Selvom medierne og
partierne ser ud til at have indgået en pagt om ikke at tale for meget om dette
ømtålelige emne, må det nu være gået op for de fleste af Europaparlamentsvalget
nærmer sig med hastige skridt.

Men hvad skal man som
marxist stemme på til valget? På den ene side er der arbejderpartierne, hvor
både SF og Socialdemokraterne går ind for EU, og på den anden side er der
Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen, hvor ingen har en klaselinje.

I denne artikel ser vi
nærmere på Europaparlamentsvalget i et marxistisk perspektiv.

Oprettelsen af EU
Marx forklarede helt
tilbage i det Kommunistiske Manifest at kapitalismen uundgåeligt førte til
udviklingen af verdensmarkedet.

Trods al snak om fri
handel og liberalisering er der voldsom kamp om markeder mellem de store
kapitalistiske nationer. Der er en klar tendens i verden til en opsplitning i
handelsblokke domineret af henholdsvis USA, Japan og Tyskland og i de seneste
år også Kina. Hver enkelt blok prøver at sikre egne interesser, det vil sige at
beskytte egne markeder og indflydelsesområder, mens de kræver større adgang til
rivalernes.

EU, oprindeligt kul-
og stålunionen og senere det Europæiske Fællesmarked, blev oprettet som et forsøg
på at samle de mindre vesteuropæiske markeder. Formålet var at danne en
økonomisk, politisk, og diplomatisk modvægt til USA, Japan og Sovjetunionen. For
de vesteuropæiske kapitalister var det vigtigt at oprette en form for sammenslutning
for at klare sig i konkurrencen på verdensmarkedet. Desuden var de
vesteuropæiske kapitalister rædselsslagne over fremgangen i lande som USSR, DDR
og andre lande i det Sovjet-ledede økonomiske samarbejde COMECON. Disse lande
så til langt op i 1960’erne ud til at kunne overhale Vesten. DDR nåede for
eksempel at komme op blandt verdens 10 førende industrinationer. Med andre ord:
de vesteuropæiske kapitalisters frygt for planøkonomierne i øst var i lige så
høj grad en afgørende faktor i integrationen af de vesteuropæiske
kapitalistiske lande.

Fællesmarkedet var i
virkeligheden de europæiske kapitalisters forsøg på at komme ud over nationalstatens
snævre begrænsninger med det begrænsede marked. Nationalstaten spillede
historisk en progressiv rolle, fordi den tillod udviklingen af hjemmemarkedet.
Men med udviklingen i kommunikation, teknologi, verdensmarked, multinationale
selskaber osv. kom produktivkræfterne i konflikt med nationalstatens
begrænsninger. En konflikt der fik sit mest voldsomme udtryk i verdenskrigene.

Verdenshandel og protektionisme
I perioden efter
anden verdenskrig spillede den hurtige vækst i verdenshandlen og
arbejdsdelingen på verdensplan en vigtig rolle i at stimulere investeringer og
vækst. Perioden var med til at kunne sikre integrationen af de europæiske
lande.

På grundlag af det
lange økonomiske opsving lykkedes det de europæiske kapitalister at etablere en
toldunion med fjernelse af told på de interne markeder og told udadtil, hvilket
førte til stimulering og udvikling af verdenshandelen.

I perioden efter
anden verdenskrig så vi en modsætningsfyldt udvikling med på den ene side en
massiv udvikling af verdenshandlen og sænkning af toldgrænser og på den anden
fremkosten af store handelsblokke, der virker som nye barrierer for
verdenshandlen.

Kamp om markeder og indflydelse
EU er ikke et skridt
mod øget frihandel i verden, men på den ene side handelsblok rettet mod USA og
Japan, og samtidig en alliance mellem imperialistiske magter for fælles
udnyttelse af den tredje verden.

Enhver snak om at EU
skal danne en progressiv modblok til USA er en utopi. EU fortsætter udbytningen
af sine tidligere kolonier. Nu sker udbytningen bare ikke som koloniherrer, men
“legalt” gennem verdenshandelen, krav om sænkning af toldbarrierer i ulandene,
støtte til europæiske landmænd osv.

EU-hær

Når den “fredelige”
undertrykkelse gennem verdensmarkedets handelsmekanismer ikke slår til, så er
EU’s ledere klar til at tage andre metoder i brug. De forbereder sig på militær
intervention i de tidligere kolonier ved en fælles EU-hær. De har ikke formået
at stable en egentlig hær på benene på grund af modsætningerne mellem de
forskellige stater (modsætningen i udenrigspolitik er blandt andet blevet
afsløret af krigene på Balkan, krigen i Irak samt krigen i Georgien). Ikke
desto mindre snakker de om en “fælles indsatsstyrke”, som kan sættes
ind i for eksempel Tchad, den Centralafrikanske Republik og andre steder. I
disse tilfælde er det i høj grad for at tjene franske interesser (Frankrig har
af samme årsag sagt, at de vil nedtone deres eget uafhængige engagement – for
at andre lande kan udføre det beskidte arbejde). Desuden skal man være
opmærksom på, at Tyskland kun har en begrænset militær slagstyrke, og at de
derfor gerne ser en fælles europæisk militær styrke, der vil gøre som Berlin
befaler.

Integrationen af EU gået længere
end vi troede
Marxisternes analyse
af EU var grundlæggende korrekt, men Fællesmarkedets udvikling fra seks lande
til 15 og endnu videre, samt integreringen af økonomierne er gået hurtigere og
længere end vi oprindeligt troede.

Den relativt hurtige
udvikling var mulig på grund af udviklingen i verdenshandlen og det generelle
opsving i verdenskapitalismen i perioden 1948-74. Så længe økonomierne voksede
med 5-6 procent om året, der var fuld beskæftigelse og en overflod af markeder
kunne landene dele fremgangen mellem sig, og alle fik noget ud af samarbejdet.

Denne udvikling
skabte en illusion om en uafvendelig bevægelse i retning af et forenet Europa,
men de indre modsætninger mellem de forskellige kapitalister er der stadig, og
de vil øges og komme op til overfladen i en periode med økonomisk nedtur.

Da Maastricht kom
frem i 1992, sagde marxisterne at projektet om en møntunion var dødfødt og ikke
ville kunne fungere.

Vi sagde, at problemet
var, at de europæiske kapitalister arbejdede hen imod samling på et tidspunkt,
hvor de generelle økonomiske omstændigheder peger i stik modsat retning. Vi
skrev dengang “hvis de bliver enige om en fælles mønt, vil de blive uenige om
alt, hvad den medfører.”

Den monetære union
blev gennemført og euroen indført i de fleste EU-lande. At det kunne lade sig
gøre må ses i sammenhæng med det generelle verdensperspektiv. Trods krakkene i
økonomierne i Sydøstasien i 1997 og at IT-boblen bristede i 2001, blev den
alvorlige økonomiske krise udskudt primært pga. kredit, som vi har forklaret
mange gange både i verdensperspektiv og dansk perspektiv. Det betød, at
gennemførslen euroen kunne gå langt videre, end vi havde troet.

En reaktionær utopi
Lenin sagde at et
kapitalistisk Europas forenede stater er en reaktionær utopi. Det betyder, at en
virkelig samling af Europas stater er umulig på et kapitalistisk grundlag, og
at ethvert forsøg på at opnå denne enhed vil ske med det formål at gå imod
arbejderklassens interesser.

Ingen fornuftige
mennesker kan være imod enhed mellem de europæiske lande, men spørgsmålet, man
må stille, er på hvilket grundlag og til gavn for hvem?

I den grad større
integration opnås i EU, betyder det i virkeligheden bare større dominans fra
bankerne og monopolerne over folks liv. Det er derfor, at det er en reaktionær utopi.

Øget integration, mere union
Med
Amsterdam-traktaten i 1998 og Nice-traktaten i 2004 blev der taget skridt til
yderligere integration i EU. Det kulminerede foreløbigt med
forfatningstraktaten. Forfatningstraktaten slår blandt andet fast at en
liberalisering af markederne er EU’s grundprincip, at medlemslandene skal
privatisere og at medlemslandene forpligtes til at opruste militært hvert år.
Et af argumenterne for traktaten er, at det indskrives en række rettigheder på
linje med menneskerettighederne. Men man skal bare se nærmere på disse
rettigheder for at kunne se at de er endnu mere hule end menneskerettigheder.
Ethvert menneskes “ret et arbejde” er i EU forfatningen blevet til ethvert
menneskes “ret til at søge arbejde”!

Forfatningstraktaten
blev nedstemt i Frankrig og Holland i 2005, hvilket ført til en såkaldt
“tænkepause”, der udmundede i Lissabontraktaten. Denne traktat er i bund og
grund er det samme som forfatningstraktaten, men med nogle få undtagelser, der
gør, at politikerne nu siger, at den ikke længere behøver komme til afstemning.
Det kom den imidlertid i Irland, hvor den blev stemt ned.

Kan processen med
øget integration i EU fortsætte? Kan vi ende med Europas Forenede Stater, på
linje med USA? Nej siger marxisterne. Perspektivet i den kommende periode er
tværtimod øgede spændinger på alle planer.

Øgede spændinger
Trods den øgede
integration af landene i EU fjernede det ikke de underliggende modsætninger,
der jævnligt kom op til overfladen, og som for eksempel blev tydelige da EU
splittede midt over på spørgsmålet om deltagelse i krigen mod Irak. Uenigheden
om Irakkrigen handlede ikke om at den franske og tyske regering, var
humanistiske pacifister. Det handlede om, at deres imperialistiske interesser
var i modstrid med de amerikanske, mens for eksempel de engelske og danske
kapitalister så en interesse i et øget samarbejde med USA.

I takt med at den
økonomiske krise fortsætter vil disse spændinger blive endnu tydeligere, og en
føderal europæisk stat som USA er på et kapitalistisk grundlag udelukket. Det
er dog ikke sandsynligt, at EU vil bryde fuldstændig sammen, da de europæiske
kapitalister har behov for at kunne forsvare sig imod USA, Japan og Kina. Men
bevægelsen hen imod europæisk samling vil ende i et hav af nationale konflikter
og mundhuggeri, og mens de europæiske kapitalister på den ene side har en
fælles interesser i at forsvare sig mod de store handelsblokke, har de også
modsatrettede eller i hvert fald ikke altid sammenfaldende interesser.

Forholdet til Rusland
I virkeligheden er
de europæiske kapitalister dybt splittede på alle vigtige spørgsmål. Vi har set
de dybe uenigheder om forholdet til Rusland komme op til overfladen. De tyske
og italienske kapitalister er interesserede i et tæt samarbejde med Rusland,
som leverer store mængder af gas til disse lande. 39 procent af EU’s gasforbrug
kommer fra Rusland. Splittelsen overfor Rusland viser endnu engang umuligheden
af at opnå et kapitalistisk forenet Europa. Hvordan kan der være en fælles
europæisk udenrigspolitik når der ikke er en fælles EU-interesse? I nyere
konflikter, der førte til sammenstød mellem Rusland og lande som Polen eller
Estland, var det en foretrukken replik blandt tyske diplomater og politikere at
klage over, at enkelte lande ikke har ret til at tage det bredere EU’s gode
forhold til Rusland som “gidsel”. Det vil sige: “I polakker og estere har ingen
ret til at ødelægge vores gode forhold til Rusland, som forsyner os med det
meste af vores gas og udgør et marked for vores eksport.”

I den anden ende af
skalaen finder vi Sverige. De er ikke afhængige af Ruslands gas. Den svenske
udenrigsminister Carl Bildt var en af de politikere, der råbte højest om, at “Rusland
bør straffes” for krigen i Georgien i sommeren 2008. Bedrøveligvis tager ingen
Stockholms meninger særlig alvorligt på dette eller ethvert andet spørgsmål.
For det første er det svært at forestille sig den svenske hær marchere mod
Moskva. For det andet kan man få den tanke, at det pludselige tilfælde af
“principper” er forbundet med de store og profitable investeringer, som de
svenske kapitalister har i de baltiske lande (de store svenske
finans-investeringer i Baltikum har nu lidt en krank skæbne på grund af den
dybe krise, men det er en anden sag). Sverige ønskede, at Rusland skulle “straffes”
for at sikre, at de ikke kunne finde på at gribe militært ind over for de
baltiske lande og de svenske økonomiske interesser.

De europæiske ledere
kan have vedtaget nok så mange traktater, men det løser ikke de grundlæggende
økonomiske uenigheder, som vi i stigende grad ser komme op til overfladen som
for eksempel den seneste diskussion af bankpakkerne i de europæiske lande, hvor
hvert land forsøgte at beskytte egne banker og tiltrække kapital fra de andre
landes banker. Hvem skal betale hvis et land går bankerot, som det var
tilfældet med Island? Krakket i Island førte til, at den engelske regering tog
anti-terror love i brug mod landet.

Spørgsmålet om Tyrkiet
Fra reaktionære
overalt i Europa har der lydt højlydte krav om, at Tyrkiet aldrig bør optages i
EU. De forsøger at gøre det til et spørgsmål om religion og “vestlige værdier”
(hvilket er fuldstændig meningsløst).

Den virkelige grund
til, at Tyrkiet aldrig kommer med i EU er, at de store lande aldrig vil
tillade, at Tyrkiet med 70 mio. indbyggere får flere stemmer i EU end for
eksempel Frankrig med 65 mio. indbyggere. De vil aldrig tillade, at det
tyrkiske landbrug skal støttes på lige fod med landbruget i Frankrig og
Spanien. De vil ikke engang acceptere, at Tyrkiet får samme ydmygende vilkår
som de øst- og centraleuropæiske lande. De vil heller ikke tillade, at det
europæiske marked åbnes for den store tyrkiske industri (Tyrkiets industri
udgør 30 procent af landets BNP, de er den 6. største bilproducent i Europa og
den 4. største skibsproducent i verden). En åbning over for den tyrkiske
industri vil betyde, at det europæiske marked vil blive oversvømmet med gode og
billige produkter indenfor selv højtudviklet elektronisk produktion. Dertil
kommer, at Tyrkiet er en af USA’s tætte allierede, og de europæiske ledere
frygter, at Tyrkiet (ligesom England) vil agere USA’s trojanske hest indenfor
EU.

For yderligere at
komplicere spørgsmålet er der de store nationale konflikter mellem Grækenland
og Tyrkiet – særligt spørgsmålet om Cypern. Cypern har for længst sagt, at de
vil nedlægge Veto mod, at Tyrkiet bliver optaget i EU.

Naturligvis forsøger
de borgerlige politikere at dække over disse ting ved at mumle om “menneskerettigheder”.
Men det er gigantisk hykleri. EU-medlemmet Tjekkiet har forbudt den
kommunistiske ungdomsorganisation KSM – uden at det er et problem med EU.
Spanien forbød i 2003 det baskiske venstrefløjsparti Batasuna – uden problemer
med EU. EU-medlemmerne Storbritannien, Spanien, Italien, Danmark og flere har
deltaget i en ulovlig angrebskrig mod Irak – uden at det er et problem med EU.
England har lavet gentagne overgreb i Nordirland. Danmark behandler flygtninge
umenneskeligt. Og sådan kunne man blive ved. Sandheden er, at international
politik ikke har en døjt at gøre med menneskerettigheder, men alt at gøre med
markeder, interesseområder og profit.

Østudvidelsen
Tyskland fik
gennemtrumfet EU’s udvidelse mod øst, hvilket yderligere styrkede tysk
kapitalisme, og som var en direkte trussel mod landbrugsstøtten og dermed
vitale franske interesser. Det endte med at østlandene blev medlemmer, men ikke
på samme vilkår som de “gamle” lande, men kun fik en mindre del af
landbrugsstøtten, den værst mulige løsning for de fattige masser i østlandene.

Når enighed opnås
sker det ved at en af de store lande gennemtrumfer sine interesser, hvilket sås
tydeligt da Tyskland og Frankrig i 2003 overskred kravet om et budgetunderskud
på tre procent, men besluttede at de ikke behøvede at betale bøden, som de året
forinden havde krævet at Portugal betalte, da landet overskred underskuddet.
Reglerne gælder altså kun så længe de er i de store landes interesser.

Udvidelsen af EU
ikke var andet end Tysklands generobring og konsolidering af gamle interesseområder.
Italien har også blik på landene på Vestbalkan, navnlig Kroatien og Montenegro.

Østudvidelsen var et kynisk bedrag af arbejderne i såvel Vest- som Østeuropa.
Arbejderne i Østeuropa har absolut intet opnået. Tværtimod er tusindvis af
arbejdere blevet tvunget til at flytte fra hjem og familie for at kunne
opretholde tilværelsen og tjene til dagen og vejen. Arbejdere i Vesteuropa
oplever, at kapitalisterne bruger arbejderne fra lande som Polen og Litauen som
løntrykkere. Vi må gøre det klart, at vi ikke vil acceptere dette. Lønninger og
arbejdsforhold må forsvares, og misbrug af underbetalt arbejdskraft må stoppes.
Det er en utopi at forestille sig, at man kan gøre det ved at stille forslag i
EU-parlamentet. Det kan kun ske ved at arbejderbevægelsen viser styrke og
gennem aktioner som strejker, blokader og fabriksbesættelser.

For Europas socialistiske stater
Der er ingen tvivl
om at vi som marxister er imod alle de angreb på arbejderklassen, som
gennemføres gennem EU, og at vi derfor må være imod EU. Men sagen er netop at
vi er imod EU fordi hele grundlaget for EU er at forsvare de europæiske
kapitalisternes interesser mod de amerikanske, japanske og kinesiske
kapitalister, imod de fattige masser i den tredje verden og ikke mindst imod de
europæiske arbejdere.

Vi har anbefalet at
stemme nej i alle de afstemninger der har været om EU, forbeholdene osv. fordi
vi på ingen måde kan anbefale at stemme ja til øget oprustning af den
europæiske imperialisme, øgede privatiseringer og nedskæringer. Men samtidig må
det stå helt klart at vi aldrig bare
siger stem nej.

Angrebene på
arbejderklassen kommer ikke på grund
af Maastrichttraktaten eller EU generelt, men fordi det er den nødvendige
politik for kapitalisterne. Den samme økonomiske politik føres i alle lande fra
USA til Sydafrika, uden at de lande har noget at gøre med den monetære union.

EU bruges kun som
undskyldning for disse angreb, men er ikke årsagen. Alternativet til EU kan
aldrig blive Danmark ude af EU på en kapitalistisk basis. Den danske
kapitalisme er ikke bedre end den europæiske. Den danske økonomi er fuldstændig
bundet til de europæiske økonomier (især til Tyskland), og udmeldelse vil derfor
ikke betyde mere frie tøjler. Verdensmarkedet vil stadig være den
altdominerende faktor.

Selv hvis det
monetære samarbejde blev nedlagt, ville den danske krone være fuldstændig
bundet til den tyske valuta. For os er det fuldstændig ligegyldigt om Danmark
har en kommissær i EU eller ej. Der findes ikke fælles danske interesser, der
findes fælles interesser mellem arbejderne i alle europæiske (og resten af
verdens) lande.

Derfor kan
marxisterne aldrig begrænse os til det nemme svar; ja eller nej til EU, men må
forklare at det eneste alternativ til EU er Europas forende socialistiske
stater, som første skridt på vejen til verdens forenede socialistiske stater.

I takt med krisen
vil de europæiske kapitalister trække det nationale kort og forsøge at splitte
arbejderklassen i de forskellige lande, som vi allerede har set med f.eks.
slagterierne, hvor de forsøger at give de tyske slagteriarbejdere ansvaret for
at de danske svineproducenter kræver at de danske slagteriarbejdere går 20
procent ned i løn, eller slagterierne lukker. Den fælde må vi aldrig falde i!
Det er de europæiske kapitalister der har interesser i at spille
arbejderklassen i Europa ud mod hinanden. Det er kapitalisternes jagt på
profit, der skaber en nedadgående spiral med konkurrence om løn- og arbejdsvilkår.

SF, SFU og EU
I hele SF’s levetid
har der været store diskussioner af EU politikken. I 1972 gik både SF
og SFU imod medlemskab af EF og i 1992 sagde de også begge nej. Året efter
indgik SF’s ledere det såkaldte “nationale kompromis”, som førte til de danske
forbehold over for blandt andet euroen og det militære samarbejde. Men ledelsen
valgte at sluge det øvrige indhold.

I 1998 sagde både SF
og SFU nej til Amsterdam traktaten, ligesom begge organisationer anbefalede at
vi stemte nej til indførslen af Euroen i år 2000. Men siden er EU modstanden
trængt mere og mere i baggrunden og i 2001 sagde både SF og SFU ja til
Nice-traktaten og i 2005 gik SF også ind for forfatningstraktaten, mens SFU
sagde nej.

Da SF vedtog at
støtte Lissabon traktaten og ophæve forbeholdene på rets- og militærområdet,
var en tredjedel af hovedbestyrelsen imod, og et hovedbestyrelsesmedlem meldte
sig ud i protest.

Også i SFU har der
været store diskussioner af EU politikken. I 1990 besluttede et flertal at
støtte dansk medlemskab af EU, og i 1993 sagde et stort flertal af SFU’s
ledelse ja til Edingburg aftalen. Men ved det efterfølgende landsmøde
besluttede et flertal at lave kampagne for nej, men uden at vælge en ledelse
med et nej-flertal. Det førte til store kampe indeni organisationen, der var
medvirkende til en senere splittelse.

På SFU’s landsmøde i
påsken vedtog et flertal at gå ind for at afskaffe af alle forbeholdene på nær
forbeholdet over for euroen. Den nyvalgte formand Pelle Dam forklarede: “Det
har været fint at have en kritisk tilgang til EU, men nu må vi sige, at vi må
følge med for ikke at være for gammeldags.”

Der er intet nyt i
argumentet om, at det er “gammeldags” at holdefast i principperne og føre en
politik, der er uafhængig fra de borgerliges. Sådanne argumenter er blevet
fremført lige siden arbejderbevægelsens start. Arbejderbevægelsens højrefløj
forsøger altid at sige, at det er “moderne” at acceptere alt lige fra EU-hær
til udliciteringer, individuelle lønforhandlinger eller lavere dagpengesatser
til krigsdeltagelse i fremmede lande.

Det, der i
virkeligheden er “gammeldags” er at tro på, at de europæiske kapitalister og
deres organer (som EU) kan løse nogen som helst problemer. Arbejderbevægelsens
højrefløj har altid forsøgt at skabe tiltro til kapitalisternes organer – hvad enten
det er Arbejdsretten herhjemme, eller FN og EU i udenrigspolitikken. Men disse
organer vil aldrig løse arbejderklassens problemer. Problemer som
arbejdsløshed, underbetaling, miljøødelæggelser, nedskæringer og krige om
markeder og profit, kan kun løses gennem arbejderklassens selvstændige
organisering og mobilisering gennem fagforeninger og arbejderpartier for at
presse kapitalisterne tilbage og skabe et samfund baseret på socialistisk
planlægning.

Men diskussionen af
EU-politikken er absolut ikke slut, og der er stadig store uenigheder i både SF
og SFU. Der er brug for at EU-modstanderne organiserer sig med et klart program
for et socialistisk Europa.

Samtidig må vi
kræve, at SF’s kandidater fører SF’s politik. SF’s eneste medlem af EU-parlamentet
efter valget i 2004, Margrethe Auken, besluttede personligt, at hun ville
skifte gruppe i EU-parlamentet. Hidtil havde SF siddet i gruppen GUE/NGL, en
rød europæisk gruppe. Men Margrethe Auken skiftede til den grønne gruppe, der
på ingen måde socialistisk. Den grønne gruppe har ingen rødder i
arbejderbevægelsen. De grønne partier kan nogle gange lyde venstreorienterede,
men når det kommer til stykket (især økonomisk politik) ligger disse partier
klart til højre. Det er ikke et selskab for SF. I stedet bør SF arbejde i
gruppen GUE/NGL, som blandt andet omfatter det franske kommunistparti, det
svenske Venstreparti, det tyske venstrefløjsparti Die Linke, det græske Synaspismos
og det italienske Rifondazione Comunista. Det er også denne gruppe, som det
norske parti Socialistisk Venstreparti er tilknyttet. Det er partier, som ellers
ligner SF, og som SF samarbejder med.

Det må medlemmerne,
der demokratisk vedtager partiets politik, og ikke kandidaterne. Det gælder hvad
enten de sidder i EU-parlamentet, Folketinget eller byrådet.

Stem SF – kæmp for en socialistisk
politik
For de fleste
arbejdere og unge i Danmark betyder Europaparlamentsvalget et dilemma; på den
ene side ønsker de at stemme på et arbejderparti, på den anden side er de
modstandere af EU.

Socialistisk Standpunkt anbefaler at stemme på SF. Men ligesom vi ikke bare siger nej eller
ja til EU stopper vores argumentation ikke her. Vi anbefaler at stemme på SF, men
det har i sig selv ingen betydning, vi opfordrer samtidig alle arbejdere og
unge til at gå aktivt ind i SF og der kæmpe for en socialistisk EU politik,
dvs. at modstanden mod EU genindføres og at sloganet bliver; “for Europas
socialistiske forende stater”. En stor fremgang til arbejderpartierne til
parlamentsvalgene vil samtidig yderligere svække den borgerlige regering, og
kan bringe et Folketingsvalg tættere på.

Mange arbejdere og
unge ser til EU-modstanderne især Folkebevægelsen mod EU, og det er fuldt ud
forståeligt, når man ser SF’s kampagne, hvor alle kandidaterne er
EU-tilhængere. Men som marxister kan vi aldrig anbefale at stemme på
Folkebevægelsen, selvom de har nogle gode krav om for eksempel forsvaret at de
kollektive overenskomster. Problemet med Folkebevægelsen er at de baserer deres
EU modstand på et nationalistisk grundlag og ikke på et klassegrundlag.

Deres politik minder
om stalinisternes teori om “antimonopolistisk demokrati”, som gik ud på, at
arbejderbevægelsen skulle alliere sig med de mindre og nationalt baserede
kapitalister imod de store finanshuse og multinationale virksomheder. Det er en
politik, der deponerer arbejderbevægelsens politik i lommen på et bestemt lag
af kapitalister (oven i købet den gruppe af kapitalisterne, der råder over den
dårligst udviklede og mest bagstræberiske produktion). Når de fastholder, at de
er tværpolitiske fastholder de i virkeligheden, at de går ind for
klassesamarbejde.

Folkebevægelsen er
en folkefront som Lenin og Trotskij altid argumenterede kraftigt imod. Arbejderklassen
har ingen fælles interesser med kapitalisterne. De danske borgerlige der er
imod dansk EU-medlemsskab er det fordi de tror at de bedre kan udnytte de
danske arbejdere og opnå bedre markedsfordele ved at stå udenfor. Deres interesser
er stik imod de danske arbejderes.

Vi må insistere på
at spørgsmålet altid tages op ud fra et klassemæssigt standpunkt. Det der er
brug for er et klart klassealternativ til det kapitalistiske EU.

Det er kun
arbejderpartierne der kan give et klart klassegrundlag, vi må inden i
arbejderpartierne kæmpe for, at de fører en socialistisk politik.

Marxisterne vælger hverken kapitalens EU eller nationalismen og
Danmark, men et uafhængigt klassestandpunkt; for Europas forenede socialistiske
stater!