Selvom regeringen har lovet op til 20.000 almene boliger indenfor de næste 15 år, er det endnu en gang tomme løfter, der bliver effektivt stoppet af regeringens egen politik. | Foto: wikimedia commonsMens tusindvis leder efter en bolig, er bulldozere i gang med at rive billige almene boliger ned. Det er konsekvensen af flere regeringers såkaldte ghetto-planer. Resultatet er, at boligjagten bliver endnu sværere, med mindre du er rig, naturligvis.

Med akut boligmangel, galoperende inflation og en udhulet SU, burde et massivt alment byggeboom med billige boliger ligge lige til højrebenet! I Danmark er den eneste mulighed for at få en billig bolig i de større byer årtiers opskrivning på de almene boligorganisationers ventelister.

Men selvom regeringen har lovet op til 20.000 almene boliger indenfor de næste 15 år, er det endnu en gang tomme løfter, der bliver effektivt stoppet af regeringens egen politik. Først bør det nævnes, at de penge, som de almene boliger skal bygges for, er de almene beboeres egne penge, som regeringen allernådigst frigiver igennem den opsparing som alle almene beboere betaler til selvstændigt – landsbyggefonden. Udover de billige point i at love noget og så sende regningen videre til de almene beboere, modarbejdes løftet også af den politik, som der bliver ført af de selvsamme politikere, bl.a. når man kigger på København, hvor de offentligt ejede byggegrunde bliver sat til salg til helt ublu priser, og dermed sætter en stopper for byggeri af almene boliger til priser, der er til at betale.

Det almene som unik boligform

De almene boliger er de eneste lejeboliger i Danmark, hvor der ikke bliver hevet profit ud til private ejere. Alle boliger er ”ejet” af beboerne selv, og huslejen må derfor kun dække vedligehold, tilbagebetaling af lån, samt hvad der blandt beboerne bliver demokratisk aftalt af renoveringer, forbedringer osv. Hele systemet er blevet ret kompliceret, og denne artikel vil ikke gå i dybden med selve opbygningen af de almene boligorganisationer, men det er vigtigt at få ridset de basale ting op. I Danmark bor 975.000 mennesker i almene boliger, hvilket gør den almene boligsektor til den næststørste i Danmark, kun overgået af ejerboliger. Så når regeringen fremfører politiske tiltag skræddersyet til at ramme den almene sektor, ud fra devisen om, at det kun er belastede boligområder, ghettoer osv, er det i realiteten 20% af den danske befolkning man angriber, plus naturligvis alle dem der gerne vil have en almen bolig.

Politikernes hovedløse politik

Når politikerne angriber det almene, henviser de til statistikker. I de almene boligområder er gennemsnitslønnen og uddannelsesniveauet lavere mens kriminaliteten er højere end generelt i befolkningen. Men politikerne “glemmer” belejligt at forklare hvorfor det er sådan. Årsagen til, at de almene beboere f.eks. har en lavere gennemsnitsindkomst, er jo nok, at de almene boliger er den eneste mulighed for en stor del af den danske befolkning at få et billigt tag over hovedet. Især i de større byer, er almene boliger de eneste steder hvor man kan slippe med en husleje, der er til at betale. At billige boliger tiltrækker den del af befolkningen der har lavere indkomster, er vel ikke noget, der burde chokere. At føre politik der straffer folk for at være fattige, ved at fjerne deres eneste mulighed for at få en billig bolig, er ikke bare kortsigtet, men direkte reaktionært.

Men hvordan gøres dette så i praksis via de omtalte ghetto-pakker og parallelsamfundspakker? Først må vi gennemgå tidslinjen for lovgivningen på området. Bær med mig, det kan godt være lidt tørt, men det er nødvendigt for at forstå de konsekvenser lovgivningen får for almindelige mennesker. Den første Ghetto-liste blev præsenteret i 2010. En Ghetto blev defineret som et område der opfyldte 3 kriterier:

1. Andelen af beboere der i alderen 18-64 år, er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, overstiger 40% i de sidste 4 år.
2. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer pr 10.000 beboere på 18 år og derover er over 270 personer, opgjort som gennemsnit over de seneste fire år.
3. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

Da Venstre-regeringen i 2011 blev afløst af en socialdemokratisk regering, tilføjede de i 2013 to nye punkter til kriterierne, nemlig uddannelsesniveau og indkomst.

Nu er var det ikke længere nok at være en del af arbejdsmarkedet og gå på arbejde – hvis du var så fræk at have et arbejde, der ikke betalte en høj løn, kunne hele dit boligområde blive straffet ved at komme på Ghettolisten. Eller hvis uddannelsesniveauet var lavt, kunne det være udslagsgivende – lige meget hvad lønnen så var.

I 2018 igangsatte den daværende borgerlige regering, med støtte fra bl.a. SF og Socialdemokratiet, en endnu hårdere kampagne mod de almene boliger, som de påstod var ophav til et kriminalitetsproblem.

Men hvad gjorde denne nye plan fra 2018 mod parallelsamfund? Parallelsamfund er det, der tidligere blev kaldt “ghettoområder”, men det mente politikerne blev set som negativt, så ordet blev ændret til “parallelsamfund” (mens indholdet blev endnu mere racistisk). Hvis et boligområde lander på listen over hårde ghettoer, er der især to store konsekvenser.

1. Antallet af familieboliger skal bringes ned til 40% (en familiebolig er helt almindelige boliger, der ikke har specielle krav ift alder, uddannelse mm)

2. Lejere der flytter ind i boliger, skal leve op til en lang række krav. Disse krav er indkomst, uddannelse, kriminalitet og etnicitet.

Lad os kigge lidt på den første af de to konsekvenser.

Hvordan bringer man andelen af familieboliger i et alment boligområde ned? Man river dem ned. Især de større byer i Danmark, er der ikke plads til at bygge nye boliger som kan nedbringe %-delen af familieboliger, så den eneste udvej er nedrivning. På et tidspunkt hvor huspriserne stryger i vejret, og hvor boligmanglen er akut, skriger det til himlen at skulle i gang med at nedrive billige boliger, fordi beboerne ikke tjener nok penge, har for lav uddannelse eller er ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere. Men hvor skal man bo, når man tjener for lidt til at måtte bo i de billige boliger?

De nyeste tiltag og regeringens dagsorden

At lovgivningen er racistisk, da et af kriterierne er etnicitet er i sig selv modbydeligt. At lovgivningen derudover også er hovedløs, ikke løser nogen problemer, straffer folk for at være fattige, ikke have en lang uddannelse eller være fra et ikke-vestligt land, er noget man skulle tro vi havde efterladt tilbage engang i det forrige århundrede. Oveni hatten, kom så også de ”skærpede strafzoner” hvor man kunne få en højere straf for kriminalitet, baseret på sin bopæl. Dette blev sjovt nok ikke gennemført i Gentofte, hvor den økonomiske kriminalitet er fremtrædende, men kun i de i almene områder.

I 2021 skærpede den socialdemokratiske regering endnu engang kravene med en en ny liste for ”forebyggelsesområder”.

Et forebyggelsesområde er et område, der har mere end 30 pct. beboere, der er ikke vestlige indvandrere eller efterkommere og samtidig opfylder mindst to af følgende fire kriterier:

1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der ikke er i arbejde og heller ikke er i gang med en uddannelse, overstiger 30 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
2. Andelen af beboere, der er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen. Det skærpede kravene for langt flere boliger end før.

Her er det især det sidste kriterium, der er vanvittigt. Nu er indkomstkravet steget til 65% af gennemsnittet for regionen, for alle i husstanden mellem 15-64, der ikke er under uddannelse. I Region hovedstaden kræver det en månedsløn på 23.127 kr. for at kunne blive tildelt en bolig. Hvis et boligområde er et ”forebyggelsesområde” i 5 år, bliver det underlagt kravene om afvikling af almene boliger – nedrivning, eller salg til private med huslejestigninger til følge.

Den politiske dagsorden med at gøre livet utåleligt for indvandrere og lavindkomstgrupper, er derfor at reducere mængden af almene boliger, ved at tvinge dem solgt til private udlejere, eller rive dem ned. Ved at hæve huslejen til et så højt niveau, at mange almindelige danskere ikke har råd til det, kan man sikre sig, at beboersammensætningen til forveksling ligner det billede som politikerne gerne vil have. I praksis løser denne politik ingenting, men skubber blot problemerne andre steder hen i landet, ved at fratage den fattigeste del af befolkningen muligheden for en billig bolig i byerne. Denne politik afhjælper ikke udfordringer med fattigdom, men et øget huslejeniveau vil gavne de nye ejere af ejendommene, som nu kan tjene rekordprofitter på udlejning af lejligheder.

Findes der løsninger på boligmanglen?

I stedet for at rive ned, skal vi bygge. Og bygge massivt, og billigt! For at kunne løse boligmanglen i praksis kræver det en helt anden politik, en politik drevet af samfundets behov for billige boliger og ikke kapitalfonde og private ejendomsmatadorers bundlinjer. De almene boliger har allerede vist, at man sagtens kan bygge boliger i høj kvalitet, uden at huslejen er tilsvarende høj. Staten ejer masser af byggegrunde i og omkring de større byer, hvor der ville kunne opføres tusindvis af boliger til huslejer, så selv studerende ville kunne sidde der uden at gældsættes. Et eksempel på forskellen på det private lejemarked, og de almene er ved nybyggeri i København, hvor almene selskaber har et par opgange i en bygning, og de identiske lejligheder i opgangen ved siden af er privat udlejning. Her er huslejeforskellen op til 40%! At kunne hente 40% i ren profit på at udnytte sine udlejere er ekstremt.

Det kommer ikke til at ske så længe vi lever under kapitalisme, der som grundlag har jagten på profit. Men boligspørgsmålet kunne sagtens løses, gennem socialisme. Ved at lade samfundet overtage en så vital opgave som boliger til befolkningen, kunne man fjerne den helt uholdbare udplyndring, der lige nu foregår på det private lejemarked, hvor gigantiske kapitalfonde opkøber alt og udlejer det til absurde beløb. Samtidig kunne man også komme boligmanglen til livs, da man kunne planlægge at bygge boliger nok til at følge med befolkningsudviklingen. Som byggeriet af nye boliger især i storbyområderne foregår nu, bliver der ikke bygget boliger nok til at sikre, at alle kan få et tag over hovedet, hvilket driver priserne op og sikrer enorme profitter til de få spekulanter. Det rejser det helt essentielle spørgsmål: hvorfor bygger vi boliger? For at nogle få kan tjene penge, eller for at vi alle skal have et ordentligt tag over hovedet? Lad os sætte de massive kræfter vi har i samfundet fri, og udnytte vores teknologi og produktion til at skabe en bedre fremtid for alle.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]