Natten til fredag den 13. juni angreb Israel omkring 100 mål i Iran med 200 kampfly. Flere højtstående iranske militærledere, atomforskere, samt endnu flere civile, blev slået ihjel. Iran svarede efterfølgende igen med deres egne angreb.
Nu har krigen varet i en uge. I skrivende stund er 639 dræbt og 1.329 blevet såret i Iran, mens de tilsvarende tal i Israel er 24 dræbte og 271 sårede.
Israels angreb på Iran har eskaleret spændingerne i Mellemøsten til et helt nyt niveau. Det kan udvikle sig til en regional storkrig, som USA bliver trukket ind i, hvilket også kan betyde, at Danmark bliver direkte involveret.
Krigen kan ligeledes få store konsekvenser for verdensøkonomien. Lige nu er der allerede nervøsitet på aktiemarkederne, men hvis eksempelvis Iran lukker af for Hormuzstrædet, hvor 20% af al olie bliver sejlet igennem, så kan det være med til at skubbe den globale økonomi ud over kanten.
Den krig, som Israel har startet, har allerede skabt meget ustabilitet på den internationale scene og kan altså også hurtigt få meget konkrete konsekvenser herhjemme.
Verden vendt på hovedet
Det burde være ret tydeligt, hvad der er sket: Israel angreb Iran, hvorefter Iran svarede igen. Siden da har de to lande affyret raketter, missiler og droner imod hinanden, samtidig med, at israelsk militærpersonel har udført flere sabotageaktioner og snigmord inde i Iran.
Men hvis man spørger vores statsminister, så er historien en hel anden. Mette Frederiksen var hurtigt ude og placere ansvaret for den nye krig i et interview med DR:
“Vi bliver nødt til at insistere på, at Israel har ret til at forsvare sig imod både terrororganisationer og terrorstater,” sagde statsministeren med henvisning til Hamas og Iran, og videre: “Iran er en destabiliserende faktor i Mellemøsten og dermed også på den globale scene.”
Her vender hun tingene på hovedet og fordrejer fuldstændig, hvad der i virkeligheden er sket, især på to måder.
Først når hun siger, at Israel har ret til at “forsvare” selv. Men hvem var det, der angreb i fredags? Det var Israel, ikke Iran. Det virker i øvrigt ironisk, at statsministeren taler om “forsvar mod terrorstater,” set i lyset af, at det er Israel, som har slagtet mere end 50.000 palæstinensere i Gaza og lemlæstet mange flere. Bare i denne uge blev over 50 palæstinensere skudt ned af israelske styrker i Gaza, da de stod i kø for at få nødhjælp.
For det andet ved at sige, at det er Iran, som er den destabiliserende faktor. Men det er Israel, som det seneste halvandet års tid har bombet hele regionen i stykker: i Iran, Yemen, Syrien og Libanon. Samtidig er Israel stadig i gang med sit folkemord i Gaza, som har udløst globale protester og øget de diplomatiske spændinger verden over. Så hvem er det, der er en “destabiliserende faktor i Mellemøsten og dermed også på den globale scene”?
De danske politikere ved, at Israels blodige fremfærd i regionen er utrolig upopulær herhjemme. Derfor prøver de også at fremstå rationelle, moderate og fornuftige, f.eks. når Mette Frederiksen i samme interview siger, at Israel “skal overholde international lov,” eller når Lars Løkke Rasmussen skriver på X: “Der er brug for diplomatiske løsninger fremfor militære.”
Men på trods af løftede pegefingre uden nogen form for konsekvenser, så er hovedlinjen fra den danske regering at forsøge at portrættere Iran som aggressoren og give fuld støtte til Israel. Ikke kun i ord, men også i handling. Den danske regering fastholder sine gode diplomatiske forbindelser med Israel og lader fortsat danske firmaer som Terma og Mærsk tjene styrtende på blodbadet i Gaza og den israelske krigsmaskine.
På vej mod atomvåben?
Fra de officielle israelske kilder begrundes angrebet med, at Iran hastigt var på vej mod at få atomvåben, og dette var et præventivt angreb fra Israel for at forhindre det. Det er ligeledes det narrativ, som bliver spredt blandt danske meningsdannere, medier og politikere, for at retfærdiggøre det israelske angreb.
Det er bare ikke holdningen blandt kilder, som de etablerede medier og politikere normalt ville bruge flittigt og anse som troværdige. Lederen af FN’s Internationale Atomenergiagentur (IAEA) sagde således et i interview på CNN, et par dage før Israels angreb, om Irans atomprogram: “Vi havde ikke noget bevis på en systematisk indsats for at udvikle et atomvåben.”
På samme vis gik Tulsi Gabbard, som Trump har udpeget som leder for USA’s 17 efterretningstjenester, ud i slutningen af marts og sagde, at de fortsat mente, at “Iran bygger ikke et atomvåben, og den øverste leder Khamenei har ikke godkendt det atomvåbenprogram, han suspenderede i 2003,” på baggrund af deres rapport “Annual Threat Assessment of the U.S. Intelligence Community.”
Truslen om Irans nærtstående atomvåben er en gammel traver. Siden starten af 1990’erne har begrundelsen om, at “Iran er lige ved at få atomvåben!” været legitimeringen af alle de sanktioner og angreb, som Vesten, herunder Israel, har påført landet.
Men efter dette angreb har Israel kun givet regimet i Iran desto mere incitament til at bygge et atomvåben for at undgå et lignende angreb i fremtiden fra Israel, som i parentes her må bemærkes, selv er en atommagt. Medier og politikere i Danmark undlader at nævne, at Israel selv er en atommagt (“Mellemøstens dårligst bevarede hemmelighed”), at det var en minister fra Israel, som truede med at smide en atombombe over Gaza, og at det var Benjamin Nentanyahu, som truede Iran med atomangreb. Den egentlige atomtrussel i regionen er ikke Iran, men Israel.
Selv hvis Iran havde et incitament til at bygge atomvåben, så er det vestlig imperialisme, der har givet dem det. Regimerne i Rusland og Nordkorea, som har atomvåben, er stadig ved magten. Det er dog ikke tilfældet for mange regimer i Mellemøsten, som Vesten har betragtet som fjender, og som ikke har, eller har opgivet, deres atomvåbenprogram. De er alle blevet væltet direkte, eller med indirekte støtte, af Vesten, herunder Danmark.
Her kan blandt andet nævnes Saddam Hussein i Irak, Gaddafi i Libyen, Assad i Syrien og Taliban i Afghanistan (som kom tilbage til magten). Situationen nu minder meget om den op til invasionen af Irak for over 20 år siden, hvor politikerne direkte løj om, at det irakiske regime havde “masseødelæggelsesvåben” for at legitimere vestlig imperialismes invasion af landet.
Hvorfor angreb Israel?
Narrativet om et forestående iransk atomvåben falder altså hurtigt fra hinanden, hvis man kigger lidt under den umiddelbare krigspropaganda. Spørgsmålet er så: Hvorfor angreb Israel det iranske regime?
For Benjamin Netanyahu er det et forsøg på at overleve politisk. Den dag han bliver afsat, og ikke længere nyder politisk immunitet, står han til at ryge i fængsel, muligvis resten af livet. Internt i Israel er der øgede sociale og politiske spændinger. Op til fredagens angreb på Iran havde der eksempelvis været en mistillidsafstemning om hans regering, som han med nød og næppe overlevede. Det fortsatte folkemord i Gaza er ikke nok til at sikre ham magten som premierminister i Israel; Netanyahu har brug for nye krige til at skabe et billede af, at Israel kæmper for sin overlevelse, så han kan fremstå som en stor krigsleder og få oppisket ny støtte.
Derfor har Netanyahu startet krigen med Iran, som han har brug for, at USA bliver direkte involveret og låst fast i. Israel kan ikke vinde en krig mod Iran uden amerikansk hjælp. Det israelske angreb ødelagde de forhandlinger, som foregik mellem USA og Iran om det iranske atomprogram, og har tvunget amerikanerne til at vælge side entydigt til fordel for Israel. Om Donald Trump beslutter sig for at gå direkte med i krigen mod Iran blafrer stadig i vinden.
Benjamin Netanyahu har i mange år talt for at vælte det iranske regime, hvilket han også er begyndt at gøre i den nuværende krig, og som er den vigtigste rival for den israelske herskende klasse i regionen. Netanyahus personlige interesser stemmer derfor overens med store dele af den israelske herskende klasse. Det egentlige krigsmål med Israels angreb er ikke at smadre deres atomprogram men at vælte regimet i Iran eller svække det i så høj grad, at det ikke længere udgør en trussel imod Israels dominans og interesser i regionen.
Iran har altid været en torn i øjet på Israel, USA og resten af Vesten, fordi regimet ikke har underlagt sig deres interesser men i stedet har kunne indtage en mere selvstændig position blandt andet på grund af landets geografiske placering, befolkningens størrelse, dets industrielle base, olieproduktion og militære kapaciteter.
Faktisk har Iran de sidste årtier udvidet sin indflydelse i regionen. Årsagen til det er paradoksalt nok, at vestlig imperialisme – med USA i spidsen og Danmark lige i hælene – skabte fuldstændigt kaos i regionen, da de invaderede Afghanistan og Irak i starten af 00’erne og smadrede den delikate magtbalance, som eksisterede i Mellemøsten. I det kaos blev Iran og dets allierede styrket.
Nu har den herskende klasse i Israel på kynisk vis brugt Hamas’ angreb inde i Israel den 7. oktober 2023 til for alvor gå i offensiven i hele regionen. Siden da er Irans allierede alle blevet svækket (Hamas i Palæstina og Hizbollah i Libanon) eller er helt forsvundet (Assad-regimet i Syrien), og det er derfor, at Israel nu forsøger at fremprovokere en fuld regional krig mod Iran, som de kan trække USA med ind i.
Hvis regimet i Iran bliver væltet, eller stærkt svækket, så vil det betyde, at Israel er den dominerende magt i regionen uden længere nogen nævneværdig konkurrence, men om det bliver udfaldet af den nuværende krig er langt fra sikkert.
At smadre Irans atomprogram er derfor kun én del af dette overordnede mål om at underminere hele regimet. Det er ligeledes årsagen til, at Israel bomber civile boligblokke, universiteter, politistationer, statsmediet og sprænger bilbomber i Tehrans gader. Den israelske forsvarsminister Katz sagde i mandags efter et iransk gengældelsesangreb, at “Indbyggerne i Teheran kommer til at betale prisen, og det gør de snart.” Det er tydeligt, at det handler om andet og meget mere end ikke-eksisterende atomvåben.
Hvad vil et regimeskifte betyde?
I medierne og hos politikerne bliver det fremstillet som om, at et vestligt støttet regimeskifte i Iran vil betyde, at præstestyret vil blive erstattet med et demokratisk og stabilt alternativ. Nikolaj Bøgh, konservativ folketingskandidat i Københavns Storkreds og rådmand på Frederiksberg, skrev på X:
“Israel kæmper en beundringsværdig og farlig kamp for at forhindre det fundamentalistiske præstestyre i at få atomvåben. De kæmper også kampen på vores vegne. Lad os håbe det lykkes for dem og at iranerne meget snart gør verden en tjeneste og sender præstestyret på porten!”
Niels-Peder Ravn, konservativt medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, skrev i samme dur på X: “Det er altid i Danmarks interesse, når islamister bliver udryddet.”
Deres eneste mission er at oppiske mere krigshysteri. Men hvad er det egentlig, der er sket, når vestlig imperialisme, inklusiv Danmark, er gået ind i Mellemøsten og har været med til at vælte et regime? Det er der ikke kommet noget som helst progressivt ud af, og det vil der heller ikke gøre den her gang, hvis det er Israel, USA og resten af Vesten, som initierer, at regimet i Iran bliver væltet. Det er nok at kigge på vestlig imperialismes track record de seneste årtier for at forstå det.
Libyen, som Danmark var med til at bombe i stykker, er i en permanent borgerkrig med moderne slavelejre og er ophørt med at eksistere som en fungerende stat. Danske jægerfly var ligeledes med til at sønderbombe Syrien, som nu er overtaget af jihadister, der tidligere var medlemmer af Islamisk Stat. Danske soldater var også med til at invadere Afghanistan, som efter 20 års død og ødelæggelse nu er afleveret tilbage til Taliban.
Men det tydeligste eksempel er måske Irak. Det er estimeret, at 1 million mennesker er blevet slået ihjel på grund af den vestlige invasion i 2003. Det var i Irak, at Islamisk Stat opstod, og landet er i dag fragmenteret mellem et utal af religiøse, etniske og paramilitære grupper. Alt dette bistod de danske politikere USA i.
Ingen af disse regimer var progressive, men er landene et bedre sted i dag? På intet plan. Tværtimod er de bombet årtier tilbage, befolkningerne i regionen har været udsat for ufattelige lidelser de seneste årtier, og reaktionære jihadistiske grupper har oplevet en enorm opblomstring. Skylden for alt dette falder tilbage på vestlig imperialisme.
Det er alt sammen resultatet af forsøg på regimeskift fra Vestens side, og det vil være det samme i Iran, hvis Israel lykkes med sit foretagende. I første omgang vil de israelske bombetogter først og fremmest styrke præstestyret i Iran ved at skubbe befolkningen om bag det.
For os revolutionære er det indlysende, at der ikke er ét gran progressivitet i det islamiske præstestyre i Iran. Vi har derfor også støttet op om alle de massebevægelser, der har været i Iran imod regimet, senest den inspirerende “Kvinde, Liv, Frihed”-bevægelse, som vi i Revolutionært Kommunistik Parti også deltog aktivt i i Danmark.
For det er pointen. Frihed for den iranske befolkning kommer ikke ud af et vestligt geværløb, som de ovenstående talrige eksempler beviser. Tværtimod kan det kun komme igennem den iranske befolknings egen handling imod regimet, støttet af arbejdere og unge fra hele verden.
USA – og Danmark – involveret?
Det brændende spørgsmål er nu, hvordan krigen udvikler sig, og især om USA engagerer sig militært. På den ene side er Trump tæt knyttet til Netanyahu, og Israel er en vigtig allieret i regionen for amerikansk imperialisme. Der findes desuden mange “høge” i det republikanske parti, og generelt set i den amerikanske herskende klasse, hvor den zionistiske lobby har stor indflydelse, som gerne vil i krig med Iran.
På den anden side går det imod Trumps og andre dele af den herskende klasses interesser. En del af hans valgkamp var, at USA ikke længere skulle involvere sig i flere “forever wars,” som det her ville blive. De amerikanske statsfinanser står i en prekær situation, og en ny krig vil, ligesom de forrige, dræne enorme ressourcer fra staten. Desuden ville Trump gerne trække sig mere ud af Europa og Mellemøsten – ikke bliver mere involveret – for at fokusere på USA’s nærområder (Mexico, Panama, Canada og Grønland), samt fokusere på amerikanernes største rival på den globale scene: Kina.
Det er ikke til at sige eller forudse, hvad Trump gør. Men hvis USA går med i krigen, kan det også hurtigt komme til at involvere Danmark, som har fulgt USA loyalt i alle dets tidligere krige i Mellemøsten.
Danmark er stadig ekstremt afhængige af USA: økonomisk, politisk og militært. Lige nu truer USA med at overtage Grønland fra Danmark, hive den militære beskyttelse væk fra Europa, samtidig med at der stadig foregår forhandlinger om toldsatser. Det er derfor nemt at forestille sig, at den danske regering (endnu en gang) går med amerikanerne i krig i Mellemøsten i et forsøg på at tilfredsstille deres overherrer i Washington.
Det vil til gengæld møde enorm modstand herhjemme blandt arbejdere og unge. Der er allerede stor utilfredshed med Danmarks involvering i krigen i Ukraine og dansk støtte til Israels folkemord i Gaza. Vreden imod det danske establishment vil kun blive desto større hvis Danmark skulle blive direkte involveret i en ny krig. Samtidig vil det slå hul i politikernes fortælling om, at den øgede oprustning og militarisme kun er for at opbygge et “terriotalforsvar.”
Propagandaen kører for fuld skrue nu. Men der er intet progressivt i Israels angreb på Iran, i at krigen udvikler sig til en storkrig i Mellemøsten, eller at Danmark skulle involvere sig militært.
