Medie-manipulation om Venezuela


Frederik Ohsten, medlem af Hands off Venezuela



5 minutter

I de seneste dage har man haft muligheden for at følge en særdeles ondsindet kampagne i de danske medier. Vi taler ikke om en tabloid-kampagne rettet imod indvandrere eller strejkende arbejdere. Der er tale om en række fordrejelser, halve sandheder og hele løgne, som fremføres af store mediehuse. Dagbladet Politiken har ført an.

Målet for angrebene? Ja, det er den venezuelanske revolution i almindelighed og præsident Hugo Chávez i særdeleshed.

Ingen kommentarer
Søndag den 15. februar kunne man på Politikens hjemmeside læse en artikel med overskriften ”Chavez vil være evighedspræsident” Artiklen var skrevet af Anja Steensig Krause.

Da jeg snakkede med Anja Steensig Krause i mandags, spurgte jeg hende, hvad hun mente med evighedspræsident. Det ønskede hun ikke at svare på.

Dernæst spurgte jeg hende, om man kan sige, at Anders Fogh Rasmussen er ”evigheds-statsminister”, fordi han har mulighed for at stille op til valg så mange gange han vil. Det ønskede Anja Steensig Krause ikke at svare på.

Jeg spurgte desuden, om det ikke er udtryk for en lige lovlig skarp vinkling at skrive, at Chávez vil være ”evigheds-præsident” og at afstemningen i søndags handlede om, hvorvidt ”præsident Hugo Chaves (sic) får 10 år mere på posten”, når ændringen blot gav mulighed for, at præsidenten kan genopstille ved næste valg – og ikke om han får ti år (eller for den sags skyld en evighed) mere på posten.

Ikke et enkelttilfælde
Hvis man i dag – onsdag – går ind på omtalte artikel vil man opdage, at overskriften nu er ændret til ”Chavez vil forlænge sin regeringstid”. Imidlertid indeholder artiklen stadig den oplysning, at afstemningen handlede om at give Chávez ti år mere som præsident. Denne faktuelle misinformation fortsætter Politiken altså¨stadig.

Det er ikke kun på nettet, at Politiken misinformerer. Også papirudgaven har taget del i hetzen imod Venezuelas revolution.

En artikel på side 2 i søndagens udgave af avisen var angiveligt et portræt af Hugo Chávez. Artiklen var skrevet af Anne M. Sørensen, der er avisens korrespondent i Chile. Det er velkendt, at de fleste korrespondenters arbejdsmetode består i at læse den lokale avis og viderebringe et sammendrag med et par dages forsinkelse til de danske læsere. Om Anne M. Sørensens artikel derfor afspejler, at hun er blevet misinformeret af højredrejede medier i Chile, eller om hun bevidst lyver, ved vi ikke.

Det, der står fast, er at hun i sin artikel ”Hverken diktator eller demokrat” videregiver den højreorienterede venezuelanske oppositions synspunkter fuldstændig loyalt. Ikke en eneste gang er det tilfældet om Chavista-lejren.

Kuppet forties
I artiklen skriver hun blandt andet:
”I 2002 var der omfattende strejker mod Chávez over hele landet.”

For det første
er det interessant, at Anne M. Sørensen ikke i denne sammenhæng (og heller ingen andre steder) nævner det kup, som højreorienterede officerer i ledtog med Venezuelas kapitalister, foretog den 11. april 2002. De arresterede præsidenten, afskaffede grundloven, opløste parlamentet og samtlige af de demokratiske institutioner. De indsatte Pedro Carmona, der var formand for Venezuelas arbejdsgiverforening, som diktator. Kuppet blev støttet af Washington, og USA var det eneste land i verden, der nåede at anerkende regimet, inden det i løbet af to døgn blev væltet af millioner på gaderne i Caracas. Størstedelen af lederne af dette kup går i dag frit omkring – nogle er, som Carmona, i eksil i Miami i USA. Dette kup viser oppositionens sande ”demokratiske” ansigt. Begivenhederne er veldokumenterede af den prisbelønnede journalist John Pilger og forfatteren og advokaten Eva Golinger, der har fremlagt dokumentation for USA’s aktive medvirken til kuppet.

For det andet
var der tale om en lockout foranstaltet af landets arbejdsgivere – altså ikke en strejke. Formålet med lockouten var at vælte regeringen, da det nu ikke lykkedes med et militærkup. Konsekvensen af lockouten var, at økonomien gik i stå, da de vigtige industrier blev standset. Almindelige mennesker manglede fødevarer. Fattigdommen – der ellers var for nedadgående – steg fra 45,4 procent af befolkningen til 62,1 procent af befolkningen som en følge af den økonomiske sabotage (Instituto Nacional de Estadística). Børnedødeligheden – der ellers også var for nedadgående – steg under den økonomiske sabotage fra 17,1 promille til 18,5 promille (Ministerio del Poder Popular para la Salud). I dag er børnedødeligheden nede på 13,7 promille – det laveste i Venezuelas historie. Fattigdommen er nede på 31,5 procent af befolkningen.

Løgn mod betaling
Jeg har kontaktet Anne M. Sørensen via email og spurgt hende, hvorfor hun skriver, at Chávez ikke er demokrat. I artiklen fremlægger hun nemlig ingen dokumentation. Det står hen som en påstand efter en artikel, der mest af alt er et referat af udokumenterede beskyldninger fra de tidligere kup-mageres side. Anne M. Sørensen har ikke svaret endnu.

Hans Scherfig – det 20. århundredes største danske forfatter – skrev engang om journalisterne på de borgerlige aviser, at de ikke er dårligere mennesker end alle andre. Han skrev, at de ikke lyver af lyst, men de lyver mod betaling.

Dem, der betaler, er de store internationale mediehuse som AP, Reuters og andre, der er ejet af multi-milliardærer. Disse kapitalister ønsker for alt i verden, at ideerne om en anden verden ikke skal sprede sig. De ønsker ikke, at diskussionen om demokratisk socialisme skal sprede sig ud over Venezuelas grænser. De ønsker ikke, at ideen om, at arbejdere selv driver virksomhederne uden aktionærer, arbejdsgivere og bankdirektører, skal sprede sig.

Derfor fortier de sandheden. Derfor lyver de. Ikke af lyst, men for betaling.