En stor National Demokratisk Forsamling (CND) mødtes lørdag den 16. september i Mexico City og vedtog at vælge en “legitim regering” med Andres Manuel Lopez Obredor (kandidaten for venstrefløjspartiet PRD ved valget den 2. juli) som præsident. Det var kulminationen på en kamp på mere end 2 måneder mod valgsvindlen, der har stillet spørgsmålstegn ved alle det mexicanske borgerlige demokratis institutioner. I 48 dage optil CND har titusinder af AMLO støtter organiseret en teltby i centrum af Mexico City og herved paralyseret hovedgaderne, og millioner har deltaget i kæmpe demonstrationer og daglige forsamlinger (den største den 31. juli med 3 millioner deltagere).
1.025.724 delegerede fra alle steder i landet og titusinder, som ikke er blevet officielt registreret, deltog i CND. Det er svært at bedømme størrelsen på dette enorme massemøde, men det bestod af alt mellem halvanden og to millioner.
I ugen op til forsamlingen prøvede den mexicanske regering at forhindre den i at finde sted. Den 15. september er den traditionelle “Grito de Dolores” (råbet fra Dolores) dag, da Hildalgo’s første kampråb for kampen for Mexicos uafhængighed blev fremsat i 1810. Traditionelt fejres dette med, at præsidenten giver en tale fra National Paladset på Zocalo Pladsen ved midnat den 15. september. Det efterfølges så af en militær parade på Mexicos Uafhængigheds dag den 16. Regeringen truede med at bruge hæren for at fjerne demonstranterne.
I sidste ende bestemte bevægelsen sig for at trække sig tilbage fra pladsen og lade militærparaden passere, men kun efter, at de havde overtaget Grito de Dolores. Bevægelsen bestemte sig for at samles på ny om eftermiddagen den 16. til CND. Det viser regeringens svaghed, at præsident Fox (for første gang i næsten 100 år) blev nødt til at glemme enhver ide om, at give Grito de Dolores talen fra Zocalo og flygte til Guanajuato. Den officielle undskyldning var, at efterretningstjenesten havde fået informationer om, at “grupper af PRD ekstremister ville dræbe folk”. Nu afviser selv højtstående folk i efterretningstjenesten regeringens officielle version. Sandheden er, at vi i Mexico har en temmelig enestående situationen, hvor Fox’s legitime regering ikke kan gennemtvinge sin vilje over massebevægelsen. Hundreder af tusinder så det fuldstændig rigtigt som en sejr, da venstrefløjssenatoren Dolores Ibarra og andre repræsentanter fra bevægelsen fejrede Grito de Dolores fra Zocalo.
CND startede forsinket af styrtregn omkring en time for sent. Men de mere end en millioner delegerede fyldte Zocalo og de nærliggende gader Pino Suárez, 20 de Noviembre, 16 de Septiembre, Madero and 5 de Mayo, og flyttede sig ikke men stod og ventede. De var kommet til Zocalo af en grund, og de ville ikke lade sig flytte af regn.
Da mødet begyndte, var den første taler den venstreorienterede forfatter Elena Poniatowska. Hun begyndte med at nævne et brev, som hun havde modtaget fra Cuahtémoc Cárdenas, en tidligere leder af PRD, hvori han rådede bevægelsen til “ikke at bryde institutionernes rammer” ved at vælge Obrador som “legitim præsident”. Det blev modtaget med et misbilligende brøl, og massernes råb “Forræder! Forræder!”. Cárdenas, og mange andre i PRD ledelsen, har offentligt lagt afstand mellem dem selv og modstandsbevægelsen mod valgsvindlen. Som en konsekvens er de gået fra at have været respekterede ledere, (Cárdenas er ydermere i familie med præsident Cárdenas, som i 1938 nationaliserede olien), til i brede kredse at blive foragtet og med rette set på som forrædere.
 |
En anden organisation som er blevet testet af denne enorme bevægelse er “Otra Campaña” (den Anden Kampagne) startet af Subcomandante Marcos og lederne af EZLN. Ved åbent at argumentere for et boykot af valgkampagnen, som masserne så som en mulighed for at ændre deres liv, har de formøbles den støtte og respekt, de havde blandt arbejderne og bønderne over hele Mexico. Lederen af EZLN refereres nu sædvanligvis til som Subcomediante Marcos (“underkomiker” i stedet for “underkommandør”). Revolutionære begivenheder sætter alle organisationer og tendenser på prøve, og fejl betales dyrt, af dem som fejler.
CND vedtog en række resolutioner, der erklærer PAN’s præsidentkandidat, (som er blevet erklæret for den valgte præsident af valgtribunalet), som en “tronraner”, og afviser “at anerkende ham som Republikkens legitime præsident. En “modstandsplan” blev også vedtaget med massiv støtte. Det indbefatter en national aktionsdag mod privatiseringen af energiressourcerne (elektricitet og olie), en national aktionsuge i oktober til forsvar for gratis uddannelse, osv. Det viser klart, at bevægelsens karakter er gået udover spørgsmålet om valgsvindel og forsvaret for demokrati. Faktisk er det klart forbundet med afvisningen af det højreorienterede PAN’s politik, som indbefatter privatiseringen af Mexicos olieselskabet PEMEX og af elektricitetsselskabet, dannelsen af todelt uddannelsessystem på højere niveau, ødelæggelsen af det sociale sikkerhedssystem, og udslettelsen af basale arbejderretigheder forankret i Forfatningen fra 1917 under den mexicanske revolution.
Men højdepunktet på CND var da spørgsmålet om, at anerkende AMLO som legitim præsident blev præsenteret for det enorme møde. Der var et forslag om at erklære ham som “modstandens leder” i stedet, og dermed give en indrømmelse til de etablerede institutioner, men det blev afvist fuldstændigt af et stort flertal, der erklærede ham for “Republikkens præsident”. Presset op imod afspærringerne, som skabte plads for pressen på Zocalo, råbte 84-årige Rafael Pérez Vázqued så højt som han kunne: “Præsident, han er præsident! Vi har kæmpet siden svindlen! Han blev valgt som præsident og burde være præsident!”
Det blev derefter besluttet, at AMLO vil danne en legitim regering, og at den vil blive indsat i Mexico City den 20. november, dagen for den mexicanske revolution. Efter det blev det besluttet, at bevægelsen højdepunkt vil blive en massiv mobilisering den 1. december, som skal ”forhindre indsættelsen af Calderón som præsident”.
Lopez Obrador accepterede i hans tale præsidentposten og gjorde udfordringen af den herskende klasses institutioner klar, som han beskrev som “en elite blok åbent sammensat af lederne af PAN og PRI, den politiske del af en lille rov-lysten minoritet, der har forårsaget vores land så meget skade”. Han tilføjede, at han var stolt af at være i front for en “folkets regering”.
Et andet spørgsmål, som har optændt massernes vrede, er mediernes blokade af modstandsbevægelsen pålagt af massemedierne i Mexico, (og vi bør tilføje også internationalt). En kommission af “journalist i modstand” blev dannet, som øjeblikkeligt krævede “ekspropriationen af tv-kanalerne” for at genoprette “sandfærdig information, fri for oligarkiets interesser”.
Imens de forlod CND mødet jublede masserne, og der var en sejrsstemning. Tusinder gik derfra i kolonner med hævede knytnæver råbende “se siente, se siente, tenemos presidente”, (du kan høre, du kan høre, vi har en præsident”). Utvivlsomt har denne bevægelse styrket massernes tro på deres egen styrke, især efter en periode, hvor en række massebevægelser imod Fox regeringen er endt i sejr eller i det mindste i uafgjort. Ideen om, at direkte aktion i gaderne grundlæggende kan ændre begivenhedernes gang, har vundet indpas i massernes bevidsthed. Tilmed mere end det, den måde AMLO har gennemført “informations forsamlingerne”, har givet massebevægelsen den ide, at det er dem, som bestemmer og demokratisk stemmer om forslagene til handling. Uanset hvor ufuldkomment et møde med en million delegerede må være, (og i praksis blev det til et massemøde snarere end en egentlig forsamling med delegerede og resolutioner), føler bevægelsen, at de har magten til at bestemme. De vil tæt følge hvad deres ledere gør, og hvis de ikke gør, hvad der forventes af dem, vil de blive brændemærket som forrædere, og masserne vil prøve at erstatte dem med andre, som bedre afspejler deres håb.
Den herskende klasse og dens institutioner er klart blevet udfordret, og de er åbenlyst bange for det. Selv hvis de var i stand til at lægge en dæmper på og aflede bevægelsen, (og det er ikke udelukket endnu), er den herskende klasse i Mexico (og dens mentorer i Washington) i en svær situation. Fox’s højreorienterede regering, som blev valgt med et betragteligt flertal, var ude af stand til at gennemføre mange af de kontrareformer, som den herskende klasse og den amerikanske imperialisme efterspurgte. Hver eneste gang blev den stoppet i forsøget af en massebevægelse af arbejdere og bønder. Sidste gang da den forsøgte at forhindre AMLO i at stille op til valget. To millioner kom ud på gaderne, og Fox blev nødt til offentligt at trække forslaget tilbage.
Hvis Fox regeringen var svag i forhold til massebevægelsen, så forestil dig hvor meget svagere en eventuel Calderón regering vil være, forudsat at den kan indsættes.
Den herskende klasse har allerede startet en omhyggeligt organiseret kampagne for at genetablere dets institutioners legitimitet og stemple AMLO og bevægelsen som farlige lovløse og ekstremister. De første som trådte frem, og det kunne ikke være anderledes, var kardinalerne Sandoval og Rivera, som i søndagens messer appellerede til Lopez Obrador om at anerkende Calderón og “acceptere det demokratiske spils regler”. De ved meget vel, at bevægelsen, som blev udløst, som et resultat af valgsvindlen imod AMLO, uden hensyn til hans intentioner, nu udfordrer ikke bare Calderon, men selve “demokratiets” (dvs. det kapitalistiske demokratis) institutioner som helhed.
Tidligere venstreorienterede intellektuelle, internationale regeringer, arbejdsgiverorganisationer, medierne (i Mexico og udenlands) har alle tilsluttet sig koret til forsvar for demokrati og regeringens institutioner. Imens Venezuelas præsident Hugo Chavéz har udtrykt sig hårdest muligt og sagt, at han “ikke vil anerkende den valgte regering”, har Evo Morales i Bolivia indtaget den modsatte position og siger, at “selv hvis der har været tricks, indenfor rimelige rammer, må vinderen anerkendes”. Torsdag den 14. september sendte Bolivias udenrigsminister Choquehuanca et officielt brev, der anerkendte Calderón, hvilket er i direkte modsætning til Bolivias ambassadør i Mexico, som har erklæret, at Bolivia vil vente indtil 1. december med at tage en beslutning.
Samtidig i Oaxaca, hvor Folkets Folkeforsamling i Oaxaca (APPO) har erklæret sig selv for værende (del)statens legitime regering, og er begyndt at overtage regeringsfunktioner (offentlig orden, transport, osv.), fortsætter bevægelsen med at udfordre guvernøren. I sidste uge forsøgte nogen af lederne af APPO fra lærernes fagforening (SNTE’s sektion 22) at slutte lærerstrejken, som har været bevægelsens rygrad indtil videre. Aftalen, som blev foreslået, indebar en betydelig lønstigning for lærerne, (det krav som igangsatte bevægelsen), men da de ledende medlemmer af APPO og af SNTE 22 forsøgte at forklare aftalen til de almindelige medlemmer og argumenterede for strejkens ophør, blev dette afvist, og lederne blev udvist fra forsamlingerne, hvilket viser den stemning, der er i Oaxaca ligeså vel som, at kampen går udover bare en kamp for økonomiske krav.
Folkeforsamlinger eller lignende dobbeltmagtsorganer under andre navne har spredt sig udover Oaxaca. Mixtec Folke Forsamling og APPO annoncerede, at disse organer nu har spredt sig til Santa Catarina Ticua, Yuxia, San Andrés Chicahuaxtla, Yolomécatl, La Laguna Guadalupe, Río Las Peñas, Siniyuvi og ved at blive dannet i San Juan Mixtepec, Santo Domingo del Estado, Teposcolula and San Agustín Tlacotepec. APPO rapporterede også at Folkeforsamlingerne også sættes op i andre stater uden for Oaxaca, såsom Guerrero, Michoacán og selv i den nordlige stat Baja California.
Det er klart, at statens strategi er at kombinere undertrykkelse med indrømmelser, som måske tvinger lærerne til at forlade bevægelsen og derved svække den betydeligt. Nationalt har Secretaria de Gobernacion (Indenrigsministeriet) afsløret, at de overvejer at sende det føderale politi og tilmed hæren til Oaxaca for at genetablere lovlydighed. Det er ikke udelukket, at de kan finde en “institutionel” måde at fjerne den forhadte Oaxaca guvernør for at sætte en stopper for oprørsbevægelsen.
Der er en fare for, at udråbelsen af AMLO som præsident bare vil forblive ord. For, at denne nye “regering” bliver en rigtig regering, må den på et tidspunkt støde sammen med og erstatte Calderón regeringen. En situation med dobbeltmagt, (som der eksisterer elementer af i Mexico i dag), kan ikke vare ved i en længere periode, uden at den ene erstatter den anden.
Hovedopgaven for den revolutionære bevægelse i Mexico er at gøre den regering, der blev valgt på CND, til en rigtig regering. Dette skal gøres ved at danne lokale kampkomiteer, i hver enkelt nabokvarter, fabrik, skole og militærbarak, og at forbinde disse med valgte repræsentanter på lokalt, regionalt, (del)statsligt og national plan. Disse komiteer skal begynde med at kæmpe for massernes presserende krav (om rent vand, mad, bolig, fagforeningsdemokrati, ordentlig løn, imod privatisering osv.), sådan at kampen for ægte demokrati (arbejderdemokrati) bliver uadskillige fra kampen om forbedringen af masserne levevilkår. Så kan disse komiteer, ligesom i Oaxaca, begynde på at overtage magten på lokalt plan, danne deres egen politistyrke, som står til ansvar overfor forsamlinger, transport, fødevareforsyningen osv. Indkaldelsen af en general strejke, hvilket den marxistiske tendens Militante har argumenteret for siden bevægelsens start, vil galvanisere bevægelsen og klart fremsætte spørgsmålet om, hvem der bestemmer. En generalstrejke demonstrerer klart, at det i virkeligheden er arbejderne, der får samfundet til at køre rundt, og det bringer den magt, som de har ikke bare til at paralysere samfundet, men også til at styre det, frem i lyset.
Hvad, der vil ske i de næste uger og måneder i Oaxaca og i Mexico, er som helhed svært at forudsige. Det er en kamp mellem levende kræfter, og der er mange faktorer involveret: bevægelsens ledelses handlinger og evne, massernes udmattelse, den herskende klasses manøvrer og dens mere eller mindre behændige håndtering af situationen osv., og hertil må vi tilføje de tilfældige elementer, som kan drive bevægelsen endnu videre frem.
Men en ting er klart: det er ikke bare en “normal” bevægelse imod valgsvindel. Den har meget længere rødder, mere end 15 år tilbage med angreb på massernes levevilkår, opnåede rettigheder, gennemførelsen af NAFTA aftalen, som ødelagde det mexicanske landbrug og tvang millioner af mexicanere til at emigrere til USA, den udbredte følelse af, at det borgerlige demokratis institutioner (regeringen, dommerne, guvernørerne, medierne) ikke tjener folket, men kun et lille rigt og magtfuldt mindretal, osv. Derfor vil bevægelsen ikke forsvinde. Den vil udvikle sig med opgange og nedgange, og gennem disse vil masserne lære værdifulde lektioner. De bedste og mest avancerede aktivister blandt arbejderne, bønderne, de indfødte og ungdommen, må samle sig om en ægte revolutionær tendens, som fremsætter et program, der kan tage bevægelsen fremad.
De revolutionære begivenheder i Mexico, som en del af en kontinental bevægelse, er en inspiration for os alle.
