Da krigen i Ukraine begyndte i 2022, blev vi mødt af en tsunami af propaganda i medierne, ulig noget andet vi før har oplevet. Men det er ikke fordi, at vi er uvante med krigspropaganda på disse breddegrader.
Da Danmark gik med i krigen i Afghanistan, handlede det angiveligt om kampen mod terror, for kvinders rettigheder og demokrati. Få år senere var det Irak, som Danmark skulle hjælpe med at invadere, smadre og bombe til ukendelighed; nu var det på grund af Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben. At medierne hjalp politikerne med at lyve os lige op i ansigtet dengang, er nu almen viden.
Men noget var anderledes med krigen i Ukraine: denne gang var der ikke skyggen af opposition til krigen. Alle som én i Folketinget bakkede op om, at ukrainerne skulle kæmpe til sidste blodsdråbe. Det samme var tilfældet for alle de etablerede, kapitalistiske medier. Der var konsensus i toppen af samfundet og blå-gule flag blev hejst på hvert et gadehjørne.
Folkemord i Gaza
Det var svært at forestille sig, at propagandaen kunne blive værre end med Ukraine. Men så kom 7. oktober 2023 og Israels begyndte sit folkemord i Gaza.
Medierne stillede sig utvetydigt på de danske magthaveres side, som støttede Benjamin Netanyahu, der siden da har slagtet titusindvis af palæstinensere. Israel blev sat på en piedestal, mens det palæstinensiske folks forfærdelige lidelser blev negligeret og fejet til side.
Chefredaktører og tv-bosser skruede en hysterisk stemning op i aviserne, i fjernsynet, i radioen og på deres sociale medier. Sammen med politikerne stemplede de alle der viste sympati med Gazas befolkning som antisemitter og terror- og Hamas-sympatisørere.
De to konflikter i Ukraine og Gaza har for mange sat en tyk streg under, at medierne hverken er objektive eller neutrale. Det bliver endnu mere iøjnefaldende, hvis man sammenligner dækningen af de to konflikter. Da Rusland angreb Ukraine, var det en “invasion” af en “suveræn nation”. Men da Israel invaderede Libanon “rykkede de ind” i landet, uden der var snak om krænkelse af dets suverænitet. Når russerne lukker for elektricitet og vand til Ukraine, er det en krigsforbrydelse. Men da Israel gjorde det samme i Gaza, rungede stilheden.
Mange vil nok spørge sig selv: Hvorfor er propagandaen så massiv i disse år? Årsagen skal findes i den generelle krise som samfundet befinder sig. Det er en krise som også udtrykker sig i medierne som er sat i verden for at forsvare det nuværende system.
Hvilke rolle spiller medierne?
Om det er DR, TV2, Berlingske, Politiken, eller nogen som helst af de andre store og etablerede medier, så er der ingen af dem, som er upartiske. Det er ellers den fortælling, vi bliver opdraget med; medierne er en objektiv instans, som afdækker sandheden. De udgør angiveligt den fjerde statsmagt der holder magthaverne i ørerne. Det er alt sammen en god fortælling. Det er bare ikke sandt.
For alle de etablerede medier er, på den ene eller anden måde, kapitalistiske foretagender, som derfor plejer bestemte interesser. De er enten ejet af individuelle kapitalister eller virksomheder, som det er tilfældet med mange af de store aviser. Eller også er de ejet af den nuværende kapitalistiske stat, som de vi ser med nogle de største tv-kanaler.
De kan sagtens være internt uenige, i konkurrence eller konflikt med hinanden og kan også have en alternativ ejerstruktur. De abonnerer ikke alle på én sandhed. Men de abonnerer alle sammen på ét system: Det kapitalistiske system. Man kan jo prøve at spørge sig selv, hvornår man sidst har oplevet, at ét af de store medier har givet tonsvis af spalteplads eller sendetid til folk, som synes, at vi har behov for et grundlæggende andet samfund og for at revolutionere det nuværende.
Det er ikke underligt, at de kapitalistiske medier har en interesse i at opretholde det nuværende samfund. De øverste chefer, redaktører og generaldirektører i medieverdenen er alle en del af eliten og har en objektiv interesse i at beskytte dansk kapitalisme, som de personligt nyder godt af.
Generelt spiller medierne en vigtig rolle i at sprede de idéer som kan opretholde det nuværende samfund. Ingen herskende klasse i historien har kunnet opretholde deres magt ved hjælp af rå vold alene. De har brug for idéer, fælles fortællinger og myter som en form for social lim til at holde samfundet sammen. Marx og Engels skrev allerede i Det Kommunistiske Manifest:
“Hvad andet beviser ideernes historie, end at den åndelige produktion skifter med den materielle produktion? En tids herskende ideer har altid kun været den herskende klasses ideer.”
Tidligere var det eksempelvis kirken og kongemagten, som bestemte og kontrollerede hvilke idéer der blev spredt. I dag er det medierne som er ansvarlige for den herskende klasses “åndelige produktion”; idéer om at vi lever i det bedste af alle samfund, at der er intet alternativ til kapitalismen, at det er helt fair at nogle få bliver stinkende rige på andres arbejde, at profit er den eneste motivationsfaktor for udvikling i samfundet og så videre.
Vores virkelighed og deres
Problemet for den herskende klasse og deres venner i toppen af mediebranchen er, at der bliver en større og større kløft: på den ene side mellem de idéer, som de spreder og gerne vil have os til at tro på. På den anden side mellem den virkelighed, som den store majoritet af os lever i, og den verden vi oplever.
For vi føler ikke, at vi lever i den bedste af alle verdener. Tværtimod tilbyder kapitalismen i det 21. århundrede intet andet end tilbagegang for de fleste af os.
Velfærdssamfundet bliver hakket i stykker bid for bid. Man har ondt i maven når man afleverer sine børn i institution om morgenen. Uddannelserne føles ikke udviklende, men blot som en fabrik der spytter arbejdere ud til hamsterhjulet efterfølgende. “Folket” affolker folkeskolen i en lind flygtningestrøm mod privatskoler, mens det offentlige sygehusvæsenet lider en stille død. Christiansborg har i årevis udsultet den offentlige sektor, som flere og flere løber skrigende væk fra, hvis de da når det, inden de går ned med flaget.
Om få måneder er der kommunalvalg og der skal afholdes folketingsvalg inden for et års tid. Sæsonen er derfor startet for medierne, hvor de skal agere ukritiske mikrofonholdere for politikere, som strør om sig med løfter om snart det ene, snart det andet.
Men ingen tror på, hvad de lover, og mens der bliver uddelt valgflæsk, så stiller medierne ikke det mest oplagte spørgsmål: “I lover nu alle disse ting, men I har jo siddet på magten indtil nu, så hvorfor har I ikke allerede gennemført dem?”
Ødelæggelsen af velfærden er blot ét aspekt af det samfundsforfald, som giver mange en følelse af, at der er noget galt. De seneste års høje inflation har været med til at udhule levestandarder for mange familier, unge og enlige. Eksplosionen af psykiske lidelser reflekterer et samfund, der ikke tilbyder andet end en fremtid med oprustning og accelererende klimakatastrofer.
Derfor eksisterer denne generaliserede følelse af tilbagegang. Samtidig er der et enormt misforhold mellem, hvad politikerne og medierne siger og lover, og så den virkelighed, som resten af os lever i. Alt dette har skabt en voksende mistillid til dansk kapitalismes bærende institutioner, som løbende undersøgelser hele tiden påpeger. Én ud af tre danskere er utilfredse med den måde demokratiet fungerer på i dag. 48% har i mindre eller slet ingen grad tillid til de danske politikere.
Hvad er etablissementets løsning? At skrue op for propagandaen i medierne for at tvinge deres fortælling ned i halsen på folk. Men effekten er, at mistilliden smitter af på medierne. I et interview i samme undersøgelse siger en deltager rammende:
”Man [medierne] bringer de ting, man gerne vil have, at vi skal vide, fordi det passer ind i den politiske agenda, og ind i den måde, man gerne vil styre vores land på.”
Det er fuldstændig korrekt. Det kan derfor heller ikke overraske, at næsten 40 % af danskerne ikke stoler på medierne, som ligger i bunden af en tillidsliste, lige over de politiske partier og regeringen. En lidt ældre undersøgelse over hvilke faggrupper som danskerne stoler på viste ligeledes, at journalister skraber bunden sammen med politikere og brugtvognsforhandlere.
Hvad ligger der bag historierne?
Det er dog ikke kun herhjemme, at der er et misforhold mellem, hvad der faktisk sker, og de historier, vi bliver påduttet i medierne. At mediehusene spreder propaganda for magthaverne og at der ligger noget andet bag det, vi bliver fortalt, er som sagt blevet særdeles tydeligt for mange med blodbadet i Gaza og krigen i Ukraine.
Israel er en vigtig allieret i en strategisk betydningsfuld region for hele USA og resten af Vesten, herunder Danmark. Det er den fundamentale årsag til, at der i medierne bliver gjort alt for legitimere det israelske folkemord i Gaza, som intet har at gøre med “selvforsvar”.
Tonen har nu ændret en anelse karakter. Mette Frederiksen er forsigtigt begyndt at komme med fromme formaninger til Benjamin Netanyahu. Men det har intet at gøre med det palæstinensiske folks lidelser, men alt at gøre med de indenrigspolitiske problemer, som de danske magthavere nu står med på grund af konflikten. Et flertal herhjemme er imod Israels brutale slagteri af palæstinenserne. Flere i det socialdemokratiske bagland, herunder borgmestre fra den københavnske Vestegn, råber nu op om, at de kommer til at tabe det nærtstående kommunalvalg, hvis Mette Frederiksen ikke modererer sin position. Statsministerens vending signalerer politisk panik frem for en nyfunden humanisme.
Krigen i Ukraine handler ligeledes heller ikke om demokrati eller national suverænitet, som vi ellers bliver fortalt. Det handler om dansk imperialismes økonomiske, militære og diplomatiske interesser.
Krigen er en imperialistisk proxy-krig, som bliver udkæmpet på Ukraines territorium, hvis befolkning skal betale den mest forfærdelige pris for blodbadet. På den ene side står vestlig imperialisme: USA, Danmark og resten af NATO, som vil svække deres russiske rival og udvide deres egen indflydelse ved de russiske grænser. På den anden side står Rusland, som er godt i gang med at vinde krigen, og som med invasionen i Ukraine trak en streg i sandet i forhold til vestlig imperialisme, der siden Sovjetunionens fald har presset sig længere og længere ind i Ruslands traditionelle indflydelsessfærer.
Efter krigen startede handlede artikler og nyhedsindslag primært om, at Ukraine var snublende tæt på sejr, hvordan den elendige russiske hær ikke havde andet end skovle som våben, og at det faktisk var muligt at drive de russiske tropper hele vejen tilbage til Moskva. Narrativet om en snarlig ukrainsk sejr var, hvad der skulle til for at få arbejdere herhjemme til at acceptere, at deres skattekroner skulle bruges på død og ødelæggelse i Ukraine.
Helt skizofrent var det dog, at der ligeledes blev bragt historier om, at hvis først Putin vandt i Ukraine, så var en russisk invasion af resten af Europa nært forestående. Hvordan begge ting var sande på én gang, er stadig ikke blevet forklaret.
Men det giver heller ikke mening. Historien om truslen fra Rusland er blevet brugt som skræmmebillede for at legitimere den danske krigsstøtte til Ukraine. Men i takt med, at mediernes “eksperter”, en efter en, er begyndt at indse, at krigen er tabt, bliver det russiske skræmmebillede nu brugt til at retfærdiggøre den dyre oprustning og generelle militarisering af samfundet. Det har meget lidt at gøre med en forestående russisk invasion, men meget at gøre med, at USA nu vil trække sin militære beskyttelse fra Europa og at kontinentet derfor nu skal klare sig selv i en verden, som ikke længere domineres af vestlig imperialisme på samme måde som tidligere.
At diverse medier har været villige nikkedukker i at manipulere offentligheden i denne konflikt, blev tydeligt med sprængningen af Nord Stream i september 2022 uden for Bornholms kyst. Det var gasrørledninger, som løb gennem dansk farvand, og fragtede gas fra Rusland til resten af Europa. Straks efter eksplosionen pegede alle medier og politikere fingre af Rusland som den store skurk. Den daværende udenrigsminister, Jeppe Kofod, gik så langt som at starte en særlig overvågning af alle dem, som sagde, at det ikke var Rusland, som har sprængt rørledningerne. Var det ellers ikke noget med, at vi havde ret til at ytre os frit?
At det ikke gav nogen logisk mening, at Rusland skulle sprænge deres egen infrastruktur, som gav landet et kort på hånden over for Europa, var alle tilsyneladende ligeglade med. Deres narrativ om Rusland som den store slemme skurk skulle presses igennem ligegyldigt hvad.
Dette narrativ er dog faldet mere og mere fra hinanden, og fik det endelig dødsstød i slutningen af august, da en ukrainer (ikke en russer) blev anholdt i Italien mistænkt for sprængningen. Men allerede inden da havde den logiske brist vokset sig for stor: Forskellige danske medier var tvunget til at gå ud og sige, at de tog fejl og journalister har sagt, at de ikke turde sige andet end, at det var Rusland, der stod bag.
Sund mistillid
De fleste mennesker bruger medierne til at prøve at følge med i samfundet og i verden. Men som vi ser med disse eksempler, så giver de kapitalistiske medier ikke et sandt billede af, hvordan verden ser ud. Ligeledes kan de heller ikke give en reel forklaring på, hvorfor verden ser ud som den gør.
Det kan ikke blot reduceres til inkompetence: Medierne har en systembevarende funktion i samfundet, og derfor er deres historier og analyser pakket ind i den herskende klasses propaganda.
Men det er netop fyldestgørende forklaringer, som flere og flere desperat leder efter. Hvad er det for en verden vi lever i? Hvor kommer dette kaos fra?
Derfor ser vi en stigning i forbruget af alternative nyhedsplatforme, om det så er podcasts, sociale medier eller andre steder på internettet. Når man ikke længere har tillid til de etablerede medier, så må man selv gå på opdagelse og stykke et verdensbillede sammen, der giver mening. Det er ligeledes forklaringen på, hvorfor konspirationsteorier blomstrer i disse år.
Meningsdannere, politikere og venstrefløjskoryfæer græder salte tårer over alt dette og det såkaldte sammenbrud af den demokratiske samtale. Men så snart deres interesser trues, viser de deres virkelige demokratiske sindelag. Som når de nægter folkeskoleelever at diskutere Palæstina ved skolevalget. Eller når en københavnsk borgmester ønsker at få spillestedet Vega til at aflyse den irske rapgruppe Kneecap, fordi de har udvist solidaritet med Palæstina. Eller da politikerne stod i kø for at fordømme Roskilde Festival for at have pro-palæstinensiske kunstnere på scenen.
Efter sommerferien er en særlov blevet hastet igennem, der skal give forsvarsministeren lov til at suspendere mange andre love så oprustningen kan skubbes igennem hurtigst muligt på bekostning af mennesker og miljø. Så meget for ytringsfrihed og demokrati. Der har aldrig eksisteret en “demokratisk samtale” for arbejdere og unge – den har kun eksisteret for toppen af samfundet.
Det er uden tvivl en progressiv ting, at flere og flere ikke længere stoler på den propaganda, de får smidt i hovedet af de traditionelle medier. At se igennem deres løgne og manipulationer er et vigtigt første skridt i retning af at komme til en revolutionær konklusion: at det er nødvendigt med en omvæltning af hele samfundet og alle dets institutioner, herunder medierne.
Men det er klart, at de sociale medier ikke er et tilfredsstillende alternativ til de traditionelle. De fleste er kontrolleret af gigantiske techvirksomheder, som er ejet af mangemilliardærer, som Mark Zuckerberg. De bruger deres magt til selv at udvælge hvad vi må se, til at censurere brugere de er uenige med og ændrer løbende deres algoritmer til at fremme deres egne interesser. Hvis man for nylig har været på X, det tidligere Twitter, er der ingen tvivl om, at Elon Musk intet problem har med, at højreradikale og -konspiratoriske teorier frit florerer på hans platform. Mens vi, som kæmper for et samfund uden multimilliardærer som ham, får ikke samme medvind – tværtimod.
Mens både techgiganter og traditionelle medier ignorerer revolutioner, massebevægelser og strejker – herhjemme såvel som ude i verden – fylder de i stedet sendefladen med de rige, de berømte og de magtfulde.
Revolution imod medierne
Det får du ikke her hos os. Hvad du ser her i Revolution, på vores hjemmeside, marxist.dk, og på vores kanaler på de sociale medier er verden igennem et radikalt anderledes klasseperspektiv. I modsætning til de kapitalistiske medier forsøger vi ikke at lade som om, at vi er “neutrale”. Vi dækker, analyserer og forklarer verden ud fra arbejderklassens – det store flertals – interesser.
Det næste spørgsmål er så, hvordan vi gør det. Især i en tid, som er så turbulent og kaotisk, som den vi gennemlever.
De etablerede medier bliver hele tiden overrasket og slået ud af kurs af de enorme begivenheder, der hyppigere og hyppigere finder sted. Om det er Trump, nye krige eller andre kriser. Vi bliver ikke overrumplet af, hvad der på overfladen fremstår som kaos. For vi ser ikke verden som en bunke af tilfældigheder, men anvender aktivt en marxistisk filosofi, teori og metode som værktøjer til at forstå de vigtigste processer, der finder sted. Vi ser det tilsyneladende kaos for, hvad det egentligt er: en refleksion af et kapitalistisk system, som befinder sig i en eksistentiel krise.
At vi går til verden med et bestemt verdenssyn betyder dog ikke, at vi ikke bruger fakta eller data – tværtimod. Som revolutionære har vi behov for at være objektive, altså at forstå verden så konkret og præcist som muligt. Det gør vi ikke for at være moralsk overlegne, men jo bedre vi forstår virkeligheden – forstår verden som den faktisk er – jo bedre muligheder giver det os for at ændre den.
Det er den ultimative årsag til, at vi i Revolutionært Kommunistisk Parti har sat Revolution i verden. Ikke for at berige aktionærer fra overklassen eller for at pleje den danske stats interesser. Men for at sprede revolutionære idéer, så vi kan ændre den verden vi lever i.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
