15.-16. marts var der EU-topmøde i Barcelona, og i den anledning var der adskillige demonstrationer. Der var tale om kæmpe demonstrationer imod den borgerlige politik, der bliver ført i hele Europa, og imod den kapitalistiske globalisering.
Om morgenen torsdag den 14. marts marcherede en demonstration bestående af tillidsmænd og andre fagligt aktive fra hele Europa gennem byen. På trods af at de faglige ledere havde arrangeret den på en hverdagsmorgen, hvor de fleste arbejdere ikke kunne deltage, var fremmødet massivt. Mellem 150.000 og 200.000 deltog. Da starten af demonstrationen havde nået enden af ruten, var der stadig tusindvis af folk, der slet ikke var begyndt at gå endnu. Den sidste gruppe demonstranter begyndte først at marchere halvanden time senere.
Bymidten var helt fyldt op af mennesker, der råbte og sang imod angrebene på livs- og arbejdsbetingelser, imod de borgerlige politikeres højreorienterede politik, og for fuld beskæftigelse. Stemningen var meget militant, der var demonstranter overalt, det var helt fantastisk. Følelsen af styrke var helt utrolig. Denne demonstration viser, at der er tusindvis af arbejdere, der er parat til at kæmpe. I Spanien og resten af Europa er ungdommen og arbejderklassen godt trætte af at skulle komme med ofre og ikke få noget til gengæld.
Men demonstrationen om torsdagen var kun et forspil til den store massedemonstration lørdag eftermiddag. Mellem 400.000 og 500.000 gik med i den største demonstration mod kapitalistisk globalisering, der er set i verden. Unge, arbejdere, studerende, pensionister, små forretningsdrivende… Alle var der, og alle var imod kapitalisternes Europa.
Da spidsen af demonstrationen var færdig med ruten, havde de sidste 100.000 stadig ikke rørt sig af stedet. Under den euforiske virkning af sådan en demonstration blev alle forbipasserende nærmest nødt til at gå med og marchere videre med resten. Dette var den største demonstration i årtier i Barcelona og i hele Spanien, og den havde en udpræget anti-kapitalistisk karakter.
I de sidste år har vi set en hel række af hændelser, der klart viser, at der er sket en udvikling i klassekampen – i Europa og på verdensplan. De to generalstrejker i Grækenland sidste år, generalstrejken i Galicien i Spanien sidste juni, massedemonstrationerne i Genova sidste sommer, kampen mod den nye “kvalitetslov” for uddannelserne i Spanien, det stigende antal arbejdere involveret i strejker. Og nu massebevægelsen i Barcelona og den italienske generalstrejke mod Berlusconis højrepolitik.
Kapitalismen kan kun tilbyde arbejdere og unge arbejdsløshed, dårligere arbejdsforhold og fattigdom. Vores eneste alternativ er at kæmpe mod den herskende klasses angreb. Brede lag af masserne drager nu denne konklusion.
Det er den herskende klasse udmærket klar over, og de forbereder sig på fremtiden. For at beskytte EU-topmødet havde de sendt 10.000 politifolk til Barcelona. Dele af byen var belejret af politi og militær, inklusiv tanks og F-16 kampfly. I Palacio Real, hvor mødet blev holdt, var metroen og busdriften indstillet, og vejene blev lukket. De lukkede endda også motorvejen rundt om topmøde-området. Universitetet, der ligger foran Konferencecentret, blev lukket og forelæsningerne aflyst. Byen var fuld af politi – i civil og uniform. Om lørdagen visiterede politiet samtlige unge, der forlod Placa Catalunya-metroen, hvor demonstrationen startede. Men disse forholdsregler tog ikke modet fra folk, tværtimod fik det tusinder flere til at gå med i protesterne.
Under demonstrationen var der ingen politiangreb, takket være de hundreder af folk i demonstrationsvagtværnet, og på grund af det store antal demonstranter.
Da demonstrationen sluttede begyndte uropoliti at angribe demonstranter med køller og gummikugler. De gik i aktion flere steder, da folk begyndte at spredes. Politiet jagede demonstranterne langt væk fra, hvor demonstrationen var – der var endda folk, der blev arresteret inde på forskellige barer. Den grad af undertrykkelse mod en massedemonstration er ikke set i mange år i Spanien. Målet var klart – at skræmme demonstranterne og kriminalisere alle, der har vilje til at kæmpe. Men det eneste, de har opnået, er at vise endnu mere klart – hvis det er muligt – hvor diktatorisk og undertrykkende den spanske højrefløj er, og at opildne arbejderne og de unge endnu mere.
Vi må som marxister også forberede os på en fremtid, hvor vi vil se stadig flere arbejderkampe. Det er ikke nok at slås imod kapitalismen, vi må også have et revolutionært alternativ. Kun bevæbnet med den revolutionære marxismes ideer kan vi gribe ind i begivenhederne med et klart program.
Når vi forbinder massernes behov med kampen for socialisme, vil vi kunne sætte en stopper for det nuværende system baseret på nogle få snyltende kapitalisters profit, og opbygge et klasseløst samfund.
