Verden har brugt tusindvis af milliarder på nedlukninger og afledte effekter af coronaepidemien. Millioner af mennesker har mistet livet. Også herhjemme har omkostningerne været enorme, menneskeligt og økonomisk. Derfor kan det undre, at verdens regeringer og den danske ligeså stort set intet har gjort for at udvikle og opskalere vaccineproduktionen. Den eneste mulige forklaring er, at profit til medicinalgiganterne åbenbart står over hensynet til folkesundheden.
I skrivende stund er godt og vel 3% af danskerne blevet vaccineret. I omtrent en måned har vaccineleverancerne fra de vestlige medicinalgiganter været langt under det forventede med få tusinde eller færre doser om dagen.
Det er mildest talt problematisk. Siden pandemiens start har det været åbenlyst for alle, at udviklingen af en vaccine og dertilhørende produktionsapparat og logistik til at distribuere den var nøglen. For hver dag der går uden en vaccineret befolkning er omkostningerne enorme – både i liv, sundhed og økonomiske termer. Derfor har verdens ledere, EU’s og Danmarks inklusiv, været parat til at betale “hvad det skal være” for at få dem leveret. Næsten ligegyldigt hvad de koster, er det nemlig billigere at betale end øget smittespredning med medfølgende nedlukninger osv.
Alligevel var det kun med massive statstilskud og gratis penge fra NGO’er, at den vestlige medicinalindustri oprindeligt gik ind i udviklingen af vaccinerne. Årsagen til fodslæberiet var, at vaccineudvikling er risikabel. Der er enorm efterspørgsel til at starte med, men den kan forsvinde hurtigt igen i takt med, at sygdommen slås ned på den ene eller anden måde eller reduceres til kun at husere i fattige lande, som ikke har råd til at betale. Det vil betyde overskydende produktionskapacitet, som ikke genererer profit. Derfor tog medicinalgiganterne også deres forholdsregler for at sikre sig, at de også kan tjene penge på covid-vaccinerne; rigtig mange penge. Pfizer/BioNTech havde – allerede inden produktionen var startet – solgt for 144 mia. kroner.
Udviklingen af Pfizer/BioNTechs vaccine bygger kun på en oprindelig investering på omkring 3,4 mia kroner, hvoraf ⅔ af disse var offentlige penge; altså investerede Pfizer/BioNTech kun omtrent en milliard kroner – hvad der svarer til 1/17 af, hvad der blev givet i kompensation til de danske minkejere – i forsøget på at bekæmpe den katastrofale pandemi, der har grebet hele jordens befolkning.
Modernas vaccine blev endda udviklet helt uden investering fra firmaet selv, ligesom det gælder Oxford-AstraZenecas vaccine. Så meget for at firmaernes risikovillighed og samfundssind. Men på trods af at offentlige penge finansierede langt størstedelen af udviklingsarbejdet, sidder firmaerne alligevel på patenterne og de fremtidige indtægter. Først efter at vaccinerne viste sig virkningsfulde og blev godkendt, og efter at der blev tegnet enorme forskudskontrakter og optioner for hundredvis af milliarder af dollars fra stater verden over, har medicinalfirmaerne travlt med at påpege, at de skam har kastet mange flere penge ind i projektet end ovenfor anført. For Pfizers vedkommende 19 milliarder kroner i alt. Men disse penge er primært gået til opbygning af produktionslinjer – efter varerne er solgt. Det er altså en helt risikofri investering med en overordentlig god forrentning. Tilbage står vi i en situation, som virker påfaldende bekendt. Ligesom med bankerne efter finanskrisen i 2008 bliver risikoen og alle udgifter lagt over på samfundet og dermed arbejderklassen, mens profitten privatiseres.
Trods de lukrative forhold og store tilskud er der alligevel massiv mangel på vacciner. De lande, der har råd til at købe de vestlige vacciner, bliver rangordnet i leveringshierarkiet efter, hvor meget profit de kan indbringe virksomhederne. Men endnu flere lande har slet ikke råd og må tage imod, hvad de kan få mere eller mindre billigt – også selvom der altid medfølger lyssky betingelser for forskellige landes “gavmildhed”. Ja, der er faktisk opstået et helt vaccine-diplomati, hvor den kinesiske og russiske stat er i fuld sving med at veksle billige vacciner til indflydelse, da vestens regeringer ikke kunne være mere ligeglade med resten af verden.
Farlige incitamenter
På trods af den akutte vaccinemangel er der, set fra medicinalgiganternes synspunkt, al mulig grund til IKKE at bygge nye produktionslinjer og udvide produktionskapaciteten for meget. Når først pandemien er slået ned og spidsbelastningen overstået, vil der være overskudskapacitet, som ikke vil generere profit. Samtidig betyder den konstante mangelsituation nu, at ganske få firmaer har en enorm klemme på os alle. Regeringerne vil gøre, hvad der skal til, betale hvad som helst for at få så mange doser som muligt, også selvom det sker på andre landes bekostning. Den manglende kapacitet er altså en ekstrem forhandlingsmæssig fordel for medicialindustriens kæmper, der f.eks. ikke kan have undgået at lægge mærke til, at EU-kommissionen fik hug for overhovedet at forhandle pris og vilkår med producenterne i stedet for blot at underskrive en blank check. Det vil nok ikke få dem til at sætte prisen lavere på fremtidige vacciner.
Alle tænkende mennesker kan se, at der er noget helt galt. Den åbenlyst logiske løsning i en dansk kontekst – hvor der findes en stor medicinalindustri – er at ophæve patenterne og omgående lade staten sætte i værk med produktionen i stedet for at vente på små-leverancer fra private producenter. Det ville også give mulighed for at hjælpe andre lande med vacciner, hvilket vil komme alle til gavn. Det er selvfølgelig en ubekvem konklusion for regeringen, al den stund at den tidligere regering – hvori Mette Frederiksen var minister – solgte Statens Seruminstituts vaccineproduktion til et Saudiarabisk firma, for den symbolske sum af 15 millioner (i en forkludret proces der endda endte med at koste staten i omegnen af 1,8 mia). Det var en produktion, der – ud over at være yderst samfundskritisk – i øvrigt indbragte staten et overskud i langt de fleste år. Men sælges skulle den. Det betyder at den danske stat i dag ikke har nogen produktionskapacitet at kaste ind i ligningen. Den skal altså oprettes.
Men ak! Statslig produktion af covid-vacciner er desværre ønsketænkning. De nye vacciner er meget komplicerede, siger industrien, og praktisk talt INGEN andre end patentejerne kan mærkeligt nok finde ud af, hvordan det gøres, selv hvis patenterne var åbne. Og desuden meddelte udenrigsminster Jeppe Kofod ifølge Børsen den 28. januar til en debat i Folketinget, at det tog under alle omstændigheder er kørt:
»Sandheden er, at det ikke er sådan lige at sætte en vaccineproduktion op fra den ene uge til den anden. Det kan tage adskillige måneder. Derfor er der ikke nogen let vej, men vi gør alt, hvad vi kan, for at få produceret flest muligt vacciner og få dem leveret hurtigst muligt.«
Det synspunkt er som forfattet af industrien selv. Men AJ Vaccines, det tidligere Statens Seruminstitus vaccineproduktion som blev udskilt fra Statens Seruminstitut, mener rent faktisk, at deres produktion ville kunne omstilles. Men de er enige i, at det vil tage tid: »Et frisk bud kunne være inden for et år. Så det er ikke en kortsigtet løsning,« sagde virksomhedens administrerende direktør Jesper Helmuth Larsen til Politiken den 4. februar. Herefter vil fabrikken kunne levere ca. en halv million doser – om ugen! Et ganske højt antal, når man tager i betragtning, at der indtil nu maximalt er blevet leveret 65.000 til Danmark på en uge.
Men det vil altså tage mindst et år fra nu. At det vil være alt for lang tid at vente, kan de fleste nok blive enige om. Så det bliver nok mere aktuelt for fremtiden. Men hov! Er der ikke noget, der skurrer i ørerne? For er det ikke ved at være et år siden, at pandemien ramte os? Men i al den tid, mens hundreder af milliarder af kroner er brugt på kompensation, stimuli osv. alene i Danmark, mens tusinder er døde og hele befolkningen har lidt store fysiske og psykiske afsavn har regeringen altså intet gjort for at etablere en dansk produktion. Regeringen har bare håbet på, at hjælpen nådigt og retfærdigt ville blive uddelt fra medicinalgiganterne.
Mens politikerne ifølge Jeppe Kofod ikke har tænkt over problemet, før vaccinerne nu ikke bliver leveret i tide, publicerede RS allerede i marts 2020 – netop da den først lockdown ramte os – en udtalelse om coronapandemien der blandt andet sagde: »Nationaliser medicinalindustrien. Priserne på hospitalsmedicin er fordoblet de sidste ti år. De gigantiske monopoler har snablen nede i statskassen. Ingen bør profitere på andres sygdom. Brug de enorme ressourcer til at producere billig og god medicin ikke bare til Danmark, men hele verden. Gennationaliser Statens Serum Instituts vaccineproduktion, som blev solgt til Saudi-Arabien i 2017.«
Når selv en undseelig organisation som RS, uden nogen sundhedsfaglig ekspertise i ryggen kunne se det åbenlyse behov for at tage kontrol over dette for folkesundhedens vitale område, er det så ikke lidt fattigt fra en “corona-regering” at bruge som begrundelse, at nu er det desværre for sent? Hvorfor opbyggede den danske og andre stater for den sags skyld ikke en produktionskapacitet parallelt med udviklingen af vaccinerne, så man var klar? Når firmaer som Pfizer/BioNTech kunne med relativt beskedne investeringer, så skulle det være en smal sag for en stat at gøre det samme med dens meget større økonomiske muskler. Og selv hvis det er sent nu, gælder det så ikke, at sent er bedre end aldrig? Eller man tror måske, at smitsomme sygdomme er passé, når først den nuværende coronavariant er slået ned?
Jeppe Kofods mildest talt elendige argument er altså ikke andet end en falliterklæring og indrømmelse af, at de intet har gjort. De har ladet befolkningens skæbne hvile i markedets og medicinalgiganternes hænder. Det var dog ikke et udslag af naivitet eller manglende omtanke. Problemet – som regeringen og medicinalindustrien helst vil udenom – er langt mere dybdegående. Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff løftede faktisk sløret for den virkelige årsag til regeringens passivitet i den samme folketingsdebat som citeret tidligere i hans svar på, hvorfor man ikke skulle tvangsopløse patenterne for at sætte gang i produktionen flere steder: »Udfordringen er ikke at udvikle vaccinen, udfordringen nu er at få produktionskapaciteten op. Det er det, vi skal fokusere alle vores kræfter på og ikke på at begynde at forsøge at tage patentet fra medicinalindustrien og dermed også fjerne deres økonomiske incitament for at gøre det lignende mirakuløse videnskabelige arbejde, de har leveret, en gang i fremtiden« (Børsen 28. januar 2021, min fremhævning).
Med andre ord: Hele folket – ja, hele verdensbefolkningen – står lavere end medicinalgiganternes interesser! Når man tænker over det, er det utroligt. Syv milliarder mennesker er truet af sygdom, uvished, arbejdsløshed, social deroute og har oplevet over to mio. døde allerede. Men alle skal vi pænt vente for ikke at ødelægge en håndfuld medicinalgiganters udsigt til profitskabelse på nye pandemier i fremtiden. Absurditeten i denne situation er den mest grafiske udstilling af dette systems totale fallit.
Den nuværende mangelsituation kunne sagtens være undgået. Central planlægning og hurtig omstilling af produktion har været gennemført før. I Sovjetunionen og andre lande med planøkonomi blev gigantiske omstillinger gennemført på rekordtid. Det skete, da Sovjetunionen flyttede hele sin industri mod øst foran den fremrykkende tyske hær og omstillede den til krigsproduktion. Men vil fjernelse af patenter ikke betyde, at der ikke vil være incitament til at udvikle vacciner og medicin? På ingen måde. Under moderne forhold har kapitalejerne – de som oplever et økonomisk incitament – intet med produktion og udvikling at gøre. Den foretages af de ansatte. Ejernes eneste rolle er at stille deres kapital til rådighed (mod klækkelig forrentning) for at føre innovationen ud i livet. En ren parasitisk rolle, som staten sagten kunne udføre og så meget desto bedre, hvis motivet var tilfredsstillelse af behov og ikke profit.
Men selv i kapitalismens højborg USA er det sket før. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig blev store dele af industrien underlagt en central plan og produktionen omstillet i rekordfart. Fra at udgøre kun 2% af det amerikanske BNP i 1939, udgjorde krigsindustrien 44% i 1944. Dengang drejede det sig om en omstilling af hele økonomien. I tilfældet med vaccinerne taler vi kun om en håndfuld virksomheder! Men dengang skete omstillingen for at forsvare kapitalistklassens interesser, deres markeder og holde deres modstandere nede. I dag vil effekten være ganske anderledes. Og derfor vil de for alt i verden undgå det.
Som ringe i vandet
I dag ville opløsning af patenterne og etablering af en statslig vaccineproduktionen – for samfundets bedste – åbne en ladeport, som kapitalistklassen for alt i verden vil holde lukket med syv segl, gemt ude af offentlighedens søgelys. For hvis man nationaliserede vaccineproduktionen og opstartede vaccineproduktion for behov og ikke profit, hvorfor så standse der? Hvorfor så acceptere at der i det hele tager er nogen, der skal tjene penge på andre menneskers sygdom? Hvorfor acceptere at priserne på hospitalsmedicin er blevet fordoblet de sidste 10 år? Burde hele medicinalindustrien så ikke nationaliseres? Årsagen til socialdemokraternes og den herskende klasses modvilje kan opsummeres i fem ord: den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Den herskende klasse er dødsensangst for, at deres hidtidige urørlige ret til at tjene profit på os andre pludselig skulle smuldre.
De har god grund til at være angste; bankerne og den finansielle sektor måtte reddes af staten i 2008, betalt af de arbejdende masser. Resten af økonomien måtte reddes af staten i 2020, hvilket har kostet astronomiske beløb, som vi også får lov at betale for i lang tid fremover. Og markedet kan heller ikke levere vacciner – staterne må træde til. Det bliver mere og mere åbenlyst, at dette system ikke længere kan levere i det hele taget.
Ikke et enkeltstående problem
Men måske medicinalgiganterne snart begynder at levere flere doser til lande som Danmark, som de nu lover. Topdirektørerne kan trods alt også læse aviser og se, hvordan utilfredsheden med de manglende leverancer kan skubbe regeringer i lande med avanceret medicinalindustri til unilateralt at bryde patenterne. Så måske de vælger at omdirigere doser fra de fattigere til de rigere lande, at udvide deres produktionsapparat eller noget helt tredje. Men det betyder ikke, at den hellige grav er velforvaret.
Problemet forsvinder ikke, når alle danskere er vaccinerede. Nye mutationer vil betyde behov for nye vacciner over årene; for slet ikke at tale om nye pandemier, for hvilke den gigantiske danske svineindustri potentielt kan blive arnested i fremtiden. Med en ny pandemi vil vi ryge tilbage til start og sidde i præcis samme kattepine som i dag: Vi vil igen ligge på knæ og tigge de høje herrer i medicinalindustrien og håbe på, at de ser en fordel i at levere de kritiske dråber til os. Og så reduceres de forskellige landes befolkninger til at håbe, at netop “deres” stat er blandt de rigeste og derfor kan betale mere end andre: En barbarisk alles kamp mod alle, hvor fanden tager de sidste, og kun medicinalgiganterne står tilbage som vindere.
Det er et absurd og helt unødvendigt problem. Profitmotivet spiller ingen progressiv rolle. Det er ikke aktionærerne som render rundt i laboratorierne eller ved produktionslinjerne. Det er derimod arbejdere og specialister – lønarbejdere – der forsker og udvikler nye vacciner og medicin. Ofte med massiv hjælp fra forskere på de offentlige universiteter. De kunne lige så vel være ansat af staten som en privat virksomhed. Det ville give den fordel, at det ville være nytteværdien og ikke profitmulighederne, som afgjorde, hvad der blev investeret i. Og det ville gøre det muligt at lægge al viden åbent ud og samtidig invitere alle forskere og videnskabsfolk ind for at få maksimal effekt, i stedet for at utallige firmaer sidder for sig selv og forsker isoleret og i hemmelighed – med det ene formål at få eneret på de lukrative patenter. Det er perverst.
Regeringen står med et massivt forklaringsproblem, når de påstår at sætte folkesundheden øverst, samtidig med at de lader befolkningens skæbne hvile i hænderne på medicinalgiganterne. Hvis de rent faktisk mente, hvad de sagde, burde folkesundheden ikke længere være en handelsvare, men et samfundsanliggende.
Ingen skal profitere på andres sygdom!
Ophæv patenterne!
Vaccineproduktion tilbage på statens hænder!
Nationaliser medicinalindustrien!
