Solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk, der lige nu bliver slagtet af det israelske militær, er blevet beskyldt for at være antisemitisk og for at opfordre til vold mod jøder. Det er et led i en kampagne, der har til hensigt at kriminalisere og undertrykke vores demokratiske ret til at støtte et undertrykt folk. Det vestlige etablissement har gjort særligt meget ud af at fordømme brugen af ordet “intifada” – inklusiv af kommunister fra RCI. Men hvordan står kommunister i forhold til antisemitisme, og hvad var den første intifadas virkelige karakter?
At støtte det palæstinensiske folks ret til at kæmpe for deres eget hjemland, hvor de kan leve i fred, og at bekæmpe den zionistiske herskende klasse i Israel, kan ikke kaldes jøde-fjendsk. Mange jøder er antizionister. Vi kommunister er imod antisemitisme, ligesom vi er imod alle former for racisme og diskrimination. Antisemitisme er et had mod alle jøder, bare fordi de er jøder, ligesom islamofobi er et had mod alle muslimer, bare fordi de er muslimer.
De herskende klasse spreder antisemitisme, såvel som alle andre former for diskrimination, for at splitte arbejderklassen og gøre en forenet kamp umulig. Disse fordomme bliver brugt til at sikre sig støtten fra de mest tilbagestående lag i samfundet, og til at kanalisere massernes vrede væk fra den virkelige kilde til deres problemer (den fattigdom og ulighed som kapitalismen skaber) og mod en syndebuk.
I tider hvor krisen spidser til, kan disse ideer bruges som et omdrejningspunkt for at organisere reaktionens kræfter til fysisk at knuse arbejderklassens rettigheder og organisationer. Nazisterne beskyldte jøderne for at have forårsaget den økonomiske krise, der ramte Tyskland i 1920’erne og 30’erne, hvilket den tyske herskende klasse bakkede op om, fordi det var en belejlig måde at distrahere fra dem som virkelig var skyld i krisen, nemlig kapitalistklassen. Det havde forfærdelige konsekvenser for jøderne i Tyskland og i alle de nazist-besatte områder i Europa.
Kommunister er imod antisemitisme
Den Kommunistiske Internationale og de tyske kommunister kæmpede på deres tid imod antisemitisme. Lenin skrev følgende om dette spørgsmål i 1919:
I dag står kommunister, i Lenins tradition, urokkeligt imod antisemitisme. Vi står også imod vores egne imperialistiske herskende klasser i de udviklede kapitalistiske lande, der i dag urokkeligt bakker op om staten Israel, fordi den er en trofast proxy for vestlig imperialisme i Mellemøsten.
Det er udelukkende af den grund – ikke af nogen som helst solidaritet med jøder – at imperialisterne og deres talerør i medierne fører en systematisk kampagne for at fremstille enhver kritik af staten Israel som antisemitisk. En sådan påstand svarer til at påstå at det er diskrimination mod briter, hvis man er imod det britiske politiske etablissement, britisk imperialisme, de konservative og alle de reaktionære træk ved den britiske stat.
Højrereformistiske ledere, som Labour partiets formand Kier Starmer, er blevet nogle af de mest entusiastiske bannerførere i denne smædekampagne. For det første er de ivrige efter at bevise sig overfor den herskende klasse, som nogen der kan stoles på til at forsvare kapitalistiske interesser herhjemme og i udlandet, og til at stå op for vestlige ‘allierede’. For det andet var det falske påstande om antisemitisme der var det vigtigste våben i højrefløjen i Labours krig mod venstrefløjen og Jeremy Corbyns ledelse. Corbyn havde selv altid været fortaler for palæstinensiske rettigheder. Anklager om antisemitisme er og bliver et vigtigt våben som socialchauvanisterne bruger mod venstrefløjen.
Det er en ærgerlig sandhed at så mange såkaldte ledere på venstrefløjen er bukket under for etablissementets pres og nægter at bekæmpe denne kampagne af løgne og bagvaskelse. I modsætning til dem afviser kommunisterne dette åbenlyse forsøg på at lukke for solidaritet med det palæstinensiske folk. Og i modsætning til etablissementet begrænser vi ikke os selv til en overfladisk analyse af den nuværende situation. I stedet placerer vi den i sin historiske kontekst.
Vi behøver ikke gentage, hvad vi rigeligt har forklaret i andre artikler. Lad det være nok at fastslå, at staten Israel blev dannet på baggrund af, at hundredtusindvis af palæstinensere blev fordrevet fra deres hjemland i 1947-48. Der blev ført etnisk udrensning, gennem terrorangreb på palæstinensiske landsbyer, og mord på hundredvis.
Siden da, er situationen for det palæstinensiske folk kun blevet værre, særligt efter krigen i 1967, hvor Israel besatte Gaza, Vestbredden og Golanhøjderne. Siden slutningen af 1970’erne er Vestbredden på systematisk vis blevet koloniseret, tusindvis af palæstinensere er blevet myrdet, mange flere arresteret, og endnu flere er blevet fordrevet.
Det er i den kontekst, man bliver nødt til at se den første intifada, der brød ud i slutningen af 1987. Kun ved at gå til spørgsmålet den vej fra, kan man forstå, hvad parolen om en intifada faktisk betyder.
Det var på baggrund af et årti, hvor israelske bosættere systematisk koloniserede palæstinensisk land, at den første intifada fandt sted. Det hele startede med, at Menachem Begins Likud parti kom til magten i Israel. Intifadaen var kulminationen på en langvarig proces hvor økonomien i de besatte områder blev gjort helt afhængig af Israel.
Det palæstinensiske folk havde oplevet en række af nederlag og tilbageslag: besættelsen i 1967; de militære nederlag mod den jordanske hær i 1970; massakren i Sydlibanon i starten af 80’erne; for slet ikke at nævne Nakbaen i 1948 – palæstinensernes historiske katastrofe.
Inden intifadaen brød ud, var ledelsen af Palestine Liberation Organisation (PLO, den primære politiske organisation for det palæstinensiske folk) blevet tvunget til eksil i Tunesien. De var derfor helt ude at trit med stemningen blandt de palæstinensiske masser, som sydede med frustration og vrede. Det forklarer deres overraskelse, da intifadaen endelig brød ud.
En eksplosion der bare ventede på at ske
Det er ikke svært at se, hvad det var, der provokerede så stor en massebevægelse, hvis bare man er en smule bekendt med forholdene i Palæstina. Mellem 1982 og 1986 var antallet af bosættere på Vestbredden tredoblet, 50 pct. af landet var blevet underlagt direkte israelsk kontrol, og 80 pct. af vandforsyningen blev omdirigeret til Israel og bosætterne.
Samtidig steg antallet af bevæbnede, jødiske nybygger-vigilantegrupper, der med IDFs direkte opbakning terroriserede den palæstinensiske befolkning. Særligt Gaza blev beskrevet som “en trykkoger klar til at eksplodere” (Emilie Nakleh, ‘The West Bank and Gaza’ i Middle East Journal, foråret 1988).
I perioden fra 1986 og op til at den første intifada brød ud i december 1987, var protestbevægelsen i de besatte områder vokset. Det resulterede i, at antallet af unge palæstinensere, som blev arresteret eller tilbageholdt, voksede. Da en IDF lastbil den 7. december 1987 påkørte og dræbte fire palæstinensiske arbejdere, eksploderede al den ophobede frustration og vrede. Det var gnisten, der antændte de palæstinensiske masser, og branden spredte sig fra Gaza til hele Vestbredden.
Den første intifadas vigtigste aspekt var bevægelsens massekarakter, og det faktum at den fra starten af blev ledt af de palæstinensiske arbejdere og unge. Borgerskaberne verden over har lige siden da forsøgt at begrave bevægelsens sande karakter, for lettere at kunne fremstille den som et voldeligt udbrud, der forsøgte at destruere Israel og jøderne der bor der. Men det er helt forkert.
De metoder, der blev brugt, var på ingen måde de samme, som anvendes i guerrilla krig eller terrorisme. I stedet var bevægelsen baseret på generalstrejker og civil ulydighed, såsom skattestrejker og butikslukninger. Folkelige komiteer var blevet valgt i alle nabolag, og udover at de organiserede en generalstrejke, håndterede de også distributionen af livsnødvendige forsyninger. Halvvejs gennem 1988 blev det estimeret, at over 40.000 af sådanne komiteer var blevet sat op! En mere detaljeret forklaring af disse organer kan findes i artiklen ‘Historien om Israel-Palæstina op til 1993.’
Når vi revolutionære kommunister anvender sloganet om en intifada, så er det en direkte reference til massebevægelsen blandt det palæstinensiske folk, der i 1987-88 brugte klassekampens metoder. Det var netop intifadaens massekarakter der gjorde de palæstinensiske masser bevidste om deres egen styrke og hævede deres klassebevidsthed. Bevægelsen gav genklang helt ind i selve Israel, hvilket vi vil vende tilbage til senere.
Nogle vil måske påstå, at det bare er en fordomsfuld, kommunistisk fortolkning af begivenhederne. Men sandheden er konkret, og den har en tendens til før eller siden at trodse alle forsøg på at forfalske den, og nå dagens lys.
Overvej denne artikel i magasinet Foreign Policy fra den 14. december, 2023, med overskriften ‘Defining Away Palestinians’ Right to Resist’, og underoverskriften: ‘Hvad betyder påstanden om at det er utilladeligt at kæmpe imod uretfærdighed?’ Forfatteren er Howard W. French, der lige nu er skribent for Foreign Policy, og lektor på Columbia University Graduate School of Journalism. Han har tidligere været udenrigskorrespondent og senior skribent for The New York Times, og skribent for International Herald Tribune.
Det kan på ingen måde påstås at Foreign Policy, The New York Times og International Herald Tribune er anti-Israel eller pro-Hamas, og heller ikke at de har sympati for kommunisme. De er alle liberale borgerlige aviser, hvilket betyder at de er talerør for kapitalistklassen og for det politiske etablissement i USA.
Howard French lægger faktisk ud med at understrege sin egen position: “Hamas fortjener til fulde hvad end der kommer deres vej.” Efter at have klargjort sine kvalifikationer, tilføjer han, at “det palæstinensiske folk fortjener ikke denne vrede…” Han forklarer derefter ideen om, at palæstinenserne har en ret til på en eller anden måde at kæmpe for et hjemland.
Det er ikke fundamentalt et brud med amerikansk imperialismes seneste standpunkt. På nuværende tidspunkt opfordrer de Israel til at være mere forsigtige i sine angreb på Gaza. Hvordan det skulle være muligt for en hær, der er fast besluttet på at udrydde alle Hamas baser og kæmpere, som er indlejret overalt i Gaza, ikke at have massive civile ofre, kan disse herrer ikke forklare.
Det er intet mere end en PR-kampagne, som de forsøger at bruge til at fortsætte med at støtte Israel, forsyne dem med de våben og den finansiering det kræver at fortsætte slagteriet, alt imens de prøver at fremstå som om de er bekymrede for civilbefolkningen i Gaza. Det er en dårlig finte som de prøver at bruge til at berolige den offentlige mening herhjemme; et forsøg på at fremstå som om de har humanitære bekymringer, alt imens de bakker op om blodbadet.
Det som virkelig bekymrer dem er ikke de palæstinensiske folks situation, men den destabiliserende effekt situationen har over hele Mellemøsten, som har risiko for at sprede konflikten. Det ville have store konsekvenser for olie- og gasforsyningerne, og for alle de vigtige handelsruter gennem det Røde Hav og Suezkanalen, som allerede bliver kvalt af Houthi militser fra det vestlige Yemen.
Den første Intifada var en græsrodsbevægelse
Howard Frenchs forklaring af hvad den Første Intifada virkelig var, er ekstremt interessant, især fordi den blev udgivet i en avis der forsvarer amerikansk imperialismes interesser:
“Betydningen og implikationerne af ordet intifada har været for uklare… Det stammer fra det arabiske udsagnsord nafada, som betyder ‘at ryste af’, som for eksempel kunne bruges til at sige at man ryster støv af sit tøj, eller ryster trætheden af sig. Ordet intifada kan derfor oversættes bogstaveligt som et ‘gys’ eller ‘skælven’, eller når det bruges i en politisk sammenhæng, en ‘folkelig opstand’. Det betyder ikke et folkedrab.” (Vores fremhævning og oversættelse)
Han fortsætter:
“Nyhedslæsere verden over lærte første gang ordet intifada at kende i 1987, da det blev anvendt til at beskrive en folkelig opstand, som palæstinenerne iværksatte samme år mod Israel. Denne opstand varede indtil begyndelsen af 1990’erne, og blev kendt som den første intifada. Den begyndte som en stort set helt fredelig protestbevægelse, der involverede civile ulydighedshandlinger, såsom strejker og boykot. Senere blev den mere voldelig, delvist som reaktion på den hårde israelske sikkerhedsreaktion.” (Vores fremhævning og oversættelse)
I hans bog fra 1999, How Israel was Won: A Concise History of the Arab-Israeli Conflict, skriver Bayliss Thomas følgende:
“Intifadaen var uden tvivl en græsrodsbevægelse, der overraskede både den israelske regering og PLO – PLO havde hverken opmuntret eller finansieret den. [Daværende premierminister Yitzhak] Shamir og [senere premierminister Ariel] Sharon virkede til at tro at palæstinenserne ville finde sig i besættelsen på ubestemt tid, så længe PLO var svækket. Faktisk bidrog PLOs svaghed kun til folkets desperation, hvilket fremmede en ny lokal aktivisme og selvtillid.” (Vores fremhævning og oversættelse)
Han fortsætter med at skitsere hvordan de lokale komiteer samlede sig til et organiseret organ:
“I begyndelsen handlede lokalsamfundene hver for sig. Senere opstod der en bred ledelse, som var udgjort af flere fraktioner, ved navn United National Leadership of the Uprising (UNLU). Den traditionelle palæstinensiske nationalistiske top (professionelle, journalister og akademikere) var ikke involveret i begyndelsen. Under jorden kommunikerede UNLU gennem foldere, der blev trykt i al hemmelighed og distribueret om natten. Den før spontane og fragmenterede modstandsbevægelse begyndte at få en samlet stemme gennem UNLU, der distruberede beskeder om kommercielle strejker og transportstrejker, massedemonstrationer, protester og solidaritetsindsatser såsom flaghejsninger, bøn, faste, arbejdsprojekter, marcher og donationsaktiviteter. De fordømte både Israel og USA i de hårdeste ord, dog uden fokus på det jødiske folk. UNLU opfordrede ikke til vold, men alligevel var stenkast og benzinbomber uundgåelige. (Vores fremhævning og oversættelse).
”Intifadaen drejede sig primært om modstand mod besættelsesforholdene. Gradvist begyndte UNLU at konsultere PLO om, hvordan man håndterer lokalt israelsk misbrug af besættelsen – hvordan man får løsladt politiske fanger, standset bosættelsesaktiviteter og konfiskeringen af jord, undgår forskellige israelske skatter og fjerner restriktioner på industri og landbrugsprodukter, der eksporteres fra de besatte områder.” (Vores oversættelse)
Det vigtige at påpege er det faktum, at intifadaen til at begynde med ikke var kontrolleret af PLO, og at der faktisk var en kløft mellem aktivisterne som ledte bevægelsen på lokal plan, og PLO som var i eksil. I hans tekst fra 2004, Palestine and the Arab-Israeli Conflict – a History with Documents, bidrager Charles D. Smith med en afslørende beretning:
“Intifadaen, som var en spontan opstand uden nogen ledelse fra en højere komité eller organisation, spredte sig hurtigt fra Gaza til Vestbredden. Det holdt sig selv kørende gennem et omfattende netværk af både lokale komiteer, der var blevet dannet i løbet af det foregående årti, og af nabolag, der selv organiserede lokal selvhjælp. Grundlæggende set var intifadaen et oprør organiseret af de fattige, unge og de mindre gunstigt stillede dele af befolkningen, der alle organiserede folkelige udvalg, som repræsentanter fra PLO først derefter forsøgte at underlægge deres egen ledelse.” (Vores fremhævning og oversættelse)
Smith påpeger at “Der blev løbende taget forskellige beslutninger. En af dem begrænsede protesterne til demonstrationer og stenkast; knive og skydevåben var forbudt.” (Vores fremhævning)
Men fordi PLO altid var blevet set som det palæstinensiske folks politiske udtryk, formåede lederne, der stadig var i eksil, i sidste ende at tage ledelsen af intifadaen, selvom de ingen rolle havde spillet i at fremme den. Alligevel, i manglen på noget alternativ, så UNLU til PLO som sit eneste politiske referencepunkt.
Smith understreger det faktum at: “PLO havde altid forsøgt at undertrykke lokale ledelser, der var uafhængige af deres kontrol, selv om sådanne personer tilkendegav sig til de samme mål som PLO. Nu krævede situationen ikke kun samarbejde, men var afhængig af information og rådgivning fra de besatte territorier… en politisk dagsorden dukkede hurtigt op. I januar 1988 krævede ledelsen i de besatte territorier en uafhængig palæstinensisk stat, under PLOs styrelse, som ville sameksistere med Israel” (Vores fremhævning).
Dette var begyndelsen på PLO ledernes manøvrering i retning af en to-statsløsning, som derved opgav deres tidligere position om én forenet stat, der strakte sig over hele det historiske Palæstina.
Som Smith forklarer, blev disse ideer: “oprindeligt annonceret af personer uden tilknytning til intifadaen, mænd der er mere kendt af omverdenen som ‘moderater,’ så som Sari Nuseibeh og Faysal al-Husayni, der havde deres egne bånd til PLO i Tunis. Som medlemmer af en social elite blev de, da disse krav først blev erklæret, betragtet med mistænksomhed af både den folkelige ledelse og PLO komitécheferne,” (Vores fremhævning).
Efterfølgende blev PLOs plan om en aftale med Israel baseret på en to-statsløsning gjort til “intifadaens officielle dagsorden.”
Det var sådan intifadaen, som oprindeligt blev ledt af aktivister på lokalplan, i sidste ende blev overtaget af PLO ledelsen og guidet imod en blindgyde.
Opfordringen til en generalstrejke i januar 1988
Med lad os vende tilbage til intifadaens begyndelse. Det var en bevægelse baseret på klassekampens metoder, hvor generalstrejken var et centralt element. Vi gengiver i sin helhed løbesedlen ‘Communiqué No. 1 of the intifada’, som d. 8. Januar 1988 blev udgivet af UNLU som en opfordring til en generalstrejke og lukningen af virksomhederne:
“I Gud den barmhjertiges navn. Vore folks glorværdige opstand fortsætter. Vi bekræfter behovet for at udtrykke solidaritet med vores folk, uanset hvor de er. Vi fortsætter med at være loyale over for vores martyrers rene blod og over for vores tilbageholdte brødre. Vi gentager også vores afvisning af besættelsen og dens undertrykkelsespolitik, som udtrykkes gennem deporteringer, masseanholdelser, udgangsforbud og nedrivning af huse. Vi bekræfter behovet for at opnå et stadig højere sammenhold mellem vores revolution og vores heroiske masser. Vi understreger også vores overholdelse af PLOs opfordringer, da de er det palæstinensiske folks legitime og eneste repræsentant, og behovet for at forfølge det fantastiske potentiale og den heroiske opstand. Af alle disse grunde adresserer vi følgende opfordring:
“Alle sektorer af vores heroiske folk bør overholde en generel og omfattende strejke indtil onsdag aften den 13. januar 1988. Strejken dækker alle offentlige og private handelsværker, de palæstinensiske arbejdere og offentlig transport. Overholdelse af strejken skal være fuldstændig. Strejkens parole vil være: Ned med besættelsen; længe leve Palæstina som et frit og arabisk land.
“Brødre som er arbejdere, jeres overholdelse af strejken ved ikke at gå på arbejde og til fabrikkerne er den virkelige støtte til den glorværdige opstand, en sanktionering af vores martyrers rene blod, en støtte til kravet om at befri vores fanger, og en handling som vil hjælpe med at beholde vores deporterede brødre i deres hjemland. Brødre som er forretningsmænd og købmænd, du skal fuldt ud overholde opfordringen til en omfattende strejke i strejke perioden. Jeres overholdelse af tidligere strejker er et af de mest pragtfulde billeder af solidaritet og selvopofrelse for at gøre vores heroiske folks kamp til en succes.
“Vi vil gøre vores bedste for at beskytte vores ærlige forretningsmænd mod foranstaltninger, som den zionistiske besættelsesstyrke kan gribe til mod dig. Vi advarer mod konsekvenserne af at blive involveret med nogle af besættelsesmyndighedernes håndlangere, som vil forsøge at få dig til at åbne dine virksomheder. Vi lover dig, at vi vil straffe sådanne forræderiske forretningsmænd i en ikke alt for fjern fremtid. Lad os kæmpe sammen for at smede sejren.
“Brødre som er ejere af taxaselskaber, vi vil ikke glemme jeres ærefulde og pragtfulde indsats for at støtte og gennemføre den omfattende strejke på dagen for palæstinensernes urokkelighed. Vi håber, at du vil støtte og gøre den omfattende strejke til en succes. Vi advarer nogle busselskaber mod konsekvenserne af ikke at efterkomme kravet om en strejke, da dette vil udsætte dem for revolutionær straf.
“Brødre som er læger og farmaceuter, I skal være i nødberedskab og yde hjælp til de af vores slægtninge, der er syge. Brødre som er apotekerne skal udføre deres opgaver normalt. Brødrene som er læger skal placere deres lægetegn på en måde, der tydeligt kan identificeres. Generel advarsel: Vi vil gerne advare folk om, at det ikke vil være sikkert at gå på gaden i lyset af de tiltag, der vil blive truffet for at gøre den omfattende strejke til en succes. Vi advarer om, at der vil blive hældt tyktflydende materiale på hoved- og sidegader og overalt, og der vil blive opsat vejspærringer og strejkegrupper vil blive indsat i hele det besatte hjemland. Meddelelse: Kæmpere og brødre som er medlemmer af de folkelige komiteer og opstandens mænd der er udstationeret på alle arbejdssteder, bør støtte og hjælpe vores folk med alle tilgængelige midler, især vores folks trængende familier. Strejkegrupperne og de folkelige oprørsgrupper skal fuldt ud overholde det arbejdsprogram, som er i deres besiddelse. Lad os fortsætte forenet og højlydt synge: Ned med besættelsen; længe leve Palæstina som et frit og arabisk land.” (Kilde: Palestine and the Arab Israeli Conflict – a History with Documents, Charles D. Smith, 2004, side 430) (Vores oversættelse)
Ingen kan benægte hvad der blev opfordret til her: en massegeneralstrejke med mål om at gøre en ende på besættelsen og at vinde et palæstinensisk hjemland, side om side med Israel. Denne opfordring fik massiv opbakning blandt den palæstinensiske ungdom, arbejderne og de små butiksejere. Det var virkelig en bevægelse, der havde hele folkets opbakning og deltagelse. Den var så magtfuld, at rystelserne endda kunne mærkes helt inde i det israelske samfund. Den sendte en klar besked, at et helt folk var imod den israelske besættelse, hvilket gjorde indtryk på mange – selv på nogle soldater.
Intifadaens størrelse og de palæstinensiske massers beslutsomhed gjorde det tydeligt for nogle israelske tropper, at de var uønskede bosættere. Det forklarer hvorfor nogle – omend en lille minoritet – var en del af det berømte Refusenik fænomen, hvori en sektion af unge soldater nægtede at tjene uden for Israels grænser. Hvis intifadaen ikke var blevet forrådt, hvor langt kunne denne proces mon så ikke være nået? Det forklarer også, hvorfor den zionistiske herskende klasse var fast besluttet på at knuse Intifadaen.
Hamas’ Fremvækst
Læg mærke til at UNLU løbesedlen tydeligt understreger at de anerkender PLO som den eneste repræsentant for det Palæstinensiske folk. Hamas spillede ingen betydningsfuld rolle i begyndelsen af den første intifada. De blev først stiftet som en organisation i februar 1988, efter Intifadaen var begyndt, og de var endnu ikke den kraft de senere blev i Gaza. De var dog til stede som en vigtig mindretalsoppositionsgruppe, der forsøgte at udvide sin indflydelse på bekostning af PLO. Som Bayliss forklarer:
“Islamiske grupperinger såsom velfærdsorganisationen Det Muslimske Broderskab og Islamisk Jihad blev også konsulteret. En udbrydergruppe fra Det Muslimske Broderskab, Hamas, udviste tidligt en militant interesse i Intifadaen.”
Vi må huske, at på den tid anså den israelske herskende klasse PLO som den største trussel mod deres interesser. Da Hamas opstod, så den zionistiske elite dem som en nyttig modvægt til PLO. Charles D. Smith, i hans tekst fra 2004 som vi citerede tidligere, forklarer meget godt tanken bag dette:
“Israelske besættelses- og efterretningstjenestesfolk havde opmuntret fremvæksten af de Muslimske Brødre i Gaza siden slutningen af 1970’ere, ved hjælp af finansiering og ved at pålægge deres bevægelser færre restriktioner end de gjorde på kendte PLO-sympatisører. De antog, at øget tilslutning til islam ville underminere loyaliteten overfor PLO og deres sekulære politiske mål. Disse embedsmænd tillod militante studerende at rejse fra Gaza til Bir Zeit-universitetet i Ramallah uden for Jerusalem for at give PLO-tilhængere en opsang, og den israelske guvernør i Gaza fortalte en journalist, at ‘den israelske regering gav mig et budget, og militærregeringen donerer til moskeer’.”
Her ser vi hvordan organisationen bag angrebet på det sydlige Israel den 7. oktober 2023, oprindeligt blev støttet og sponsoreret af de israelske autoriteter. På forskellige måder er tankegangen bag denne politik fortsat indtil for nylig.
En New York Times artikel, ‘Buying Quiet’: Inside the Israeli Plan That Propped Up Hamas’, som blev udgivet den 12. december, understreger at:
“I flere år, havde Qatars regering sendt millioner af dollars om måneden ind i Gazastriben – penge der hjalp med at opretholde Hamasregeringen. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, udviste ikke bare tolerance overfor disse donationer, han havde opmuntret dem.”
Den samme artikel påpeger, at Netanyahu anså Hamas som “et politisk redskab,” og forklarer:
“Så tidligt som i december 2012, fortalte hr. Netanyahu den anerkendte israelske journalist Dan Margalit, at det var vigtigt at fastholde Hamas som en stærk modvægt til den Palæstinensiske Autoritet på Vestbredden. Hr. Margalit fortalte i et interview at hr. Netanyahu fortalte ham, at ved at have to stærke rivaler (hvoraf Hamas var den ene), ville det lette præsset for at forhandle i retningen af en palæstinensisk stat.”
Alt dette udstiller det rene hykleri som Netanyahu og hans højreekstremistiske venner i Israels regering udviser i dag, som over mange år har samarbejdet om at tillade finansieringen af Hamas-administrationen i Gaza. For Netanyahu var det en god politik at støtte Hamas, fordi det sikrede at de fortsat kontrollerede Gaza, hvilket afskar dem fra Vestbredden, der var under den Palæstinensiske Autoritet og Fatahs administration. Denne kløft anses som en måde at svække det palæstinensiske folk på, og en måde at afholde enhver form for uafhængig palæstinensisk stat fra nogensinde at opstå. Derudover blev Hamas’ voldelige metoder faktisk anset som nyttige for zionistisk propaganda i Israel, fordi det samler den israelske befolkning bag sin herskende klasse, og giver en belejlig undskyldning for dens brutale militære ekskursioner i Gaza.
Tilbage i foråret 1988, ved højdepunktet for den første intifada, fandt en interessant begivenhed. Charles D. Smith forklarer hvad der skete:
“Fra det palæstinensiske perspektiv havde intifadaen to sider: på den ene side en folkelig modstand mod israelsk undertrykkelse, og på den anden et tilbud om sameksistens, når først en palæstinensisk stat var blevet skabt. Begge spor havde samme mål, nemlig at slippe af med israelsk dominans, men det andet spor var lige så stor en trussel for de fleste israelske politikere som de første. For israelske ledere kunne det israelsk-arabiske forhold på ingen måde være et ligeligt et. Arabere, der gik ind for kompromis, blev ofte fængslet. For eksempel blev to arabiske advokater fra Gaza, i foråret 1988, inviteret til at tale om intifadaens mål ved et møde på Tel Aviv universitetet. Det gjorde de, og talte om fredelig sameksistens i separate stater. Inden for to uger var de begge blevet arresteret og dømt til seks måneders tilbageholdelse uden mulighed for rettergang i Ansar 3, som var et nyt fængsel bygget i Negev til at huse den slags folk. De israelske arrangører af konferencen var ikke i tvivl om årsagen til den slags tilbageholdelse: igen var fortalere for fred en større trussel end anvendelsen af vold.” (Vores fremhævninger)
Her ses det tydeligt, hvordan staten Israel absolut ingen interesse havde i at skabe fredelige relationer med palæstinenserne.Tværtimod blev de, som opfordrede til brugen af fredelige metoder, set som en trussel. Alt hvad der på nogen måde kunne påvirke bevidstheden hos almindelige israelere – hvilket den første intifada var begyndt at gøre – blev anset som farligere end ethvert individuelt terrorangreb som havde ledt til drab på almindelige israelske jøder. Her er zionisternes kynisme blottet for enhver at se.
Hvor kom volden fra?
Men lad os vende tilbage til karakteren af den første intifada. Howard Frenchs pointe om at intifadaen blev voldelig som reaktion på israelsk undertrykkelse er vigtig. I en seks episoder lang BBC serie fra 1998 ved navn “The Fifty Years War: Israel and the Arabs” (se denne artikel), bliver det afsløret, at en sektion af den israelske regering foreslog den hurtige, hårde fremgangsmåde, at skyde på folkemængder for at dræbe tusinder af palæstinensere for at “knuse intifadaen”. Resten af regeringen afviste denne metode, fordi de forstod, at det ville have den modsatte effekt. Men det betyder ikke at de besluttede sig for en blød tilgang. Tværtimod!
I de første par måneder blev 160 demonstranter dræbt, hvoraf de fleste var teenagere. En ordre om at “brække ben” blev også sendt ud, hvilket fik IDF styrkerne til at banke unge palæstinensiske demonstranter for at brække deres hænder og ben. Samtidig sprang de hundredvis af hjem i luften, og indførte hårde udgangsforbud. I 1988-89, blev 1600 udgangsforbud udstedt, og de der, af hvilken som helst grund, brød forbuddet blev skudt på stedet.
I blot de første 18 måneder blev 574 Palæstinensere dræbt, enten skudt eller bogstavelig talt banket ihjel. Ved udgangen af det andet år var 700 palæstinensere blevet dræbt, og yderligere 15-20.000 såret. Antallet som var blevet arresteret eller fængslet voksede til 50.000, og ifølge Amnesty International blev mange af dem udsat for tortur.
Ifølge Peacewatch var antallet af palæstinensere, som var blevet dræbt under intifadaen, op til 1991 vokset til 1135. I juni 1993, var 400.000 Palæstinensere enten blevet tilbageholdt eller fængslet, og i 1994 var antallet af dræbte steget yderligere til 2000.
Og alligevel havde UNLU komiteerne taget en bevidst beslutning om ikke at bevæbne sig. Så når medierne, vestlige regeringer, og den zionistiske regering i Israel i dag peger fingeren af enhver der bruger parolen om en intifada, fordrejer de bevidst sandheden. Volden kom ikke fra arrangørerne af intifadaen, men fra de israelske sikkerhedsstyrker, som tallene foroven grafisk illustrerer.
Konfronteret med brutal undertrykkelse, begyndte palæstinenserne at kæmpe med alt hvad de havde. Det forklarer hvorfor der var en række voldelige – dog ubevæbnede – protester imod israelsk besættelse. Denne vold var hovedsageligt begrænset til stenkast, brugen af Molotov cocktails, afbrændingen af dæk på gaderne og barrikader for at holde det israelske militærs fremmarch tilbage.
Som vi har set etablerede PLO til sidst kontrollen over intifadaen, og brugte den til at styre hele processen mod Oslo-aftalen i 1993. Vi har forklaret andre steder hvordan disse aftaler i virkeligheden forrådte det palæstinensiske folks drømme. Det er kombinationen af det forræderi, sammen med mange år under den Palæstinensiske Autoritets administration over en del af de besatte territorier – hvori korrupte embedsfolk, i samarbejde med israelske sikkerhedsstyrker, undertrykte palæstinenserne – der har skabt det magtvakuum som Hamas kunne udfylde. Organisationen har formået at fremstille sig selv som den eneste faktor, der var imod aftalen.
Det var en tragisk drejning, fordi Hamas’ ledelse har et borgerligt og reaktionært perspektiv, og ser negativt på palæstinensernes egne masseprotester. Faktisk har de gennem tiden flere gange undertrykt ungdommens protester.
Det var i den anden intifada, som var langt mere påvirket af Hamas og andre islamistiske fundamentalistiske grupper, hvor brugen af selvmordsbomber og andre typer individuel terror var udbredt. Den anden intifada begyndte som en folkeopstand efter Ariel Sharon – sammen med hundredvis af israelske beredskabsstyrker – i september 2000 foretog et provokerende besøg til Temple Mount. De israelske sikkerhedsstyrker begyndte med det samme at skyde demonstranterne. Det eskalerede kun den allerede anspændte situation. Det forklarer også, hvorfor den anden intifada hurtigt udviklede sig til en væbnet konflikt på begge sider. Denne gang var det totale antal af dødsfald langt højere; over 4300 blev dræbt, hvoraf størstedelen var palæstinensere, men et stort antal af både israelske soldater og civile døde også.
Når medierne i dag blander intifadaen sammen med opfordringen til voldelige angreb på jøder i Israel, lægger de al vægten på den anden intifada – alt imens de ignorerer, hvad det faktisk var, der provokerede dens voldelige karakter. Det var nemlig manglen på en revolutionær ledelse under den første intifada, som drev den ind i en blindgyde og skuffede massernes drømme. Det blev kombineret med mange års voldelige angreb på palæstinenserne, udført af de israelske sikkerhedsstyrker.
Det må ikke glemmes, at under de to intifadaer, blev der dræbt tre palæstinensere for hver døde israeler. Det forhold giver en ide om hvorfra det meste af volden kom. Og her må vi vende tilbage til Howard Frenchs artikel, hvor han skriver:
Ingen af disse opstande kom overhovedet tæt på folkemord. Nu hvor sammenblandingen af intifada med folkemord er godt i gang, må verden dog spørge sig selv: Hvad er konsekvensen af at betegne palæstinensernes opstand eller civile oprør, som utilladelige? Mener vi virkelig at de ikke må kæmpe imod en elendig, snærende skæbne, der har fastlåst et stort antal af deres folk i håbløse liv i Gaza, eller at de skal acceptere at se på mens det land, de plejede at kontrollere i Vestbredden bid for bid bliver annekteret af Israel, mens de i stigende grad kommer under voldelige angreb? Betyder det, at palæstinenserne i Gaza må leve med at blive bombet og sultet ud af deres territorium?
Vigtigst af alt betyder det, at Palæstinenserne skal tie, opgive krav om deres egen stat og blot acceptere, hvad Israel mener er passende for dem? Har folk, der har dette synspunkt, stoppet op og tænkt over, hvilke muligheder der er åbne for palæstinensere til at gøre indsigelse mod sådanne ting? Kan de forestille sig, at de blot et øjeblik accepterer dette? (Vores fremhævning og oversættelse)
Det er en god måde at slutte på! Vores opfordring til “intifada indtil sejr” indebærer på ingen måde en trussel mod de almindelige jødiske folk, der bor i Israel. Det er en opfordring til en masseaktion, ført an af de palæstinensiske arbejdere og unge, som vi så det i 1987-88. Det er en opfordring til at bruge klassekampens metoder til at vinde et hjemland for palæstinenserne. Efter 30 år hvor den såkaldte tostatsløsning har vist sig at være en løgn, har det overvældende flertal af Palæstinensere i dag opgivet det perspektiv.
Fra et ægte kommunistisk synspunkt, er parolen om “intifada indtil sejr” en opfordring til social revolution. Det kan kun betyde en samlet socialistisk stat, udgjort at to folk, hvor intet zionistisk borgerskab holder magtens tøjler, og hvor ingen borgerlig arabisk elite beslutter de palæstinensiske massers skæbne. Det er kun på den måde, at drømmene om frihed og en værdig eksistens, som den første intifada udtrykte, kan blive til virkelighed.
