. “Så hvis man tror på alt det, kan man også godt tro på analysen. Men tror man ikke på det, så dur analysen ikke.” Og ifølge ham er det meget usandsynligt at forbeholdene holder stik.
Det paradoksale i situationen bliver tydelig, når de selv samme politikere på den ene side de sidste tre år argumenterede for, at Ukraine var lige ved at vinde krigen og at det russiske militær er ved at kollapse, mens de nu på den anden side tegner et billede af et russisk militær, der er stærkt nok til at invadere hele Europa i den nærmeste fremtid. De danske politikere er ligeglade med fakta, men siger kun det, som understøtter deres egen propaganda.
Rusland er blevet en stærk militær magt med en million kamptrænede soldater under krigen i Ukraine. Det gør dem til den absolut stærkeste militære magt i Europa. Men det betyder ikke, at de ville kunne invadere, og ikke mindst holde, et andet europæisk land. Det har allerede været en kæmpe udfordring for Rusland; at indtage de ca. 20% af Ukraine, som de holder nu, og “bare” at indtage resten af Ukraine (som de ikke er interesseret i) ville kræve langt mere af den russiske hær. Det er derfor absurd at portrættere det, som om Putin bare vil vade ind i det ene europæiske land efter det andet.
Så vidt selve præmisserne i FE’s rapport om, hvorvidt Rusland rent faktisk vil være i stand til en storskalakrig i Europa inden for en femårs periode. Men noget andet, og endnu vigtigere, er, om de har en interesse i det.
Peter Viggo Jakobsen har svært ved at se, hvad Ruslands interesse skulle være i at begynde en storskalakrig i Europa, selv hvis NATO er kollapset: “Hvis Nato ikke eksisterer, er Ruslands bekymring for USA jo også væk,” siger han. Også Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), forholder sig kritisk: “Folk skal ikke sidde derude og være bekymret for, at der nu kommer en russisk invasion af Danmark. Heller ikke inden for en femårs periode,” fastslår han og vurderer, at Ruslands interesse i at eskalere konflikten og udvide krigen til andre europæiske lande er lav.
Endnu tydeligere siges det af tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør Friis Arne Petersen: “Nogle politikere får det til at lyde som om, Danmark er tæt på en krig igen i dag. At vi skal antage, at Rusland vil mere end Ukraine. Og det synes jeg egentlig, er en smule uforståeligt,” siger han. “Rusland har angrebet et land, der ikke er medlem af NATO. De har aldrig angrebet NATO. At få det til at lyde som om, de kunne angribe NATO, fordi de har angrebet Ukraine, som ikke er medlem af NATO, det mangler vi at se efterretninger eller sammenhæng, der kan dokumentere,” siger Friis Arne Petersen.
Russerne står på ingen måde for døren. Fortællingen om, at Putin skulle forfølge en vanvittig drøm om at etablere et nyt storrussisk imperium langt ind i Europa, har samme formål som gamle dages eventyr: At skræmme tilhørerne. Formålet er at gøde grunden for de massive nedskæringer, som er i vente, der skal finansiere oprustningen.
En artikel i Financial Times med titlen “Europe must trim its welfare state to build a warfare state” forklarede, hvordan de europæiske ledere skal få overbevist befolkningerne om behovet for massive nedskæringer:
”[…] velfærdsstaten, som vi har kendt den, må skæres noget tilbage: Ikke nok til, at vi ikke længere vil kalde den det, men nok til at det vil gøre ondt. […] Spørgsmålet er, om offentligheden er enig. Jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt rige, demokratiske samfund kan gennemføre vanskelige reformer – undtagen i en krise. Kronisk ubehag er ikke nok. Et element af ægte frygt må skabes, som det måske er blevet det nu.”
Til forsvar for dansk imperialisme
I årtier har den danske herskende klasse bundet sig til USA og gjort, hvad den kunne for at vise, hvor loyale allierede de var. Den danske herskende klasse er ikke mindre imperialistisk end den amerikanske, men de er naturligvis en langt mindre spiller og har langt mindre magt at sætte bag ordene. Ved at binde sig til USA fik de varetaget deres interesser verden over. Nu er USA ved at trække sig fra Europa, og Rusland står som en global supermagt. Det efterlader Danmark og resten af de europæiske lande til sig selv, når det gælder forsvaret af deres imperialistiske interesser både i deres nærområder og rundt om på kloden.
Allerede inden Trump kom til magten, kunne de danske politikere ane skriften på væggen om behovet for oprustning, men de så mest de øgede forsvarsudgifter som en billet til fortsat beskyttelse fra amerikanerne under NATO’s paraply. Efter valget af Trump er det tydeligt, at det ikke er godt nok med regnskabsmæssige fiksfakserier for at bevise, at Danmark bruger en vis procentdel af BNP på militæret. “Vesten” er død og Danmark kan ikke længere regne USA som en tæt allieret. Det samme gælder i hele Europa. Det betyder også, at de beløb Europas ledere afsætter til oprustning, er af en helt anden kaliber, fordi de nu skal stå på egne ben.
Oprustningen handler ikke om forsvar af Danmark over for Rusland eller nogen andre. Det eneste land, der faktisk har truet Danmark med militær magt de sidste mange år, er USA, og ingen taler om at beskytte landet mod en amerikansk invasion. Bare at diskutere muligheden for et dansk forsvar mod amerikanerne viser, hvor latterlig ideen om, at Danmark skulle kunne beskytte sig mod en supermagt, er. Under anden verdenskrig kapitulerede den danske herskende klasse næsten uden at løsne et skud, da tyskerne gik ind over grænsen. I stedet tjente de danske virksomheder og store landmænd enorme profitter ved at handle med tyskerne og holde den tyske krigsmaskine i gang. Vi ville ikke stå i en meget anden situation, hvis Danmark blev invaderet i dag. Oprustningen handler ikke om forsvar af dansk territorium, men om forsvar for danske imperialistiske interesser, i Østeuropa og resten af verden.
De danske politikere beskylder Trump for at føre en imperialistisk politik, fordi han kræver, at Zelenskij underskriver en aftale om USA’s adgang til Ukraines mineraler. Og det er da også udtryk for imperialisme. Men det er ikke noget nyt. USA har altid ført en imperialistisk politik. Ukrainekrigen er udtryk for dette, ligesom Irakkrigen, krigen i Afghanistan osv. var det. Den regelbaserede verdensorden, hvis sammenbrud de danske politikere inklusiv venstrefløjen nu begræder, var udtryk for amerikansk imperialismes dominans over hele kloden.
I modsætning til USA fremføres Europa som højborgen for demokrati og menneskerettigheder. Men de europæiske ledere fører ikke en mindre imperialistisk politik. Europa har været ledende i at undertrykke alverdens befolkning på den mest brutale vis, først gennem kolonier og nu med økonomiske og militære midler. Den eneste forskel til tidligere er, at Europas dominans er smuldret, mens USA voksede frem som verdens supermagt. Europas interesser i Ukraine er ikke mindre imperialistiske end USA’s. Frankrig har været i forhandlinger med Ukraine om adgangen til deres mineraler siden oktober. De europæiske ledere har ikke givet deres støtte til Ukraine gratis, men hovedsageligt som et lån, de kræver tilbagebetalt, bl.a. gennem krigsskadeerstatning fra Rusland og krav om privatiseringer af den ukrainske stat. Nu kan de se alt det smuldre mellem fingrene. Men de gjorde det ikke for deres blå øjnes skyld, men af deres egne imperialistiske grunde.
Og Danmark er ikke en tøddel mindre imperialistisk. I november sidste år var en erhvervsdelegation med erhvervsminister Morten Bødskov og lederne for 22 af de største danske virksomheder i Ukraine for at se på investeringsmuligheder. I finansloven blev der afsat 5,6 milliarder kroner til at finansiere de danske virksomheders investeringer i Ukraine, den største direkte eksportstøtte, den danske stat nogensinde har givet til et enkelt land. Som tak for den store støtte fra Danmark til Ukraines krigsindsats fik Danmark ved besøget etableret en såkaldt fast track ordning, der gav de danske virksomheder mere direkte adgang til de ukrainske myndigheder og dermed en lettere adgang til investeringer i landet.
De danske politikere og kapitalister portrætterer dette som en hjælp til genopbygningen af Ukraine. Hvad det i virkeligheden handler om er, at den danske herskende klasse vil fremme sin politiske indflydelse og økonomiske interesser i Ukraine, og i resten af Østeuropa.
Enhedslistens oprustningsiver
Enhedslistens top har for alvor bekendt kulør og er gået helt over på oprustningsfløjen. De har købt Mette Frederiksens argument om Putin og hans vanvittige imperialistiske drømme fuldstændig. Enhedslistens medlem af Europaparlamentet, Per Clausen, argumenterer for den nye kurs i artiklen “USA’s svigt af Ukraine og Europa kræver nye offensive løsninger fra venstrefløjen”. Her skriver han bl.a. om fredsforhandlingerne mellem USA og Rusland: “Vi kommer til at stå tilbage med et Rusland med ideologiske planer om genetablering af et ‘Storrusland’, som var en helt central del af Putins motivation for at gå ind i Ukraine.”
Det kræver ifølge Per Clausen, at venstrefløjen skifter retning og helhjertet bakker op om oprustning. “Her må vi indse, at hvis vi vil vinde den mulighed for sikkerhedspolitisk autonomi, så kræver det investeringer. I vores sikkerhed. I militær. Også i våben og militærproduktion i Europa, Norden, Danmark. Så vi kan gøre os uafhængige af USA og deres lunefulde og fjendtlige diktater. Noget som venstrefløjen – med rette – længe har agiteret for, men som vi ikke har haft en politik, som i praksis har kunnet muliggøre.”
I disse dage kulminerer en lang proces, hvor Enhedslistens top har opgivet alle former for klasseanalyse og har stillet sig direkte bag dansk imperialisme og den regelbaserede verdensorden, det vil sige amerikansk imperialismes globale dominans de sidste årtier. De beskylder Putin for at føre en imperialistisk politik og siger, at USA med Trump i spidsen også er begyndt at føre en imperialistisk politik. Den danske herskende klasse friholder de fuldstændig. Pelle Dragsted skrev bl.a. at “Hvis valget af Trump har haft én positiv effekt, så er det da at skille fårene fra bukkene, mellem os der faktisk elsker Danmark, og så de falske patrioter”.
Et enigt Christiansborg står på militarismen og oprustningens side. Deres bud er klart: “Køb, køb, køb,” som Mette Frederiksen formulerede det, da hun præsenterede den seneste oprustningspakke på 120 milliarder kroner frem mod 2033, der kommer oveni de mange milliarder, der allerede er blevet afsat til militæret de sidste år.
På den anden side står arbejdere og unge, som vil blive tvunget til at betale prisen. Mette Frederiksen har bebudet, at det vil betyde nedskæringer. Enhedslistens krav om, at en oprustning skal finansieres socialt ansvarligt, er intet mindre end et forræderi mod de danske arbejdere og unge. Det er det, fordi de dækker over klassekarakteren af den danske stat og regering, som står helt og aldeles på de danske kapitalisters side.
Den sandhed fik hundredvis af aktivister at mærke på egen krop, da de demonstrerede foran Mærsks hovedkvarter imod deres involvering i Israels folkemord i Gaza. Her fik vi et meget konkret bevis for, hvilke voldelige magtmidler den herskende klasse er parate til at sætte i værk for at forsvare den herskende klasses ejendom. Enhedslistens støtte til oprustning er brænde på Mette Frederiksens bål om, at “russerne kommer” og skaber en illusion om, at den nuværende stat kan have en “human” arbejdervenlig oprustning. Realiteten er, at oprustningen udelukkende skal pleje de danske imperialistiske interesser, og den i virkeligheden er rettet imod arbejderklassen i resten af verden og ultimativt også herhjemme.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
Da Lenin skulle beskrive klassekarakteren af første verdenskrig som en imperialistisk krig sammenlignede han den med en krig mellem en slaveejer med 100 slaver mod slaveejeren med 200 slaver for en mere “retfærdig” fordeling af slaverne. Her slog Lenin fast, at marxister ikke kan støtte nogen af slaveejerne. Vi siger det samme i dag: Ikke en eneste krone til dansk oprustning, ikke en eneste krone til forsvar for vores herskende klasses imperialistiske interesser.
Militarisme eller kommunisme
Store dele af venstrefløjen, ud over Enhedslisten, har samlet sig i fredsinitiativet der “arbejder for fred”, “protesterer imod krig og oprustning” og mere specifikt arbejder imod den aftale, den danske regering har indgået med USA om, at de kan bruge danske militære baser.
Der er helt klart et progressivt element i de antikrigsbevægelser, vi har set de sidste årtier. Men i sin iver efter at kritisere amerikansk imperialisme ender fredsintiativet i samme nationalistiske fælde som Enhedslistens bare fra den anden side. Som billede på deres kampagne mod de amerikanske baser valgte de et stråtækt bindingsværkshus – ren dansk idyl. Det er en bagstræberisk drøm om at kunne vende tilbage til “de gode gamle dage”.
Lenin beskrev ideen om nedrustning som en idé, der udspringer af særligt rolige forhold, der “undtagelsesvis hersker i visse små stater, som i temmelig lang tid har stået på siden af krigens blodbad og som håber at kunne forblive udenfor.”
og videre
“[…] Småstaters smålige stræben efter at holde sig på afstand, det småborgerlige ønske om at holde sig så langt væk fra verdenshistoriens store kampe, at udnytte sin relativt monopolistiske position for at forblive i skjult passivitet – det er det objektive sociale miljø, som kan sikre nedrustningstanken en vis grad af succes og en vis grad af popularitet i nogle små stater.”
Han betegner det som en reaktionær utopi. “Den stræben er naturligvis reaktionær og er udelukkende baseret på illusioner, for på den ene eller anden måde trækker imperialismen de små stater ind i verdensøkonomiens og verdenspolitikkens hvirvel.”
Hvis ikke kampen mod krig kædes sammen med kampen for kommunisme, så ender den ikke bare med at være fuldstændig impotent men også reaktionær. Krav om fred og nedrustning giver illusioner til, at det er muligt med en anden slags kapitalisme. Men så længe kapitalismen består, vil der eksistere imperialistisk konkurrence, og med de stigende spændinger også øget behov for oprustning og konflikt.
Den periode, vi lever i, minder mere om perioden op til første verdenskrig end efterkrigsperioden. I den periode skrev Lenin om imperialismen: “Hele det sociale liv bliver nu militariseret. Imperialismen er stormagternes indædte kamp for fordeling og omfordeling af verden. Det vil derfor uundgåeligt føre til yderligere militarisering i alle lande, selv i de neutrale og små lande.”
Det passer lige så vel på i dag, som det gjorde i perioden op til første verdenskrig. Vi kan ikke presse den herskende klasse til at blive fredelige. Det ville svare til at forsøge at presse en tiger til at blive vegetar. Vores opgave som marxister er ikke at kræve fred og nedrustning af vores herskende klasse, men at udstille deres hykleri når de siger, at de søger freden, mens det er dem, som er nogle af de mest aggressive krigsmagere. Vores opgave er at afsløre og udstille deres imperialistiske interesser og kæmpe for at vælte kapitalistklassen herhjemme og i resten af verden.
Alternativet til militarisme og oprustning er ikke nedrustning, men kamp for kommunisme. Kun ved at arbejderklassen vælter krigsmagerne og hele det system, der har krig indbygget i fundamentet, kan vi lægge grundlaget for en fredelig verden.
Ikke en krone til imperialisternes oprustning!
Ned med krigsmagerne på Christiansborg!
For en socialistisk verdensrevolution!
